Feed-in tariff

En feed-in tariff (FIT, standard offer contract,[1] advanced renewable tariff[2] eller renewable energy payments[3]) er en politisk mekanisme designet til at fremme investeringer i vedvarende energi. FIT tilbyder langtidskontrakter til producenter af vedvarende energi, typisk i forhold til produktionsomkostningerne ved den vedvarende energiteknologi.[4][5] Teknologier såsom vindkraft tilbydes typisk en lavere pris per kWh end solkraft og bølgekraft, som typisk er dyrere at producere.

Feed-in tariffer inkluderer ofte en mekanisme, der nedsætter tariffen over tid, for at motivere til omkostningsreduktioner. Målet med feed-in tariffer er at kompensere producenter af vedvarende energi for de øgede produktionsomkostninger ved produktionsformen, således at der sikres motivation for investeringer i vedvarende energi.[4][6]

Referencer

  1. ^ Couture, T., Cory, K., Kreycik, C., Williams, E., (2010). "Policymaker's Guide to Feed-in Tariff Policy Design," National Renewable Energy Laboratory, U.S. Dept. of Energy, www.nrel.gov/docs/fy10osti/44849.pdf
  2. ^ "Table of Contents" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 10. maj 2012. Hentet 16. marts 2012.
  3. ^ "Environmental and Energy Study Institute Renewable Energy Payments Briefing". Arkiveret fra originalen 16. juli 2012. Hentet 16. marts 2012.
  4. ^ a b Couture, T., Gagnon, Y., (2010). An analysis of feed-in tariff remuneration models: Implications for renewable energy investment. Energy Policy, 38 (2), 955-965,doi:10.1016/j.enpol.2009.10.047
  5. ^ Policymaker's Guide to Feed-in Tariff Policies, U.S. National Renewable Energy Lab, www.nrel.gov/docs/fy10osti/44849.pdf
  6. ^ Deutsche Bank 2009, http://www.dbadvisors.com/content/_media/1196_Paying_for_Renewable_Energy_TLC_at_the_Right_Price.pdf Arkiveret 5. oktober 2011 hos Wayback Machine