Ford-Werke

Ford-Werke GmbH
Ford-Werke GmbH
	© Raimond Spekking / CC BY-SA 4.0 (via Wikimedia Commons) Ford-Werkes fabrik i Köln
Virksomhedsinformation
Selskabsform	GmbH
Brancher	Bilindustri, fabrikant af motorkøretøjer
Grundlagt	1925
Grundlægger	Henry Ford
Hovedsæde	Köln, Nordrhein-Westfalen, Tyskland
Produkt	Bil
Organisation
Ejer	Ford Motor Company
Moderselskab	Ford Motor Company
Datterselskab	Ford Bank
Eksterne henvisninger
	Virksomhedens hjemmeside
	Information med symbolet hentes fra Wikidata.; [ redigér på Wikidata ]

Ford-Werke GmbH^[1] er en tysk bilproducent med hovedsæde i forstaden Niehl uden for Köln i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen. Ford-Werke GmbH er ejet af amerikanske Ford Motor Company og driver to store produktionsenheder i Tyskland, én i Köln og én i Saarlouis, og fungerer som centrum for Fords europæiske organisation Ford of Europe.

Historie

Etablering i Berlin

Fords første etablering i Tyskland skete i 1912, da Ford etablerede et center for reservedele i Hamborg, der skulle levere ikke blot til det tyske marked, men også andre markeder.^[2] Fords operationer i Tyskland blev imidlertid vanskeliggjort af 1. verdenskrig, og efter afslutningen af verdenskrigen fastsatte den nye tyske Weimarrepublik i 1920 høje toldsatser for importerede biler, hvilket i praksis udelukkede udenlandske bilproducenter fra at sælge biler i Tyskland.

I slutningen af 1924 etablerede det amerikanske Ford et salgskontor i Berlin, der i begyndelsen af 1925 fik tilladelse til at importere 1.000 Fordson traktorer. I oktober 1925 lempede den tyske regering importrestriktionerne, en ændring som Ford formentlig havde forudset, idet Ford allerede den 17. august 1925 havde stiftet et tysk selskab, Ford Motor Company Aktiengesellschaft ved handelsregisteret i Berlin.^[3]

Den 2. januar 1926 lejede det tyske Ford-selskab en lagerhal ved Westhafen i Berlin-bydelen Moabit. Fabrikken var velplaceret i forhold til Berlins system af kanaler. Fra den 8. april samme år var der ansat 300 arbejdere på den nye lokation, der samlede Ford T på grundlag af importerede dele.^[4]^[5]^[6] De samlede biler blev sendt med Berlins ring-jernbane. Der blev produceret Ford T i 1926 og 1927, hvor produktionen ophørte. Bilproduktionen på fabrikken i Berlin blev genoptaget i 1928 med produktionen af Ford Model A. Der blev fremstillet ca. 37.000 køretøjer på fabrikken, før den blev lukket i april 1931.^[5]^[3]

I slutningen af 1928 reorganiserede Ford sine europæiske aktiviteter, der alle blev lagt ind under det britiske børsnoterede Ford-selskab Ford Motor Company Limited.

Flytning til Köln

I marts 1929 købte Fords ærkekonkurrent General Motors en kontrollerende ejerandel i den tyske bilproducent Opel. Henry Ford reagerede prompte ved at beslutte at opføre en helt ny Ford bilfabrik i Tyskland. Allerede samme år købte Ford en grund i Köln, der blev stillet til rådighed af byens borgmester Konrad Adenauer.^[4]^[7] Den planlagte fabrik på 170.000 m² var projekteret til årligt at fremstille 250.000 biler i lyset af de positive og optimistiske økonomiske forventninger, der prægede den vestlige verden i tiden op til Børskrakket i 1929. Den nye fabrik var beliggende ned til Rhinen, hvilket sikrede adgang til vandtransportnetværket i Europa, ligesom Fords britiske fabrikker i Trafford Park ved Manchester og i Dagenham. Den 2. oktober 1930 lagde Henry Ford og Konrad Adenauer grundstenen til den nye fabrik i Köln. Samlefabrikken i Berlin ophørte produktionen den 15. april 1931 og den 4. maj 1931 rullede den første Ford AA-lastbil af samlebåndet i Köln.^[8] Åbningen af den nye fabrik faldt sammen med den verdensomspændende krise, der var blevet udløst af Wall Street-krakket, og produktionen måtte ophøre blot tre uger efter åbningen. Lukningen var dog kortvarig, og fabrikken åbnede igen senere på året og producerede i 1931 6.000 køretøjer.^[9] I 1932 begyndte produktionen af Ford Model B i Köln. Modellen blev på det tyske marked solgt som "Ford Rheinland". Ford Rheinland var speciel for det tyske marked, da den blev fremstillet med en fire-cylindret 3285 cc motor i modellen, der var konstrueret til en V8-motor. Fra begyndelsen af 1930’erne blev produktionen forøget, og de fleste Ford-biler solgt i Tyskalnd var herefter produceret i Tyskland frem for at være importerede.

Den økonomiske krise i 30'ernes første år gjorde det vanskeligt at sælge Fords amerikansk designede Ford A og Ford B, og Ford udviklede derfor en mindre Ford, der skulle sælges på de europæiske markeder. Den nye mindre model, Ford Y, blev først sendt på markedet af Ford of Britain i 1932 med enorm succes, og blev fra 1933 også produceret af det tyske Ford-selskab, der solgte modellen som Ford Köln. Ford Köln blev en med 2.453 solgte eksemplarer alene i 1933 en succes i Tyskland, og gjorde Ford til den ottende mest solgte personbil i landet,^[10] men modellen opnåede ikke samme popularitet som i Storbritannien, da Ford Köln bl.a. konkurrerede med GM's billigere Opel 1,2 liter.^[11] Ford udbyggede sin position på det tyske marked i 1930'erne med Eifel, der var den tyske udgave af Ford C/Ford 10. Mellem 1935 og 1940 fremstillede det tyske Ford 61.495 Ford Eifel, ligesom der i Danmark blev fremstillet flere tusinde af modellen på Fords danske fabrik. Ford Eifel udgjorde mere end halvdelen af den tyske Ford-produktion, og succesen gjorde i 1938 Ford til Tysklands fjerdestørste bilproducent, større end Adler og kun overgået af Opel, Mercedes-Benz og DKW.^[10] Ford Eifel blev i 1939 videreudviklet til Ford Taunus G93A, der var den første af Fords biler i Taunus-serien.

Tiden under nationalsocialismen

Efter nazisternes magtovertagelse kunne Ford i Tyskland fortsætte sin civile produktion af personbiler og lastbiler, men ved krigsudbruddet i 1939 blev Ford udsat for pression fra den tyske stat og måtte begrænse produktionen af civile køretøjer for i stedet at fremstille køretøjer til den tyske hær. Samtidig blev selskabet omorganiseret med det nye navn Ford-Werke AG.^[4] Ford fremstillede fortsat i begrænset omfang Ford Taunus G93A, men måtte i 1942 indstille den civile produktion og fremstillede herefter alene køretøjer til hæren. Udover militærkøretøjer fremstillede Ford også motorerne til de tyske V2-raketter.^[12]

Op til Tysklands krigserklæring mod USA i december 1941 var ca. halvdelen af aktierne på tyske hænder. Efter krigserklæringen blev Fords fabrikker i Tyskland forvaltet af Reichskommissæren for behandling af fjendtlige aktiver. Den tyske regering forbød brugen af Ford-logoet,^[13] og i stedet blev benyttet et logo med Kölner Dom på på kølergrillen på Fords modeller under og kort efter afslutningen af 2. verdenskrig. Da de britiske og amerikanske luftbombeangreb fra 1943 blev intensiveret mod tyske industrianlæg, blev Fords anlæg i Köln også mål for bombadementerne. Et angreb den 18. oktober 1944 ramte hovedsageligt testanlæggene og arbejdernes beboelseskvarterer. På trods af intensive luftangreb på Köln og Ruhr-området, var skaderne på Fords anlæg begrænsede. Fabriksfaciliteterne led først større skade under den amerikanske fremrykning i Tyskland, da tysk artilleri åbnede ild fra den modsatte bred af Rhinen.^[14]

Under 2. verdenskrig benyttede Ford-Werke som andre tyske industrivirksomheder sig af tvangsarbejdere og krigsfanger i produktionen.^[15]^[16]

Efterkrigstiden

Fords produktionsanlæg havde lidt begrænset skade under krigen, og allerede i maj 1945 kort efter den tyske kapitulation blev produktionen af lastbiler, motorer og reservedele genoptaget.^[4] Produktionen af personbiler kunne dog ikke genoptages, da dette var forbeholdt den britiske industri.

I november 1948 blev produktionen af personbiler genoptaget, da Ford-Werke igen begyndte at producere førkrigs-modellen Ford Taunus G93A.^[4] Ford i Tyskland begyndte allerede i 1949 udviklingen af en ny model, Ford Taunus P1 ("Weltkugeltaunus"), der blev sendt på markedet i januar 1952, som Taunus 12M (og senere med større motor som 15M). Bilen var med moderne selvbærende karrosseri (udviklet af Fords franske datterselskab) og med et moderne design. Fords Taunus P1 blev en stor succes med mere end 450.000 solgte biler, indtil modellen blev afløst af P2. Taunus blev i mange år Fords mærke for tyskfremstillede personbiler. I 1958 beskæftigede Ford-Werke mere end 10.000 mennesker Köln.

Produktionen i tysk Ford voksede, og Ford-Werke byggede i begyndelsen af 1960'erne yderligere en fabrik i Genk i Belgien og åbnede i midten af 60'erne et ny testfacilitet i Lommel også i Belgien. I 1965 fremstillede Ford-Werke for første gang mere end 500.000 køretøjer på et år

Sammenlægning af tysk og britisk Ford

Uddybende artikel: Ford of Europe

Ford ønskede i 1960'erne af integrere sine europæiske aktiviteter, der indtil da var blevet drevet af nationale Ford-selskaber, der udviklede deres egne modeller til primært de nationale markeder. Den første fælles model var varevognen Ford Transit, der blev udviklet i et samarbejde mellem britisk og tysk Ford og sendt på markedet i 1965.

I 1967 besluttede Ford at sammenlægge britisk og tysk Ford under Ford of Europe. Hovedkontoret for Ford of Europe blev placeret i Irland, men de nationale selskaber, herunder Ford-Werke AG, fortsatte, nu blot som en del af den integrerede europæiske organisation. Ford of Britain havde haft succes med den britisk udviklede Escort, og fra 1970 blev Ford Escort også produceret af Ford-Werke på en nyopført fabrik i Saarlouis.

I 1972 beskæftigede Ford-Werke 54.300 medarbejdere. I takt med vanskelighederne i den britiske bilindustri fik den tyske del af Ford-koncernen stigende betydning, og en større og større del af produktionen fandt sted på de tyske fabrikker og på den tyskejede fabrik i Gent. Ford flyttede i 1999 hovedkontoret for Ford of Europe fra Brentwood i England til Köln, ligesom Ford stoppede produktion af personbiler i Storbritannien i 2002 og varebiler i 2013.

I 2004 blev den juridiske enhed for Ford-Werke ændret fra et aktieselskab til et GmbH (mere lignende et anpartsselskab), efter minoritetsaktionærer var blev købt ud i 2002.

I 2019 var Ford-Werke den næststørste amerikanskejede virksomhed i Tyskland målt på omsætning (ca. 19,8 mia. euro)^[17] og den næststørste arbejdsgiver med 22.650 medarbejdere, kun overgået af McDonald's.^[18]

Ford of Europe koncentrerer sig i 2020'erne om udvikling af elektriske køretøjer og ophører med at fremstille forbrændingsmotorer i 2025. En ny fabrik til fremstilling at eldrevne køretøjer åbner på Fords fabrik i Valencia i Spanien og ikke i Saarlouis.^[19]

Modeller

Nuværende modelprogram

Følgende køretøjer sælges i dag (2023) i Tyskalnd:

Personbiler


Fiesta	Supermini	Hatchback
Ecosport	Mini crossover SUV	SUV
Focus	Lille mellemklasse	Hatchback Saloon/Sedan Estate/Wagon
Kuga	Compact crossover SUV	SUV
S-Max	Stor MPV	MPV
Galaxy	Stor MPV	MPV
Edge	Mellem crossover SUV	SUV
Puma	crossover SUV	SUV
Explorer	SUV	SUV
Mustang Mach-E	SUV	SUV
Mustang	Muskelbil	Coupé Cabriolet

Varebiler

Tourneo Connect	Varebil	5-dørs varebil 5-dørs camper
Transit	Varevogn	Chassis Cab
Ranger	Pick-up truck	2-dørs single cab 2-dørsoor open cab 4-dørs double cab/crew cab

ST modeller

Hovedartikel: Ford Team RS.

Ford producerer specialudgaver af modelprogrammet i højtydende versioner i Ford Team RS-divisionen.

Ford Focus ST		Compact car	Hatchback Stationcar
Ford Fiesta ST		Supermini	Hatchback

Modeller udviklet af det tyske Ford-selskab før dannelsen af Ford of Europe

Dette er en liste over de tysk udviklede Ford-personbiler før dannelsen af Ford of Europe. Selvom Taunus TC og Ford Cortina MkIII havde mange lighedspunkter, var der en række forskelle på bilerne, ligesom motorprogrammet var forskelligt.

Ford Model A
Ford Model B
Ford Rheinland
Ford Model Y
Ford Köln
Ford Eifel
Ford Taunus G93A "Buckeltaunus"
Ford Taunus P1
Ford Taunus P2
Ford Taunus P3
Ford Taunus P4
Ford Taunus P5
Ford Taunus P6
Ford P7
Ford Taunus TC

Referencer

^ "Datenschutz und rechtliche Hinweise". ford.de. Hentet 10. april 2018.
^ Wilkins, Mira; Hill, Frank Ernest (27. juni 2011). American Business Abroad: Ford on Six Continents. Cambridge University Press. ISBN 9781107007970. Hentet 10. april 2018 – via Google Books.
^ ^a ^b Oswald, p 411
^ ^a ^b ^c ^d ^e Georgano, N. (2000). Beaulieu Encyclopedia of the Automobile. London. ISBN 1-57958-293-1.
^ ^a ^b Sven Heinemann: Die Berliner Ringbahn. GeraMond, München 2021, ISBN 978-3-96453-300-5, s. 44.
^ "Ford-Presseerklärung: Vor 80 Jahren wurde die Ansiedlung der Ford-Werke in Köln vereinbart". oktober 2009. Hentet 23. oktober 2009. (Webside ikke længere tilgængelig)
^ Oswald, p 412
^ Oswald, p 413
^ "Ford-Presseerklärung: 80 Jahre Ford-Produktion in Köln: Vom A-Modell zum Ford Fiesta". 2. maj 2011. Hentet 10. maj 2011. (Webside ikke længere tilgængelig)
^ ^a ^b Oswald, pp 112 & 531
^ Oswald, pp 112 & 314
^ Wallace, Max. (2003). The American axis: Henry Ford, Charles Lindbergh, and the rise of the Third Reich. New York: St. Martin’s Press.
^ Autologos und was sie bedeuten
^ Adkins, Elisabeth: "Die Kriegsjahre" in Ford bewegt/ (Hrsg.: Ford-Werke AG, Öffentlichkeitsarbeit), 1. Aufl. - Delius-Klasing-Verlag, Bielefeld 2000, pp. 32ff
^ Ford Motor Company Archives: Ergebnisse der Untersuchungen über die Ford-Werke unter dem Nationalsozialismus – Zusammenfassung des Berichts (PDF (Webside ikke længere tilgængelig; Søg i webarkiv)[1] )
^ Baldwin, Neil (2001). Henry Ford and the Jews: The Mass Production of Hate. New York: Public Affairs.
^ Top 50 US companies in Germany, amcham.de
^ Top 30 US employers in Germany
^ Ford-Werk zieht im Ringen um Investitionen den Kürzeren. In: sueddeutsche.de, 22. juni 2022.

Oswald, Werner (2001). Deutsche Autos 1920-1945, Band (vol) 2 (tysk). Motorbuch Verlag. ISBN 3-613-02170-6.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Ford-Werke
Officiel hjemmeside
Documents and clippings about Ford-Werke i Pressearchiv 20. Jahrhundert fra ZBW

[1] "Datenschutz und rechtliche Hinweise". ford.de. Hentet 10. april 2018.

[2] Wilkins, Mira; Hill, Frank Ernest (27. juni 2011). American Business Abroad: Ford on Six Continents. Cambridge University Press. ISBN 9781107007970. Hentet 10. april 2018 – via Google Books.

[Oswald,_p_411-3] Oswald, p 411

[Beaulieu-4] Georgano, N. (2000). Beaulieu Encyclopedia of the Automobile. London. ISBN 1-57958-293-1.

[SH44-5] Sven Heinemann: Die Berliner Ringbahn. GeraMond, München 2021, ISBN 978-3-96453-300-5, s. 44.

[80_Jahre_Ford_in_Köln-6] "Ford-Presseerklärung: Vor 80 Jahren wurde die Ansiedlung der Ford-Werke in Köln vereinbart". oktober 2009. Hentet 23. oktober 2009. (Webside ikke længere tilgængelig)

[7] Oswald, p 412

[8] Oswald, p 413

[9] "Ford-Presseerklärung: 80 Jahre Ford-Produktion in Köln: Vom A-Modell zum Ford Fiesta". 2. maj 2011. Hentet 10. maj 2011. (Webside ikke længere tilgængelig)

[Oswald,_pp_112_&_531-10] Oswald, pp 112 & 531

[11] Oswald, pp 112 & 314

[Wallace-12] Wallace, Max. (2003). The American axis: Henry Ford, Charles Lindbergh, and the rise of the Third Reich. New York: St. Martin’s Press.

[13] Autologos und was sie bedeuten

[14] Adkins, Elisabeth: "Die Kriegsjahre" in Ford bewegt/ (Hrsg.: Ford-Werke AG, Öffentlichkeitsarbeit), 1. Aufl. - Delius-Klasing-Verlag, Bielefeld 2000, pp. 32ff

[15] Ford Motor Company Archives: Ergebnisse der Untersuchungen über die Ford-Werke unter dem Nationalsozialismus – Zusammenfassung des Berichts (PDF (Webside ikke længere tilgængelig; Søg i webarkiv)[1] )

[16] Baldwin, Neil (2001). Henry Ford and the Jews: The Mass Production of Hate. New York: Public Affairs.

[17] Top 50 US companies in Germany, amcham.de

[18] Top 30 US employers in Germany

[19] Ford-Werk zieht im Ringen um Investitionen den Kürzeren. In: sueddeutsche.de, 22. juni 2022.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]

[15]

[16]

[17]

[18]

[19]

Navigation

navigation

Themenportale