Formel 1 2014

FIA Formel 1
Verdensmesterskabet 2014
	Verdensmester
Kører:	Lewis Hamilton
Konstruktør:	Mercedes
Sæsondata
Antal løb:	19

Formel 1 2014 var den 65. sæson af FIA's Formel 1-verdensmesterskab. Sæsonen startede 16. marts i Australien og blev afsluttet 23. november i Abu Dhabi. 22 kører og 11 konstruktører konkurrerede over 19 løb om verdensmesterskabstitlen i henholdsvis kørermesterskabet og konstruktørmesterskabet. Sæsonen blev domineret af Mercedes-teamet, som sikrede sig konstruktørmesterskabet med klar margin. Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Nico Rosberg kæmpede om titlen i kørermesterskabet, og det var først i det sidste løb i Abu Dhabi at Hamilton tog sejren i mesterskabet.

Til 2014-sæsonen blev der introduceret et helt nyt motorreglement, hvor de 2,4 liters V8-motorer som blev brugt fra 2006 til 2013 blev erstattet med 1,6 liters V6-motorer med turbo og indbygget energigenvindingssystem.^[1] Løbskalenderen for 2014 var betydelig ændret i forhold til 2013-sæsonen. Ruslands Grand Prix blev kørt for første gang på Sochi Autodrom i Sotji,^[2] og Østrigs Grand Prix vendte tilbage med et løb på Red Bull Ring i Spielberg.^[3] Indiens Grand Prix og Koreas Grand Prix var væk fra 2014-kalenderen.^[4]

Konstruktører og kørere

Følgende konstruktører og kørere kørte i 2014-sæsonen.^[5]^[6]

Team	Konstruktør	Chassis	Motor	Dæk	Nr.	Kørere
Caterham F1 Team	Caterham–Renault	CT05^[7]	Renault Energy F1-2014^[8]^[9]	P	9 10 45 46	Marcus Ericsson^[10]^[11] Kamui Kobayashi^[10]^[11] André Lotterer Will Stevens
Scuderia Ferrari	Ferrari	F14 T^[12]	Ferrari 059/3^[13]	P	7 14	Kimi Räikkönen^[14] Fernando Alonso^[15]
Sahara Force India F1 Team	Force India–Mercedes	VJM07^[16]	Mercedes PU106A Hybrid^[17]^[18]	P	11 27	Sergio Pérez^[19] Nico Hülkenberg^[20]
Lotus F1 Team	Lotus–Renault	E22^[21]	Renault Energy F1-2014^[9]^[22]	P	8 13	Romain Grosjean^[23] Pastor Maldonado^[23]
Marussia F1 Team	Marussia–Ferrari	MR03^[24]	Ferrari 059/3^[13]^[25]	P	4 17	Max Chilton^[26] Jules Bianchi^[27]
McLaren Mercedes^[28]	McLaren–Mercedes	MP4-29^[29]	Mercedes PU106A Hybrid^[18]^[30]	P	20 22	Kevin Magnussen^[31] Jenson Button^[32]
Mercedes AMG Petronas F1 Team	Mercedes	F1 W05^[33]	Mercedes PU106A Hybrid^[18]	P	6 44	Nico Rosberg^[34] Lewis Hamilton^[35]
Infiniti Red Bull Racing	Red Bull–Renault	RB10^[36]	Renault Energy F1-2014^[9]^[37]	P	1 3	Sebastian Vettel^[38] Daniel Ricciardo^[39]
Sauber F1 Team	Sauber–Ferrari	C33^[40]	Ferrari 059/3^[13]^[41]	P	21 99	Esteban Gutiérrez^[42] Adrian Sutil^[43]
Scuderia Toro Rosso	Toro Rosso–Renault	STR9^[44]	Renault Energy F1-2014^[9]^[37]	P	25 26	Jean-Éric Vergne^[45] Daniil Kvjat^[45]
Williams F1 Team	Williams–Mercedes	FW36^[46]	Mercedes PU106A Hybrid^[18]^[47]	P	19 77	Felipe Massa^[48] Valtteri Bottas^[48]

Konstruktørændringer

Cosworth valgte ikke at bygge en motor i henhold til det nye 2014-regelværk.^[49] Denne afgørelsen gjorde at Marussia, som var det eneste team som brugte Cosworth-motorer i 2013-sæsonen, måtte skaffe sig en ny motorleverandør.^[50] De valgte Ferrari, som skal forsyne teamet med motorer for 2014 og årene fremover.^[25]
Scuderia Toro Rosso indgik en aftale med Renault for motorer i 2014, og afsluttede dermed sit forhold til Ferrari, teamets motorleverandør de siste syv år.^[37]
Williams, som i to sæsoner havde haft Renault som motorleverandør, skiftede til Mercedes i det som beskrives som en "langsigtet aftale".^[47] Aftalen blev indgået efter at Renault offentliggjorde at de ønskede at reducere antallet af teams de var motorleverandør til, til tre i 2014,^[51] men den franske producent bestemte sig senere for at levere til fire.^[22]
I 2011 etablerede Craig Pollock, tidligere teamchef for British American Racing, selskabet Propulsion Universelle et Recuperation d'Energie (PURE), og signaliserede at han i 2014 havde til hensigt at gå ind som motorleverandør i F1, med fuld støtte fra FIA.^[52] På grund af problemer med finansieringen blev udviklingen af motoren imidlertid suspenderet i juli 2012, og selskabet formåede ikke at sikre sig noen kunder.^[53]

Kørerændringer

Daniel Ricciardo blev valgt som ny kører for Red Bull Racing, efter at Mark Webber stoppede som Formel 1-kører.

Felipe Massa forlod Ferrari efter 2013-sæsonen efter otte år som kører for teamet.^[54] Han gik til Williams,^[48] hvor han erstattede Pastor Maldonado, som igen gik til Lotus F1, hvor han overtog sædet efter tidligere verdensmester Kimi Räikkönen.^[23] Räikkönen gik tilbage til Ferrari, et team han kørte for fra 2007 til 2009.^[14] Med Räikkönen og Fernando Alonso som teampartnere var dette første gang siden 1954 at Ferrari hadde to tidligere verdensmestre på teamet.
Mark Webber stoppede som Formel 1-kører efter tolv sæsoner, hvoraf de siste syv med Red Bull Racing. Han gik til FIA World Endurance Championship for at køre for Porsche i deres helt nye Le Mans Prototype, Porsche 919 Hybrid.^[55] Hans sæde blev overtaget af Daniel Ricciardo, som havde kørt for Toro Rosso i to år.^[39] Ricciardo bliver dermed den anden kører som går fra Red Bull Junior Team til et sæde i hovedteamet.^[56] Som Ricciardos erstatning valgte Scuderia Toro Rosso den unge russer Daniil Kvjat, som vandt GP3-mesterskabet i 2013.^[57]
Sergio Pérez forlod McLaren efter bare én sæson,^[58] og gik til Force India.^[19] Han blev erstattet af danske Kevin Magnussen, som i 2013 vandt Formel Renault 3,5-liter og som også er medlem af McLarens Young Driver Progamme.^[31] udover Sergio Pérez skrev Force India også med Nico Hülkenberg, som vendte tilbage til teamet efter en sæson med Sauber.^[20] Som følge af aftalerne med Hülkenberg og Pérez, mistede Paul di Resta og Adrian Sutil dermed sine sæder i teamet. Sutil sikrede seg senere et sæde hos Sauber,^[43] mens Resta forlod Formel 1 og gik tilbage til DTM-mesterskabet.^[59]
Kamui Kobayashi vendte tilbage til Formel 1 med Caterham, efter at have kørt i World Endurance Championship i 2013.^[10] Som partner fik han den mangeårige GP2-kører Marcus Ericsson, som dermed blev den første svenske kører i Formel 1 siden Stefan Johansson stoppede i 1991.^[10] Dette medførte at både Giedo van der Garde og Charles Pic stod uden sæder, og begge blev senere reservekørere for andre teams; van der Garde for Sauber,^[60] og Pic for Lotus.^[61]

Løbskalender og resultatsammendrag

Følgende 19 Grand Prix-løb blev arrangeret i 2014.^[4]^[62]^[63]

Runde	Grand Prix	Bane	Dato	Vinder	Konstruktør	Pole position	Hurtigste omgang	Rapport
1	Australiens Grand Prix	Melbourne	16. marts	Nico Rosberg	Mercedes	Lewis Hamilton	Nico Rosberg	Rapport
2	Malaysias Grand Prix	Sepang	30. marts	Lewis Hamilton	Mercedes	Lewis Hamilton	Lewis Hamilton	Rapport
3	Bahrains Grand Prix	Bahrain	6. april	Lewis Hamilton	Mercedes	Nico Rosberg	Nico Rosberg	Rapport
4	Kinas Grand Prix	Shanghai	20. april	Lewis Hamilton	Mercedes	Lewis Hamilton	Nico Rosberg	Rapport
5	Spaniens Grand Prix	Barcelona	11. maj	Lewis Hamilton	Mercedes	Lewis Hamilton	Sebastian Vettel	Rapport
6	Monacos Grand Prix	Monaco	25. maj	Nico Rosberg	Mercedes	Nico Rosberg	Kimi Räikkönen	Rapport
7	Canadas Grand Prix	Montreal	8. juni	Daniel Ricciardo	Red Bull	Nico Rosberg	Felipe Massa	Rapport
8	Østrigs Grand Prix	Red Bull Ring	22. juni	Nico Rosberg	Mercedes	Felipe Massa	Sergio Pérez	Rapport
9	Storbritanniens Grand Prix	Silverstone	6. juli	Lewis Hamilton	Mercedes	Nico Rosberg	Lewis Hamilton	Rapport
10	Tysklands Grand Prix	Hockenheimring	20. juli	Nico Rosberg	Mercedes	Nico Rosberg	Lewis Hamilton	Rapport
11	Ungarns Grand Prix	Hungaroring	27. juli	Daniel Ricciardo	Red Bull	Nico Rosberg	Nico Rosberg	Rapport
12	Belgiens Grand Prix	Spa	24. august	Daniel Ricciardo	Red Bull	Nico Rosberg	Nico Rosberg	Rapport
13	Italiens Grand Prix	Monza	7. september	Lewis Hamilton	Mercedes	Lewis Hamilton	Lewis Hamilton	Rapport
14	Singapores Grand Prix	Singapore	21. september	Lewis Hamilton	Mercedes	Lewis Hamilton	Lewis Hamilton	Rapport
15	Japans Grand Prix	Suzuka	5. oktober	Lewis Hamilton	Mercedes	Nico Rosberg	Lewis Hamilton	Rapport
16	Ruslands Grand Prix	Sotji	12. oktober	Lewis Hamilton	Mercedes	Lewis Hamilton	Valtteri Bottas	Rapport
17	USA's Grand Prix	Austin	2. november	Lewis Hamilton	Mercedes	Nico Rosberg	Sebastian Vettel	Rapport
18	Brasiliens Grand Prix	Interlagos	9. november	Nico Rosberg	Mercedes	Nico Rosberg	Lewis Hamilton	Rapport
19	Abu Dhabis Grand Prix	Abu Dhabi	23. november	Lewis Hamilton	Mercedes	Nico Rosberg	Daniel Ricciardo	Rapport
Kilder løbskalender^[4]^[63]^[62]^[64] Kilder resultatsammendrag^[65]

Ændringer i løbskalenderen

Formel 1 havde i 2014 for første gang et løp i Rusland, og Ruslands Grand Prix blev kjørt på Sochi Autodrom i Sotji.

Efter et fravær på ti år var Østrigs Grand Prix tilbage på kalenderen. Løbet blev kjørt på Red Bull Ring,^[63]^[66] som også var scenen for Østrigs Grand Prix frem til 2003, da banen hed A1-Ring.
Bahrains Grand Prix blev kørt som et aftenløb i projektørlys, som Singapores Grand Prix.^[67] Beslutningen om dette blev taget som en måde at markere løbets 10-års jubilæum.^[68]
Tysklands Grand Prix blev i 2014 kørt på Hockenheimring, i henhold til løbsdelingsaftalen med Nürburgring som blev indgået i 2008, og som indebærer at de to baner arrangerer løbet hvert andet år hver.^[69]
Indiens Grand Prix blev ikke holdt i 2014.^[70]
Koreas Grand Prix og Mexicos Grand Prix var med på den provisoriske kalender som blev udgivet i september 2013, men blev senere fjernet fra den endelige kalender som blev publiceret i december.^[4]^[71]
Det nye Ruslands Grand Prix kom ind på kalenderen mod slutningen af sæsonen, med et løp som blev kørt på Sochi Autodrom, som går omkring den olympiske park i Sotji.^[72]^[73] Dette er første gang landet er væreter for en Formel 1-runde.^[2] Den Internationale Olympiske Komité havde varslet at de ville sørge for at løbet blev udsat til 2015 hvis de følte at opførelsen af banen og faciliteterne forstyrrede forberedelserne til Vinter-OL 2014,^[74] men de olympiske anlæg blev fuldført og konkurrencerne gik uforstyrret af arbejdet med banen.