Dorothea af Danmark (1520-1580)
- Der er flere personer med dette navn, se Dorothea af Danmark.
Dorothea af Danmark | |
---|---|
Kurfystinde af Pfalz | |
Embedsperiode | 1544 – 1556 |
Forgænger | Sibylle af Bayern |
Efterfølger | Marie af Brandenburg-Kulmbach |
Ægtefælle | Frederik 2. af Pfalz (g. 1535) |
Hus | Huset Oldenburg |
Far | Christian 2. af Danmark |
Mor | Isabella af Habsburg |
Født | 10. november 1520 København |
Død | 31. maj 1580 (59 år) Neumarkt, Oberpfalz, Tysk-romerske rige |
Hvilested | Helligåndskirken, Heidelberg |
Dorothea af Danmark (10. november 1520 – 31. maj 1580) var en dansk, norsk og svensk prinsesse, der var den ældste datter af Christian 2. og Dronning Elisabeth. Hun var kurfyrstinde af Pfalz fra 1544 til 1556 som ægtefælle til kurfyrst Frederik 2. af Pfalz (1482 – 1556).
Som ældste overlevende barn af den landflygtige Christian 2. gjorde hun og hendes mand i mange år krav på den danske og norske trone med støtte fra sine slægtninge i Huset Habsburg.
Biografi
Fødsel og opvækst
Prinsesse Dorothea blev født den 10. november 1520 på Københavns Slot som fjerde barn og ældste datter af Kong Christian 2. af Danmark og Norge og Isabella af Habsburg, der var søster til den Tysk-Romerske Kejser Karl 5.
Dorothea havde en storebror, Hans af Danmark (født 1518). Hendes to ældre tvillingebrødre, Philip Ferdinand og Maximilian (født 1519), var begge døde inden hendes fødsel, den sidstnævnte i 1519 og den førstnævnte i 1520. Hendes lillesøster Christine af Danmark blev født to år senere, i 1522, og var den eneste af hendes søskende, der overlevede til voksenalderen. Christine blev gift to gange, først med Hertug Frans 2. af Milano og siden med Hertug Frans 1. af Lothringen.
I 1523 blev Christian 2. afsat fra den danske trone. Den 3-årige Dorothea flygtede sammen med familien til landflygtighed hos moderens slægtninge i Nederlandene. Her blev Dorothea og hendes søskende opdraget af moderens faster, Margrethe, der var statholder i Nederlandene. I 1526, da Dorothea var fem år gammel, døde hendes mor.
Ægteskab
Christian 2.s tre børn blev benyttet målrettet af Kejser Karl 5. som et middel til at fremme hans politiske planer. Da Dorotheas storebror Hans døde 14 år gammel i 1532, kunne hun som det ældste overlevende barn af den afsatte Christian 2. gøre krav på den danske, norske og svenske trone med støtte fra sine habsburgske slægtninge. De valgte Frederik af Pfalz til hendes ægtefælle, da de mente, at han kunne løfte Dorotheas krav på den danske trone gennem sit ægteskab. Han var en god ven af habsburgerne, og en dygtig kriger, men også en uheldig bejler, hvis forsøg på at blive gift var slået fejl intet mindre end syv gange. I 1535 blev den kun 15-årige Dorothea gift med den 53-årige Frederik.[1] Bryllupsfestlighederne på slottet i Heidelberg blev beskrevet i et udførligt digt af Peter Harer.[2] Der blev ikke født børn i ægteskabet.
Senere liv
I 1536 var hendes håb om at overtage de danske og norske troner i realiteten udlevet. Hendes ægtefælle fortsatte dog med at gøre krav på de to riger. Habsburgerne fortsatte officielt med at støtte deres krav, men foretog sig ikke længere noget aktivt for at gennemføre det. I 1544 efterfulgte hendes mand sin storebror Ludvig 5. som kurfyrste af Pfalz, og Dorothea blev kurfystinde. Samme år trak Habsburgerne officielt deres støtte til deres krav på de danske og norske troner.
Dorothea blev enke som 35-årig, da Frederik 2. døde i 1556. Herefter levede hun stilfærdigt på slottet i Neumarkt. Der var planer om, at hun skulle indgå et nyt ægteskab, blandt andet med en søn af Landgrev Philip 1. af Hessen og med Markgrev Albrecht 2. Albichiades af Brandenburg-Kulmbach, men det blev ved planerne.[1]
Da hun ikke havde børn, blev hun ikke længere anset som politisk anvendelig. Hun døde som 59-årig den 31. maj 1580 i Neumarkt og blev begravet ved siden af sin mand i Helligåndskirken i Heidelberg.
Anetavle
Dorotheas forfædre i fire generationer | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
|
Litteratur
- Dorothea, Kurfyrstinde af Pfalz i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 4, 1890), forfattet af W. Mollerup
- Dorothea af Danmark Arkiveret 24. september 2014 hos Wayback Machine i Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Henvisninger
- ^ a b Mollerup, p. 307
- ^ "Rosenberg, Marc: Quellen zur Geschichte des Heidelberger Schlosses. Heidelberg 1882, p. 92ff". Arkiveret fra originalen 29. december 2014. Hentet 4. juni 2013.
Eksterne links
|
Medier brugt på denne side
(c) I, Sailko, CC BY-SA 3.0
Portrait of Dorothy of the Palatinate, daughter of King Christian II of Denmark, Norway and Sweden