Finn Tarp

Finn Tarp

Finn Tarp (født 13. april 1951) er en dansk økonom med speciale i udviklingsøkonomi. Han er professorØkonomisk Institut ved Københavns Universitet og tidligere direktør for FN's globale institut for udviklingsøkonomi UNU-WIDER i Helsingfors.

Karriere

Finn Tarp er opvokset i Aalborg og matematisk-fysisk student fra Aalborg Katedralskole. I 1978 blev han cand.polit. og i 1992 lic.polit. ved Københavns Universitet. I tiåret 1978-88 arbejdede han som udsendt fra FN's fødevareorganisation FAO i Swaziland og Mozambique. Siden 1988 har han været ansat ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, 1988-91 som adjunkt, 1991-2002 som lektor og fra 2002 som professor.[1]

Forskningsområder

Finn Tarps forskningsområder er udviklingsøkonomi, sammenhængene mellem fattigdom, indkomstfordeling og økonomisk vækst, mikro- og makroøkonomi, landbrugspolitik og -planlægning og international udviklingsbistand.[1] Han har offentliggjort henved 90 forskningsartikler i en lang række økonomiske tidsskrifter og bidraget til talrige bøger.

Hædersbevisninger

Finn Tarp modtog i 1979 Zeuthen-prisen, opkaldt efter den danske økonom Frederik Zeuthen, for en artikel baseret på sit kandidatspeciale Growth and Income Distribution in Developing Countries.

I november 2015 blev han udnævnt til ridder af Dannebrog.[1]

Kilder

  1. ^ a b c "Finn Tarps CV på Økonomisk Institut. Hentet 22. december 2015". Arkiveret fra originalen 23. december 2015. Hentet 22. december 2015.


Eksterne henvisninger

Medier brugt på denne side

Finn Tarp 2012.jpg
Forfatter/Opretter: UNU-WIDER from Helsinki, Finland, Licens: CC BY 2.0
Finn Tarp, Director, United Nations University World Institute for Development Economics Research UNU-WIDER.