Eurozonen

Eurozonen (også kaldt Euroland, euroområdet eller eurosystemet) er et fællesnavn for det område som består af de lande som har dannet en møntunion og dermed indført euroen som valuta. Den Europæiske Centralbank er ansvarlig for pengepolitikken indenfor euroområdet.^[1]

Euroen blev skabt som elektronisk valuta på de finansielle markeder allerede i 1999, men blev først indført som fysisk valuta i 2002. De tolv EU-lande som da deltog i eurosamarbejdet, udgjorde den oprindelige eurozone. Samtidig med dem indførte også mikrostaterne Monaco, San Marino og Vatikanstaten euroen som valuta gennem specielle valutaaftaler. I praksis gik også Andorra, Kosovo og Montenegro over til den nye valuta.

Siden da er området blevet udvidet til at omfatte Slovenien (fra 2007), Cypern og Malta (2008), Slovakiet (2009), Estland (2011), Letland (2014), Litauen (2015) og Kroatien (2023). Antallet af EU-lande indenfor eurozonen er dermed tyve.^[2]

Principielt er det meningen, at alle EU-lande skal indgå i eurozonen på længere sigt, undtagen Danmark, som fra starten blevet undtaget fra denne regel. Storbritannien havde en tilsvarende undtagelse, mens landet var medlem af EU. Dog er det en forudsætning for at indføre euroen, at de såkaldte konvergenskriterier er opfyldt. Disse indeholder bl.a. et krav om, at et land først skal være medlem af fastkurssamarbejdet i den såkaldte ERM II i mindst to år. Da medlemskab heraf er frivilligt. kan et EU-land, der ikke ønsker at indføre euroen, på denne måde undgå medlemskab. Det er relevant for Sverige, hvor en folkeafstemning i 2003 afviste at udskifte svenske kronor med euro.

Ifølge Verdensbanken udgjorde eurozonen i 2016 verdens tredjestørste økonomi efter USA og Kina, målt efter købekraftskorrigeret BNP.^[3]

Euroområdet blev dannet da euroen blev skabt 1. januar 1999. Valutaen blev først indført elektronisk i de elleve af EU's daværende femten medlemsstater som ønskede at indtræde og samtidig opfyldte de såkaldte konvergenskriterier.

Grækenland, som var en af de EU-stater som først ikke kvalificerede sig til eurozonen, sluttede sig til området 1. januar 2001 eftersom landet da blev anset for at opfylde konvergenskriterierne.

Et år senere, 1. januar 2002, blev euroen indført som fysisk valuta; det var nu muligt at handle med eurosedler og euromønter. Overgangen indebar at over 300 millioner mennesker på en og samme tid skiftede valuta. Det var nu eksempelvis muligt for en tysker at handle i en fransk forretning uden at måtte veksle valuta.

Siden 2002 har indtil videre yderligere syv EU-medlemslande indført euroen. Slovenien indførte euroen som valuta 1. januar 2007 som det første land efter de oprindelige tolv eurolande. Cypern og Malta gik over til euroen 1. januar 2008. Slovakiet indførte euroen 1. januar 2009 efter en beslutning fattet af euroområdets finansministre den 8. juli 2008.^[4] Den 1. januar 2011 gik Estland over til euroen, den 1. januar 2014 fulgte Letland, og den 1. januar 2015 fulgte Litauen trop.

	Stat	Folketal	Areal	Kode	Tidligere valuta	Veksel­kurs	Bundet siden	Indførelse af euro	Budget­balance[5]	Stats­gæld[5]
	Belgien	7007105845340000000♠10.584.534	7004305280000000000♠30.528 km²	BEF	Belgisk franc	40,33990	1998-12-31	1999-01-01	-0,2 %	84,9 %
	Cypern	7005784301000000000♠784.301	7003925000000000000♠9.250 km²	CYP	Cypriotisk pund	0,585274	2007-07-10	2008-01-01	+3,3 %	59,8 %
	Estland	7006132433300000000♠1.324.333	7004452260000000000♠45.226 km²	EEK	Estisk krone	15,64660	2004-06-28	2011-01-01	+2,8 %	3,4 %
	Finland, inkl. Åland	7006530199200000000♠5.301.992	7005338145000000000♠338.145 km²	FIM	Finsk mark	5,945730	1998-12-31	1999-01-01	+5,3 %	35,4 %
	Frankrig	7007615383220000000♠61.538.322	7005551695000000000♠551.695 km²	FRF	Fransk franc	6,559570	1998-12-31	1999-01-01	-2,7 %	64,2 %
	Grækenland	7007109640210000000♠10.964.021	7005131940000000000♠131.940 km²	GRD	Græsk drakme	340,7500	2000-06-19	2001-01-01	-2,8 %	94,5 %
	Holland	7007164914610000000♠16.491.461	7004415260000000000♠41.526 km²	NLG	Nederlandsk gylden	2,203710	1998-12-31	1999-01-01	+0,4 %	45,4 %
	Irland	7006406223500000000♠4.062.235	7004702730000000000♠70.273 km²	IEP	Irsk pund	0,787564	1998-12-31	1999-01-01	+0,3 %	25,4 %
	Italien	7007581335090000000♠58.133.509	7005301230000000000♠301.230 km²	ITL	Italiensk lira	1936,270	1998-12-31	1999-01-01	-1,9 %	104,0 %
	Kroatien	7006388852900000000♠3.888.529	7004565940000000000♠56.594 km²	HRK	Kroatisk kuna	7,53450	2022-07-12	2023-01-01
	Letland	7006230700000000000♠2.307.000	7004645890000000000♠64.589 km²	LVL	Lettisk lats	0,702804	2005-01-01	2014-01-01
	Litauen	7006294400000000000♠2.944.000	7004652000000000000♠65.200 km²	LTL	Litauiske litas	3,4528	2002-02-02	2015-01-01[2]	-1,2 %	17,3 %
	Luxembourg	7005465000000000000♠465.000	7003258600000000000♠2.586 km²	LUF	Luxembourgske franc	40,33990	1998-12-31	1999-01-01	+2,9 %	6,8 %
	Malta	7005400214000000000♠400.214	7002316000000000000♠316 km²	MTL	Maltesisk lira	0,429300	2007-07-10	2008-01-01	-1,8 %	62,6 %
	Portugal	7007106058700000000♠10.605.870	7004923910000000000♠92.391 km²	PTE	Portugisisk escudo	200,4820	1998-12-31	1999-01-01	-2,6 %	63,6 %
	Slovakiet	7006543944800000000♠5.439.448	7004488450000000000♠48.845 km²	SKK	Slovakisk koruna	30,12600	2008-07-08	2009-01-01	-2,2 %	29,4 %
	Slovenien	7006201034700000000♠2.010.347	7004202730000000000♠20.273 km²	SIT	Slovensk tolar	239,6400	2006-07-11	2007-01-01	-0,1 %	24,1 %
	Spanien	7007451200000000000♠45.120.000	7005504782000000000♠504.782 km²	ESP	Spansk peseta	166,3860	1998-12-31	1999-01-01	+2,2 %	36,2 %
	Tyskland	7007824222990000000♠82.422.299	7005356974000000000♠356.974 km²	DEM	Tysk mark	1,955830	1998-12-31	1999-01-01	±0,0 %	65,0 %
	Østrig	7006819288000000000♠8.192.880	7004838580000000000♠83.858 km²	ATS	Østrigsk schilling	13,76030	1998-12-31	1999-01-01	-0,5 %	59,1 %
	Euroområdet	7008323840766000000♠323.840.766	7006262983800000000♠2.629.838 km²	EUR	Europæisk euro	1,000000	1998-12-31	1999-01-01

Der findes flere territorier som tilhører et af de ovenfor nævnte eurolande, men som til trods for det ikke benytter den fælles valuta. Disse områder inkluderer de franske territorier Fransk Polynesien, Ny Kaledonien og Wallis og Futuna (som alle ligger udenfor Europa og benytter CFP-franc), den italienske enklave Campione d'Italia og den tyske enklave Büsingen am Hochrhein i Schweiz (som benytter schweiziske franc) samt de nederlandske udenomeuropæiske territorier Aruba, Curaçao og Sint Maarten (som bruger lokale valutaer).

Desuden bruges euroen ikke i Nordcypern, som de facto er en selvstændig stat. Nordcypern er ikke anerkendt som en suveræn stat af EU, men anses af EU for at være en del af Cypern, som er blevet okkuperet af Tyrkiet. Nordcypern benytter tyrkiske lira.

Ud over disse områder findes der to andre specialtilfælde. Disse to områder er de britiske militærbaser Akrotiri og Dhekelia på Cypern, som benytter euroen til trods for at Storbritannien ikke gør det. Dette er fordi Cypern har haft euro siden 1. januar 2008.

Foruden de officielle eurolande benyttes euroen også officielt i Andorra, Monaco, San Marino og Vatikanstaten, selvom de ikke er medlemmer af EU. Landene producerer egne euromønter med egne nationale symboler på bagsiden. Disse lande har nemlig specielle valutaaftaler med EU om at benytte euroen som officielt betalingsmiddel.^[6]

Montenegro og Kosovo, der tidligere de facto benyttede sig af tyske mark, anvender også euro i dag. Hverken Montenegro eller Kosovo har dog nogen formel aftale med EU om brugen af euroen.

Der findes flere valutaer som er bundet til euroen via en form for fastkurspolitik. Det drejer sig dels om tre europæiske lande (Bosnien-Hercegovina samt EU-medlemmerne Danmark og Bulgarien), dels om en række tidligere europæiske kolonier i først og fremmest Afrika. For Bosnien-Hercegovinas og Bulgariens vedkommende sker bindingen i form af et såkaldt currency board, mens de øvrige valutaer betjener sig af en mere konventionel fastkurspolitik.^[7] For Danmarks vedkommende er fastkurspolitikken reguleret indenfor rammerne af ERM II-samarbejdet og indebærer, at kursen kan fluktuere indenfor et bånd med afvigelser på op til 2,25 % af centralkursen. Danmarks Nationalbank er forpligtet til at forsøge at holde kronekursen indenfor dette interval ved hjælp af valutahandel og evt. ændringer i de pengepolitiske renter. De øvrige fastkursarrangementer i tabellen accepterer ikke nogen afvigelser fra centralkursen.

For de fleste valutaer i tabellen gælder, at de tidligere havde et fast kursforhold til en af de valutaer, som blev afløst af euroen (primært den franske franc eller den tyske mark), og derfor overførte denne fastkurspolitik til euroen ved indførelsen heraf i 1999.

	Stat	Folketal	Areal	Kode	National valuta	Central­kurs	Bundet fra	Fluktua­tionsbånd	Formelt bundet til	ØMU
	Bosnien-Hercegovina	7006459031000000000♠4.590.310	7004511290000000000♠51.129 km²	BAM	Konvertibilna mark	1,955830	1999-01-01	0,00 %	DEM (fra 1995-11-21)
	Bulgarien	7006738536700000000♠7.385.367	7005110910000000000♠110.910 km²	BGN	Bulgarsk lev	1,955830	1999-01-01	0,00 %	DEM (fra 1999-07-05)
	Comorerne	7005690948000000000♠690.948	7003217000000000000♠2.170 km²	KMF	Comorisk franc	491,9678	1999-01-01	0,00 %	FRF (fra 1979-11-23)
	Danmark	7006547579100000000♠5.475.791	7004430940000000000♠43.094 km²	DKK	Dansk krone	7,460380	1999-01-01	2,25 %		ERM2
	Kap Verde	7005499796000000000♠499.796	7003403300000000000♠4.033 km²	CVE	Kapverdisk escudo	110,2650	1999-01-01	0,00 %	PTE (fra midten af 1998)
	São Tomé og Príncipe	7005212679000000000♠212.679	7003100100000000000♠1.001 km²	STD	Dobra	24.500	2010-01-01	0%	-	-
	XAF-valutaområdet Benin Burkina Faso Elfenbenskysten Guinea-Bissau Mali Niger Senegal Togo	7007709319860000000♠70.931.986	7006326907700000000♠3.269.077 km²	XAF	CFA-franc	655,9570	1999-01-01	0,00 %	FRF (fra 1948-10-17)
	XOF-valutaområdet Cameroun Centralafrikanske Republik Gabon Republikken Congo Ækvatorialguinea	7007273113870000000♠27.311.387	7006173614200000000♠1.736.142 km²	XOF	CFA-franc	655,9570	1999-01-01	0,00 %	FRF (fra 1948-10-17)
	XPF-valutaområdet Fransk Polynesien Ny Kaledonien Wallis og Futuna	7005520938000000000♠520.938	7004195970000000000♠19.597 km²	XPF	CFP-franc	119,3317	1999-01-01	0,00 %	FRF (fra 1949-10-21)

I princippet skal alle EU's medlemsstater på et tidspunkt indført euroen som betalingsmiddel og dermed afskaffe deres nationale valuta, bortset fra Danmark, som fik en officiel undtagelse fra denne regel i Maastricht-traktaten. (Storbritannien havde en tilsvarende undtagelse i traktaten, men har siden forladt EU helt.) Indførelse af euroen forudsætter dog, at det pågældende land opfylder konvergenskriterierne. Et af disse konvergenskriterier er to års forudgående medlemskab af fastkurssamarbejdet ERM II. Da deltagelse i ERM II er frivillig, kan de EU-lande, der endnu ikke har indført euroen, dermed også i praksis opretholde deres egen valuta, så længe de ønsker det, ved ikke at indtræde i dette samarbejde. Sverige, hvor en folkeafstemning om euroen i 2003 resulterede i et nej til at afskaffe den svenske krone som selvstændig valuta, har således ingen planer om at indføre euroen og undgår at opfylde konvergenskriterierne ved at lade den svenske krone flyde i forhold til euroen og i stedet føre pengepolitik efter en inflationsmålsætning, hvilket er uforeneligt med et fastkursforhold.

Hver medlemsstat, som er forpligtet til at indføre euroen, men endnu ikke har gjort det, skal sætte en dato for euroovergang ifølge EU's regler. Flere lande har udskudt datoen, og nogle lande har ikke i dag sat nogen dato, selvom de planlægger at indføre euro på et ikke nærmere fastsat tidspunkt.

Udover Danmark og Sverige er der seks EU-lande, der fortsat opretholder deres egen valuta: Polen, Tjekkiet, Ungarn, Bulgarien, Rumænien og Kroatien. Af disse fører Polen, Tjekkiet, Ungarn og Rumænien ligesom Sverige pengepolitik efter et selvstændigt inflationsmål, Bulgarien har som nævnt ovenfor fastlåst sin valutakurs til euroen via et såkaldt currency board, og Kroatiens pengepolitik følger en såkaldt "styret flydende" (engelsk: managed floating) valutakurs, der udgør en mellemting mellem en fastkurs- og en frit flydende valutakurs.^[7]

For Danmarks vedkommende kan den danske regering på et fremtidigt tidspunkt beslutte, at en eventuel dansk euro-indførelse er aktuel, såfremt Danmark opfylder konvergenskriterierne. I Danmark har der regelmæssigt været gennemført meningsmålinger om spørgsmålet siden folkeafstemningen i 2000 op til årene efter finanskrisen. Her viste målingerne i starten af finanskrisen et flertal for ØMU-medlemskab, men siden foråret 2010 har de vist et flertal mod medlemskab. I marts 2014 var der således 17 % af de adspurgte, der ønskede at indføre euroen i Danmark, mens godt 52 % var imod. Godt 17 % svarede "måske ja" og 11 % "måske nej".^[8][9]

EU-Kommissionen gennemfører regelmæssigt opinionsundersøgelser om forholdet til euroen i de syv medlemslande, der principielt er forpligtet til at indføre euroen på et tidspunkt.^[10] I april 2017 var der ifølge disse meningsmålinger et relativt flertal for indførelse af euroen i Rumænien (64 % mod 30 %), Ungarn (57 % mod 39 %), Kroatien (52 % mod 43 %) og Bulgarien (50 % mod 45%). I de tre øvrige lande var størsteparten af de adspurgte imod at indføre euroen som valuta, nemlig 70 % mod 29 % i Tjekkiet, 62 % mod 35 % i Sverige og 55 % mod 43 % i Polen.^[11]

	Stat	Folketal	Areal	Kode	Nuværende valuta	Centralkurs	Bundet siden	Måldato	Budgetbalance[12]	Statsgæld[12]
	Bulgarien	7006738536700000000♠7.385.367	7005110910000000000♠110.910 km²	BGN	Bulgarsk lev	1,955830	1999-01-01		+3,4 %	18,2 %
	Danmark	7006547579100000000♠5.475.791	7004430940000000000♠43.094 km²	DKK	Dansk krone	7,460380	1999-01-01	ingen planer om at indføre euro	+3,9 %	30,0 %
	Polen	7007385368690000000♠38.536.869	7005312685000000000♠312.685 km²	PLN	Polsk złoty				-2,0 %	45,2 %
	Rumænien	7007223035520000000♠22.303.552	7005238391000000000♠238.391 km²	RON	Rumænsk leu				-2,5 %	13,0 %
	Sverige	7006917973100000000♠9.179.731	7005449964000000000♠449.964 km²	SEK	Svensk krone			ingen planer om at indføre euro	+3,5 %	40,6 %
	Tjekkiet	7007102354550000000♠10.235.455	7004788660000000000♠78.866 km²	CZK	Tjekkisk koruna				-1,6 %	28,7 %
	Ungarn	7006998133400000000♠9.981.334	7004930300000000000♠93.030 km²	HUF	Ungarsk forint				-5,5 %	66,0 %

Et af konvergenskravene, som skal være opfyldt, for at et EU-land kan indføre euroen som valuta, er, at landet skal have været medlem af EU's fastkurssamarbejde ERM II i mindst to år forinden og dermed overholde de officielle udsvingsmarginer i denne valutakursmekanisme i mindst to år. Før 1999 havde et tilsvarende krav gjaldt for de oprindelige eurolande i form af medlemskab af forgængeren ERM. Alle de otte medlemslande, der har indført euroen efter 1999, har dermed været medlemmer af ERM II i mindst to år forinden. Derudover er Danmark som det eneste EU-land i øjeblikket medlem af ERM II. Danmark er samtidig det eneste land, der har været medlem af ERM II i hele denne mekanismes levetid, altså siden 1. januar 1999. Enkelte gange siden den danske folkeafstemning om indførelse af euroen i 2000 har spørgsmålet om fuldt dansk medlemskab af ØMUen været på tale. Kort efter folketingsvalget den 13. november 2007 annoncerede den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen således, at en ny folkeafstemning ville blive afholdt i løbet af den indeværende valgperiode.^[13] Det kom dog ikke til at ske, og i dag er den almindelige forventning, at en eventuel ny dansk folkeafstemning ligger et stykke ud i fremtiden. Hvis Danmark nogensinde tilknytter sig valutasamarbejdet, kommer Grønland og Færøerne, som ikke er med i EU, men tilhører Rigsfællesskabet, sandsynligvis til at afholde egne folkeafstemninger om en tilknytning.

I kølvandet på finanskrisen blev der ført en diskussion på Island om at indføre euroen på baggrund af de problemer med ustabilitet, som man oplevede med den islandske krone under krisen. EU udtalte ved den lejlighed, at man ikke støttede overgang til euroen hos lande, der ikke var EU-medlemmer. Spørgsmålet er senere blevet uaktuelt i takt med, at krisen er drevet over.

Nye EU-lande pålægges at slutte sig til ØMUen en gang i fremtiden, når de træder ind i EU, men de skal opfylde visse krav for at opnå tilladelse til at indføre den europæiske valuta. Disse krav kaldes for konvergenskriterier. Kravenes formål er at skabe et økonomisk homogent valutaområde i eurozonen. Kravene vedrører landenes inflation, offentlige saldo, offentlige gæld, renteniveauer og valutakursforhold.

Hvert andet år præsenterer EU-Kommissionen en konvergensrapport, hvori der redegøres for, hvordan de pågældende EU-lande opfylder kriterierne. Et land kan kræve "prøvning" mellem de ordinære rapporter, noget eksempelvis Cypern og Malta gjorde i foråret 2007.

EU-kommissionen rapporterer konklusionerne i sine konvergensrapporter til Rådet for Den Europæiske Union. Hvis et land opfylder konvergenskriterierne, beslutter eurozonens finansministre almindeligvis i juni, om det aktuelle land skal indføre euroen eller ikke fra og med 1. januar næste år. Også den europæiske centralbank deltager i processen med konvergensrapporterne.

I tabellen nedenfor vises inflationen i eurozonen fra 1997 og frem.^[14]

Euroen og eurozonens konstruktion er blevet kritiseret af flere økonomer for ikke at være holdbar i længden.^[15][16] En af manglerne ved eurozonen er, at de enkelte lande ikke har mulighed for at kunne føre deres egen pengepolitik, som er et naturligt resultat af at få en fælles møntfod. I andre lande som USA vil de regioner, som har en positiv handelsbalance så sende en del af deres overskud gennem handlen til de regioner, som har en negativ handelsbalance.^[17] Dette bliver dog ikke gjort i eurozonen. Som resultat af dette har lande som Tyskland og Danmark meget store overskud på handelsbalancen, fordi industrierne i disse lande er mere konkurrencedygtige end flere af sydens lande.^[18] Her er der i stedet indsat grænser for, hvor stort et underskud de forskellige lande må have, som ikke ændrer at nogle lande har et stort handelsunderskud.^[19] De lande med handelsunderskud kan ikke devaluere på grund af eurosamarbejdet, som de kunne, før de var en del af eurozonen. Derfor vil landene ikke kunne slippe af med deres handelsunderskud, uden at deres industrier bliver bedre. Dette sørger for, at det kun er for nogle lande, at det er en fordel at være en del af eurozonen med hensyn til handelsbalancen.

Derudover er den europæiske central bank tvunget til kun at føre en slags pengepolitik. Den pengepolitik, som der er brug for, er forskellig fra region til region i eurozonen. Syden har længe haft brug for en ekspansiv pengepolitik, fordi økonomierne er i lavkonjunktur, mens Norden og Centraleuropa i større grad kan siges ud fra konventionel økonomisk teori brug for kontraktivfinanspolitik, så økonomierne ikke overopheder. Men begge dele kan ikke gøres på samme tid, efter landene er blevet en del af eurozonen. i 2019 er den korte rente næsten negativ. Det gøres for at sparke gang i økonomien i syden. Dette kan dog blive problematisk, når der kommer en ny økonomisk krise, da man så ikke kan sænke renten længere for at få gang i økonomien.^[20]

Portal:Den Europæiske Union

• ØMU
• Euromønter
• Eurosedler

• EU-oplysningen Arkiveret 6. februar 2015 hos Wayback Machine
• Syvende rapport om de praktiske forberedelser til den fremtidige udvidelse af euroområdet Arkiveret 27. januar 2012 hos Wayback Machine (18. juli 2008)