Devanagari

Devanāgarī (sanskrit देवनागरी devanāgarī "gudebyens (skrift)"), eller nāgarī ("by(skriften)") er et alfabet, der bruges til at skrive flere indiske og nepalisisk sprog. Traditionelt bruges devanagari til at skrive det klassiske indiske og nepalesiske sprog sanskrit samt det moderne hindi, nepalesisk, men dertil bruges det også til flere andre moderne indoariske sprog, der tales i det nordvestlige Indien.

Devanagari er udviklet af den såkaldte brahmi-skrift og skønnes at have antaget sin moderne form omkring 1100-tallet. Som de fleste andre skrifter, afledt af brahmi-skriften, er devanagari baseret på et såkaldt abugida-system, dvs. et skriftsystem, hvor hvert grundtegn repræsenterer en konsonant og en standardvokal (her: a), f.eks. repræsenterer tegnet क stavelsen ka. Dette grundtegn kan da modificeres ved tilføjelse af visse vokaltegn, der angiver, at en anden vokal end den iboende standardvokal /a/ skal læses i stedet: कि /ki/, कु /ku/, के /ke/, को /ko/ osv. Disse diakritiske tegn bruges systematisk også med andre grundtegn, f.eks. dannes af grundtegnet ल /la/ de sammensatte tegn लि /li/, लु /lu/, ले /le/ og लो /lo/. Har man behov for at angive et /k/ uden følgende vokal, anvendes et særligt tegn ved navn virama, der undertrykker den iboende vokal: क् /k/. Tillige har hver vokal sit eget grundtegn, der bruges, når vokalen står først i et ord: इ /i/, उ /u/, ए /e/ og ओ /o/.

Tegn

I det følgende angives den mest udbredte videnskabelige translitteration (IAST) samt udtalen på klassisk sanskrit; udtalen på moderne indiske sprog kan variere. Der ses i første tabel bort fra tegnets iboende vokal.

Når ingen vokal markeres, antages [ə] (schwa). For at markere mangel på vokal anvendes et tegn ved navn virama eller halant (se tabellen med specialtegn nedenfor).