Drivhuspotentiale
Drivhuspotentiale (på engelsk global warming potential eller GWP) er et tal som angiver forholdet mellem hvor meget varmeenergi en bestemt mængde af en bestemt drivhusgas gennem et bestemt tidsrum fastholder i atmosfæren, og den varmeenergi som samme mængde kuldioxid gennem samme tidsrum fastholder. Drivhuspotentialet er dermed bl.a. et mål for, hvor meget andre drivhusgasser bidrager til den globale opvarmning sammenlignet med kuldixoid, hvis drivhuspotentiale pr. definition har værdien 1. Drivhuspotentialer udregnes over bestemte tidsrum, normalt 20, 100 eller 500 år. Tidsrummet er afgørende, for de forskellige drivhusgasser har forskellig levetid i atmosfæren, som vist i tabellen nedenfor.[1]
| Drivhusgas | Levetid (år) | Drivhuspotentiale[2] (dimensionsløs faktor) | |
|---|---|---|---|
| Kuldioxid | 1 | 1 | |
| Metan | 12,4 | 86 | 34 |
| HFC-134a (Hydrofluorocarbon) | 13,4 | 3.790 | 1.550 |
| CFC-11 (CFC-gas) | 45 | 7.020 | 5350 |
| Lattergas (N2O) | 121 | 268 | 298 |
| Tetrafluorkulstof (CF4) | 50.000 | 4.950 | 7.350 |
Drivhuspotentialet for en bestemt drivhusgas styres især af to forhold:
- gassens evne til at absorbere infrarød stråling, mest i form af varmeudstråling fra jordens overflade,
- gassens levetid i atmosfæren, den tid der går før et gasmolekyle nedbrydes til et andet stof.
Højt drivhuspotentiale har derfor gasser, som kan absorbere store mængder infrarød stråling og som har lang levetid. Specielt interessant er her det atmosfæriske vindue, bølgelængdeintervallet omkring 3-15 mikrometer, hvor hverken vanddamp eller kuldioxid absorberer særlig megen stråling.[3] Internationale klimaaftaler, som fx Kyoto-protokollen og Paris-aftalen, sigter bl.a. mod at begrænse mængden af drivhusgasser med højt drivhuspotentiale.
Referencer
- ^ "Climate Change 2013: The Physical Science Basis". IPCC, 2013: Climate Change 2013: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change, Ch.8, p. 711-714, Table 8.7. 2013. Arkiveret fra originalen 26. oktober 2019. Hentet 2014-02-13.
- ^ Myhre, G., D. Shindell, F.-M. Bréon, W. Collins, J. Fuglestvedt, J. Huang, D. Koch, J.-F. Lamarque, D. Lee, B. Mendoza, T. Nakajima, A. Robock, G. Stephens, T. Takemura and H. Zhang (2013) "Anthropogenic and Natural Radiative Forcing" Arkiveret 6. februar 2017 hos Wayback Machine. In: Climate Change 2013: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Stocker, T.F., D. Qin, G.-K. Plattner, M. Tignor, S.K. Allen, J. Boschung, A. Nauels, Y. Xia, V. Bex and P.M. Midgley (eds.). Cambridge University Press, Cambridge, United Kingdom and New York, NY, USA. Anthropogenic and Natural Radiative Forcing Arkiveret 6. februar 2017 hos Wayback Machine
- ^ Matthew Elrod, "Greenhouse Warming Potential Model." Arkiveret 3. juni 2016 hos Wayback Machine Based on Elrod, M. J. (1999). "Greenhouse Warming Potentials from the Infrared Spectroscopy of Atmospheric Gases". Journal of Chemical Education. 76 (12): 1702. Bibcode:1999JChEd..76.1702E. doi:10.1021/ed076p1702.