Eggert Petersen

Eggert Petersen
Medlem af Europa-Parlamentet
valgt fra Danmark
Embedsperiode
18. september 1980 – 23. juli 1984
ForegåendeMette Groes
Medlem af Folketinget
Embedsperiode
17. februar 1980 – 12. oktober 1980
ForegåendeNiels Matthiasen
Efterfulgt afJens Peter Lerke
ValgkredsKøbenhavns Amtskreds
Personlige detaljer
Født26. maj 1927 (95 år)
Bovrup, Danmark
Politisk partiSocialdemokratiet
Links
Biografi på folketinget.dk
Biografi på europarl.eu
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Eggert Petersen (født 26. maj 1927 i Bovrup)[1] er en dansk psykolog og professor emeritus i arbejdspsykologi fra Aarhus Universitet som er kendt for sin forskning i menneskers trivsel.[2] Han var socialdemokratisk medlem af Folketinget i ca. 8 måneder i 1980[1] og medlem af Europa-Parlamentet 1980-1984.[3] Petersen startede sit arbejdsliv med at gøre karriere i Søværnet og var blandt andet næstkommanderende på korvetten Triton 1955-57.[1]

Opvækst, uddannelse og tjeneste som søofficer

Petersen er født i Bovrup i Sønderjylland i 1927. Hans forældre var købmand Hans Christian Petersen (1891-1950) og Marie Eggertsen (1894-1993). Han blev student fra Aabenraa Statsskole i 1945 hvorefter han blev optaget på søofficersskolen.[4] Han blev udnævnt til søløjtnant i 1949, kaptajnløjtnant i 1954 og orlogskaptajn i 1961.[1] Samtidig læste han – når han ikke var til søs – til psykolog på Københavns Universitet[4] og blev cand.psych. i 1956.[1] Han var næstkommanderende på korvetten Triton 1955-1957 og sektionsleder i Militærpsykologisk tjeneste i 1957-1959. I 1960-1961 var han leder i Søværnskommandoens personaleafdeling.[1] Han gik ud aktiv militærtjeneste i 1961 og overgik til reserven i 1963.[4]

Arbejde som psykolog

Petersen var tilknyttet Landsforeningen for Mentalhygiejne som direktør 1961-66 og generalsekretær 1966-71.[1] Foreningens formål var forebyggelse af psykiske lidelser. Foreningen gennemførte med Petersen som leder en række tiltag med mentalhygiejnisk rådgivning med videre. I 1963 startede foreningen en "mentalhygiejnisk forskningsafdeling" som i 1966 blev til Mentalhygiejnisk forskningsinstitut.[4]

I 1967 blev Petersen dr.phil. med doktorafhandligen Sanktioner og trivsel i et autoritært ledet socialt system som introducerede sandsynlighedsteoretiske adfærdsmodeller i socialpsykologien. Petersen var ekstern lektor ved Københavns Universitet 1966-1969 og konsulent for Mellemfolkeligt Samvirke 1968-1971.[4]

Han var professor i arbejdspsykologi ved Aarhus Universitet 1974-1977 hvor han fortsatte med at forske i trivsel foruden livskvalitet og arbejdsmiljø.[4]

Han fortsatte sin forskning som professor emeritus. Petersen har udgivet mange bøger. Senest i 2021 udgav han bogen Trivselsforskning 1960 til 2020.[5] Hans selvbiografi En systemkritikers liv og levned kom i 2017.[6]

Politiker

Eggert Petersen var folketingskandidat for Socialdemokratiet i Hellerupkredsen 1977-1980.[1] Det første folketingsvalg han deltog i, var folketingsvalget 1979. Han fik 675 personlige stemmer og blev første stedfortræder for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds.[7] Han var i kortere perioder i 1979 og 1980 stedfortræder for Lise Østergaard og Hans Jørgen Jensen, og 17. februar 1980 indtrådte han i Folketinget som efterfølger for Niels Matthiasen der var død dagen før.[1]

Han havde også været kandidat ved Europa-Parlamentsvalget 1979 uden at opnå valg. Da Mette Groes udtrådte af Europa-Parlamentet 18. september 1980, overtog Petersen hendes plads i Europa-Parlamentet og udtrådte af Folketinget med virkning fra 12. oktober 1980.[8] Jens Peter Lerke overtog Petersens plads i Folketinget.[9] Petersen var i Europa-Parlamentet til 23. juli 1984.[3]

Hæder

Petersen blev udnævnt til ridder af Dannebrogsordenen i 1993.[4]

Referencer

  1. ^ a b c d e f g h i Eggert Petersen (S), Folketinget, 31. maj 2022
  2. ^ Gert Graversen (7. maj 2020), "Eggert Petersen", Den Store Danske, hentet 15. marts 2023 – via Lex.dk
  3. ^ a b Eggert PETERSEN, Europa-Parlamentet, hentet 15. marts 2023
  4. ^ a b c d e f g Merete Harding; Torben Rode (13. juli 2012), "Eggert Petersen", Dansk Biografisk Leksikon (3. udgave)
  5. ^ "Trivselsforskning 1960 til 2020", Bibliotek.dk
  6. ^ Rasmus Nielsen (28. juni 2019), "Eggert Petersen (92) bag ny bog om 60 års trivsels-forskning", Altinget.dk
  7. ^ "Folketingsvalget den 23. oktober 1979", Statistiske Meddelelser 1980:8, Danmarks Statistik, s. 226, 1980
  8. ^ "Meddelelser fra formanden", Folketingstidende 1980-81 Forhandlingerne, spalte 57
  9. ^ "Folketingsvalget den 8. december 1981", Statistiske Meddelelser 1982:7, Danmarks Statistik, s. 256, 1982