Fagot

Fagot
{{{billedtekst}}}
Klassifikation
Blæseinstrument Træblæser Lydeksempel Iintervallet (A1 B♭1 E5 A♭5) Eksempel på lyden af en fagot. Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (engelsk)
Ambitus
Relaterede instrumenter
Kontrafagot Obo
aktive Musikere
Knut Sønstevold Mogens Eddie Mogensen Sergio Azzolini Peter Bastian Morten Østergaard Signe Haugland Karen S. Lassen Carl Almenräder
Komponister
Weber G. Rossini Andrew Lloyd Webber W.A Mozart Franz Berwald Saint-Saëns Franz Danzi Edward Elgar
v d r

Fagotten er et træblæserinstrument. Den er dobbeltrørbladet ligesom oboen. Den er udviklet i det 18. århundrede af et instrument der hedder dulcian. Fagotten er træblæsernes bas og har været populær i kunstmusikken siden barokken. Der har været forsøg på at skabe en fagotfamilie, men udover kontrafagotten har dette været en fiasko. Dog har fagottinoen, som klinger i F, de senere år haft fremgang eftersom det er nemmere for børn at starte i en tidlig alder da fagotinoen er en "mini-fagot" som kun er ca. halvt så stor som den traditionelle fagot. Fagottens ambitus er normalt fra B1 til e2, hvilket gør den til den klart dybeste træblæser. Sammenlignet hermed kan klarinetten, der kan komme næstdybest, komme ned på et lille e der ligger en duodecim over B1. Fagotten bruges mest i kammermusik fx blæserkvintetten eller i symfoniorkestre og knap så meget som soloinstrument.

Udvikling

Tidlig historie

Dulcianer og ranketter. Fra Syntagma musicum af Michael Praetorius.

Musikhistorikkere betragter generelt dulcianen som forløberen for den moderne fagot, eftersom de to instrumenter har mange karakteristika til fælles: et dobbelt rørblad tilpasset en metalkrog, skævt borede tonehuller og en konisk udboring, der fordobler den selv. Oprindelsen af dulcianen er uklar, men i midten af det 16. århundrede var den tilgængelig i op til otte forskellige størrelser, fra sopran til storbas. En hel consort af dulcianer var en sjældenhed; dens primære funktion lader til at have været at udfylde basrollen i et for tiden typisk blæserorkester, enten højt (skalmejer) eller blødt (blokfløjter), hvilket indikerer en bemærkelsesværdig evne til at variere dynamikken til at tilpasse behovene. Derudover var teknikken brugt til at spille dulcian forholdsvis primitiv med otte fingerhuller og generelt kun én toneart, hvilket gjorde dens brug begrænset. Dulcianen blev kendt som fagotto i Italien.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Fagot

Spire Denne artikel om et musikinstrument er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.