Første intifada

Første intifada
Del af den israelsk-palæstinensiske konflikt
Israelsk kontrolpost uden for Jabalya i Gazastriben i februar 1988
Dato 8. december 1987 – 13. september 1993 (5 år, 9 måneder og 5 dage) Sted Israel og de palæstinensiske områder Resultat Palæstinensisk opstand undertrykt[1] Madrid-konferencen i 1991 Oslo-aftalerne (1993) PLO ankerkender staten Israel[2] Etablering af det palæstinensiske selvstyre
Parter
Israel	FNLO Fil:Flag of Fatah.svg Fatah Fil:PFLP Infobox Flag.svg PFLP DFLP PCP/PPP Hamas Islamisk Jihad Støttet af: Irak (i 1991)[3]

Den første intifada, den første palæstinensiske intifada^[4] eller også blot kendt som intifadaen^{[note 1]} var en vedvarende serie af protester og voldelige optøjer^[5] udført af palæstinensere i de palæstinensiske områder og Israel. Årsagen til intifadaen tilskrives en kollektiv palæstinensisk frustration over Israels militære besættelse af Vestbredden og Gazastriben, der på dette tidspunkt nærmede sig en 20-årig periode (Israel etablerede kontrol over områderne i forbindelse med Seksdagskrigen 1967).^[6] Opstanden varede fra december 1987 til Madrid-konferencen i 1991, selvom nogle daterer dens afslutning til 1993 med underskrivelsen af Oslo-aftalerne

Intifadaen begyndte den 9. december 1987^[7] i flygtningelejren Jabalia, efter at en lastbil fra det israelske forsvarsstyrker (IDF) havde kollideret med en civil bil og dræbt fire palæstinensiske arbejdere, hvoraf tre var fra Jabalia-flygtningelejren.^[8][9] Palæstinensere anklagede efterfølgende israelerne for bevist at have kollideret den civile bil – en gengældelsesaktion for ét drab på en jøde i Gaza dage forinden.^[10] Israel afviste, at kollisionen – som kom på et tidspunkt med øgede spændinger – var en bevidst eller koordineret handling.^[11] De efterfølgende palæstinensiske reaktioner var præget af protester, civil ulydighed og vold.^[12][13] Eksempelvis anvendte palæstinenserne graffiti, barrikader, boykottede israelske produkter, boykottede israelske administrationsinstitutioner på Vestbredden og Gazastriben, nægtede at arbejde i israelske bosættelse på israelske produkter, nægtede at betale skat og arrangerede generalstrejker. Endvidere kastede palæstinenserne i udstrakt omfang med sten og molotovcocktails mod IDF-soldater og IDF-faciliteter.^[14][15]

Israel indsatte omkring 80.000 soldater som modsvar på palæstinensernes opstand. Israels blev i forbindelse med intifadaen kritiseret for at anvende uforholdsmæssige dødelige magtmidler til at slå ned på de palæstinensiske optøjer, herunder IDF-soldater udstyret med både skarpladte våben.^[16] Modsat hævdede Israel, at det var nødvendigt med en hård reaktion på palæstinenseres voldlige optøjer. I løbet af de første 13 måneder blev 332 palæstinensere og 12 israelere dræbt.^[17][18] Dette omfatter 311 palæstinensere, der blev dræbt af israelske sikkerhedsstyrker i løbet af det første år, hvoraf 53 var under 17 år.^[17] Billeder af soldater, der slog teenagere med køller, førte efterfølgende til, at Israel besluttede at anvende halvdødelige plastikkugler i stedet.^[17] Det anslås, at IDF samlet dræbte 1.162-1.204 palæstinensere i løbet af intifadaens seksårig varighed.^[19]

Blandt israelere blev 100 civile og 60 IDF-personel dræbt^[20] – ofte af militante personer, som var uden for FNLO's kontrol.^[21] Mere end 1.400 israelske civile og 1.700 soldater blev såret.^[22] Intern vold mellem palæstinensisk grupper og fraktioner var også et fremtrædende træk for intifadaen, hvor det anslås, at 822 palæstinensere blev henrettet under påskud af at være israelske kollaboratører.^[23] På dette tidspunkt indhentede Israel efter sigende oplysninger fra omkring 18.000 palæstinensere, der var blevet kompromitteret.^[24] Færre end halvdelen af disse havde bevisligt haft kontakt med de israelske myndigheder.^[25] Den efterfølgende anden intifada fandt sted fra september 2000 til 2005.

Noter

Referencer

Bibliografi

• Ackerman, Peter; DuVall, Jack (2000). A Force More Powerful: A Century of Nonviolent Conflict. New York: Palgrave. ISBN 978-0-312-24050-9.
• Alimi, Eitan Y. (2006). Israeli Politics and the First Palestinian Intifada (2007 hardback udgave). Abingdon: Routledge. ISBN 978-0-415-38560-2.
• Aronson, Geoffrey (1990). Israel, Palestinians, and the Intifada: Creating Facts on the West Bank. London: Kegan Paul International. ISBN 978-0-7103-0336-3.
• Berman, Eli (2011). Radical, Religious, and Violent: The New Economics of Terrorism. MIT Press. s. 314. ISBN 978-0-262-25800-5.
• Finkelstein, Norman (1996). The Rise and Fall of Palestine: A Personal Account of the Intifada Years. Minnesota: University Press. ISBN 978-0-8166-2858-2.
• Hiltermann, Joost R. (1991). Behind the Intifada: Labor and Women's Movements in the Occupied Territories (1993 reprint udgave). Princeton, N.J: Princeton University Press. ISBN 978-0-691-07869-4.
• King, Mary Elizabeth (2007). A Quiet Revolution: The First Palestinian Intifada and Nonviolent Resistance. New York: Nation Books. ISBN 978-1-56025-802-5.
• Lockman, red. (1989). Intifada: The Palestinian Uprising Against Israeli Occupation. Cambridge, MA: South End Press. ISBN 978-0-89608-363-9.
• McDowall, David (1989). Palestine and Israel: The Uprising and Beyond. California: University Press. ISBN 978-0-520-06902-2.
• Morris, Benny (1999). Righteous Victims: a History of the Zionist-Arab conflict, 1881–1999. New York: Knopf. ISBN 978-0-679-74475-7.
• Nassar, red. (1990). Intifada: Palestine at the Crossroads. New York: Praeger Publishers. ISBN 978-0-275-93411-8.
• Peretz, Don (1990). Intifada: The Palestinian Uprising. Boulder, Colorado: Westview Press. ISBN 978-0-8133-0860-9.
• Rigby, Andrew (1991). Living the Intifada. London: Zed Books. ISBN 978-1-85649-040-5., out-of-print, now downloadable at civilresistance.info
• Roberts, red. (2009). Civil Resistance and Power Politics: The Experience of Non-violent Action from Gandhi to the Present. Oxford: University Press. ISBN 978-0-19-955201-6.
• Shay, Shaul (2005). The Axis of Evil: Iran, Hizballah, and the Palestinian Terror. Transaction Publishers. ISBN 978-0-7658-0255-2.
• Schiff, Ze'ev; Ya'ari, Ehud (1989). Intifada: The Palestinian Uprising: Israel's Third Front. New York: Simon & Schuster. ISBN 978-0-671-67530-1.
• Shalev, Aryeh (1991). The Intifada: Causes and Effects. Jerusalem: Jerusalem Post & Westview Press. ISBN 978-0-8133-8303-3.
• Shlaim, Avi (2000). The Iron Wall: Israel and the Arab World. London: Penguin. ISBN 978-0-14-028870-4.

Eksterne links

• Jewish Virtual Library
• Intifadaen i Palæstina: Introduktion (www.intifada.com)
• FN's Sikkerhedsråds resolution 605
• Palæstinensiske arabiske "samarbejdspartnere" (Guardian, Storbritannien)
• The Future of a Rebellion – Palæstina En analyse af 1980'ernes intifada-oprør af palæstinensiske unge. på libcom.org
• USA's involvering i Palæstinas oprør fra dekan Peter Krogh Foreign Affairs Digital Archives
• Israels post-sovjetiske udvidelse fra dekan Peter Kroghs digitale arkiv for udenrigsanliggender