Frederik Fabricius-Bjerre
Frederik Fabricius-Bjerre | |
---|---|
Født | 9. januar 1903 |
Død | 15. januar 1984 (81 år) |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Københavns Universitet |
Beskæftigelse | Matematiker |
Arbejdsgiver | Københavns Universitet |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Ridder af 1. klasse af Dannebrog |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Frederik Geert Fabricius-Bjerre (9. januar 1903 i København – 15. januar 1984) var en dansk matematiker og professor ved Polyteknisk Læreanstalt.
Han blev student fra Schneekloths Skole i 1920 og gav sig herefter i kast med matematisk-naturvidenskabelige studier ved Københavns Universitet. Disse studier blev afsluttet i 1925 med en magisterkonferens i matematik. I 1929 modtog han universitetets guldmedalje for besvarelse af en prisopgave, og i 1934 erhvervede han doktorgraden (dr. phil.) med disputatsen Differentialgeometriske Undersøgelser af torsionsfri Flader beliggende i Rum med konstant Krumning. 1940 blev han lektor ved Københavns Universitet.
Fabricius-Bjerre blev udnævnt til professor i geometri ved Polyteknisk Læreanstalt i 1942 og virkede her som en højt anset professor frem til pensionering i 1972. Han udarbejdede lærebøger til undervisningen i geometri med høje pædagogiske og faglige kvaliteter, og han var kendt som en yderst elegant og meget imødekommende forelæser.
Frederik Fabricius-Bjerre var formand for Dansk Matematisk Forening i perioden 1951-54 og blev æresmedlem af foreningen 1973. Han var Ridder af Dannebrog af 1. grad.
Kilder
- Kraks Blå Bog 1981
- Vor Tids Leksikon, Bind 7-8, Aschehough Dansk Forlag, 1950