Fagbevægelse

"Fagbevægelse" er en fællesbetegnelse for organisationer der organiserer arbejdere/lønmodtagere i fagforeninger og fagforbund. Disse foreninger og forbund repræsenterer arbejderne i forhandlinger med arbejdsgiverne, og støtter arbejderne i eventuelle konflikter med arbejdsgiverne.

Fagbevægelsen i Danmark

De danske fagforeninger organiserer arbejderne efter deres professionelle fag på tværs af virksomheder, i modsætning til visse andre landes fagbevægelser, hvor arbejderne i en virksomhed organiserer sig i en bestemt fagforening (engelsk: union) uanset fag.

Den danske fagbevægelse består af en lang række fagforeninger og fagforbund, der er organiseret i hovedorganisationer, der fungerer som paraplyer for den samlede fagbevægelse. De vigtigste hovedorganisationer er FH (tidligere LO og FTF) og Akademikerne.

Forbundene under FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) betegnes undertiden som "den røde fagbevægelse" i kraft af organisationens traditionelle sammenhæng med arbejderpartierne – især Socialdemokraterne.

Som parallel til "den røde fagbevægelse" nævnes de såkaldt "gule" fagforeninger, bl.a. Kristelig Fagbevægelse. Disse er ofte karakteriseret ved, at de afskriver sig retten til kollektive kampskridt – eksempelvis strejker og blokader.

Mindre end 70 % af lønmodtagerne i Danmark er organiseret i en fagforening, eksklusive de "gule" 58 % (2015).[1]

Kildehenvisninger

  1. ^ Anders Kjellberg och Christian Lyhne Ibsen "Attacks on union organizing: Reversible and irreversible changes to the Ghent-systems in Sweden and Denmark" Arkiveret 9. marts 2017 hos Wayback Machine, i Trine Pernille Larsen og Anna Ilsøe (eds.)(2016) Den Danske Model set udefra - komparative perspektiver på dansk arbejdsmarkedsregulering, Københann: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s. 292