Edwin M. Stanton

Edwin McMasters Stanton
Personlig information
Født	19. december 1814 Steubenville, Ohio
Død	24. december 1869 Washington, D.C.
Ægtefæller	Mary Lamson Stanton Ellen Hutchison Stanton
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Advokat, politiker

Edwin McMasters Stanton (19. december 1814 – 4. december 1869), var en amerikansk advokat og politiker. Han var justitsminister inden borgerkrigen og gjorde senere tjeneste som krigsminister under en stor del af den amerikanske borgerkrig og den efterfølgende genforeningsperiode.

Tidlige år og karriere

Stanton blev født i Steubenville, Ohio, det ældste af David og Lucy (née Norman) Stantons fire børn. Hans far var en læge ud af en Kvæker familie. Stanton begyndte sit politiske liv som advokat i Ohio og som Demokratisk modstander af slaveri. Efter at have forladt Kenyon College i 1833 for at få job så han kunne ernære sin familie blev han optaget i advokatkollegiet i Ohio i 1836. Stanton byggede et hus i den lille by Cadiz, Ohio, og fungerede som advokat der indtil 1847, hvor han flyttede til Pittsburgh, Pennsylvania.

Jura og politik

I 1856 flyttede Stanton til Washington, D.C., hvor han havde en stor praksis med at føre sager for Højesteret. I 1859 var Stanton forsvarsadvokat i den sensationelle retssag mod Daniel E. Sickles, en politiker og senere general i Unionens hær, som stod tiltalt for at have myrdet sin kones elsker, Philip Barton Key, men blev frikendt efter at Stanton påstod, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket. Det var første gang denne påstand blev fulgt af en domstol i USA.

Justitsminister

I 1860 blev han udpeget til justitsminister (Attorney General) af præsident James Buchanan. Han var stærkt imod Sydstaternes udtræden af Unionen og får af historikerne æren for at ændre Buchanans holdning fra at tolerere udtræden til at fordømme den som i modstrid med forfatningen og ulovligt.

Krigstid

Borgerkrigen

Stanton var politisk modstander af Republikaneren Abraham Lincoln i 1860. Efter at Lincoln var blevet valgt som præsident accepterede Stanton at fungere som juridisk rådgiver for den ineffektive krigsminister Simon Cameron, som han efterfulgte den 15. januar 1862. Han accepterede kun posten for at "hjælpe med til at redde landet". Han var meget effektiv til at styre det enorme krigsministerium, men brugte en stor del af sin tid på at forfølge officerer i Unionshæren, som han mistænkte for at have sympati for Sydstaterne. Den meste berømte af disse var generalmajor Fitz John Porter. Stanton brugte sin magt som krigsminister til at sikre sig, at alle de generaler, som deltog i krigsretten, ville stemme for domfældelse eller ikke kunne opnå yderligere forfremmelser.

Den 8. august 1862 udsendte Stanton en ordre om at "arrestere og fængsle enhver person eller personer, som i handling, tale eller skrift bidrager til at modvirke at frivillige lader sig hverve, eller på anden måde giver hjælp og støtte til fjenden eller på anden vis er illoyal over for Amerikas Forenede Stater."

Præsidenten anerkendte Stantons evner, men når det var nødvendigt, lykkedes det Lincoln at manøvrere uden om ham. Stanton prøvede en gang at fyre lederen af Krigsministeriets Telegrafkontor, Thomas Eckert, men Lincoln forhindrede dette ved at prise Eckert overfor Stanton. På den anden side, da der blev udøvet pres for at få fjernet den upopulære minister fra hans post, svarede Lincoln: "Hvis De kan finde en anden krigsminister som ham, vil jeg gladelig udpege ham".

Licolns sidste handling som præsident bestod i at omgøre Stantons beslutning om at lade George S.E. Vaughn henrette for spionage. Lincoln benådede ham en time inden han selv blev myrdet.^[1]

Stanton blev Republikaner og ændrede tilsyneladende mening om Lincoln. Ved Lincolns død bemærkede Stanton: "Nu tilhører han evigheden" og sagde rosende: "Der ligger den mest perfekte regent som verden nogensinde har oplevet". Han fulgte energisk tilfangetagelsen og domfældelsen over konspiratorerne, som var involveret i mordet på Lincoln. Disse foregik ikke ved civile domstole med ved et militær tribunal, og var derfor under Stantons formynderskab. Stanton er efterfølgende blevet beskyldt for at have påvirket vidner og andre aktiviteter som fordrejede resultatet af disse retssager.

Andrew Johnsons administration

Stanton fortsatte på posten som krigsminister under præsident Andrew Johnson indtil 1868. Hans forhold til præsidenten var ikke godt og Johnson forsøgte at få fjernet Stanton fra sit kabinet og erstattet med general Lorenzo Thomas. Stanton barrikaderede sig imidlertid på sit kontor, og de radikale Republikanere i Kongressen hævdede at Johnson ikke kunne afskedige nogen som var godkendt af Kongressen uden at Kongressen også godkendte afskedigelsen. Stanton indledte derfor en rigsretssag mod ham. Johnson undgik at blive dømt med en enkelt stemmes overvægt i Senatet.

Øjeblikket i Højesteret

Herefter trak Stanton sig tilbage og vendte tilbage til at praktisere jura. Året efter blev han udpeget af præsident Grant til Højesteret, men han døde blot fire dage efter at Senatet havde bekræftet hans udnævnelse. Han blev taget i ed på sin dødsseng, og har rekorden for den korteste embedstid i højesteret. Han døde i Washington DC og ligger begravet der på Oak Hill Cemetery.

Arven

• En dollar sedler fra 1890 og 1891 havde portrætter af Stanton på bagsiden.
• Stanton optræder på den fjerde udgave af delemønt på 50 cents.
• Stanton Park, fire blokke fra Kongresbygningen i Washington, D.C. er opkaldt efter ham
• Stanton College Preparatory School i Jacksonville, Florida bærer også hans navn.
• En dampmaskine fra 1862 blev døbt "E. M. Stanton" til ære for den ny krigsminister.

Referencer

Bibliografi

• Bissland, James. "Blood, Tears, and Glory". Wilmington, Ohio: Orange Frazer Press, 2007. Explains Stanton's key role in winning the Civil War.
• Goodwin, Doris Kearns. Team of Rivals: The Political Genius of Abraham Lincoln (2005) on Lincoln's cabinet.
• Harold M. Hyman, "Johnson, Stanton, and Grant: A Reconsideration of the Army's Role in the Events Leading to Impeachment," American Historical Review 66 (Oct. 1960): 85-96, online in JSTOR.
• Hendrick, Burton J. Lincoln's War Cabinet (1946).
• Meneely, A. Howard, "Stanton, Edwin McMasters," in Dictionary of American Biography, Volume 9 (1935)
• Pratt, Fletcher. Stanton: Lincoln's Secretary of War (1953).
• Simpson, Brooks D. Let Us Have Peace: Ulysses S. Grant and the Politics of War and Reconstruction, 1861-1868 (1991)
• Skelton, William B. . "Stanton, Edwin McMasters"; American National Biography Online 2000.
• Stanton, Edwin (Edited by: Ben Ames Williams Jr.) Mr. Secretary (1940), partial autobiography.
• Thomas, Benjamin P., and Hyman, Harold M. Stanton: The Life and Times of Lincoln's Secretary of War Arkiveret 2. december 2008 hos Wayback Machine (1962), the standard scholarly biography.
• William Hanchett The Lincoln Murder Conspiracies (1983); demolishes the allegation that Stanton was the center of the plot to assassinate Lincoln.

Eksterne henvisninger

Wikiquote har citater relateret til: Edwin M. Stanton.

• Biografi fra "Impeach Andrew Johnson". Arkiveret 9. februar 2005 hos Wayback Machine
• Mr. Lincoln og venner: Edwin M. Stanton Biography. Arkiveret 7. februar 2009 hos Wayback Machine
• Mr. Lincoln's White House: Edwin M. Stanton biografi. Arkiveret 26. oktober 2007 hos Wayback Machine
• Billeder af delemønter med Edwin Stanton, fra Federal Reserve Bank of San Francisco. Arkiveret 18. april 2008 hos Wayback Machine
• Billeder af pengesedler som viser Edwin Stanton, fra the Federal Reserve Bank of San Francisco. Arkiveret 16. januar 2009 hos Wayback Machine
• Spartacus Educational: Edwin M. Stanton. Arkiveret 30. september 2007 hos Wayback Machine
• Stanton biografi i Columbia Electronic Encyclopedia, 6th ed. Arkiveret 24. juli 2008 hos Wayback Machine

v d r Den amerikanske borgerkrig Nordstatsgeneraler/-admiraler Ulysses S. Grant George Meade George B. McClellan Ambrose Burnside William S. Rosecrans Joseph Hooker John Pope William Tecumseh Sherman Walter Q. Gresham George H. Thomas Philip Sheridan George Armstrong Custer Winfield Scott Don Carlos Buell Henry W. Halleck Nathaniel Lyon John C. Frémont James B. McPherson Andrew Hull Foote David Dixon Porter David G. Farragut Sydstatsgeneraler/-admiraler Robert E. Lee Braxton Bragg Albert Sidney Johnston P.G.T. Beauregard John B. Floyd Simon B. Buckner Joseph E. Johnston John C. Pemberton Franklin Buchanan James Longstreet Stonewall Jackson Lewis Addison Armistead John C. Breckinridge Nathan Bedford Forrest Wade Hampton III Josiah Gorgas John Bell Hood George E. Pickett Slag Antietam Appomattox Courthouse Atlanta Bull Run (I) Bull Run (II) Chancellorsville Chattanooga Chickamauga Fredericksburg Gettysburg Glorieta Pass Hampton Roads Iuka Petersburg Shiloh Cedar Mountain Vicksburg Politik Abraham Lincoln Jefferson Davis Augustus Hill Garland Elihu B. Washburne Gettysburg-talen Emancipationserklæringen