Emiratet Granada

Maskinoversættelse og/eller tvivlsomt indhold Denne sides indhold bærer præg af at være en maskinoversættelse og/eller meget dårligt og uklart formuleret (også kaldet "dåsedansk"). Det vurderes at sproget er så dårligt og eventuelt forkert eller til at misforstå, at det bør omskrives eller oversættes på ny. Du kan hjælpe med at oversætte til korrekt dansk i denne og lignende artikler. Hvis dette ikke sker inden for kort tid, kan en sletning komme på tale. Se evt. denne sides diskussionsside eller i artikelhistorikken.

Emiratet Granada إمارة غرناطة Imarat Gharnāṭah
1230–1492
Flag Nationalvåben
Granada i grøn
Hovedstad	Granada
Sprog	Arabisk
Regeringsform	Monarki
Emir
• 1238–1273 (første)	Muhammad I
• 1487–1492 (sidste)	Muhammad XII
Historie
• Etableret	1230
• Castiliens krone eroberer Granada	1492
Efterfulgte Efterfulgt af Almohad kalifatet Kongeriget Granada

Emiratet Granada, også kendt som Nasrid-kongeriget Granada, var en emirat, der lå på den iberiske halvø. Det blev regeret af Nasrid-dynastiet. Emiratet blev grundlagt i 1230 af Muhammad I af Granada og blev erobret i 1492 af Kongeriget Castilien.

Historie

I 1236 begyndte Granada at betale Castiliens konger for at opretholde gode relationer og sørge for at Castilien ikke ville angribe. De betalte for det meste i from af guld, som kom fra nutidens Mali og Burkina Faso, som blev bragt op til Granada gennem handelsruterne i Sahara. Granada gav også militær støtte til Castilien til deres erobringer af muslimsk kontrollerede områder på den iberiske halvø.

I 1305 besejrede Granada Ceuta, men mistede kontrollen over byen i 1309 til kongeriget Fez med hjælp fra Aragoniens krone. Granada fik kontrol over Ceuta igen et år senere, men tabte den igen i 1314. Granada holdt igen byen fra 1315 til 1327. I 1384 fik Granada igen kontrol over byen, men tabte den igen til kongeriget Fez i 1386.

Dog havde Granada ikke fred med Castilien hele tiden. I 1330 var de to i krig med hinanden, som Granada tabte og var nødt til at give land til Castilien, og i 1340 støttede den daværende konge, Yusuf I af Granada, en invasion af Almohade-kalifatet som de begge endte med at tabe til Portugal og Castilien.

Under Reconquistaen endte byen Granada med at blive den mest befolkede by i hele Europa i 1450, fordi muslimer flygtede fra områder, som blev erobret af de kristne kongeriger, hvor de var blevet forfulgt eller udvist.

I 1491 var Granada under belejring af Isabella 1. af Kastilien og Ferdinand 2. af Aragonien. Den 2. januar 1492 blev Granada-traktaten underskrevet, og Muhammad XII af Granada overførte al kontrol til Isabella 1. af Kastilien og Ferdinand 2. af Aragonien. Efterfølgende menes det, at 200.000 muslimer flyttede fra den iberiske halvø til Nordafrika, efter at den sidste muslimske nation på halvøen var faldet. Muhammed XII flyttede efterfølgende til Marokko.^[1][2]

Militæret af Granada

Militæet af Granada hvor for det meste lavet af to grupper, lejesoldater og nobilitet. Nobiliteten var delt op i to der var de infødte, som var nobelitet som kom fra Granada og var der udlændingene som var nobilitet som var flygtet fra områder som de kristne havde erobret. Den infødte nobilitet havde det for det meste bedre end den udlandske nobilitet. Lejesoldarterne som var kaldt Muttavia, selve lejesoldatene var fra alle sociale klasser. Der var også tilfælde af frivillige fra Marokko.

Granada havde også en special enhed som var lavet af kristne, de var for det meste fra Castilien som endten var flygtet, bortvist eller fanget. Det var noget som Umayyade-kalifatet og taifa kongerne havde gjort siden det 11. århundred.

Granada havde også en flåde som var stationæret i havnen af Almería som bl.a. blev brugt til at plyndrer Aragoniens kyst.^[3]

Emirer af Granada

Kilder

Koordinater: 37°10′39″N 3°35′24″V / 37.1775°N 3.59°V / 37.1775; -3.59