Eastbourne International
Eastbourne International Rothesay International Eastbourne | |
---|---|
(c) Julian Osley, CC BY-SA 2.0 | |
Arrangement | |
Grundlagt | 1974 |
Arrangør | The Lawn Tennis Association |
Spillested | Devonshire Park Lawn Tennis Club |
Værtsby | Eastbourne, Storbritannien |
Underlag | Græs |
Website | www.lta.org.uk/major-events/ nature-valley-international/ |
ATP Tour | |
Kategori | ATP 250 |
Deltagerfelt | 28S / 16Q / 16D |
Præmiesum | € 723.655 (2024) |
WTA Tour | |
Kategori | WTA 500 |
Deltagerfelt | 32S / 24Q / 16D |
Præmiesum | $ 780.637 (2024) |
Flest titler | |
Herresingle | Taylor Fritz (3) |
Damesingle | Martina Navratilova (11) |
Herredouble | Nikola Mektić (3) Mate Pavić (3) |
Damedouble | Martina Navratilova (7) |
Eastbourne International er en tennisturnering, der spilles på græs, og som årligt afholdes i slutningen af juni og starten af juli i ugen inden Wimbledon-mesterskaberne. Turneringen afvikles i Devonshire Park Lawn Tennis Club i Eastbourne på Storbritanniens sydkyst. Turneringen er en del af WTA Tour, hvor den er kategoriseret som en WTA 500-turnering, og ATP Tour, hvor den tilhører kategorien ATP 250. Den markedsføres pt. under navnet Rothesay International Eastbourne på grund af et sponsorat.
Turneringen udspringer af Sydengland-mesterskabet, der kan føre sin historie tilbage til 1880'erne, men blev relanceret som WTA-turnering i 1974, og den har siden da fungeret som den vigtigste optaktsturnering til Wimbledon-mesterskaberne for de kvindelige spillere, hvorfor deltagerfeltet oftest inkluderer hovedparten af verdens 20 bedste spillere. I perioden 2009-14 og siden 2017 har turneringen imidlertid også omfattet rækker i herresingle og herredouble tilknyttet ATP Tour.
Martina Navratilova er indehaver af rekorden for flest sejre i turneringen, idet hun i perioden 1978-93 vandt singletitlen 11 gange, og hun har også rekorden i doublerækken, hvor hun triumferede syv gange, heraf seks gange sammen med Pam Shriver.
Historie
Den første lille turnering, der blev afholdt i Devonshire Park i Eastbourne, blev spillet i august 1881 og var en ren kvindeturnering. Det følgende år blev der spillet endnu en kvindeturnering, og da herretennis blev tilføjet i september 1882 blev det med det samme opfattet som en succes. Sportsavisen "The Field" skrev i september 1882, at der havde været arrangeret mange tennisstævner i Eastbourne i løbet af de seneste to sæsoner, men at disse til tider havde været forbeholdt faste beboere og de spillere, der var på besøg på i den fashionable badeby. Turneringerne havde imidlertid været en så stor succes, og stampublikummet i Devonshire Park havde sat så stor pris på dem, at Captain Holman - klubbens energiske sekretær − besluttede at afholde en turnering i større skala, der var åben for alle.
Turneringen voksede i popularietet i løbet af 1880'erne og blev kendt som Sydengland-mesterskaberne (South of England Championships), der hvert år afsluttede græstennissæsonen i september måned. Dette mesterskab blev domineret af tre engelske kvinder: Dorothea Chambers, der vandt titlen fem gange, Blanche Hillyard, der sejrede 11 gange, og Charlotte Sterry, der vandt turneringen fire gange. Ireren May Langrishe fra County Kilkenny vandt titlen i 1889 og 1890.
Man skulle helt hen til den første turnering efter første verdenskrig, før man kunne kåre den første udenlandske vinder af turneringen, da det californiske es, Elizabeth Ryan, i 1919 tog sig af sejren. Ryan vandt endda tre år i træk, eftersom hun fuldbyrdede sit hattrick ved også at vinde titlen i 1920 og 1921. Irene Peacock, der var født i Indien men sydafrikansk statsborger, overtog tronen som sydengelsk mester i 1922.
Phoebe Holcroft (senere Holcroft-Watson) spillede sig frem til alle seks finaler i perioden fra 1923 til 1928 og vandt fem af disse. Kun i 1924 måtte hun tage til takke med andenpladsen. Phyllis King endte som vinder tre gange (i 1930, 1933 og 1939), og Chiles Anita Lizana blev mester i 1936.
Den første spiller, der vandt både Wimbledon-mesterskabet og Sydengland-mesterskabet i damesingle i samme sæson, var briten Dorothy Round, der udførte den bedrift i 1934.
Efter anden verdenskrig begyndte de fleste internationale tennisturneringer at blive domineret af amerikanere, men det var ikke tilfældet i Eastbourne, fordi Sydengland-mesterskaberne blev spillet på samme tid som de amerikanske mesterskaber i Forest Hills ved New York City, hvor amerikanerne af gode grunde foretrak at deltage.
Ann Haydon var et blot 18-årigt uslebet talent fra Birmingham, da hun i 1957 besejrede sin landsmandinde Angela Mortimer i finalen. Begge blev senere Wimbledon-mestre, eftersom Haydon vandt Wimbledon-titlen i 1969 under sit giftenavn Jones, og hun vandt endnu en gang i Eastbourne i 1970.
Australieren Faye Toyne blev den sidste udenlandske sejrskvinde i Eastbourne inden den åbne æra, da hun vandt Sydengland-mesterskabet i 1964. Sydengland-mesterskaberne i Eastbourne blev flyttet fra september til juli, og var dermed placeret umiddelbart efter Wimbledon-mesterskaberne i sæsonerne 1968 og 1969.
Den åbne æra: Optakt til Wimbledon
Den følgende sæson blev turneringen i Eastbourne for første gang en optaktsturnering til Wimbledon-mesterskaberne, da den blev flyttet til juni måned, hvor den siden da er blevet spillet som en af de vigtigste forberedelsesturneringer til Wimbledon-mesterskaberne for de kvindelige spillere, hvilket har betydet, at turneringen år efter år har kunnet præsentere et deltagerfelt af højeste kvalitet.
Højnelsen af det sportslige niveau og indførelse af præmiepenge og sponsorater påvirkede dog de britiske spilleres chance for at vinde titlen i Devonshire Park, og siden da har Ann Jones (1970) og Virginia Wade (1975) været de eneste engelske vindere af singletitlen. Siden Wade tabte finalen i 1976, har ingen britiske spillere været i finalen.
Der var intet Sydengland-mesterskab i 1973, men turneringen blev relanceret som WTA-turnering i 1974. Men det var som en ren kvindeturnering, så æraen med sydengelske mesterskaber for mænd sluttede altså i 1972. Turneringen blev ikke spillet i 1977, fordi Devonshire Park Lawn Tennis Club var vært for Federation Cup 1977.
Den tjekkoslovakisk fødte amerikanske legende, Martina Navratilova, dominerede Eastbourne-turneringen fra 1978 til 1993 og blev Centre Court-publikummets store yndling, da hun vandt 11 single- og syv doubletitler. Da hun i 2004 som 47-årig ansøgte om et wildcard til hovedturneringen, følte hun sig svigtet af arrangørerne, der afslog ansøgningen og i stedet tilbød hende et wildcard til kvalifikationen. Hun tabte i anden kvalifikationsrunde og har nærmest ikke vist sig i Eastbourne siden da. Hun havde ikke forventet den behandling efter at have spillet 13 singlefinaler og syv gange opnået at vinde titlerne i både Eastbourne og Wimbledon inden for 14 dage.
Amerikaneren Chris Evert (1974 og 1976) og tjekken Jana Novotná (1998) formåede også at vinde Eastbourne International og derefter Wimbledon-mesterskabet to uger senere.
Da Eastbourne International i 2009 blev fusioneret med ATP-turneringen Nottingham Open, og dermed blev udvidet med en herresingle- og herredoublerække, forventede publikum, at turneringen ville udvikle sig til et mini-Wimbledon, men blev skuffede over det svage deltagerfelt i mændenes rækker i forhold til kvindernes. Den amerikanske stjerne Andy Roddick tilførte begivenheden lidt glamour, da han vandt turneringen i 2012, men de bedste herrespillere valgte fortsat at forberede sig til Wimbledon-mesterskaberne ved Queen's Club-mesterskaberne og Gerry Weber Open i ugen inden Eastbourne-turneringen, og resultatet blev, at mændenes rækker blev flyttet tilbage til Nottingham igen, efter at spanieren Feliciano Lopez vandt herresingletitlen to år i træk i 2013 og 2014. Efter en pause på to år vendte mændene igen tilbage til Eastbourne i 2017, hvor Novak Djokovic var tilmeldt som den eneste af de største stjerner.
Sponsorater og navnehistorik
Periode | Sponsoreret turneringsnavn |
---|---|
1974 | John Player Championships |
1975 | Eastbourne International |
1976-79 | Colgate International |
1980-83 | BMW Championships |
1984 | Eastbourne Championships |
1985-92 | Pilkington Glass Championships |
1993-94 | Volkswagen Cup |
1995-2000 | Direct Line Insurance International Championships |
2001-02 | Britanic Asset Management International Championships |
2003-07 | Hastings Direct International Championships |
2008 | International Women's Open |
2009-17 | Aegon International Eastbourne |
2018-19 | Nature Valley International |
2021 | Viking International Eastbourne |
2022-24 | Rothesay International Eastbourne |
Vindere og finalister
Damesingle
Martina Navratilova er indehaver af rekorden for flest sejre i turneringen, idet hun i perioden 1978-93 vandt singletitlen 11 gange. Chris Evert vandt turneringen tre gange, mens syv spillere har vundet to damesingletitler i Eastbourne.
Damedouble
Martina Navratilova er med syv vundne titler indehaver af rekorden for flest finalesejre i damedouble. Titlerne blev vundet i perioden 1976-86, og medregnet i de syv titler er sejren i 1976, hvor hun dannede par med Chris Evert, og hvor de to amerikanere delte titlen med finalemodstanderne, Olga Morozova og Virginia Wade, fordi finalen blev afbrudt ved stillingen 1-1 i andet sæt og ikke senere genoptaget. De resterende seks af Navratilovas doubletitler blev vundet med Pam Shriver som makker, og Shriver deler dermed andenpladsen på listen over flest sejre med Lisa Raymond, der vandt sine seks titler med tre forskellige makkere i perioden 2001-10, hvor Rennae Stubbs var hendes makker i fire af tilfældene.
Herresingle
Feliciano López og Taylor Fritz er de eneste spillere, der har vundet turneringen mere end én gang.
År | Mester | Finalist | Finaleresultat |
---|---|---|---|
2009 | Dmitrij Tursunov | Frank Dancevic | 6−3, 7−6(5) |
2010 | Michaël Llodra | Guillermo García-López | 7−5, 6−2 |
2011 | Andreas Seppi | Janko Tipsarević | 7−6(5), 3−6, 5−3 opg. |
2012 | Andy Roddick | Andreas Seppi | 6−3, 6−2 |
2013 | Feliciano López | Gilles Simon | 7−6(2), 6−7(5), 6−0 |
2014 | Feliciano López (2) | Richard Gasquet | 6−3, 6−7(5), 7−5 |
2015−16 | Ingen turneringer | ||
2017 | Novak Djokovic | Gaël Monfils | 6−3, 6−4 |
2018 | Mischa Zverev | Lukáš Lacko | 6−4, 6−4 |
2019 | Taylor Fritz | Sam Querrey | 6−3, 6−4 |
2020 | Ingen turnering pga. COVID-19-pandemien. | ||
2021 | Alex de Minaur | Lorenzo Sonego | 4−6, 6−4, 7−6(5) |
2022 | Taylor Fritz (2) | Maxime Cressy | 6−2, 6−7(4), 7−6(4) |
2023 | Francisco Cerúndolo | Tommy Paul | 6−4, 1−6, 6−4 |
2024 | Taylor Fritz (3) | Max Purcell | 6−4, 6−3 |
Herredouble
Polakkerne Mariusz Fyrstenberg og Marcin Matkowski blev de første spillere, der vandt herredoubletitlen mere end én gang. Parret vandt de to første udgaver af turneringen i 2009 og 2010, men de blev senere overgået af kroaterne Nikola Mektić og Mate Pavić, der sikrede sit titlen tre år i træk fra 2021 til 2023.
Kilder
- LTA - Nature Valley International Arkiveret 25. juni 2018 hos Wayback Machine (engelsk)
- WTA - Eastbourne Arkiveret 30. juni 2017 hos Wayback Machine (engelsk)
- Eastbourne Tennis Arkiveret 19. juni 2019 hos Wayback Machine (engelsk)
- Tennis Forum - Eastbourne Arkiveret 7. marts 2016 hos Wayback Machine (engelsk)
- Visit Eastbourne - Tennis in Eastbourne Arkiveret 15. juni 2017 hos Wayback Machine (engelsk)
- Devonshire Park Lawn Tennis Club Arkiveret 25. juni 2017 hos Wayback Machine (engelsk)
Noter
- ^ Afbrudt på grund af regn. Titlen blev delt.
- ^ The Independent - Tennis: Novotna ties with Sanchez Vicario (23. juni 1997) Arkiveret 4. august 2018 hos Wayback Machine (engelsk)
- ^ Afbrudt pga. regn.
Medier brugt på denne side
Flag of the United States. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require 3:2 format.
Flag of the Australia. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of the Australia. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
3:2 variant of flag of the Soviet Union
Flag of Belarus. Aspect ratio modified (cropped) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Poland. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Denmark. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Austria with the red in the Austrian national colours which was official ordered within the Austrian Armed Forces (Bundesheer) in the characteristic “Pantone 032 C” (since May 2018 the Red is ordered in the characteristic “Pantone 186 C”.)
Tysklands flag med forholdet 3:2, i stedet for 3:5
Tysklands flag med forholdet 3:2, i stedet for 3:5
Flag of Switzerland at sea
Flag of Latvia. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2. This ratio was used in the Republic of Latvia until 1923. [1] [2]
Flag of Estonia. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Canada using Pantone colors. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of South Africa, used between 1928 and 1982. It is identical to the 1982 to 1994 version except that the shade of blue is darker. It is also known as the "Oranje-Blanje-Blou".
Flag of the New Zealand. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2 N.B this representation is not correct. The New Zealand flag has an aspect ratio of 1:2 further more the position of the stars is also incorrect. ref. http://www.mch.govt.nz/nz-identity-heritage/flags/description-and-dimensions .
Flag of Argentina. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Used color: National flag | South African Government and Pantone Color Picker
grøn | rendered as RGB 0 119 73 | Pantone 3415 C |
gul | rendered as RGB 255 184 28 | Pantone 1235 C |
rød | rendered as RGB 224 60 49 | Pantone 179 C |
blå | rendered as RGB 0 20 137 | Pantone Reflex Blue C |
hvid | rendered as RGB 255 255 255 | |
sort | rendered as RGB 0 0 0 |
3:2 variant of flag of Zimbabwe
3:2 variant of flag of Zimbabwe
Chinese Taipei Olympic Flag. According to the official website of Chinese Taipei Olympic Committee, Blue Sky(circle) & White Sun(triangles) above the Olympic rings is neither the National Emblem of the Republic of China, nor the Party Emblem of Kuomintang (KMT), but a design in between, where the triangles do not extend to the edge of the blue circle, as registered at International Olympic Committee in 1981 and digitally rendered in 2013. Besides, the blue outline of the five-petaled plum blossom is broader than the red one. Moreover, the CMYK code of the blue one and the Blue Sky & White Sun is "C100-M100-Y0-K0", and different from the Olympic rings (C100-M25-Y0-K0). Note that it's the only version recognized by IOC.
Flag of Israel. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Bulgaria. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
(c) Julian Osley, CC BY-SA 2.0
Devonshire Park tennis courts, Eastbourne, near to Eastbourne, East Sussex, Great Britain.
3:2 variant of flag of Uzbekistan
3:2 flag of the Philippines