Fjæsing
| Fjæsing | |
|---|---|
 © Hans Hillewaert, CC BY-SA 4.0 Trachinus draco Foto: Hans Hillewaert (Lycaon) | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Osteichthyes (Benfisk) |
| Orden | Perciformes (Pigfinnefisk) |
| Familie | Trachinidae (Fjæsingfamilien) |
| Slægt | Trachinus |
| Art | T. draco |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Trachinus draco Linnaeus, 1758 | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Fjæsingen (Trachinus draco) er en op til 50 cm lang pigfinnefisk med lange finner på bagkroppen og med giftpigge i den forreste rygfinne og ved gællelågene. Fisken har karakteristiske pletter og striber i gulbrunt, blåt eller grønt. Den vejer op til 1,9 kg og kan nå en alder af fjorten år.[1]
Navnet fjæsing kommer af oldnordisk fjörsungr af en rod med betydningen «broget, stribet».[2] Det videnskabelige artsnavn, Trachinus draco, betyder "hård drage", af græsk trachys = hård.
Levevis
Om dagen er fjæsingen en bundfisk, der ligger nedgravet i sandet, og derfor er særlig glad for de grunde, sandede områder på de dansk-svenske sider af Skagerrak. Det er også herfra, man har mest kundskab om arten.
Om natten svømmer fjæsingen frit, på jagt efter små krebsdyr. Ved sensommer går den over til en kost mere præget af småfisk. Om vinteren trækker den ned på 20-30 meters dyb, hvor der er lidt varmere. Her ophører den nærmest med at spise, og i marts/april har 98 pct af fjæsingerne tomme maver, før de igen tager føde til sig og gør sig rede til at gyde i juni – august.
Fjæsingen findes fra Trondheimsfjorden til Middelhavet og Nordafrika, men ikke i Østersøen.[3] Den er spiselig.
Giften dracotoxin
Fjæsingens pigge har en fure på hver side, hvor giften dracotoxin («dragegift») produceres. Giftkirtlerne findes også ved gællelågene, så enten en fjæsing er død eller levende, må man aldrig holde den bag gællerne, som man ellers gør ved andre fiskearter.
Dens stik er meget smertefuldt, og forgiftning af dracotoxin viser sig ved feber og hovedpine, kvalme, svimmelhed og ledsmerter. I alvorlige tilfælde er der rapporteret hjerterytmeforstyrrelser, kramper og åndedrætsbesvær. Imidlertid nedbrydes giftstoffet ved 45-50 varmegrader. Forgiftningen behandles derfor ved at anbringe stikstedet i varmt vand, eventuelt te eller kaffe, medbragt på termokande, men ikke skoldvarmt. Da stikkene ofte ledsages af infektioner med usædvanlige bakterier, kan antibiotisk behandling være påkrævet.[4]
Henvisninger
- ^ "Denne kalles «Helvetesfisken» - Bergens Tidende". Arkiveret fra originalen 14. august 2014. Hentet 14. august 2014.
- ^ fjæsing — Den Danske Ordbog
- ^ "fjesing – Store norske leksikon". Arkiveret fra originalen 14. august 2014. Hentet 14. august 2014.
- ^ "Fjæsing - en giftig fisk i de danske farvande". Arkiveret fra originalen 14. august 2014. Hentet 14. august 2014.
Kilder
- C. V. Otterstrøm (1881-1962). Fisk I. Pigfinnefisk. G.E.C. Gads Forlag. Bind 11 i Danmarks Fauna. København 1912.
- Taxonomicon – Trachinus draco Arkiveret 4. marts 2016 hos Wayback Machine
Eksterne henvisninger
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
 | Søsterprojekter med yderligere information: |
- 9. juni 2012, bt.dk: Norge slår alarm: Dansk 'Helvedesfisk' på vej Arkiveret 11. juni 2012 hos Wayback Machine
- (Webside ikke længere tilgængelig)
Medier brugt på denne side
© Hans Hillewaert, CC BY-SA 4.0
Greater weever from the Belgian part of the North Sea
Forfatter/Opretter: P.a.klahn, Licens: CC BY-SA 3.0
Billedet viser hvordan fjæsingen begraver sig i sandet og ligger stille. Badende kan nemt komme til at træde på den, da kun en lille del af fjæsingen er synlig og dens farve i øvrigt kamuflerer den i sandet.