Diplodocider

Diplodocider
Afstøbning af skelet fra Diplodocus carnegii på Berlin Hauptbahnhof.
Videnskabelig klassifikation
Domæne	Eukaryota
Rige	Animalia (Dyr)
Række	Chordata (Chordater)
Underrække	Vertebrata (Hvirveldyr)
Overklasse	Tetrapoda (Tetrapoder)
Klasse	Reptilia (Krybdyr)
Overorden	†Dinosauria (Dinosaurer)
Orden	†Saurischia
Underorden	†Sauropodomorpha
Overfamilie	†Diplodocoidea
Familie	†Diplodocidae
Slægter
Amphicoelias Apatosaurinae Apatosaurus Atlantosaurus[1] Brontosaurus Diplodocinae Barosaurus Dinheirosaurus Diplodocus Galeamopus Kaatedocus Leinkupal Supersaurus Tornieria
Hjælp til læsning af taksobokse

Diplodociderne (Diplodocidae) var en familie af dinosaurer blandt sauropoderne. Den omfatter nogle af de længste dyr, der nogensinde har gået på Jorden, inklusive Diplodocus og Supersaurus, hvoraf flere muligvis har nået længder helt op mod 34 m.^[2][3] De har navn efter de to rækker af V-formede udvækster på undersiden af halens ryghvirvler (fra græsk "diploos" = dobbelt, "dokos" = bjælke).^[4]

Beskrivelse

Diplodociderne var store, men sammenlignet med titanosaurerne og brachiosaurerne, var de relativt slanke men ekstremt lange. De havde korte ben, hvilket gjorde dem til "gravhunden" blandt de store dinosaurer. Deres bagben var længere end forbenene, hvilket har givet dem en særegen nedadgående kurve mod nakken.

Deres halse var også meget lange. Ifølge moderne computersimuleringer har de muligvis ikke været i stand til at løfte hovedet på samme måde som andre sauropoder. Disse simuleringer tager dog ikke ryghvirvlernes brusk med i beregningerne, og brusken har sandsynligvis givet større bevægelsesfrihed. I stedet for at nå op i træerne har de muligvis brugt deres lange hals til at kunne nå ud til et større område. De kan også have brugt deres hals til at nå ind i tæt nåleskov eller henover marskområder.

Deres hoved var lille ligesom hos andre sauropoder, med små næseåbninger på toppen af kraniet, selvom selve næseborene kan have siddet tæt på snudespidsen.^[5] De havde kun tænder i den forreste del af munden, og disse har været små og spidse. De har sandsynligvis brugt deres tænder til at bide føden af inden den blev slugt uden at blive tygget, og brugt gastrolitter (sten i maven) til at nedbryde plantefibrene, ligesom mange moderne fugle gør der.

Diplodocidernes hoved er ofte blevet afbildet med næseborene på toppen af hovedet, som følge af åbningernes placering i kraniet. Der har været teorier om, at de derfor har haft en snabel.^[6] Et studie fra 2006 sluttede, at der ikke var nogle neuroanatomiske beviser for, at de skulle have haft en snabel.^[7] Studiet fremhævede, at ansigtsnerven i et dyr med en snabel, som eksempelvis en elefant, er større, da den innerverer med snablen. Ansigtsnerven på diplodociderne er derimod meget små. Studier af Lawrence Witmer (2001) indikerede at selvom næsehullerne i kraniet sidder oven på hovedet, så har næseborene i kødet siddet længere nede på snuden.^[8]

Diplodocider havde en lang pisk-agtig hale, der var tyk i den ene ende og blev tyndere ud mod spidsen. Computersimuleringer har vist, at diplodociderne nemt kan have slået med deres haler som en tyrepisk. Dette kunne generere et kraftigt smæld på over 200 decibel, der kan have været brugt i forbindelse med parringsritualer eller til at skræmme rovdyr væk. Der er indicier som understøtter denne teori; et antal diplodocider er blevet fundet med en sammenvokset eller ødelagt halehvirvel, hvilket kan have være et resultat af at slå med halen.^[9]

Klassificering

Kladogram for Diplodocid efter Tschopp, Mateus og Benson (2015).^[10]

Referencer

Eksterne henvisninger