Forbundsdagsvalget 2005

Valget i Tyskland 2005

2002 ← 18. september 2005 (2005-09-18) → 2009

Alle 598 pladser (plus 16 overhæng) til Forbundsdagen 308 pladser var nødvendige for flertal Valgdeltagelse 77.7% [1]   Største parti Næst­største parti Tredje­største parti   Leder Angela Merkel Gerhard Schröder Guido Westerwelle Parti CDU/CSU SPD FDP Seneste valg 248 mandater 251 mandater 47 mandater Mandater vundet 226 222 61 Mandatændring 22 29 14 Stemmer 16,631,049 16,194,665 4,648,144 Procent 35.2% 34.2% 9.8% Procentforskel 3.3% 4.3% 2.5%   Fjerde­største parti Femte­største parti   Leder Lothar Bisky Joschka Fischer Parti PDS Bündnis 90/Die Grünen Seneste valg 2 mandater 55 mandater Mandater vundet 54 51 Mandatændring 52 4 Stemmer 4,118,194 3,838,326 Procent 8.7% 8.1% Procentforskel 4.7% 0.5%

Siddende Forbundskansler Gerhard Schröder SPD efterfølgende Angela Merkel CDU/CSU

Det føderale valg i Tyskland i 2005 blev afholdt den 18. september til valg af medlemmer til den 16. Forbundsdag. Resultatet blev, at regeringskoalitionen mellem SPD og De grønne under ledelse af Gerhard Schröder måtte gå af og blev erstattet af en storkoalition mellem CDU/CSU og SPD. Med Angela Merkel, der var CDUs kanslerkandidat ved valget, fik Tyskland sin første kvindelige forbundskansler.

Baggrund

Det ordinære valg skulle som udgangspunkt først afholdes i 2006. Men efter valgnederlaget i delstaten Nordrhein-Westfalen den 22. maj 2005 ønskede Tysklands kansler Gerhard Schröder at fremskynde valget med et år. Schröders parti, SPD, mistede regeringsmagten i delstaten for første gang i 39 år. De konservative havde vundet en række delstatsvalg og havde en klar majoritet i Forbundsrådet, der er sammensat af repræsentanter fra Tysklands delstater.

Den direkte årsag til at Schröder ønskede nyvalg var, at han mente, at han ikke havde tilstrækkelig opbakning i egne rækker til at gennemføre en række reformer. Præsident Horst Köhler udskrev derfor nyvalg. Den tyske forfatningsdomstol afsagde senere på sommeren en kendelse om, at opløsningen af Forbundsdagen og udskrivningen af nyvalg var sket i overensstemmelse med den Tysklands forfatning.

Efter at være kommet til magten i 1998 havde Schröder forsøgt at føre en reformpolitik, der havde vist sig upopulær blandt vælgerne, ligesom reformerne havde været omstridte internt i SPD. I sommeren 2005 brød SPDs tidligere formand og tidligere finansminister i Schröders første regering, Oskar Lafontaine, med SPD. Ved valget var han sammen med Gregor Gysi én af de to topkandidater til Die Linkspartei.PDS, efterfølgerpartiet til DDR's Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED), som samarbejdede med det lille protestparti Wahlalternative Arbeit & soziale Gerechtigkeit (WASG).

To kanslerkandidater

Schröder mente, at et nyvalg var nødvendigt for at få bekræftet tilliden til den førte reformpolitik. Han var SPDs og koalitionspartneren De grønnes kanslerkandidat. Hans udfordrer var Angela Merkel, som var de konservative partier CDU og CSUs kanslerkandidat. Merkel ønskede at regere sammen med det liberale parti FDP.

Konsekvenser

Det så længe ud til, at Angela Merkels CDU/CSU-blok ville vinde stort, i enkelte meningsmålinger lå de ovenikøbet tæt på den magiske 50 %-grænse, der ville give partiet flertal i parlamentet, men ved valgaftenen viste det sig, at Gerhard Schröder og hans parti havde formået at mobilisere langt flere vælgere end man havde troet.

Ved valget mistede SPD og De grønne imidlertid det parlamentariske flertal, mens CDU/CSU knebent blev den største gruppe i Forbundsdagen. Målt på forøgelse blev Linkspartei.PDS valgets vinder, fulgt af FDP. Imidlertid fik ingen af de foretrukne koalitionspartier (CDU/CSU/FDP eller SPD/Grønne) det nødvendige flertal. I starten påberåbte både Schröder og Merkel sig at have fået størst opbakning, fordi Schröder argumenterede med, at CDU og dets bayerske søsterparti CSU måtte anses som forskellige partier (i så fald var SPD størst). Koalitionsforhandlingerne blev derfor vanskelige.

Ingen af partierne ønskede at forhandle med Linkspartei.PDS. FDP udelukkede deltagelse i en "trafikklys-koalition" (SPD/FDP/Grønne). De grønnes afvisning af en "Jamaica-koalition" (CDU/CSU/FDP/Grønne) var ikke lige så kategorisk, men forhandlingerne førte heller ikke til noget. Dermed blev en stor koalition mellem CDU/CSU og SPD eneste udvej, selv om begge parter på forhånd havde omtalt denne løsning som den mindst ønskelige.

Koalitionsforhandlingerne blev afsluttet 11. november 2005. Schröder opgav sine politiske hverv efter at det blev klart, at han ikke kunne fortsætte som kansler. I afstemningen i Forbundsdagen, som fulgte den 22. november, blev Angela Merkel med 397 af 611 stemmer (og af den store koalitions 448 stemmer) valgt til ny forbundskansler. Hun blev dermed Tysklands yngste og første kvindelige kansler.

Resultater

Valgdeltagelsen var på 77,7 %.

Ændringen for Die Linkspartei.PDS tager udgangspunkt i PDS' resultat fra forrige valg.

CDU-gruppen havde 226 mandater efter valget, men en repræsentant forlod gruppen i løbet af perioden, en anden forlod Forbundsdagen og en tredje døde. Et medlem af Linkspartei-gruppen forlod fraktionen. I slutningen af valgperioden havde Forbundsdagen dermed to uafhængige repræsentanter og forskellen mellem CDU/CSU og SPD var bare én repræsentant.

Noter

Eksterne links

• Officielt valgresultat Arkiveret 12. november 2020 hos Wayback Machine

v d r Politiske valg i Tyskland Rigdagsvalg i kejserriget 1871 1874 1877 1878 1881 1884 1887 1890 1893 1898 1903 1907 1912 Rigsdagsvalg i Weimarrepublikken 1919 (Weimar) 1920 1924 (maj) 1924 (dec) 1928 1930 1932 (juli) 1932 (nov) 1933 Valg af rigspræsident Præsidentvalget i Tyskland 1925 Præsidentvalget i Tyskland 1932 Tyske folkeafstemninger 1926 1928 1929 1933 1934 1936 1938 Valg til Forbundsdagen 1949 1953 1957 1961 1965 1969 1972 1976 1980 1983 1987 1990 1994 1998 2002 2005 2009 2013 2017 2021 Valg af forbundspræsident 1949 1954 1959 1964 1969 1974 1979 1984 1989 1994 1999 2004 2009 2010 2012 2017 Valg til Europa-Parlamentet 1979 1984 1989 1994 1999 2004 2009 2014 2019 2024