FN's delingsplan for Palæstina

FN's flag
FN's generalforsamling
Resolution 181 (II)
Dato:29. november 1947
Møde nr.:128
Kode:A/RES/181(II) (Dokument)

Afstemning:For: 33Imod: 13Undl.: 10
Emne:Anbefaling til Storbritannien som mandatar i Palæstina, og til alle andre medlemmer af FN, om vedtagelsen og gennemførelsen for den fremtidige regering i Palæstina af planen for deling med økonomisk union, som fastsat i resolutionen[1]
Resultat:Vedtaget

UN Partition Plan For Palestine 1947-da.png
FN's delingsplan for Palæstina 1947.

Den 29. november 1947 stemte De Forenede Nationers Generalforsamling med 33 stemmer for, 13 imod og 10 som undlod at stemme, for en delingsplan, der skulle træde i kraft ved afslutningen på det britiske mandat i Palæstina. Planen blev senere kaldt FN's delingsplan for Palæstina eller FN's hovedforsamlings resolution 181. Planen anbefalede at dele det eksisterende Mandatområdet i Palæstina i to uafhængige stater, henholdsvis en jødisk og en arabisk stat.[2]

Foruden at anbefale dannelsen af to uafhængige stater, anbefalede resolutionen ligeledes, at Jerusalem skulle være et "corpus separatum", under international overvågning. Forslag til de konkrete grænser for de to forslået stater blev endvidere udpenslet i delingsplanen. Resolutionen fremlagde endvidere en plan for gradvis udtrækning af britiske soldater fra mandatområdet, ligesom det konkret blev foreslået, at Storbritannien seneste skulle trække sig ud af Palæstina d. 1. august 1948. De nye stater ville opstå to måneder efter tilbagetrækningen, dog senest d. 1. oktober 1948.

Resolutionen blev accepteret af the Jewish Agency for Israel på trods af, at de opfattede den som værende begrænsende. De arabiske ledere afviste resolutionen og indikerede, at de ikke var villige til acceptere nogen form for territorial opdeling og argumenterede for, at den krænkede principperne for national selvbestemmelse i FN-pagten.

Umiddelbart efter vedtagelsen af resolutionen udbrød der borgerkrig mellem jøderne og araberne i Palæstina, hvilket i sidste ende resulterede i den arabisk-israelske krig 1948. Således blev FN's delingsplan for Palæstina aldrig implementeret. Endvidere skal det påpeges, at resolutioner, som er blevet vedtaget i FN's Generalforsamling, ikke er bindende eller skal opfattes som afgørende beslutninger, men derimod blot skal anses som anbefalinger.

Baggrund

I november 1917, mens General Allenby forberedte sig på at erobre Palæstina, udstedte det britiske udenrigsministerium Balfour-deklarationen: et brev fra udenrigsminister Lord Balfour til Lord Rothschild, lederen af den britiske zionistbevægelse. Deklarationen lød:

His Majesty's Government view with favour the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people, and will use their best endeavours to facilitate the achievement of this object, it being clearly understood that nothing shall be done which may prejudice the civil and religious rights of existing non-Jewish communities in Palestine, or the rights and political status enjoyed by Jews in any other country.

Denne deklaration var et kompromis, baseret på et udkast til et telegram, som Lord Balfour havde bedt Weizmann om at sende tidligere. Det rummede ingen formelle forpligtelser. Det reflekterede den britiske zionistbevægelses, ledet af Dr Chaim Weizmann, bestræbelser – gammel følt britisk ønske om oprejsning for jøderne, og britiske strategiske og imperiale overvejelser på den ene side.

På den anden side reflekterede det de bekymringer, som britiske anti-zionister og ansatte i udenrigsministeriet havde angående at gøre den arabiske verden fjendtlig stemt. [3][4] Disse modsatrettede kræfter skulle blive genspejlet i den omskiftelige britiske politik, som til sidst fik Storbritannien til at opgive mandatet, hvilket til sidst førte til delingen af Palæstina.

Efter den 1. verdenskrig og Det Osmanniske Riges kollaps, mødtes det sejrende Allied Supreme Council til San Remo-konferencen i april 1920 for at bekræfte uddelingen af de Osmanniske lande, til at høre under det foreslåede mandatsystem. Palæstina blev placeret under det britiske mandat. Folkeforbundets britiske mandat for Palæstina gjorde et nationalt hjem for jøder til en del af International Lov, ved at inkorporere ordlyden fra Balfour-deklarationen. Mandatet blev støttet af USA, som en del af præsident Woodrow Wilson's støtte for national selvbestemmelse.

Jødisk immigration til Palæstina var i den første tid efter verdenskrigen sparsom, dels på grund af svære omstændigheder i Palæstina og mangel på tilstrækkelig opbakning til zionisme til at stå imod pionerlivets trængsler, dels på grund af manglende midler til udvikling.[5] Men i 1930'erne med dets stigende anti-semitisme og fremkomsten af Adolf Hitler i Tyskland, bragte den femte Aliyah jøder i betydeligt antal til Palæstine.[6]

Den 24. juli 1922, i London, blev betingelserne som knyttede sig til det britiske mandat i Palæstina godkendt af Folkeforbundet. Men den britiske regering besluttede på sit eget initiativ at fjerne Transjordanien, som udgjorde 78 % af Palæstina-mandatets areal, fra mandatets jurisdiktion, og forme en separat arabisk enhed vest for Jordan-floden, CisJordanien. Dette kan betragtes som den første deling af Palæstina. Som følge heraf godkendte Folkeforbundet den 16. september 1922 et memorandum fra Lord Balfour, som bekræftede fjernelsen af Transjordanien fra de klausuler under mandatet, som vedrørte skabelsen af et jødisk nationalt hjem og fra mandatets ansvar for at hjælpe med jødisk immigration og beboelsesområder.[7]

Den britiske Peel kommissions forslag til, hvordan konflikten kunne løses

Den arabiske revolte 1936-9 blev udløst af stigende jødisk immigration, og stigende arabisk nationalfølelse. Den britiske Peel-kommissionen foreslog et Palæstina delt mellem en lille jødisk stat (omkring 15 %), en meget større arabisk stat og en international zone.Efter at dette forslag blev afvist af den arabiske side, skiftede briterne standpunkt og søgte at begrænse jødisk indvandring til Palæstina. Dette blev betragtet som en modsigelse af betingelserne for mandatet, og en anti-humanitær katastrofe, set i lyset af den stigende forfølgelse i Europa. I førkrigsårene førte det til organiseringen af illegal immigration. Mens den lille Lehi gruppe angreb briterne, håbede Jewish Agency, som repræsenterede mainstream af det zionistiske lederskab, stadig på at kunne overtale briterne til at genskabe jødiske indvandrings-rettigheder og samarbejdede med briterne i krigen mod fascismen. Da briterne insisterede på at forhindre immigration af overlevende fra Holocaust efter 2.verdenskrig, begyndte det jødiske samfund at gøre oprør og at føre guerillakrig. Denne krigsførsel sammen med amerikansk pres for at gøre en ende på anti-immigration politikken var afgørende faktorer, som tvang briterne til at opgive mandatet og overlade problemet til de Forenede Nationer.

De Forenede Nationer, afløseren for Folkeforbundet, forsøgte at løse konflikten mellem arabere og jøder i Palæstina. Den 15. maj 1947 nedsatte FN en komite, UNSCOP, sammensat af repræsentanter for 11 stater. For at gøre komiteen mere neutral, var ingen af stormagterne repræsenteret. Efter at have brugt 3 måneder med høringer og undersøgelser af situationen i Palæstina, udgav UNSCOP den 31. august officielt en rapport. En majoritet af de 11 nationer, (Canada, Tjekkoslovakiet, Guatemala, Holland, Peru, Sverige, Uruguay) anbefalede dannelsen af uafhængige arabiske og jødiske stater, med Jerusalem som international administration.

En minoritet (Indien, Iran, jugoslavien) støttede dannelsen af en enkelt føderal stat, som rummede både en jødisk og en arabisk delstat. Australien afstod fra at stemme. På den måde blev der stemt for en jødisk stat, selvom den ville være mindre, end den som var blevet lovet i Folkeforbundets resolution. Også for første gang, ville der blive skabt en arabisk stat i Palæstina.[8]

Ejerskab

Den jødiske befolkning boede koncentreret i visse områder i 1947. Grænserne blev trukket for at tilgodese dem, og placerede de fleste af dem i den jødiske stat. (Kortet viser jødisk ejet land, ikke størrelsen på deres ejendom eller antallet af bosættelser. Det viser ikke at kun jøder levede her eller at alt andet land var ejet eller kun beboet af arabere.)

Palæstinas areal var omkring 26.320 km², af hvilket omkring en tredjedel var opdyrkelig. Til sammenligning tjener, at dagens Israel (i 2006) har et areal på 20.770 km². (Israels Geografi). Jord som var i jødisk besiddelse var steget fra 456 km² i 1920 (altså 1,73 % af Palæstinas areal) til 1.393 km² i 1945 (5,29 % af Palæstinas areal)[9] og 1.850 km² i 1947 (7 % af Palæstinas areal) (Avneri p. 224).[10] Der er ingen tal tilgængelige for arabisk ejerskab, grundet besværligheder i forbindelse med overførelsen af den upålidelige Osmanniske jord-registratur til et moderne registreringssystem.

Hver stat skulle bestå af 3 hoved-sektioner, forbundet af ekstra-territorielle veje ; den arabiske stat skulle også have en enklave ved Jaffa. Med omkring 32% af befolkningen, skulle jøderne have 56% af territoriet, et område som dengang rummede 499,000 jøder og 438,000 palæstinensere, skønt dette omfattede den svært beboelige Negev ørken i syd. Palæstinenserne skulle have 42% af landet, som dengang havde en befolkning på 818,000 Palestinians og 10,000 jøder. I erkendelse af Jerusalem-området (inkl.Bethlehem) religiøse betydning, skulle dette være Corpus Separatum, administreret af UN.[11]

Generalforsamlingens afstemning

FN bestod dengang af 57 lande. De 33 lande (58%) som stemte for delingen var:

Noter

  1. ^ "A/RES/181(II) of 29 November 1947" (engelsk). Forenede Nationer. 1947. Arkiveret fra originalen 24. maj 2012. Hentet 8. december 2012.
  2. ^ De Forenede Nationers Generalforsamling (d. 29 November 1947): Resolution 181 (II) Arkiveret 10. oktober 2017 hos Wayback Machine . Hentet 1. december 2020.
  3. ^ "Middle East Documents Balfour Declaration". Arkiveret fra originalen 16. maj 2008. Hentet 17. maj 2008.
  4. ^ "British Support for Jewish Restoration". Arkiveret fra originalen 11. oktober 2003. Hentet 17. maj 2008.
  5. ^ "History of Zionism & Modern Israel". Arkiveret fra originalen 27. november 2020. Hentet 17. maj 2008.
  6. ^ "Fifth Aliya – definition – Zionism and Israel -Encyclopedia / Dictionary/Lexicon of Zionism/Israel/Middle East/Judaism". Arkiveret fra originalen 16. maj 2008. Hentet 17. maj 2008.
  7. ^ Sicker, 1999, p. 164.
  8. ^ Caroline Glick: "Is November 29 a day to celebrate?" (Jerusalem Post 26. november 2007) (Webside ikke længere tilgængelig)
  9. ^ Khalaf, 1991, pp. 26–27.
  10. ^ "Israel". The World Factbook. United States Central Intelligence Agency. 10. august 2006. Arkiveret fra originalen 25. december 2018. Hentet 17. maj 2008.
  11. ^ Pappe, 2006, p. 35

Eksterne henvisninger


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Medier brugt på denne side

Flag of the Dominican Republic.svg
The flag of the Dominican Republic has a centered white cross that extends to the edges. This emblem is similar to the flag design and shows a bible, a cross of gold and 6 Dominican flags. There are branches of olive and palm around the shield and above on the ribbon is the motto "Dios,Patria!, Libertad" ("God, Country, Freedom") and to amiable freedom. The blue is said to stand for liberty, red for the fire and blood of the independence struggle and the white cross symbolized that God has not forgotten his people. "Republica Dominicana". The Dominican flag was designed by Juan Pablo Duarte, father of the national Independence of Dominican Republic. The first dominican flag was sewn by a young lady named Concepción Bona, who lived across the street of El Baluarte, monument where the patriots gathered to fight for the independence, the night of February 27th, 1844. Concepción Bona was helped by her first cousin María de Jesús Pina.
Flag of Peru (1884–1950).svg
Flag of Peru (1884 - 1950).
Flag of Egypt (1922–1953).svg
flag of the Kingdom of Egypt (1922–1953) and the Republic of Egypt (1953–1958).
Flag of the United States (1912-1959).svg
US Flag with 48 stars. In use for 47 years from July 4, 1912, to July 3, 1959.
UN Partition Plan For Palestine 1947-da.png
Forfatter/Opretter: , Licens: CC-BY-SA-3.0
FN's delingsplan for Palæstina
Map of 1947 Jewish settlements in Palestine.png
Forfatter/Opretter: Calbeer, Licens: CC-BY-SA-3.0
Copyright: GFDL derivative work created by the uploader based on a portion of the public domain work [1], modified to deal with POV issues. At [2] that site states that "Most of the maps scanned by the General Libraries and served from this web site are in the public domain. No permissions are needed to copy them. You may download them and use them as you wish. A few maps are copyrighted, and are clearly marked as such". There is no such mark with this map, so it is presumed to have been in the public domain before the derivative work was created. The uploader hereby releases the derivative work under the GFDL.
Flag of Yugoslavia (1946-1992).svg
Flag of the Socialist Federal Republic of Yugoslavia (1946-1992).
The design (blazon) is defined in Article 4 of the Constitution for the Republic of Yugoslavia (1946). [1]
Flag of Chile.svg
Det er let at give dette billede en kant
State Flag of Iran (1925).svg
State Flag of Iran, 1925-1964
Flag of South Africa (1928-1994).svg
Flag of South Africa, also known as the Oranje-Blanje-Blou, used from 31. maj 1928 until 27. april 1994
Peel map pd.png
Map of the Peel Commission partition proposal for Palestine, 1937.
  • Green - proposed Arab state
  • Blue - proposed Jewish state
  • Pink - proposed international neutral zone
Flag of the Philippines (1919–1936).svg
Flag of the Philippines (1919–1936)
Flag of Canada (1921–1957).svg
The Canadian Red Ensign used between 1921 and 1957.

This image has compared for accuracy (mainly colors) using an image from World Statesmen. The only change is making the maple leaves green from red. This image has compared for accuracy (mainly colors) using an image from World Statesmen. The most recent version of this image has changed the harp into one with a female figure; see [http://flagspot.net/flags/ca-1921.html FOTW
Flag of Venezuela (1930-1954).svg
Flag of the Republic of Venezuela (1930-2006)
Flag of Mexico (1934-1968).svg
Flag of Mexico (1934-1968)
Flag of Thailand.svg
The national flag of Kingdom of Thailand since September 2017; there are total of 3 colours:
  • Red represents the blood spilt to protect Thailand’s independence and often more simply described as representing the nation.
  • White represents the religion of Buddhism, the predominant religion of the nation
  • Blue represents the monarchy of the nation, which is recognised as the centre of Thai hearts.
Flag of the Ukrainian SSR (1927-1937).svg
Флаг Украинской Советской Социалистической Республики (1927-1937 гг.)
Flag of Syria (1930–1958, 1961–1963).svg
The Syrian Independence flag, the flag of Syria from 1930-58 and 1961-63. Taken up in 2011 by the Syrian opposition.
Flag of Greece (1822-1978).svg
Flag af Grækenland (1822-1970 og 1974-1978)