Fovlshoved
Fovlshoved[1][2], Falshoved[3] (dansk) eller Falshöft (tysk) er en bebyggelse på halvøen Gelting Birk i det østlige Angel i Sydslesvig. Administrativt hører stedet under Nyby Kommune i Slesvig-Flensborg kreds i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. I kirkelig henseende hører Fovlshoved til Gelting Sogn. Sognet lå i Kappel Herred (oprindelig Ny Herred, Flensborg Amt, Sønderjylland), da området tilhørte Danmark[4].
Fiskerbyen var i middelalderen i kongens eje, inden den kom under Dyttebøl gods. I 1853 kom Fovlshoved (som hele det østangelske godsdistrikt) under Kappel Herred. I 1837 nævnes der seks bygninger og en lods-station, hvis opgave var at sikre ind- og udsejling i Flensborg Fjord. En anden Lodsstation lå på fjordens modsatte bred i Kegnæs. Fovlshoved Lods eksisterede frem til 1931, hvorefter lodserne på fyrskibet på Kalkgrund overtog opgaven. Fovlshoved Kro lukkede i 1977. Under stormfloden i 1872, som især hærgede den vestlige Østersø, blev hele landsbyen oversvømmet[5].
På dansk findes både formen Fovls- og Falshoved. Stednavnet er første gang dokumenteret i Kong Valdemars Jordebog 1231 som Fughælsnæs[5]. Stednavnets forled indeholder altså ordet fugl (glda. foghl) og er sammentrukket af navnet fughælnæs. Fovls- har bevaret den ældre danske udtale (i modsætning til det nyere Fals-)[6].
Fovlshoved Fyr ligger lidt syd for det egentlige Fovlshoved ved Sibbeskær (Sibbeskjär) i nabo-kommunen Pommerby.
Noter
- ^ Videnskabernes Selskab: Kaart over Slesvig, 1858
- ^ Gerret L. Schlaber: Administrative tilhørsforhold mellem Ejderen og Kongeåen, Flensborg 2007, s. 224
- ^ Hector Boeck: Kort over Sydslesvig, 1953
- ^ M. Mørk Hansen og C. L. Nielsen: Kirkelig Statistik over Slesvig Stift med historiske og topografiske bemærkninger, Kjøbenhavn 1864, 2. bind, s. 297
- ^ a b Berthold Hamer: Topographie der Landschaft Angeln, 1. bind, Husum 1994, s. 189
- ^ Kristian Hald: Sydslesvigs stednavne, 7. bind, København 1979-1984. s. 424
Koordinater: 54°46′17.466″N 9°57′21.657″Ø / 54.77151833°N 9.95601583°Ø
Medier brugt på denne side
Generalstaben Videnskabernes Selskab: Kaart over Slesvigs Fastland og Als 4, østre blad, udsnit
Forfatter/Opretter: Dguendel, Licens: CC BY 3.0
Nieby, the beach, view to the lighthouse Falshöft in Pommerby