Durskalaen

En durskala (latin) er en skala, der hører til en durtoneart. Durskalaen har en lysere og lettere klang end modsætningen – molskalaen. Dur- og molskalaerne anvendes mest i vestlig populærmusik (og altså ikke i for eksempel gammel kirkemusik, orientalsk musik og andre musikstile, der er forskellige fra den mest hørte musik i vesten). Skalaen har tidligere, hvor man anvendte skalaer med udgangspunkt fra alle toner, haft navnet ionisk skala, men har, efter dur-mol-tonaliteten er blevet populær, ændret navn.
Hør en F-durskala her:

Opbygning

Skalaen er opbygget som følger:
1-1-½-1-1-1-½
Talene angiver om afstanden fra den ene til den anden tone er en hel eller en halv.

Tonerne i durskalaen har navne:

do, re, mi, fa, sol, la, si, er de italienske navne på noderne c, d, e, f, g, a, h. Brugen af navnene på denne måde kaldes Absolut solmisation, og stammer fra et vers brugt i gregoriansk kirkemusik.

Men navnene bruges også for trin i tonearterne i stedet for til bestemte toner. Således at toneartens grundtone altid benævnes do. Brugen af navnene på denne måde kaldes Relativ solmisation.

1. tone = do
2. tone = re
3. tone = mi
4. tone = fa
5. tone = sol
6. tone = la
7. tone = bi

C-durskala

C-durskalaen er betegnelsen for en durskala som har tonen C som tonika eller grundtone. Den består, som alle andre durskalaer, af en bestemt rækkefølge af hel- og halvtonetrin også kaldet store og små sekunder. Denne såkaldte durformel: 2 heltonetrin + 1 halvtonetrin + 3 heltonetrin + 1 halvtonetrin danner således en tonerække eller tonetrappe fra tonen C til det C som ligger en oktav højere.

I C-durskalaen bliver denne trappe af sekunder til følgende toner: C-D-E-F-G-A-H-C (H hedder B uden for Nordeuropa).

Se også

• Dur – med mere information om både dur-skalaen, -tonearten og -akkorden
• Ionisk skala – den kirketoneart, der er identisk med en durskala

Spire Denne artikel om musikteori er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.