Europa-Parlamentet

Portal:Den Europæiske Union

Europa-Parlamentet
Type
Type	Tokammersystem
Huse	Europa-Parlamentet Rådet for Den Europæiske Union
Historie
Grundlagt	10. september 1952 (1952-09-10)
Ledelse
Formand	Roberta Metsola, EPP siden 18. januar 2022
1. næstformand	Othmar Karas, EPP siden 18. januar 2022
Generalsekretær	Klaus Welle siden 15. marts 2009
Struktur
Pladser	720
Politiske grupper	8      EPP (187)      S&D (146)      RE (98)      ID (76)      G–EFA (68)      ECR (62)      GUE/NGL (39)      NI (29)
Valg
Sidste valg	2024
Motto
In varietate concordia
Mødested
Strasbourg, Frankrig  Frankrig
Mødested
Bruxelles, Belgien  Belgien
Hjemmeside
www.europarl.europa.eu
v d r

Europa-Parlamentet (uofficielt også EU-parlamentet, forkortet EP) er EU's folkevalgte parlament. Det kaldtes i årene 1971-1993 også EF-parlamentet. Europa-Parlamentet træder sammen i både Bruxelles og Strasbourg. Medlemmerne vælges for fem år ad gangen af befolkningerne i de 27 EU-lande. Parlamentet har 720 medlemmer, heraf 15 danske.

Sammen med Rådet for Den Europæiske Union (Rådet) danner EU-parlamentet den lovgivende magt i EU. Europa-Parlamentet og Rådet udgør det højeste lovgivende organ i EU.

Der har været afholdt direkte valg hvert femte år siden 1979. Selv om Europa-Parlamentet har den lovgivende magt, har det ikke lovgivningsinitiativet, som de fleste statslige parlamenter i EU har.

Hvert land vælger et antal parlamentsmedlemmer, således at intet land fra valget i 2014 har færre end 6 medlemmer eller flere end 96 medlemmer. Hvert land vælger selv sine valgregler, idet der dog er nogle overordnede principper, som skal overholdes – der skal således benyttes en form for forholdstalsvalg.

Europa-Parlamentsvalg 2024
Gruppe		Beskrivelse	Formand	MEPere
	EPP	Kristendemokrater/Konservative	Manfred Weber	188
	S&D	Socialdemokrater og socialister	Iratxe García Pérez	136
	PfE	Euroskeptikere/Højreorienterede	Jordan Bardella	84
	ECR	Konservative/Euroskeptikere	Nicola Procaccini & Joachim Brudziński	78
	Renew Europe	Liberale og demokrater	Valérie Hayer	77
	G–EFA	Grønne og regionalister	Bas Eickhout & Terry Reintke	53
	GUE/NGL	Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre	Manon Aubry & Martin Schirdewan	46
	ESN	Ultranationalister/Suverænisme	René Aust & Stanisław Tyszka	25
	NI	Uafhængige	ingen	33	Total: 720

Mandater i Europaparlamentet 2019-2024 efter nationalitet (total 705)

Tyskland 96 (13.33%)  Frankrig 81 (11.25%)  Italien 76 (10.55%)  Spanien 61 (8.47%)  Polen 53 (7.36%)  Rumænien 33 (4.58%)  Holland 31 (4.31%)  Belgien 22 (3,05%)  Tjekkiet 21 (2.92%)  Grækenland 21 (2.92%)  Ungarn 21 (2.92%)  Portugal 21 (2.92%)  Sverige 21 (2.92%)  Østrig 20 (2.78%)  Bulgarien 17 (2.36%)  Danmark 15 (2.08%)  Finland 15 (2.08%)  Slovakiet 15 (2.08%)  Irland 14 (1.94%)  Kroatien 12 (1.67%)  Litauen 11 (1.53%)  Letland 9 (1.25%)  Slovenien 9 (1.25%)  Estland 7 (0.97%)  Cypern 6 (0.83%)  Luxembourg 6 (0.83%)  Malta 6 (0.83%)

Uddybende artikler: Europa-Parlamentsvalg 2004, Europa-Parlamentsvalg 2009, Europa-Parlamentsvalget 2014 i Danmark, Europa-Parlamentsvalget 2019 i Danmark og Europa-Parlamentsvalget 2024 i Danmark

(c) Foto-AG Gymnasium Melle, CC BY-SA 3.0

Danmark havde indtil 1999 16 medlemmer af Europa-Parlamentet. Derefter blev antallet reduceret på grund af EU's udvidelse. Fra 1999-2009 havde Danmark 14 medlemmer. Efter valget den 7. juni 2009 havde Danmark 13 medlemmer af Parlamentet, hvilket blev forøget til 14 danske mandater efter Brexit med effekt fra 1. januar 2020, og til 15 mandater fra valget i 2024.

Ved Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 2024 blev følgende danske medlemmer valgt:^[1]

Parti	Indgår i	Medlemmer
Socialdemokratiet	S&D	Christel Schaldemose Niels Fuglsang Marianne Vind
Radikale Venstre	RE	Sigrid Friis Frederiksen
Det Konservative Folkeparti	EPP	Niels Flemming Hansen
Socialistisk Folkeparti	G-EFA	Kira Marie Peter-Hansen Villy Søvndal Rasmus Nordqvist
Liberal Alliance	EPP	Henrik Dahl
Moderaterne	RE	Stine Bosse
Dansk Folkeparti	PfE	Anders Vistisen
Venstre	RE	Morten Løkkegaard Asger Christensen
Danmarksdemokraterne	ECR	Kristoffer Storm
Enhedslisten	GUE/NGL	Per Clausen

Blandt tidligere medlemmer af parlamentet har været flere af Danmarks Statsministre. Helle Thorning-Schmidt var medlem en enkelt periode fra 1999 til 2004.^[2] Poul Schlüter blev valgt ind i 1994, mens Poul Nyrup Rasmussen blev valgt ind med rekordmange stemmer i 2004. Andre fremtrædende danske politikere, som tidligere har været medlemmer af Europa-Parlamentet, er for eksempel Bertel Haarder og Lone Dybkjær.^[3]

• 1973-1979
• 1979-1984
• 1984-1989
• 1989-1994
• 1994-1999
• 1999-2004
• 2004-2009
• 2009-2014
• 2014-2019
• 2019-2024

I Parlamentet sidder medlemmerne ikke efter nationalitet, men i politiske grupper. Partigrupperne har tidligere bestået af mindst 20 medlemmer fra mindst seks medlemslande. Efter valget i 2009 ændredes kravet imidlertid til mindst 25 parlamentarikere, der repræsenterer mindst syv medlemslande. Efterfølgende er dette ændret til 23.^[4] Medlemmer af Europaparlamentet, der ikke er medlem af en gruppe, kaldes løsgængere.

Ændringen blev gennemført af de to store partigrupper EPP (konservative) og PES (socialdemokrater). Den vil gøre det vanskeligt for de EU-kritiske grupper IND/DEM og UEN at fortsætte efter valget. Ændringen blev stemt igennem Parlamentet på trods af et flertal imod ændringen i udvalget. Forslaget fra den britiske socialist Richard Corbett gik oprindeligt ud på at hæve kravet til 30 medlemmer, men et ændringsforslag fra Hanne Dahl sænkede kravet til 25 medlemmer.^[5]

Per 2024 er der otte partigrupper, som består af partier fra flere lande:

     EPP er den konservative og kristendemokratiske gruppe i EU-Parlamentet bestående af Europæisk Folkeparti (European People's Party, EPP). I Danmark er Det Konservative Folkeparti medlem af det Europæiske Folkeparti og dermed også medlem i EPP-gruppen i EU-Parlamentet. (188 medlemmer)

     S&D er den socialdemokratiske og socialistiske gruppe i EU-Parlamentet. PSE står for De Europæiske Socialdemokrater (Party of European Socialists). I Danmark er Socialdemokraterne medlem af PSE og PSE-gruppen i EU-Parlamentet. (136 medlemmer)

     PfE (Patrioter for Europa) er en højreorienteret EU-kritisk gruppe i EU-Parlamentet. I Danmark er Dansk Folkeparti medlem af gruppen. (84 medlemmer)

     ECR (European Conservatives and Reformists) (ECR). Består primært af medlemmer fra det britiske konservative parti, dog med nogle fra den nu ikke-eksisterende UEN-gruppe. ECR er konservative og kritiske overfor EU og vil begrænse indflydelsen på staternes suverænitet. Fra Danmark sidder Danmarksdemokraterne i gruppen. (78 medlemmer)

     RE (Renew Europe Group) er den liberale gruppe i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (Alliance of Liberal and Democrats for Europe, ALDE) og Europæisk Demokratisk Parti (European Democratic Party, EDP). RE er den tidligere ALDE-gruppe. Gruppen skiftede navnet efter at have indgået et samarbejde med det franske parti La République En Marche!. I Danmark er partierne Radikale Venstre, Venstre og Moderaterne medlemmer af ALDE og dermed også medlemmer i RE-gruppen i parlamentet. (77 medlemmer)

     Grønne-EFA er den grønne gruppe i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier De Europæiske Grønne (European Greens) og Europæisk Fri Alliance (Europeans European Free Alliance, EFA). De Europæiske Grønne er en sammenslutning af grønne partier, mens EFA er en sammenslutning af europæiske mindretalspartier. Fra Danmark sidder Socialistisk Folkeparti i Den Grønne Gruppe. (53 medlemmer)

     GUE/NGL (Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre) er venstregruppen i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier Europæisk Venstre (European Left) og Nordisk Grønne Venstre Alliance (Nordic Green Left Alliance). I Danmark er Enhedslisten er medlem af GUE/NGL-gruppen. (46 medlemmer)

     ESN (Suveræne Nationers Europa) er den yderste højrefløjs gruppe i EU-parlamentet. Gruppen er nydannet ved samlingen i 2024 af bl.a. Alternative für Deutschland og Reconquete. Danmark har ingen repræsentanter i gruppen. (25 medlemmer)

     Uden for grupperne (33 medlemmer)

Europa-Parlamentet vedtager og ændrer lovgivning der foreslås af Europa-Kommissionen. Parlamentet har lige beføjelser med Rådet for Den Europæiske Union (også kaldt Rådet eller Ministerrådet) under behandlingen af de lovforslag som Europa-Kommissionen foreslår.

Ud over lovgivning giver Parlamentet sin holdning til kende gennem initiativbetænkninger og beslutninger.

Parlamentets beføjelser er afhængig af, hvilket politikområde der er tale om. Således har Parlamentet mere indflydelse på EU-budgettet end på landbrugspolitikken, selv om de to hænger uløseligt sammen.

Parlamentet skal godkende det kommende års budget, ligesom det også skal give decharge (ansvarsfrihed) til tidligere års budgetter.

I 1999 tvang Parlamentet Kommissionen, ledet af Jacques Santer, til at gå af, fordi nogle kommissionsmedlemmer blev beskyldt for at fuske med pengene. Nogle af kommissærerne fortsatte dog indtil Romano Prodi udpegede en ny kommission året efter.

Den 22. april 2009 udsatte Parlamentet godkendelsen af Rådets regnskab for 2007 og forlangte nærmere oplysninger om en række mørklagte tal.^[6]

Efter Lissabontraktaten er trådt i kraft, har Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for landbrugspolitikken.

Under den fælles beslutningsprocedure (ændres til den almindelige beslutningsprocedure ved Lissabontraktatens eventuelle ikrafttrædelse) deler Europa-Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for miljøpolitik.

I forbindelse med forhandlingerne af klimapakken i december 2008 førte Parlamentet således forhandlinger med Rådet indtil få dage før afstemningen i Strasbourg.

Formanden for Europa-Parlamentet vælges for en periode på 2½ år. Efter valget i 2009 overtog polakken Jerzy Buzek denne post efter Hans-Gert Pöttering. Generalsekretæren er den øverste embedsmand i Parlamentet. I 2008-2009 var det danskeren Harald Rømer, og siden tyskeren Klaus Welle.

Præsidiet er i henhold til forretningsordenen Europa-Parlamentets ledelsesorgan. Det opstiller det foreløbige forslag til Europa-Parlamentets budgetoverslag og træffer afgørelse om administrative, personalemæssige og organisatoriske spørgsmål.^[7]

Formandskonferencen tilrettelægger arbejdet i Europa-Parlamentet og de politiske organer og høres om alle spørgsmål, der vedrører planlægningen af lovgivningsarbejdet og forbindelserne til de andre EU-organer og -institutioner.

Kvæstorerne varetager administrative og finansielle opgaver, som direkte vedrører medlemmerne og deres arbejdsbetingelser.^[8]

Parlamentets udvalg forbereder arbejdet til plenarforsamlingerne. De udarbejder betænkninger om forslag til lovgivning, som Parlamentet medvirker til at udforme, eller som det skal høres om, og desuden om initiativbetænkninger.^[9]

Udvalgsformandskonferencen varetager forbindelser og samarbejde mellem de forskellige parlamentariske udvalg.

Parlamentsmedlemmerne indgår i en række delegationer, der kommunikerer med og besøger parlamenter i resten af verden.

Delegationsformandskonferencen behandler spørgsmål vedrørende arbejdet i de interparlamentariske delegationer og delegationerne til de blandede parlamentariske udvalg.

Forløberen for Parlamentet, EKSF-forsamlingen, mødtes første gang i Strasbourg i 1952. I 1962 skiftede den navn til Europa-Parlamentet. Parlamentet var oprindelig en forsamling der blev valgt af medlemslandenes parlamenter. I 1979 fandt de første direkte valg sted, hvilket er sket hvert femte år siden da.

Europa-Parlamentet har to mødesteder. Hovedsædet er i Strasbourg, men der er en afdeling i Bruxelles med omtrent de samme faciliteter, herunder en plenarsal. Det meste af administrationen, bl.a. oversættelsesafdelingen, ligger i Luxembourg. Politikerne mødes kun i Strasbourg og Bruxelles. Det daglige arbejde med gruppemøder og udvalgsmøder foregår i Bruxelles. Tolv gange om året er der plenarsamling i Strasbourg, hvor der skal stemmes om de foreslåede lovtekster.

Derfor må folkevalgte, assistenter, journalister, medarbejdere m.fl. rejse fire dage til Strasbourg hver måned.

De to mødesteder har historiske årsager. Da EKSF-forsamlingen mødtes første gang, skete det i Europarådets mødesal i Strasbourg. Sekretariatet lå i Luxembourg, hvor Rådet og Kommissionen dengang havde hjemme. I 1958 flyttede Rådet og Kommissionen til Bruxelles, hvor Parlamentets udvalg også begyndte at holde møder. Plenarmøderne blev fortsat afholdt i Strasbourg.

Fra 1967 til 1979 holdt Parlamentet på eget initiativ flere plenarmøder i Luxembourg. Efter de direkte valg fra 1979 var kun mødesalen i Strasbourg stor nok.

I Luxembourg byggede man en mødesal, men da den stod færdig opstod der modstand, fordi man havde vænnet sig til de bedre forhold i Strasbourg, hvor man fortsat delte den store mødesal med Europarådet.

I tiden herefter ønskede Parlamentet at gennemføre en ændring til ét mødested, men Luxembourg og Frankrig skiftedes til at lægge sag an mod Parlamentet. Frankrig kunne ikke forhindre Parlamentet i at holde ekstra plenarsamlinger i Bruxelles, men det er bestemt ved dom, at der skal finde 12 plenarsamlinger sted i Strasbourg hvert år.

Europa-Parlamentet har således ikke selv beføjelse til at træffe afgørelse om at stoppe mødeaktiviteten i Strasbourg. Det er stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd, der skal træffe den beslutning.^[11]

Der er en del kritik af ordningen, der ofte kaldes "rejsecirkus" eller "flyttecirkus". Der argumenteres for, at ét hjemsted ville spare omkostninger omkring 1.4 mia. kr. om året^[12], energi og CO2-udledning ved flytningerne omkring 19.000 ton^[12]. Den svenske Europa-Parlamentariker Cecilia Malmstrøm indledte i maj 2006 en kampagne for at gøre Bruxelles til det eneste mødested, og i midten af september 2006 havde flere end en million EU-borgere skrevet under på kravet.^[13]

Europa-Parlamentet har et informationskontor i København. Det ligger i Gothersgade i Europa-Huset.

Parlamentet uddeler Sakharov-prisen, den Europæiske Borgerpris og Karl den Store-Ungdomsprisen (Charlemagne Youth Prize).

Europa-Parlamentets Journalistpris er blevet uddelt siden 2008. Den første pris gik til TV2-programmet Kampen om kemikalierne, som handlede om lobbyisters påvirkning af EU-politikernes arbejde med kemikalielovgivningen REACH. I 2009 gik prisen til Berlingske Tidende for en artikelserie der kritiserede Udlændingeservices vejledning af borgerne efter Metock-dommen.

Parlamentet brugte 18 millioner euro på en kampagne forud for Europa-Parlamentsvalget 2009. Den udførtes af det tyske reklamebureau Scholz & Friends og omfattede blandt andet videokabiner (Choice Boxes) opstillet rundt omkring i europæiske byer, hvor borgerne kunne sende en besked til politikerne i Bruxelles, indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Kampagnen var indrettet med budskaber der var tilpasset politiske emner i de enkelte lande, således for eksempel grænse- og indvandringsemnet i Sydeuropa, men computere og sutteflasker på plakater i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureauets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt varemærke, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %.^[14]

Wikimedia Commons har medier relateret til: Europa-Parlamentet

• Europa-Parlamentet Arkiveret 13. juni 2004 hos Wayback Machine Informationskontoret i Danmark
• Europa-Parlamentet Arkiveret 26. september 2012 hos Wayback Machine
• Parlamentets syv politiske grupper Arkiveret 20. marts 2020 hos Wayback Machine
• Europa-Parlamentet Arkiveret 20. marts 2020 hos Wayback Machine

Denne artikel er mærket geografiske koordinater mangler og der er defineret et hovedkvarter Pt. kan skabelonen, som sættes denne besked, ikke håndtere geografiske koordinater på et hovedkvarter. Men der arbejdes på sagen. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i wikidata.