Hedonisme (af græsk ηδονή idoní "lyst") er læren om, at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse. Skolen blev grundlagt af Aristippos af Kyrene[1] og senere videreført og revideret af Epikur, der langtfra hengav sig til nogen hedonisme. Han definerede nydelse som fravær af uro i sjælen og smerte i legemet[2] og anbefalede i øvrigt mådehold som opskrift på et lykkeligtliv.
Udtrykket bruges i dag – let nedsættende – om en livsførelse, som er præget af sanselig nydelse af "livets goder": feinschmeckeri, libertinisme, sanselighed osv.
