Facelift

Volkswagen Polo IV før (2001−2005, øverste billede) og efter (2005−2009, nederste billede) facelift
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Facelift (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Facelift)

Et facelift er i bilbranchen optiske og/eller tekniske modifikationer på en given køretøjsmodel.

De enkelte bilfabrikanter bruger som regel deres egne betegnelser for facelift, f.eks. LCI for Life Cycle Impulse (BMW) eller PA for Produktaufwertung (Volkswagen).

Generelt

Audi 100 C4 (1990−1994)
Audi A6 C4 (1994−1997)

Modelændringer, hvor tekniske detaljer på en og samme bilmodel modificeres, finder hos nogle fabrikanter sted årligt og hos andre fabrikanter på et tilfældigt tidspunkt i den løbende masseproduktion. Det mest almindelige er at gennemføre et facelift cirka midtvejs i modellens produktionsperiode. Typisk omfatter et sådant facelift nye tilgængelige motorvarianter, yderligere udstyrsmuligheder samt optiske modifikationer, der som oftest berører detaljer som lygter eller kofangere. Angiveligt findes der i nogle tilfælde allerede ved introduktionen af en ny bilmodel planer om et senere optisk facelift. I modsætning til et modelskifte, hvor en helt nyudviklet model kommer på markedet, forbliver modellen efter et facelift teknisk set næsten identisk, men typisk med mindre detailmodifikationer. De fleste af ændringerne er af visuel karakter (f.eks. pyntelister, lygter, kølergrill og/eller indtræk).

I rammerne af et facelift eller et modelskifte bliver den nye, modificerede model som oftest lanceret som det efterfølgende års årsmodel. Finder et facelift eller et modelskifte for eksempel sted i efteråret i år N, lanceres bilen som "model N+1". Er det derimod i foråret, benyttes alt efter fabrikant i stedet betegnelsen M/II.

Et formål med facelifts er typisk at give en forsmag på en kommende helt ny model, og dermed øge salgstallene. Biler af den faceliftede model annonceres af fabrikanten som regel som nye modeller. Ukritiske medier følger denne stil og beskriver ligeledes modelændringen som en nyudvikling.

Et facelift kan også indebære en ændring af modelnavnet; dette var f.eks. tilfældet med omdøbningen af Audi 100 til A6 i 1994.[1] Et andet eksempel er faceliftene af Citroën DS3, DS4 og DS5, som ændrede varemærket fra Citroën til DS.

Afgrænsning

Volkswagen Golf V (2003−2008)
Volkswagen Golf VI (2008−2012)

Hvad der blot er et facelift og hvad der er en helt ny model, er meget omdiskuteret. Delvist omfangsrige facelifts og øget genbrug af vitale dele som f.eks. platforme efterlader en gråzone. I medial konsens gælder f.eks. Mercedes-Benz type 222 (S-klassen fra 2013) som en helt ny model, selv om den deler platform og typegodkendelse med forgængeren. Det i samme år udførte facelift på E-klassen (type 212) gælder derimod kun som et facelift, selv om ændringerne var meget omfattende. Begge modeller er af Mercedes-Benz blevet annonceret som nye.

Volkswagen Golf VI (2008−2012) betragtes officielt som den sjette modelgeneration af Volkswagen Golf, men er i virkeligheden blot en faceliftet udgave af Golf V (2003−2008).[2]

Planlægning

Et facelift eller et modelskifte gennemføres ofte samtidig med overgangen fra et modelår til det efterfølgende.[3] Dette er en fordel ved udarbejdelsen af salgsbrochurer, instruktionsbøger osv., da modelåret som regel også fremgår af registreringsdokumenterne. Samtidig lettes produktionsplanlægningen og -styringen, da de forskellige tekniske ændringer ikke indføres hver for sig, men derimod samtidig i den løbende masseproduktion og derved lettes også bestillingen af reservedele.[4]

Eksempler

Modelændring uden facelift

Mercedes-Benz 200 (type 123, 1975−1982)
Mercedes-Benz 200 (type 123, 1982−1985)

Mercedes-Benz type 123 blev i løbet af sin tiårige produktionsperiode ikke ændret ret meget udvendigt. Modelændringerne var hovedsageligt af teknisk karakter.

I løbet af modellens levetid blev der bl.a. introduceret nyudviklede motorer, ændret kabineindretning og nye udstyrsmuligheder. Det udvendige design ændrede sig kun ganske lidt, bl.a. blev ved introduktionen kun til topmodellerne tilgængelige udstyrsdetaljer, som f.eks. bredbåndshalogenforlygter, fra september 1982 også monteret i de billigere versioner.

Mindre facelift

BMW 5-serie (E39, 1995−2000)
BMW 5-serie (E39, 2000−2003)

BMW 5-serien blev i september 2000[5] diskret optisk og teknisk modificeret til modelåret 2001. Forlygterne fik positionslysringe og runde blinklys, og også baglygterne blev let modificeret. Alle stødlister blev lakeret i bilfarven (undtagen biler med M-pakke samt M5). Kromindramningen og formen på BMW-nyrerne blev også ændret, ligesom frontskørternes design. Tågeforlygterne blev runde i stedet for rektangulære, og motorprogrammet blev også ændret.

Omfangsrigt facelift

Ford Scorpio '92 (1992−1994)
Ford Scorpio '95 (1994−1997)
Fiat Multipla (2001−2004)
Fiat Multipla (2004−2010)

Ford Scorpio blev i oktober 1994[6] kraftigt modificeret til modelåret 1995. Ændringerne berørte bilens front (forlygter, forskærme, motorhjelm, kofangere, kølergrill etc.). Sedanen fik i modsætning til stationcarudgaven ligeledes en helt ny bagende, mens combi coupé'en udgik helt.

På grund af sin i vidt omfang identiske teknik er Scorpio '95 grundlæggende kun en moderniseret Scorpio '92.

Et væsentligt facelift fik også Fiat Multipla, hvor den karakteristiske "trinfront" med de runde forlygter bortfaldt i 2004.[7][8]

Modelændring ved ændring af varemærke

Magirus-Deutz MK-serie
Iveco Magirus MK-serie

I bilindustriens historie er det sommetider sket, at en fabrikant er blevet opkøbt af en anden. I sådanne tilfælde er modeller fra den overtagne fabrikat ofte med mindre ændringer blevet tilføjet til den overtagende fabrikants modelprogram. Et eksempel fra lastbilindustrien er Magirus-Deutz MK-serien. I rammerne af indlemmelsen af Magirus-Deutz i Iveco-koncernen fra 1975 til 1983 fik MK-serien fra Magirus-Deutz, som allerede i 1980 havde fået en anden kølergrill, et yderligere facelift i 1983, hvor blinklysene blev monteret i den nu af kunststof i stedet for metal fremstillede kofanger. Samtidig blev kabinen nydesignet og varemærket ændret til Iveco. Omstillingen skete meget forsigtigt fra "Magirus-Deutz" over "Magirus Iveco" og "Iveco Magirus" til til sidst blot "Iveco", for langsomt at flytte stamkunder videre til det nye mærke.

Referencer

  1. ^ "Audi 100 / Audi A6 C4 – Facelift Friday". techzle.com (engelsk). 14. maj 2021. Hentet 11. august 2022.
  2. ^ Thomas Hjortshøj (12. juli 2011). "Brugt VW Golf for en hund". Ekstra Bladet. Hentet 11. august 2022.
  3. ^ Herlyn, W. (2012). PPS im Automobilbau (tysk). München: Hanser Verlag. s. 110.
  4. ^ Herlyn, W. (2015). "Die terminliche Steuerung des Serieneinsatzes von Produkten und technischen Änderungen im Automobilbau aus logistischer Sicht". 20 Magdeburger Logistiktage (tysk). Fraunhofer IFF: 63 fff.
  5. ^ "Diagnose: im Kern gesund". autobild.de (tysk). Auto Bild. 24. februar 2005. Arkiveret fra originalen 29. december 2017. Hentet 13. august 2022.
  6. ^ "Production History". fordscorpio.co.uk (engelsk). Arkiveret fra originalen 2. august 2016. Hentet 13. august 2022.
  7. ^ Fiat (30. august 2004). "Tiltrængt ansigtsløft". bilpriser.dk. Hentet 25. marts 2023.
  8. ^ Peter Aaboe (25. juni 2004). "Stadig Multipla". Ekstra Bladet. Hentet 25. marts 2023.

Litteratur

  • Herlyn, Wilmjakob (2012). PPS im Automobilbau – Produktionsprogrammplanung und -steuerung von Fahrzeugen und Aggregaten (tysk). München: Carl Hanser Verlag. ISBN 978-3-446-41370-2.
  • Maune, Guido (2002). Möglichkeiten des Komplexitätsmanagements für Automobilhersteller auf Basis IT-gestützter durchgängiger Systeme (afhandling) (tysk). Universität Paderborn.
  • Klug, Florian (2010). Logistikmanagement in der Automobilindustrie – Grundlagen der Logistik im Automobilbau (tysk). Berlin/Heidelberg: Springer Verlag. ISBN 978-3-642-05292-7.

Medier brugt på denne side

IVECO Magirus Kranwagen.jpg
(c) C-C-Baxter, CC BY-SA 3.0
IVECO Magirus 75-9 Pritschenwagen mit Kran
Fiat Multipla 021.JPG
Forfatter/Opretter: Tennen-Gas, Licens: CC BY-SA 3.0
Fiat Multipla (passanger car with 3 seats in front and 3 in the back)
2002-2005 Volkswagen Polo (9N) 5-door hatchback 01.jpg
2002–2005 Volkswagen Polo (9N) 5-door hatchback. Photographed in Miranda, New South Wales, Australia.
1992 Audi 100 (4A) 2.8 quattro sedan (2015-08-07) 01.jpg
1992 Audi 100 (4A) 2.8 quattro sedan. Photographed in Balwyn, Victoria, Australia.
BMW E39 front 20081216.jpg
Forfatter/Opretter: Rudolf Stricker, Licens: Attribution
BMW E39
Fiat Multipla front 20080825.jpg
Forfatter/Opretter: Rudolf Stricker, Licens: Attribution
Fiat Multipla, 1. Generation
HFS THE2 017 Powder.JPG
(c) www.firefighters.gr, CC BY-SA 3.0 gr
Magirus-Deutz 130M8FL. Vehicle of the Fire Service of Greece.
BMW E39 front 20081125.jpg
Forfatter/Opretter: Rudolf Stricker, Licens: Attribution
BMW E39
1994-1997 Audi A6 (4A) 2.6 quattro sedan 01.jpg
1995 Audi A6 (4A) 2.6 quattro sedan. Photographed in Cronulla, New South Wales, Australia.
Ford Scorpio Limousine.jpg
Forfatter/Opretter: unknown, Licens: CC BY-SA 3.0
2008 Volkswagen Golf GT Sport TDi 140 2.0 Front.jpg
Forfatter/Opretter: Vauxford, Licens: CC BY-SA 4.0
2008 Volkswagen Golf GT Sport TDi 140 2.0 Front Taken in Warwick