Fødevareskandale

En fødevareskandale er en sag, hvor offentligheden får kendskab til, at en fødevare er af dårligere eller anden kvalitet end deklareret eller at den er farlig. I større fødevareskandaler kan der ske dødsfald, før offentligheden får viden om sagen. Sagerne kan opstå efter mangelfuld fødevarekontrol eller svindel.

Eksempler

I 1986 døde 19 mennesker efter italienske vinproducenter havde tilsat træsprit til vin. Sagen betød, at Italiens vineksport blev hårdt ramt.[1] I den kinesiske mælkepulverskandale i 2008 døde mindst seks børn og næsten 300.000 blev syge af mælk tilsat melamin. Tilsætningen betød højere afregningspris for mælkeproducenterne. Sagen endte med dødsstraf til to.[2]

I marts 2006 afslørede DR's tv-program Kontant, at en dansk kødgrosist havde tonsvis af kød lagret, hvor salgsdatoen var overskredet.[3] Denne kødskandale endte med, at Lars Barfoed måtte gå af som minister. Få år senere fandt samme tv-program at supermarkedskæderne Kvickly og Super Best ulovligt datomærkede deres kød om.[4][5] Den afsløring kom to år efter, at en lignende kødskandale var afsløret i det svenske tv-program Uppdrag Granskning. Her var ICA afsløret i systematisk dato-ommærkning.[6]

En europæisk hestekødskandale opstod i 2013, efter irske fødevaremyndigheder fandt spor af heste-DNA i 10 af 27 burgerprodukter hos supermarkedskæden Tesco. Herefter fandt Storbritanniens, Frankrigs og Sveriges myndigheder også hestekød i produkter, der var deklareret oksekød.[7] Hestekødet blev sporet i frost-lasagne fra det svenske firma Findus, der havde kødet fra det franske firma Comigel. Øjensynligt stammer kødet fra Rumænien, en fabrik i Luxembourg og mellemhandlere fra Holland og Cypern.[8] Fransk politi mente at det var det franske firma Spanghero, der havde købt kødet som hestekød og solgt det videre som oksekød. Firmaet afviste de beskyldninger.[9] Omfanget fik EU's forbrugerkommissær Tonio Borg til at foreslå en omfattende DNA-test af kød i EU-lande.[10]

Henvisninger

  1. ^ Trine Lundager (20. december 2009). "Vinsvindel efterforskes i Italien". Politiken. Arkiveret fra originalen 14. oktober 2016. Hentet 12. januar 2013.
  2. ^ Jakob Busk Olsen (22. januar 2009). "Kina: Dødsstraffe i mælkeskandalen". DR. Arkiveret fra originalen 25. januar 2009. Hentet 12. januar 2013.
  3. ^ Mads Clausen (14. marts 2006). "Kontant afslører kødskandale". DR. Arkiveret fra originalen 24. april 2013. Hentet 12. januar 2013.
  4. ^ Dorthe Vest Andersen (29. september 2009). "Kontant afslører fusk med datomærker". DR. Arkiveret fra originalen 3. oktober 2009. Hentet 12. januar 2013.
  5. ^ Søren Dilling (20. august 2012). "Kødskandale hos SuperBest er ikke tilgivet af kunderne". Politiken. Arkiveret fra originalen 24. november 2012. Hentet 12. januar 2013.
  6. ^ Mads Nilsson (27. oktober 2009). "Kødsvindel kunne være stoppet for længst". DR. Arkiveret fra originalen 24. april 2013. Hentet 12. januar 2013.
  7. ^ Theis Lange Olsen/Lene Koogi. "Overblik: Få svar på de vigtigste spørgsmål i kødskandalen". DR. Arkiveret fra originalen 13. februar 2013. Hentet 13. februar 2013.
  8. ^ Ritzau (10. februar 2013). "Fransk firma i hestekødskandale: Vi blev narret". Politiken. Arkiveret fra originalen 14. februar 2013. Hentet 14. februar 2013.
  9. ^ Niels Holst (14. februar 2013). "750 ton hestekød er solgt som oksekød i kødskandale". Politiken. Arkiveret fra originalen 18. februar 2013. Hentet 14. februar 2013.
  10. ^ Niels Holst (13. februar 2013). "EU vil til bunds i kødskandale med tusindvis af test". Politiken. Arkiveret fra originalen 15. februar 2013. Hentet 14. februar 2013.