Eastbourne International

Eastbourne International
Rothesay International Eastbourne
Devonshire Park
(c) Julian Osley, CC BY-SA 2.0
Devonshire Park
Arrangement
Grundlagt1974 (1974)
ArrangørThe Lawn Tennis Association
SpillestedDevonshire Park Lawn Tennis Club
VærtsbyEastbourne, Storbritannien Storbritannien
UnderlagGræs
Websitewww.lta.org.uk/major-events/
nature-valley-international/
ATP Tour
KategoriATP 250
Deltagerfelt28S / 16Q / 16D
Præmiesum 723.655  (2024)
WTA Tour
KategoriWTA 500
Deltagerfelt32S / 24Q / 16D
Præmiesum$ 780.637  (2024)
Flest titler
HerresingleUSA Taylor Fritz (3)
DamesingleUSA Martina Navratilova (11)
HerredoubleKroatien Nikola Mektić (3)
Kroatien Mate Pavić (3)
DamedoubleUSA Martina Navratilova (7)
Senest opdateret: 30. juni 2024

Eastbourne International er en tennisturnering, der spilles på græs, og som årligt afholdes i slutningen af juni og starten af juli i ugen inden Wimbledon-mesterskaberne. Turneringen afvikles i Devonshire Park Lawn Tennis Club i EastbourneStorbritanniens sydkyst. Turneringen er en del af WTA Tour, hvor den er kategoriseret som en WTA 500-turnering, og ATP Tour, hvor den tilhører kategorien ATP 250. Den markedsføres pt. under navnet Rothesay International Eastbourne på grund af et sponsorat.

Turneringen udspringer af Sydengland-mesterskabet, der kan føre sin historie tilbage til 1880'erne, men blev relanceret som WTA-turnering i 1974, og den har siden da fungeret som den vigtigste optaktsturnering til Wimbledon-mesterskaberne for de kvindelige spillere, hvorfor deltagerfeltet oftest inkluderer hovedparten af verdens 20 bedste spillere. I perioden 2009-14 og siden 2017 har turneringen imidlertid også omfattet rækker i herresingle og herredouble tilknyttet ATP Tour.

Martina Navratilova er indehaver af rekorden for flest sejre i turneringen, idet hun i perioden 1978-93 vandt singletitlen 11 gange, og hun har også rekorden i doublerækken, hvor hun triumferede syv gange, heraf seks gange sammen med Pam Shriver.

Historie

Den første lille turnering, der blev afholdt i Devonshire Park i Eastbourne, blev spillet i august 1881 og var en ren kvindeturnering. Det følgende år blev der spillet endnu en kvindeturnering, og da herretennis blev tilføjet i september 1882 blev det med det samme opfattet som en succes. Sportsavisen "The Field" skrev i september 1882, at der havde været arrangeret mange tennisstævner i Eastbourne i løbet af de seneste to sæsoner, men at disse til tider havde været forbeholdt faste beboere og de spillere, der var på besøg på i den fashionable badeby. Turneringerne havde imidlertid været en så stor succes, og stampublikummet i Devonshire Park havde sat så stor pris på dem, at Captain Holman - klubbens energiske sekretær − besluttede at afholde en turnering i større skala, der var åben for alle.

Turneringen voksede i popularietet i løbet af 1880'erne og blev kendt som Sydengland-mesterskaberne (South of England Championships), der hvert år afsluttede græstennissæsonen i september måned. Dette mesterskab blev domineret af tre engelske kvinder: Dorothea Chambers, der vandt titlen fem gange, Blanche Hillyard, der sejrede 11 gange, og Charlotte Sterry, der vandt turneringen fire gange. Ireren May Langrishe fra County Kilkenny vandt titlen i 1889 og 1890.

Man skulle helt hen til den første turnering efter første verdenskrig, før man kunne kåre den første udenlandske vinder af turneringen, da det californiske es, Elizabeth Ryan, i 1919 tog sig af sejren. Ryan vandt endda tre år i træk, eftersom hun fuldbyrdede sit hattrick ved også at vinde titlen i 1920 og 1921. Irene Peacock, der var født i Indien men sydafrikansk statsborger, overtog tronen som sydengelsk mester i 1922.

Phoebe Holcroft (senere Holcroft-Watson) spillede sig frem til alle seks finaler i perioden fra 1923 til 1928 og vandt fem af disse. Kun i 1924 måtte hun tage til takke med andenpladsen. Phyllis King endte som vinder tre gange (i 1930, 1933 og 1939), og Chiles Anita Lizana blev mester i 1936.

Den første spiller, der vandt både Wimbledon-mesterskabet og Sydengland-mesterskabet i damesingle i samme sæson, var briten Dorothy Round, der udførte den bedrift i 1934.

Efter anden verdenskrig begyndte de fleste internationale tennisturneringer at blive domineret af amerikanere, men det var ikke tilfældet i Eastbourne, fordi Sydengland-mesterskaberne blev spillet på samme tid som de amerikanske mesterskaber i Forest Hills ved New York City, hvor amerikanerne af gode grunde foretrak at deltage.

Ann Haydon var et blot 18-årigt uslebet talent fra Birmingham, da hun i 1957 besejrede sin landsmandinde Angela Mortimer i finalen. Begge blev senere Wimbledon-mestre, eftersom Haydon vandt Wimbledon-titlen i 1969 under sit giftenavn Jones, og hun vandt endnu en gang i Eastbourne i 1970.

Australieren Faye Toyne blev den sidste udenlandske sejrskvinde i Eastbourne inden den åbne æra, da hun vandt Sydengland-mesterskabet i 1964. Sydengland-mesterskaberne i Eastbourne blev flyttet fra september til juli, og var dermed placeret umiddelbart efter Wimbledon-mesterskaberne i sæsonerne 1968 og 1969.

Den åbne æra: Optakt til Wimbledon

Den følgende sæson blev turneringen i Eastbourne for første gang en optaktsturnering til Wimbledon-mesterskaberne, da den blev flyttet til juni måned, hvor den siden da er blevet spillet som en af de vigtigste forberedelsesturneringer til Wimbledon-mesterskaberne for de kvindelige spillere, hvilket har betydet, at turneringen år efter år har kunnet præsentere et deltagerfelt af højeste kvalitet.

Højnelsen af det sportslige niveau og indførelse af præmiepenge og sponsorater påvirkede dog de britiske spilleres chance for at vinde titlen i Devonshire Park, og siden da har Ann Jones (1970) og Virginia Wade (1975) været de eneste engelske vindere af singletitlen. Siden Wade tabte finalen i 1976, har ingen britiske spillere været i finalen.

Der var intet Sydengland-mesterskab i 1973, men turneringen blev relanceret som WTA-turnering i 1974. Men det var som en ren kvindeturnering, så æraen med sydengelske mesterskaber for mænd sluttede altså i 1972. Turneringen blev ikke spillet i 1977, fordi Devonshire Park Lawn Tennis Club var vært for Federation Cup 1977.

Den tjekkoslovakisk fødte amerikanske legende, Martina Navratilova, dominerede Eastbourne-turneringen fra 1978 til 1993 og blev Centre Court-publikummets store yndling, da hun vandt 11 single- og syv doubletitler. Da hun i 2004 som 47-årig ansøgte om et wildcard til hovedturneringen, følte hun sig svigtet af arrangørerne, der afslog ansøgningen og i stedet tilbød hende et wildcard til kvalifikationen. Hun tabte i anden kvalifikationsrunde og har nærmest ikke vist sig i Eastbourne siden da. Hun havde ikke forventet den behandling efter at have spillet 13 singlefinaler og syv gange opnået at vinde titlerne i både Eastbourne og Wimbledon inden for 14 dage.

Amerikaneren Chris Evert (1974 og 1976) og tjekken Jana Novotná (1998) formåede også at vinde Eastbourne International og derefter Wimbledon-mesterskabet to uger senere.

Da Eastbourne International i 2009 blev fusioneret med ATP-turneringen Nottingham Open, og dermed blev udvidet med en herresingle- og herredoublerække, forventede publikum, at turneringen ville udvikle sig til et mini-Wimbledon, men blev skuffede over det svage deltagerfelt i mændenes rækker i forhold til kvindernes. Den amerikanske stjerne Andy Roddick tilførte begivenheden lidt glamour, da han vandt turneringen i 2012, men de bedste herrespillere valgte fortsat at forberede sig til Wimbledon-mesterskaberne ved Queen's Club-mesterskaberne og Gerry Weber Open i ugen inden Eastbourne-turneringen, og resultatet blev, at mændenes rækker blev flyttet tilbage til Nottingham igen, efter at spanieren Feliciano Lopez vandt herresingletitlen to år i træk i 2013 og 2014. Efter en pause på to år vendte mændene igen tilbage til Eastbourne i 2017, hvor Novak Djokovic var tilmeldt som den eneste af de største stjerner.

Sponsorater og navnehistorik

PeriodeSponsoreret turneringsnavn
1974John Player Championships
1975Eastbourne International
1976-79Colgate International
1980-83BMW Championships
1984Eastbourne Championships
1985-92Pilkington Glass Championships
1993-94Volkswagen Cup
1995-2000Direct Line Insurance International Championships
2001-02Britanic Asset Management International Championships
2003-07Hastings Direct International Championships
2008International Women's Open
2009-17Aegon International Eastbourne
2018-19Nature Valley International
2021Viking International Eastbourne
2022-24Rothesay International Eastbourne

Vindere og finalister

Damesingle

Martina Navratilova er indehaver af rekorden for flest sejre i turneringen, idet hun i perioden 1978-93 vandt singletitlen 11 gange. Chris Evert vandt turneringen tre gange, mens syv spillere har vundet to damesingletitler i Eastbourne.

ÅrMesterFinalistFinaleresultat
1974USA Chris EvertStorbritannien Virginia Wade7−5, 6−4
1975Storbritannien Virginia WadeUSA Billie Jean King7−5, 4−6, 6−3
1976USA Chris Evert (2)Storbritannien Virginia Wade8−6, 6−3
1977Ingen turnering
1978USA Martina NavratilovaUSA Chris Evert6−4, 4−6, 9−7
1979USA Chris Evert (3)USA Martina Navratilova7−5, 5−7, 13−11
1980USA Tracy AustinAustralien Wendy Turnbull7−6(3), 6−2
1981USA Tracy Austin (2)USA Andrea Jaeger6−3, 6−4
1982USA Martina Navratilova (2)Tjekkoslovakiet Hana Mandlíková6−4, 6−3
1983USA Martina Navratilova (3)Australien Wendy Turnbull6−1, 6−1
1984USA Martina Navratilova (4)USA Kathy Jordan6−4, 6−1
1985USA Martina Navratilova (5)Tjekkoslovakiet Helena Suková6−4, 6−3
1986USA Martina Navratilova (6)Tjekkoslovakiet Helena Suková3−6, 6−3, 6−4
1987Tjekkoslovakiet Helena SukováUSA Martina Navratilova7−6(5), 6−3
1988USA Martina Navratilova (7)Sovjetunionen Natasja Zvereva6−2, 6−2
1989USA Martina Navratilova (8)Italien Raffaella Reggi7−6(2), 6−2
1990USA Martina Navratilova (9)USA Gretchen Magers6−0, 6−2
1991USA Martina Navratilova (10)Spanien Arantxa Sánchez Vicario6−4, 6−4
1992USA Lori McNeilUSA Linda Harvey Wild6−4, 6−4
1993USA Martina Navratilova (11)Holland Miriam Oremans2−6, 6−2, 6−3
1994USA Meredith McGrathUSA Linda Harvey Wild6−2, 6−4
1995Frankrig Nathalie TauziatUSA Chanda Rubin3−6, 6−0, 7−5
1996USA Monica SelesUSA Mary Joe Fernández6−0, 6−2
1997Tjekkiet Jana Novotná og Spanien Arantxa Sánchez Vicario6−5 afbrudt[1][2]
1998Tjekkiet Jana Novotná (2)Spanien Arantxa Sánchez Vicario6−1, 7−5
1999Hviderusland Natasja ZverevaFrankrig Nathalie Tauziat0−6, 7−5, 6−3
2000Frankrig Julie Halard-DecugisBelgien Dominique Monami7−6(4), 6−4
2001USA Lindsay DavenportSpanien Magüi Serna6−2, 6−0
2002USA Chanda RubinRusland Anastasija Myskina6−1, 6−3
2003USA Chanda Rubin (2)Spanien Conchita Martínez6−4, 3−6, 6−4
2004Rusland Svetlana KuznetsovaSlovakiet Daniela Hantuchová2−6, 7−6(2), 6−4
2005Belgien Kim ClijstersRusland Vera Dusjevina7−5, 6−0
2006Belgien Justine HeninRusland Anastasija Myskina4−6, 6−1, 7−6(5)
2007Belgien Justine Henin (2)Frankrig Amélie Mauresmo7−5, 6−7(4), 7−6(2)
2008Polen Agnieszka RadwańskaRusland Nadija Petrova6−4, 6−7(11), 6−4
2009Danmark Caroline WozniackiFrankrig Virginie Razzano7−6(5), 7−5
2010Rusland Jekaterina MakarovaHviderusland Viktorija Azarenka7−6(4), 6−4
2011Frankrig Marion BartoliTjekkiet Petra Kvitová6−1, 4−6, 7−5
2012Østrig Tamira PaszekTyskland Angelique Kerber5−7, 6−3, 7−5
2013Rusland Jelena VesninaUSA Jamie Hampton6−2, 6−1
2014USA Madison KeysTyskland Angelique Kerber6−3, 3−6, 7−5
2015Schweiz Belinda BencicPolen Agnieszka Radwańska6−4, 4−6, 6−0
2016Slovakiet Dominika CibulkováTjekkiet Karolína Plíšková7−5, 6−3
2017Tjekkiet Karolína PlíškováDanmark Caroline Wozniacki6−4, 6−4
2018Danmark Caroline Wozniacki (2)Hviderusland Aryna Sabalenka7−5, 7−6(5)
2019Tjekkiet Karolína Plíšková (2)Tyskland Angelique Kerber6−1, 6−4
2020Ingen turnering pga. COVID-19-pandemien.
2021Letland Jeļena OstapenkoEstland Anett Kontaveit6−3, 6−3
2022Tjekkiet Petra KvitováLetland Jeļena Ostapenko6−3, 6−2
2023USA Madison Keys (2)  Darja Kasatkina6−2, 7−6(13)
2024  Darja Kasatkina (1)Canada Leylah Fernandez6−3, 6−4

Damedouble

Martina Navratilova er med syv vundne titler indehaver af rekorden for flest finalesejre i damedouble. Titlerne blev vundet i perioden 1976-86, og medregnet i de syv titler er sejren i 1976, hvor hun dannede par med Chris Evert, og hvor de to amerikanere delte titlen med finalemodstanderne, Olga Morozova og Virginia Wade, fordi finalen blev afbrudt ved stillingen 1-1 i andet sæt og ikke senere genoptaget. De resterende seks af Navratilovas doubletitler blev vundet med Pam Shriver som makker, og Shriver deler dermed andenpladsen på listen over flest sejre med Lisa Raymond, der vandt sine seks titler med tre forskellige makkere i perioden 2001-10, hvor Rennae Stubbs var hendes makker i fire af tilfældene.

ÅrMesterFinalistFinaleresultat
1975USA Julie Anthony
Sovjetunionen Olga Morozova
Australien Evonne Goolagong
USA Peggy Michel
6−2, 6−4
1976USA Chris Evert / USA Martina Navratilova
og Sovjetunionen Olga Morozova (2) / Storbritannien Virginia Wade
6−4, 1−1 afbrudt[3]
1977Ingen turnering
1978USA Chris Evert (2)
Holland Betty Stöve
USA Billie Jean King
USA Martina Navratilova
6−4, 6−7, 7−5
1979Holland Betty Stöve (2)
Australien Wendy Turnbull
Sydafrika Ilana Kloss
USA Betty Ann Grubb-Stuart
6−2, 6−2
1980USA Kathy Jordan
USA Anne Smith
USA Pam Shriver
Holland Betty Stöve
6−4, 6−1
1981USA Martina Navratilova (2)
USA Pam Shriver
USA Kathy Jordan
USA Anne Smith
6−7, 6−2, 6−1
1982USA Martina Navratilova (3)
USA Pam Shriver (2)
USA Kathy Jordan
USA Anne Smith
6−3, 6−4
1983USA Martina Navratilova (4)
USA Pam Shriver (3)
Storbritannien Jo Durie
Storbritannien Anne Hobbs
6−1, 6−0
1984USA Martina Navratilova (5)
USA Pam Shriver (4)
Storbritannien Jo Durie
USA Ann Kiyomura
6−4, 6−2
1985USA Martina Navratilova (6)
USA Pam Shriver (5)
USA Kathy Jordan
Australien Elizabeth Sayers Smylie
7−5, 6−4
1986USA Martina Navratilova (7)
USA Pam Shriver (6)
Vesttyskland Claudia Kohde-Kilsch
Tjekkoslovakiet Helena Suková
6−2, 6−4
1987Sovjetunionen Svetlana Parkhomenko
Sovjetunionen Larisa Savtjenko
Sydafrika Rosalyn Fairbank
Australien Elizabeth Sayers Smylie
7−6(5), 4−6, 7−5
1988Vesttyskland Eva Pfaff
Australien Elizabeth Sayers Smylie
New Zealand Belinda Cordwell
Sydafrika Dinky Van Rensburg
6−3, 7−6(6)
1989USA Katrina Adams
USA Zina Garrison
Tjekkoslovakiet Jana Novotná
Tjekkoslovakiet Helena Suková
6−3, 0−0 opg.
1990Sovjetunionen Larisa Savtjenko (2)
Sovjetunionen Natasja Zvereva
USA Patty Fendick
USA Zina Garrison
6−4, 6−3
1991Sovjetunionen Larisa Savtjenko (3)
Sovjetunionen Natasja Zvereva (2)
USA Gigi Fernández
Tjekkoslovakiet Jana Novotná
2−6, 6−4, 6−4
1992Tjekkoslovakiet Jana Novotná
Letland Larisa Neiland
USA Mary Joe Fernández
USA Zina Garrison
6−0, 6−3
1993USA Gigi Fernández
Hviderusland Natasja Zvereva (3)
Tjekkiet Jana Novotná
Letland Larisa Neiland
2−6, 7−5, 6−1
1994USA Gigi Fernández (2)
Hviderusland Natasja Zvereva (4)
Argentina Inés Gorrochategui
Tjekkiet Helena Suková
6−7(4), 6−4, 6−3
1995Tjekkiet Jana Novotná (2)
Spanien Arantxa Sánchez Vicario
USA Gigi Fernández
Hviderusland Natasja Zvereva
0−6, 6−3, 6−4
1996Tjekkiet Jana Novotná (3)
Spanien Arantxa Sánchez Vicario (2)
USA Rosalyn Fairbank Nideffer
USA Pam Shriver
4−6, 7−5, 6−4
1997USA Nicole Arendt / Holland Manon Bollegraf
og USA Lori McNeil / Tjekkiet Helena Suková
Aflyst
1998Sydafrika Mariaan de Swardt
Tjekkiet Jana Novotná (4)
Spanien Arantxa Sánchez Vicario
Hviderusland Natasja Zvereva
6−1, 6−3
1999Schweiz Martina Hingis
Rusland Anna Kurnikova
Tjekkiet Jana Novotná
Hviderusland Natasja Zvereva
6−4, 0−0 opg.
2000Japan Ai Sugiyama
Frankrig Nathalie Tauziat
USA Lisa Raymond
Australien Rennae Stubbs
2−6, 6−3, 7−6(3)
2001USA Lisa Raymond
Australien Rennae Stubbs
Zimbabwe Cara Black
Rusland Jelena Likhovtseva
6−2, 6−2
2002USA Lisa Raymond (2)
Australien Rennae Stubbs (2)
Zimbabwe Cara Black
Rusland Jelena Likhovtseva
6−7(5), 7−6(6), 6−2
2003USA Lisa Raymond (3)
USA Lindsay Davenport
USA Jennifer Capriati
Spanien Magüi Serna
6−3, 6−2
2004Australien Alicia Molik
Spanien Magüi Serna
Rusland Svetlana Kuznetsova
Rusland Jelena Likhovtseva
6−4, 6−4
2005USA Lisa Raymond (4)
Australien Rennae Stubbs (3)
Rusland Jelena Likhovtseva
Rusland Vera Zvonarjova
6−3, 7−5
2006Rusland Svetlana Kuznetsova
Frankrig Amélie Mauresmo
Sydafrika Liezel Huber
USA Martina Navratilova
6−2, 6−4
2007USA Lisa Raymond (5)
Australien Samantha Stosur
Tjekkiet Květa Peschke
Australien Rennae Stubbs
6−7(5), 6−4, 6−3
2008Zimbabwe Cara Black
USA Liezel Huber
Tjekkiet Květa Peschke
Australien Rennae Stubbs
2−6, 6−0, [10−8]
2009Usbekistan Akgul Amanmuradova
Japan Ai Sugiyama (2)
Australien Samantha Stosur
Australien Rennae Stubbs
6−4, 6−3
2010USA Lisa Raymond (6)
Australien Rennae Stubbs (4)
Tjekkiet Květa Peschke
Slovenien Katarina Srebotnik
6−2, 2−6, [13−11]
2011Tjekkiet Květa Peschke
Slovenien Katarina Srebotnik
USA Liezel Huber
USA Lisa Raymond
6−3, 6−0
2012Spanien Nuria Llagostera Vives
Spanien María José Martínez Sánchez
USA Liezel Huber
USA Lisa Raymond
6−4, 0−0 opg.
2013Rusland Nadija Petrova
Slovenien Katarina Srebotnik (2)
Rumænien Monica Niculescu
Tjekkiet Klára Zakopalová
6−3, 6−3
2014Kinesisk Taipei Chan Hao-Ching
Kinesisk Taipei Chan Yung-Jan
Schweiz Martina Hingis
Italien Flavia Pennetta
6−3, 5−7, [10−7]
2015Frankrig Caroline Garcia
Slovenien Katarina Srebotnik (3)
Kinesisk Taipei Chan Yung-Jan
Kina Zheng Jie
7−6(5), 6−2
2016Kroatien Darija Jurak
Australien Anastasia Rodionova
Kinesisk Taipei Chan Hao-Ching
Kinesisk Taipei Chan Yung-Jan
5−7, 7−6(4), [10−6]
2017Kinesisk Taipei Chan Yung-Jan (2)
Schweiz Martina Hingis (2)
Australien Ashleigh Barty
Australien Casey Dellacqua
6−3, 7−5
2018Canada Gabriela Dabrowski
Kina Xu Yifan
Rumænien Irina-Camelia Begu
Rumænien Mihaela Buzărnescu
6−3, 7−5
2019Kinesisk Taipei Chan Hao-Ching (2)
Kinesisk Taipei Latisha Chan (3)
Belgien Kirsten Flipkens
USA Bethanie Mattek-Sands
2−6, 6−3, [10−6]
2020Ingen turnering pga. COVID-19-pandemien.
2021Japan Shuko Aoyama
Japan Ena Shibahara
USA Nicole Melichar
Holland Demi Schuurs
6−1, 6−4
2022Serbien Aleksandra Krunić
Polen Magda Linette
Ukraine Ljudmyla Kitjenok
Letland Jeļena Ostapenko
w.o.
2023USA Desirae Krawczyk
Holland Demi Schuurs
USA Nicole Melichar-Martinez
Australien Ellen Perez
6−2, 6−4
2024Ukraine Ljudmyla Kitjenok
Letland Jeļena Ostapenko
Canada Gabriela Dabrowski
New Zealand Erin Routliffe
5−7, 7−6(2), [10−8]

Herresingle

Feliciano López og Taylor Fritz er de eneste spillere, der har vundet turneringen mere end én gang.

ÅrMesterFinalistFinaleresultat
2009Rusland Dmitrij TursunovCanada Frank Dancevic6−3, 7−6(5)
2010Frankrig Michaël LlodraSpanien Guillermo García-López7−5, 6−2
2011Italien Andreas SeppiSerbien Janko Tipsarević7−6(5), 3−6, 5−3 opg.
2012USA Andy RoddickItalien Andreas Seppi6−3, 6−2
2013Spanien Feliciano LópezFrankrig Gilles Simon7−6(2), 6−7(5), 6−0
2014Spanien Feliciano López (2)Frankrig Richard Gasquet6−3, 6−7(5), 7−5
2015−16Ingen turneringer
2017Serbien Novak DjokovicFrankrig Gaël Monfils6−3, 6−4
2018Tyskland Mischa ZverevSlovakiet Lukáš Lacko6−4, 6−4
2019USA Taylor FritzUSA Sam Querrey6−3, 6−4
2020Ingen turnering pga. COVID-19-pandemien.
2021Australien Alex de MinaurItalien Lorenzo Sonego4−6, 6−4, 7−6(5)
2022USA Taylor Fritz (2)USA Maxime Cressy6−2, 6−7(4), 7−6(4)
2023Argentina Francisco CerúndoloUSA Tommy Paul6−4, 1−6, 6−4
2024USA Taylor Fritz (3)Australien Max Purcell6−4, 6−3

Herredouble

Polakkerne Mariusz Fyrstenberg og Marcin Matkowski blev de første spillere, der vandt herredoubletitlen mere end én gang. Parret vandt de to første udgaver af turneringen i 2009 og 2010, men de blev senere overgået af kroaterne Nikola Mektić og Mate Pavić, der sikrede sit titlen tre år i træk fra 2021 til 2023.

ÅrMestreFinalisterFinaleresultat
2009Polen Mariusz Fyrstenberg
Polen Marcin Matkowski
USA Travis Parrott
Slovakiet Filip Polášek
6−4, 6−4
2010Polen Mariusz Fyrstenberg (2)
Polen Marcin Matkowski (2)
Storbritannien Colin Fleming
Storbritannien Ken Skupski
6−3, 5−7, [10−8]
2011Israel Jonathan Erlich
Israel Andy Ram
Bulgarien Grigor Dimitrov
Italien Andreas Seppi
6−3, 6−3
2012Storbritannien Colin Fleming
Storbritannien Ross Hutchins
Storbritannien Jamie Delgado
Storbritannien Ken Skupski
6−4, 6−3
2013Østrig Alexander Peya
Brasilien Bruno Soares
Storbritannien Colin Fleming
Storbritannien Jonathan Marray
3−6, 6−3, [10−8]
2014Filippinerne Treat Huey
Storbritannien Dominic Inglot
Østrig Alexander Peya
Brasilien Bruno Soares
7−5, 5−7, [10−8]
2015−16Ingen turneringer
2017USA Bob Bryan
USA Mike Bryan
Indien Rohan Bopanna
Brasilien André Sá
6−7(4), 6−4, [10−3]
2018Storbritannien Luke Bambridge
Storbritannien Jonny O'Mara
Storbritannien Ken Skupski
Storbritannien Neal Skupski
7−5, 6−4
2019Colombia Juan Sebastián Cabal
Colombia Robert Farah
Argentina Máximo González
Argentina Horacio Zeballos
3−6, 7−6(4), [10−6]
2020Ingen turnering pga. COVID-19-pandemien.
2021Kroatien Nikola Mektić
Kroatien Mate Pavić
USA Rajeev Ram
Storbritannien Joe Salisbury
6−4, 6−3
2022Kroatien Nikola Mektić (2)
Kroatien Mate Pavić (2)
Holland Matwé Middelkoop
Australien Luke Saville
6−4, 6−2
2023Kroatien Nikola Mektić (3)
Kroatien Mate Pavić (3)
Kroatien Ivan Dodig
USA Austin Krajicek
6−4, 6−2
2024Storbritannien Neal Skupski
New Zealand Michael Venus
Australien Matthew Ebden
Australien John Peers
4−6, 7−6(2), [11−9]

Kilder

Noter

  1. ^ Afbrudt på grund af regn. Titlen blev delt.
  2. ^ The Independent - Tennis: Novotna ties with Sanchez Vicario (23. juni 1997) Arkiveret 4. august 2018 hos Wayback Machine (engelsk)
  3. ^ Afbrudt pga. regn.

50°45′51″N 0°17′00″Ø / 50.7642°N 0.2833°Ø / 50.7642; 0.2833

Medier brugt på denne side

Flag of the United States (3-2 aspect ratio).svg
Flag of the United States. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require 3:2 format.
Flag of Australia (3-2 aspect ratio).svg
Flag of the Australia. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Australia (3-2).svg
Flag of the Australia. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of the Soviet Union (3-2).svg
3:2 variant of flag of the Soviet Union
Flag of Belarus (3-2).svg
Flag of Belarus. Aspect ratio modified (cropped) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Poland (3-2).svg
Flag of Poland. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Denmark (3-2).svg
Flag of Denmark. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Austria.svg
Flag of Austria with the red in the Austrian national colours which was official ordered within the Austrian Armed Forces (Bundesheer) in the characteristic “Pantone 032 C” (since May 2018 the Red is ordered in the characteristic “Pantone 186 C”.)
Flag of Germany (3-2 aspect ratio).svg
Tysklands flag med forholdet 3:2, i stedet for 3:5
Flag of Germany (3-2).svg
Tysklands flag med forholdet 3:2, i stedet for 3:5
Civil Ensign of Switzerland.svg
Flag of Switzerland at sea
Flag of Latvia (3-2).svg
Flag of Latvia. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2. This ratio was used in the Republic of Latvia until 1923. [1] [2]
Flag of Estonia (3-2).svg
Flag of Estonia. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Canada (Pantone, 3-2).svg
Flag of Canada using Pantone colors. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of South Africa (1928-1982).svg
Flag of South Africa, used between 1928 and 1982. It is identical to the 1982 to 1994 version except that the shade of blue is darker. It is also known as the "Oranje-Blanje-Blou".
Flag of New Zealand (3-2 aspect ratio).svg
Flag of the New Zealand. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2 N.B this representation is not correct. The New Zealand flag has an aspect ratio of 1:2 further more the position of the stars is also incorrect. ref. http://www.mch.govt.nz/nz-identity-heritage/flags/description-and-dimensions .
Flag of Argentina (3-2).svg
Flag of Argentina. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of South Africa.svg

Sydafrikas flag

Used color: National flag | South African Government and Pantone Color Picker

     grøn rendered as RGB 000 119 073Pantone 3415 C
     gul rendered as RGB 255 184 028Pantone 1235 C
     rød rendered as RGB 224 060 049Pantone 179 C
     blå rendered as RGB 000 020 137Pantone Reflex Blue C
     hvid rendered as RGB 255 255 255
     sort rendered as RGB 000 000 000
Flag of Zimbabwe (3-2).svg
3:2 variant of flag of Zimbabwe
Flag of Zimbabwe (2-3).svg
3:2 variant of flag of Zimbabwe
Flag of Chinese Taipei for Olympic games.svg
Chinese Taipei Olympic Flag. According to the official website of Chinese Taipei Olympic Committee, Blue Sky(circle) & White Sun(triangles) above the Olympic rings is neither the National Emblem of the Republic of China, nor the Party Emblem of Kuomintang (KMT), but a design in between, where the triangles do not extend to the edge of the blue circle, as registered at International Olympic Committee in 1981 and digitally rendered in 2013. Besides, the blue outline of the five-petaled plum blossom is broader than the red one. Moreover, the CMYK code of the blue one and the Blue Sky & White Sun is "C100-M100-Y0-K0", and different from the Olympic rings (C100-M25-Y0-K0). Note that it's the only version recognized by IOC.
Flag of Israel (3-2).svg
Flag of Israel. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Bulgaria (3-2).svg
Flag of Bulgaria. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Devonshire Park tennis courts, Eastbourne - geograph.org.uk - 2055584.jpg
(c) Julian Osley, CC BY-SA 2.0
Devonshire Park tennis courts, Eastbourne, near to Eastbourne, East Sussex, Great Britain.
Flag of Uzbekistan (3-2).svg
3:2 variant of flag of Uzbekistan
Flag of the Philippines (3-2).svg
3:2 flag of the Philippines