Fra Angelico

Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Fra Angelico

Fra Angelico portrait.jpg

Personlig information
FødtGuido di Pietro Rediger på Wikidata
1390'erne Rediger på Wikidata
Vicchio, Italien Rediger på Wikidata
Død18. februar 1455 Rediger på Wikidata
Rom, Italien Rediger på Wikidata
GravstedSanta Maria sopra Minerva Rediger på Wikidata
SøskendeBenedetto da Fiesole Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseKunstmaler, bygningstegner, illuminator Rediger på Wikidata
FagområdeMaler Rediger på Wikidata
ArbejdsstedFoligno, Firenze, Rom (fra 1445), Perugia, Cortona, Orvieto, Fiesole Rediger på Wikidata
EleverZanobi Strozzi, Benozzo Gozzoli Rediger på Wikidata
Kendte værkerSan Marco altertavle, Bebudelse, Madonna med barnet, omgivet af engle og helgener, Cappella Niccolina, Fiesole altertavle Rediger på Wikidata
GenreReligiøs kunst Rediger på Wikidata
BevægelseItaliensk renæssance, Tidlig renæssance Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Fra Giovanni da Fiesole egentlig Guido di Pietro da Mugello med tilnavnet Fra Angelico eller Beato Angelico (født 1387 i Toscana, død 1455 i Rom) var en italiensk maler.

I 1407 søgte han som 20-årig optagelse i Dominikanerordenen i Fiesole og aflagde munkeløfte i 1409 under navnet Fra Giovanni. Han måtte kort efter gå i landflygtighed med sine ordensbrødre fra Fiesole og Cortona pga. opsætsighed ved pavevalget i 1409. I 1418 var han sammen med brødrene tilbage i Fiesole, og med dem flyttede han i 1436 til det nyindrettede San Marco Kloster i Firenze.

I Firenze malede han "under tårer" i munkenes celler, i korridorer, i refektoriets kapitelsal og andre steder i den våde kalk sine enkle, sjælsrene og følelsesskønne andagtsbilleder, der gør San Marco Klostret til et af den religiøse kunsts skønneste valfartssteder. I 1445 blev han kaldt til Rom af Pave Eugenius 4. for at smykke Vatikanet. Efter Eugenius' død i 1446, malede han for efterfølgeren Nicolaus V, der fra den tid, han ordnede biblioteket i S. Marco, stod i venskabsforhold til Fra Angelico, Cappella Niccolina i Vatikanet og fortsætter s. A. udsmykningen af Eugen IV’s Kapel (disse sidste værker nedrevne af Paul II). Han er 1447 sysselsat i Domkapellet i Orvieto med fresker, som han dog ikke selv får fuldført. Men ellers er han knyttet til Rom, i den senere tid væsentlig optaget i ovenn. Nicolaus’ Kapel af de storladne og skønne fresker, der skildrer S. Stefanus’ og S. Laurentius’ levned. En kort Tid, 1452, har han igen været i Fiesole, måske som klostrets prior; men han ender sine dage i Rom og begraves i S. Maria sopra Minerva, hvor Nicolaus V lader sætte en ligsten med hædrende indskrift på vers over hans grav. De tilnavne, man har givet ham: »il Beato«, den salige, den lyksalige, »Angelico«, den englerene, rører ved kernen i hans kunst: hans Pensel’s som hans livs religiøse dyder og Himmelrenhed. Ingensteds har den fromme enfold, den mystiske sjæleekstase og inderligheden i den religiøse følelse fået et skønnere udtryk end i Fra’s kunst. Han kan være naiv-middelalderlig i sine udtryksformer, særlig i staffelibillederne; barnlig glad lægger han det lysende Guld og rene klare Farver i rødt og gult, grønt og blåt ind i sine Billeder; i skønne landskaber lader han de salige træde rundgangen sammen med englene mellem røde og hvide rosenklynger; skønne, yndefulde og himmelrene musicerende engleskikkelser svæver om Madonna med Barnet (i Tabernakel-Billedet i Uffizi) o. s. fr., en æterren billedkunst af himmelsk farvefryd. Man ved ikke, hvem der har været Fras lærer; man antager, han nærmest har uddannet sig autodidaktisk som miniator af Missaler m. v. Imidlertid er Fras kunst ikke blot middelalderlig; den har indoptaget Renæssancens fremskridt, også i det tekniske; ikke mindst i freskerne fra San Marco, Orvieto og Niccolina Kapellet mærker man den ny Tid og dens Stræben efter storlinet skønhed. – F.’s tidligste endnu bevarede værker findes i S. Domenico og del Gesu i Cortona; fra Fiesole-Tiden findes endnu en korsfæstet Kristus paa sin Plads i Klostret; andre fresker og Staffelibilleder fra den Tid er vandrede til Museer i Louvre, National Galleriet i Sankt Petersborg etc.; af Dommedagsbillederne er et kommet til Paris, et andet til Uffizi (et tredje fra Rom-Tiden i Kaiser-Friedrich-Museum i Berlin); fra 1434 malede han det berømte Tabernakel med de musicerende Engle (nu i Uffizi). Under S. Marco-Tidens Freskomalen udviklede hans kunst sig til større fylde og Monumentalitet uden at tabe i inderlighed: hovedværket i kapitelsalen, »Korsfæstelsen«, endvidere »Bebudelsen«, »Kristus modtages som Pilgrim« etc.; fra Florentinerperioden er bl.a. staffelibilleder »Nedtagelsen fra Korset« i Firenzes Akademi, der ejer fl. af hans Værker. De tidligere omtalte værker i Niccolina Kapellet viser Fra’s kunst på sin højde i freskomaleri under opholdet i Rom. Mange værker af Fra i europæriske museer: det skønne »Tronende Maria« i Berlins Kaiser Friedrich Museum. o. s. fr. Fra Angelico beatificeredes 1982.

Han blev helgenkåret[1] i 1955 på 500 års dagen for hans død og fejres den 18. februar. Han er helgen for kunstnerne, især malerne.

Referencer


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.

Medier brugt på denne side

Wikitext.svg
wiki written in wikitext, for template use
Fra Angelico portrait.jpg
Posthumous portrait of Fra Angelico by Luca Signorelli, detail of Deeds of the Antichrist fresco (c.1501) in Orvieto Cathedral.