Erik Aalbæk Jensen
Erik Aalbæk Jensen | |
---|---|
Født | 19. august 1923 Thy, Danmark |
Død | 30. september 1997 (74 år) |
Barn | Peter Aalbæk Jensen |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Aalborg Katedralskole |
Beskæftigelse | Forfatter, præst |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Søren Gyldendal-prisen (1977), Kritikerprisen (1964), De Gyldne Laurbær (1965), Egholtprisen (1982) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Erik Aalbæk Jensen (19. august 1923 i Ballerum, Tved Sogn, Thy – 30. september 1997) var en dansk forfatter, radio- og tv-medarbejder, sognepræst og modstandsmand. Far til filmproducenten Peter Aalbæk Jensen.
Liv og værk
Erik Aalbæk Jensen voksede op i Vendsyssel under landbrugskrisen og de stærke ideologiske brydninger. Han blev i 1943 student fra Aalborg Katedralskole og i 1949 cand. theol. Under besættelsen var han med i modstandsbevægelsen (Studenternes Efterretningstjeneste), og Aalbæk Jensen blev arresteret af tyskerne i 1944 og sendtes fra Vestre Fængsel til Frøslevlejren, Dachau og Neuengamme, hvorfra han med De Hvide Busser kom til Sverige. Han blev præst i Alleshave samt kapellan på Nekselø i 1950 og valgmenighedspræst i Osted, en af de grundtvigske fri- og valgmenigheder, i 1953. Fra 1957 tilknyttet Danmarks Radio, herunder chef for TV-teatret 1959-1964.
Forfatterdebut
Aalbæk Jensen debuterede som romanforfatter i 1949 med Dommen, men fik først sit gennembrud med Perleporten i 1964, der var første bind i en 5-binds-serie, der skildrer samfundsudviklingen især i Nordjylland fra 1930 til 1970'erne. Aalbæk Jensen giver realitiske, samfundshistoriske skildringer, men ofte i en impressionistisk stil, hvor kunsten ligger i de ofte ordknappe replikker. I 8-binds-værket Livet på øerne (1981-1987) beskrives livet på alle danske øer, der er mindre end Fyn.
Vurdering
Litteraturhistorikeren Peter Michael Lauritzen udgav i 2009 sin doktordisputats, der under titlen Grund og bølge. En litterær, tids- og åndshistorisk studie af Erik Aalbæk Jensens forfatterskab (Gyldendal 2009) gennemgår Erik Aalbæk Jensens forfatterskab. Lauritzen karakteriserer forfatteren Aalbæk Jensen som en "episk dialektiker", der i sine romaner fremfører både udviklingens gode og dårlige sider.
Priser og legater
|
|
Bibliografi
- 1949: Dommen
- 1952: Dæmningen
- 1953: Sagaens landskab. Rejse i Island
- 1954: Drømmen om det glemte
- 1956: Gertrud
- 1960: I heltespor
- “Vendelbosagaen”
- 1964: Perleporten
- 1971: Sagen
- 1976: Kridtstregen
- 1990: Herrens mark
- 1991: Magtens folk
- 1980: En ø i Smålandshavet (om Vejrø)
- 1981–1987: Livet på øerne, 8 bd.
- 1994, 1998: Særlige vilkår; Enkebal
Kilder
- Peter Michael Lauritzen, Grund og bølge. En litterær, tids- og åndshistorisk studie af Erik Aalbæk Jensens forfatterskab, Gyldendal, 2009. ISBN 978-87-02-07760-5.