FreeBSD

FreeBSD
Del af BSD-familien
FreeBSD GNOME 2.20
Seneste udgave13.2  (11. april 2023)
KernetypeMonolitisk kerne
LicensBSD-licens
WebstedFreeBSD.org

FreeBSD er et frit, open source, Unix-lignende computerstyresystem. Styresystemet udsprang fra 386BSD, en udgave af Berkeley Software Distribution (BSD) modificeret til at understøtte Intels 80386-processor (i386), og FreeBSD nedstammer derfor fra det oprindelige AT&T Unix. FreeBSD understøtter i dag flere processorarkitekturer end blot i386, bl.a. x86-64, ARM og MIPS.[1]

FreeBSD er et komplet styresystem, ikke blot en styresystemkerne. Dvs. at det ud over en kerne også indeholder andet grundlæggende software, bl.a. en tekstbaseret brugergrænseflade (en shell). Dette adskiller FreeBSD fra Linux, som kun er en kerne og i praksis benyttes via såkaldte Linux-distributioner, som kombinerer Linux-kernen med andet software og på den måde leverer et komplet styresystem.

Grundsystem

Selve FreeBSD består af et antal afgrænsede dele:

  • Kernen
  • libc
  • Grundlæggende unix brugerprogrammer, herunder:
    • Kommandolinieklienter til de grundlæggende internetprotokoller. (dig, whois mv.)
    • Bourne shell kompatibel shell (ash) og C shell kompatibel shell (tcsh)
    • Arkiveringsværktøjer (tar, gzip mv.)
    • C-oversætter (gcc)
  • Nogle grundlæggende internetservere, herunder:
    • ntpd – Internettidsserver
    • sendmail – En smtp-mailserver
    • bind – En DNS-server
    • syslogd – En logserver
    • ftpd – En ftp-server
    • inetd – Internet-superserver
    • sshd – En SSH-server
    • pf – Packet Filter, en firewall-implementering oprindeligt lavet til OpenBSD

Disse programmer gør at FreeBSD-maskine uden tredjepartsprogrammer typisk kan varetage de mest grundlæggende roller som en netværksserver. Dette kan være roller som ftp-server, DNS-server eller mail-relæ for en internetudbyder.

Tredjepartssoftware

En normal "ren" FreeBSD-installation er dog så trimmet, at den kun kan bruges til de mest almindelige serveropgaver. Har man behov, som grundsystemet ikke kan opfylde – f.eks. en webserver eller et grafisk skrivebordsmiljø – bliver man nødt til at installere tredjepartsprogrammer. Dette kan gøres ved at downloade programmets kildekode og selv kompilere det eller ved at installere prækompileret software fra såkaldte binære pakker. Ports-systemet er en samling af opskrifter, som gør det nemt at kompilere og installere applikationer fra kildekode, og siden version 10.0 indeholder FreeBSD værktøjet pkg [a], som tilbyder installation af tredjepartssoftware fra binære pakker. pkg kan sammenlignes med værktøjer som apt og yum, som bruges i mange Linux-distributioner.

Brugergrænseflade

Grundsystemet indeholder kun en tekstbaseret brugergrænseflade, men grafiske miljøer kan installeres. Displayserveren X.org understøtter FreeBSD og det samme gør mange skrivebordsmiljøer baseret på denne, f.eks. KDE og Gnome. Udvalget er i høj grad det samme som på Linux. Understøttelse af Wayland, et nyere alternativ til X.org, er under udvikling.[2]

Licens

FreeBSD udgives hovedsageligt under FreeBSD-licensen, en fri og open source ophavsretslicens, der tillader alle frit at kopiere, modificere og distribuere systemet, som de ønsker det, dog med den betingelse at man ikke må fjerne ophavsretsmeddelelsen.[3]

Afledte styresystemer

Selvom FreeBSD er et generelt styresystem der kan bruges både som server, desktop og mere specialiserede opgaver, findes der nogle distributioner som er særligt tilrettede bestemte opgaver.

PC-BSD

En afledning af FreeBSD er PC-BSD, som gennem sin grafiske brugergrænseflade tilbyder programpakker (.pbi), der installeres ved et klik med musen. Målet med PC-BSD er at give en enkel brugeroplevelse sammenlignelig med Windows og Ubuntu, men med FreeBSD-systemets stabilitet og sikkerhed. Systemet er robust mod virus og crackere, men tilbyder endnu ikke drivere til al nyere hardware, f.eks. flere trådløse enheder.

DesktopBSD

En FreeBSD-distribution som er sammenlignelig med PC-BSD, men hvor man har bibeholdt brugen af ports og packages.

pfSense

pfSense er en distribution af FreeBSD specielt tilrettet brug som firewall.[4] pfSense er en minimalistisk installation som betjenes via et webinterface.

Kommercielle

PlayStation 4s styresystem Orbis OS er baseret på FreeBSD og dele af FreeBSD blev brugt i PlayStation 3.[5][6] Dele af Apples macOS-styresystem er afledt fra FreeBSD.[7]

Se også

Fodnoter

  1. ^ pkg er en forkortelse af det engelske ord package, som på dansk betyder pakke.

Referencer

  1. ^ "Platforms", freebsd.org, 2017-03-29, arkiveret fra originalen 1. januar 2011, hentet 2017-07-30
  2. ^ Larabel, Michael (2016-12-22), "FreeBSD Making Progress On Wayland Support, The Basics Are Working", Phoronix (engelsk), arkiveret fra originalen 30. juli 2017, hentet 2017-07-30
  3. ^ "The FreeBSD Copyright", freebsd.org (engelsk), 2016-12-31, arkiveret fra originalen 9. maj 2019, hentet 2017-07-30
  4. ^ "Getting Started With pfSense Software", pfsense.org, arkiveret fra originalen 30. september 2017, hentet 2017-07-30
  5. ^ Clark, Jack (2013-11-16), "Sony's new PlayStation 4 and open source FreeBSD: The TRUTH", The Register (engelsk), arkiveret fra originalen 4. juli 2017, hentet 2017-07-30
  6. ^ Rosenberg, Alex (2013-12-17). "FreeBSD Handbook and PS3". freebsd-doc (Mailingliste). Arkiveret fra originalen 2. februar 2017. Hentet 2017-07-30.
  7. ^ Kernel Programming Guide: BSD Overview, Apple Inc., 2013-08-08, arkiveret fra originalen 29. maj 2016, hentet 2017-07-30

Eksterne henvisninger

Medier brugt på denne side

FreeBSD gnome2.20.png
Forfatter/Opretter: unknown, Licens: CC BY-SA 3.0
FreeBSD screenshot with Gnome 2.20