Eivind Astrup

Eivind Astrup
Eivind Astrup Foto: Norsk Polarinstitutt
Personlig information
Født	17. september 1871 Oslo, Norge
Død	27. december 1895 (24 år) Folldal, Norge
Dødsårsag	Tyfus
Gravsted	Vår Frelsers gravlund
Far	Harald Astrup
Søskende	Henning Astrup, Thorvald Astrup, Sigurd Astrup
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Oslo handelsgymnasium
Beskæftigelse	Opdagelsesrejsende
Fagområde	Etnografi
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Ridder af 1. klasse af Sankt Olavs Orden
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Eivind Astrup (født 17. september 1871 i Christiania, død 27. december 1895 ved Hjerkinn) var en norsk opdagelsesrejsende og forfatter.

Astrup deltog i to af Robert Pearys ekspeditioner til Grønland. På den første var han med Peary og kortlagde Nordgrønland, på den anden kortlagde han Melville Bay på nordvestkysten af Grønland.

I sin tid fik Astrup en opmærksomhed i Norge på linje med den, som ellers kun blev Fridtjof Nansen og Roald Amundsen til del. Han blev tildelt St. Olavs Orden i en alder af 21 år og er den yngste, som har fået denne udmærkelse.^[1]

Liv og virke

Baggrund

Eivind Astrup var søn af grosserer Harald Astrup (1831–1914) og Emilie Johanne Smith (1836–1915), og broder til arkitekten Thorvald Astrup og grosserer Sigurd Astrup (1873–1949).

I 1889 tog Eivind Astrup handelseksamen i Kristiania og rejste der efter til Philadelphia for videre studier. Den eventyrlystne unge gut drømte om at foretage opdagelsesrejser i Afrika, men efter, at han så en avisartikel, som fortalte, at Robert Peary planlagde en ekspedition til Nordgrønland, tog han kontakt og fik plads på ekspeditionen.^[2]

1891–1892

Under ekspeditionen i 1891–1892 stiftede Astrup bekendtskab med etah-inuitterne, og af dem lærte han meget om overlevelsesteknikker i et ekstremt miljø.

Astrup ledsagede Peary på slæderejsen fra vinterkvarteret i Inglefield Gulf og over Nordvestgrønlands indlandsis til Navy Cliff ved Independence-fjorden. De tilbagelagde mere end 2.000 km, fire gange så langt som Fridtjof Nansen på den berømte tur over langt sydligere dele af Grønland fire år tidligere. Peary og Astrup kortlagde de hidtil ukendte nordvestlige områder af Grønland og kunne som de første fastslå, at Grønland er en ø. Turen var for knapt rationeret, men en vellykket moskusjagt reddede dem.

Tilbage i Norge blev Astrup mødt med stor hæder og opmærksomhed. I 1892 fik han St. Olavs Orden, han var da blot 21 år gammel og er fortsat den yngste, som har fået udmærkelsen.^[1] Astrup skrev en række avisartikler og essays og holdt godt besøgte foredrag mange steder på Østlandet. Nansen blev Norges første polarhelt efter at have krydset Grønlandsisen i 1889, nu var Astrup blevet den anden.^[3]

1893–1894

På ekspeditionen i 1893–1894 blev Astrup syg og deltog ikke på Pearys rejse over indlandsisen, som ellers blev en fiasko på grund af sygdom, forfrysninger og dårlig vejr. I april 1894 foretog Astrup og vennen Kolotengva i stedet en slædetur for at kortlægge nordsiden af Melville Bay, og dette blev det eneste synlige resultat af Pearys anden ekspedition. Svækket af sygdommen afbrød Astrup ekspeditionen og vendte tilbage til Norge – også denne gang blev han modtaget som en helt. Royal Geographical Society i London hædrede Astrup ved at tildele ham årets Murchison Award for kortlægningen af Melvillebugten.^[4]

Blandt nordpolens naboer

Astrups bog Blandt nordpolens naboer Arkiveret 26. december 2015 hos Wayback Machine, som forelå i begyndelsen af december 1895, omhandler både ekspeditionerne og skildrer de lokale inuitter. Bogen fik strålende anmeldelser og blev meget populær. Den blev genudgivet i 1896, 1950, 1990 og 2004 og kom på på engelsk i 1898 og tysk i 1905.^[5] Astrup var en udmærket skribent, og da han til forskel fra Nansen og Amundsen kunne skildre et folk uden megen tidligere kontakt med europæere, giver bogen et interessant indblik i inuitternes traditionelle teknologi, levevis og livsanskuelse.

Sygdom og død

Astrup skrev i sin bog, at han under den anden ekspedition blev meget syg af fordærvet pemmikan: "Under vort ophold ved depotet blev jeg, i lighed med hvad der allerede den foregaaende høst under slædearbeidet paa indlandsisen var hændt mig, paavirket af vor ikke meget tidsmæssige pemmican paa en saa uheldig maade, at jeg ikke fandt det raadeligt at deltage i reisen."^[6] Roald Amundsen noterede i sin dagbog, at Frederick Cook havde fortalt ham, at Astrup kunne have pådraget sig syfilis på Grønland. Cooks oplysninger kom imidlertid via flere led og var holdt i en vag form. Efter som etah-inuitterne havde haft relativt lidt kontakt med hvide mennesker før, Peary kom, er det lidet troligt, at de var smittede af sygdommen. Ifølge Amundsen var Astrups udkårede Kolotengvas kone, Tongvingva, men ægteparret ser ud til at have været friske og fik mange børn sammen, så den mest sandsynlige forklaring er, at Astrup fik tyfusfeber af den fordærvede pemmikan.^[7]

Astrup gik med planer om ekspeditioner både til Arktis og Antarktis – han var for eksempel en af de første, som foreslog ballonrejser over Nordpolen – men sygdommen forhindrede ham i at realisere planerne, hvilket han tog meget tungt. Der er også fremført en række andre årsager til, at hans livssituation var blevet vanskelig.^[8]

Julen 1895 rejste Astrup til Hjerkinn, og den 27. december gik han alene ud på en skitur over Dovre, angiveligt for at møde nogen venner ved Atna. Da han ikke gav livstegn fra sig, blev der organiseret en eftersøgningsaktion og den 21. januar 1896 blev han fundet død 4 kilometer fra Hjerkinn. Liget blev ikke obduceret, og meget taler for, at dødsårsagen blev forsøgt hemmeligholdt, men aviserne Politiken, Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet skrev åbent, at alt talte for selvmord og ikke et fald mod en sten, som var den officielle forklaring. Terrænet, han blev fundet i, er for let til, at et fald er sandsynligt, der var meget blod på ansigtet, klæder og i den omkringliggende sne, og lensmanden, som kiggede på liget under transporten, skrev om et mistænkeligt hul på venstre side af hovedet. Bygdefolk, som var til stede, da han blev fundet, mente at have set, at en revolver blev samlet op, pakket ind og givet til Astrups broder, som blev bedt om at gemme genstanden.^[9]

Nyheden om dødsfaldet førte nærmest til landesorg i Norge, og en stor folkemængde fulgte med, da Eivind Astrup blev gravlagt på Vår Frelsers gravlund i Kristiania den 27. januar 1896.

Betydning

Astrup bidrog til at udvikle teknikkerne for udforskning af polare strøg ved, at han fragtede udstyr på hundeslæder og selv gik på ski. Skiløb havde han lært under opvæksten, og slædehundekørsel lærte han af inuitterne, for dem var skiløb ukendt. Roald Amundsen holdt Astrup som det største ideal inden for udforskningen af polområderne^[10] og forstod, at Astrup og Pearys måden, hvorpå de tog sig frem i polare egne, var overlegen. Således kan man sige, at Eivind Astrup var med til at skabe forudsætningen for, at Amundsen blev den første til at nå Sydpolen.

Astrup fik tilsendt fem grønlandshunde, som han indkvarterede på Brannskjæret yderst i Frognerkilen^[11], og han blev den første, som kørte med slædehunde i Norge.^[12]

Eftermæle

Nansen erobrede den udiskutable førsteplads som Norges polarhelt umiddelbart efter, at han kom tilbage fra Fram-ekspeditionen i 1896, og det blev tydeligt, at Astrup havde fået opmærksomheden i Nansen fravær.^[5] Alligevel blev Astrup aldrig helt glemt, der er rejst flere mindesmærker til hans ære og en række geografiske steder bærer hans navn.

En stor mindesten blev rejst ved Holmenkollen den 15. august 1896, men blev i 1990 flyttet til Frognerseteren for at give den en mere fremtrædende plads.

I lokalmiljøet ved Hjerkinn holdes mindet om Astrup og hans tragiske død levende, og bygdefolk rejste i 1896 eller 1897 en mindestøtte over ham på stedet, hvor han blev fundet. Støtten væltede senere, men lokale kræfter genrejste den i september 2009.

Den 4. august 1909 blev det afsløret en mindeplade over Astrup på Nordgrønland. Den dansk-inuitiske grønlandsfarer Knud Rasmussen holdt tale under afsløringen og framhævede det gode minde, som inuitterne havde om Astrup. I august 2010 blev der rejst et mindesmærke ved Knud Rasmussens hus i Qaanaaq.

På Grønland findes Astrups Kystland og Astrups Ø, begge i Melville Bay. Videre Astrup Fjord i Indepencence Bay og Astrup Bræ. I Oslo findes Eivind Astrups gate og i Bergen Eivind Astrups vei.

Astrup gav sin slæde som afskedsgave til Kolotengva, men efter Astrups død ville han ikke bruge den mere og byttede slæde med Ludvig Mylius-Erichsen. Senere gav Mylius-Erichsen slæden til Etnografisk Museum, hvor den nu opbevares.^[13] Slæden, Astrup fik bygget for træning af sine importerede grønlandshunde, opbevares på skimuseet i Holmenkollen.^[14]

Noter

1. ^ ^{a b} Block-Nakkerud s. 81
2. ^ Astrup, s. 2
3. ^ Block-Nakkerud s. 89
4. ^ Block-Nakkerud s. 178
5. ^ ^{a b} Block-Nakkerud s. 218
6. ^ Astrup, s. 31
7. ^ Block-Nakkerud s. 211 f.
8. ^ Block-Nakkerud s. 212f
9. ^ Block-Nakkerud s. 207 ff.
10. ^ Block-Nakkerud s. 223
11. ^ Block-Nakkerud s. 171
12. ^ Block-Nakkerud s. 11
13. ^ Block-Nakkerud s. 221 ff.
14. ^ Block-Nakkerud s. 172 ff.

Litteratur

• Tom Bloch-Nakkerud: Polarforskeren Eivind Astrup. En pionér blant Nordpolens naboer, 2011, Bastion Forlag, ISBN 978-82-90583-05-2
• Blandt nordpolens naboer, Kristiania 1895, H. Aschehoug & Co.s forlag på Wikikilden.
• Eivind Astrup: Blant Nordpolens naboer, Polarbiblioteket 2004, ISBN 82-489-0457-1 (nyudgave)

Eksterne henvisninger

• Norsk polarhistorie Biografiside om Eivind Astrup Arkiveret 14. marts 2016 hos Wayback Machine. (norsk)
•  (Webside ikke længere tilgængelig) (norsk)
• Norsk polarhistorie Arkiveret 14. marts 2016 hos Wayback Machine (norsk)

v d r Polarekspeditioner Grønlandsekspeditioner Graahs ekspedition 1828-31 Konebåds-ekspeditionen 1883-85 Pearys ekspedition til Grønland 1891-1892 Den østgrønlandske ekspedition 1891-92 Amdrupekspeditionen 1898-1900 Den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 Danmark-ekspeditionen Alabama-ekspeditionen 1909-12 1. Thule-ekspedition 1912 2. Thule-ekspedition 1916-18 3. Thule-ekspedition 1919-20 4. Thule-ekspedition 1919 5. Thule-ekspedition 1921-24 6. Thule-ekspedition 1931 7. Thule-ekspedition 1932-33 Den danske Treårsekspedition til Østgrønland 1931-34 British Arctic Air Route Expedition Nordvestpassagen Frobishers ekspeditioner 1576-1578 Davis ekspeditioner 1585-1587 Halls ekspeditioner 1605-1607 Hudsons ekspedition 1610 Jens Munks ekspedition 1619-1620 Coppermine-ekspeditionen 1819–1822 Franklin-ekspeditionen 1845 Rae–Richardsons arktiske ekspedition 1848 McClures arktiske ekspedition 1850 Lady Franklin Bay ekspeditionen 1881-1884 Fram-ekspeditionen 1898-1902 Gjøa-ekspeditionen 1903-1906 Den kanadiske polarekspedition 1913—1918 HMS Terror (1813) Nordøstpassagen Chancellors ekspedition 1553 Stephen og William Boroughs ekspedition 1556 Pets og Jackmanns ekspedition 1580 Barents' 1. ekspedition 1594 Barents' 2. ekspedition 1595 Barents' 3. ekspedition 1596 1. Kamtjatka-ekspedition 2. Kamtjatka-ekspedition Vega-ekspeditionen Maud Nordpolsekspeditioner Tyske Nordpolsekspedition 1869 Polaris-ekspeditionen 1871 Østrig-ungarske Nordpolsekspedition 1872–74 Jeannette-ekspeditionen 1879–81 Amundsens nordpolsekspedition Britiske Arktisekspedition 1875-1876 Den norske Nordhavsekspedition 1876-1878 Dijmphna-Ekspeditionen 1882—83 Fram-ekspeditionen 1893-96 (Fram) Jackson-Harmsworth-ekspeditionen 1894-97 Andrées polarekspedition 1896–1897 Zieglers nordpolsekspedition Sydpolsekspeditioner Første russiske antarktisekspedition 1819-21 Challenger-ekspeditionen 1872-76 Dundee-ekspeditionen 1892–93 Antarctic-ekspeditionen 1894-1895 Belgica-ekspeditionen 1897-1899 Valdiva-ekspeditionen 1898-1899 Southern Cross-ekspeditionen 1898-1900 Den svenske antarktisekspedition 1901–03 Gauss-ekspeditionen 1901-1903 Discovery-ekspeditionen 1901-1904 Scotia-ekspeditionen 1902-1903 Charcots første ekspedition 1903–05 Nimrod-ekspeditionen 1907–09 Charcots anden ekspedition 1908–10 Den japanske antarktisekspedition 1910–12 Den australasiatiske antarktisekspedition 1911-14 Fram-ekspeditionen 1910-1912 Terra Nova-ekspeditionen 1910-1913 Den tyske antarktisekspedition 1911–13 Endurance-ekspeditionen 1914-1917 Norvegia-ekspeditionerne 1927-1931 Thorshavn-ekspeditionerne 1931-1937 Byrds 1. ekspedition 1928-1930 Byrds 2. ekspedition 1933-1935 Tyske antarktisekspedition 1938–1939 Danske polarforskere Georg Carl Amdrup Vitus Bering Kaj Birket-Smith Jacob Christian Demant Bloch Jørgen Brønlund Willi Dansgaard Knud Ellitsgaard-Rasmussen Bent Fredskild Peter Freuchen Achton Friis Børge Fristrup Paul Gelting W.A. Graah Preben Gudmandsen Niels Steen Gundestrup Niels Peter Høeg Hagen Godfred Hansen Bent Hasholt Gudmund Hatt Gustav Holm A.P. Hovgaard J.A.D. Jensen Jens Gundahl Knudsen Eigil Knuth Johan Peter Koch Lauge Koch A.N. Kornerup Johannes Krüger Helge Larsen Therkel Mathiassen Jørgen Meldgaard Ejnar Mikkelsen Harald Moltke Ludvig Mylius-Erichsen Jørgen Münter Carl Petersen Didrich Pinning Christian Pingel Alf Erling Porsild Morten P. Porsild Hans Pothorst Knud Rasmussen Hinrich Rink Jens Rosing Hans Peder Steensby K.J.V. Steenstrup Lars Stemmerik William Thalbitzer Jens Vahl A.H. Vedel Theodor Zeilau Norske polarforskere Roald Amundsen Eivind Astrup Andreas Beck Olav Bjaaland Carsten Borchgrevink Lars Christensen Tryggve Gran Helmer Hanssen Sverre Hassel Hjalmar Johansen Erling Kagge Carl Anton Larsen Fridtjof Nansen Børge Ousland Kristian Prestrud Peder Ristvedt Johannes Skolp Jørgen Stubberud Otto Sverdrup Oscar Wisting Gunnar Østrem Amerikanske polarforskere Richard E. Byrd Frederick Cook George W. DeLong Elisha Kane Robert Peary Paul Siple Britiske polarforskere Pelham Aldrich Horatio Thomas Austin George Back William Baffin Frederick William Beechey Edward Belcher Stephen Borough William Borough David Buchan Thomas Button Robert Bylot Richard Chancellor Richard Collinson Samuel Gurney Cresswell Francis Crozier John Cunningham John Davis Luke Foxe John Franklin Martin Frobisher Vivian Fuchs James Hall Henry Parkyns Hoppner Henry Hudson Edward Augustus Inglefield Frederick George Jackson Thomas James Henry Kellett Skeffington Lutwidge George Francis Lyon Albert Hastings Markham Francis Leopold McClintock Robert McClure George Mecham Arthur Fleming Morrell George Nares Erasmus Ommanney Sherard Osborn William Edward Parry Constantine Phipps, 2. baron Mulgrave James Clark Ross John Ross Edward Sabine Robert Falcon Scott Ernest Shackleton Henry Frederick Stephenson H.G. Watkins Hugh Willoughby Svenske polarforskere Hans W:son Ahlmann Alfred Gabriel Nathorst Adolf Erik Nordenskiöld Otto Nordenskjöld Louis Palander Islandske polarforskere Pálmi Hannesson Canadiske polarforskere Trevor Lloyd Vilhjálmur Stefánsson Franske polarforskere Jean-Baptiste Charcot Joseph Paul Gaimard Paul-Émile Victor New Zealandske polarforskere Edmund Hillary Italienske polarforskere Umberto Nobile Russiske polarforskere Fabian Gottlieb von Bellingshausen Mikhail Petrovitj Lazarev Vasilij Vasilevitj Prontjisjtjev Maria Prontjisjtjeva Semjon Ivanovitsj Tsjeljuskin Ferdinand von Wrangel Tyske polarforskere Carl Koldewey Alfred Wegener Nederlandske polarforskere Willem Barents Joris Carpolus Jacob van Heemskerk Jan Huygen van Linschoten Cornelis Corneliszoon Nay Anthur Pet Jan Corneliszoon Rijp Brand Ijsbrantszoon Tetgales Portugisiske polarforskere João Vaz Corte-Real Se også: Inuit