Florentinske musikreform

Den florentinske musikreform betegner en nyorientering af musikken mod en mere recitativ solosang med natursand deklamation og sparsomt akkompagnement; dette skete fra omkring 1580 som en reaktion på renæssancemusikkens kunstfærdige, flerstemmige sang.

Centrale i bevægelsen var komponisterne Jacopo Peri, Giulio Caccini og Emilio de' Cavalieri m.fl. som tilhørte den æstetiserende kreds – en Camerata, heraf: florentiner-camerata, "Florentiner Camerata" – i adelsmændene Giovanni de' Bardis og Jacopo Corsis hjem i Firenze.

Den florentinske musikreform blev udgangspunkt for udviklingen af operaer, oratorier, kantater og homofon instrumentalmusik.

Se også

• Monodi

Referencer

• Opslag Arkiveret 14. marts 2012 hos Wayback Machine i Ugglan, Nordisk Familjebok, bd. 8, sp. 624 via den norske artikel

Eksterne henvisninger

• Afsnit i Salmonsens leksikon om italiensk musik på den tid.

Spire Denne artikel om klassisk musik er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.