Der stode tre Skalke og tænkte et Raad

Dansk skæmtevise, der beskriver, hvordan det lykkes tre skalke (gavtyve; egl. tjenere) at udføre en plan for at bedrive seksuelt samkvem med møllerens datter[note 1], samt de afledte kortsigtede følger heraf. Også kendt under navnet Katten i sækken.

Én gemmer sig i en sæk, der afleveres hos mølleren under foregivende af, at den indeholder korn[note 2], der skal males til mel (formodentlig næste dag) idet der insisteres på, at den skal beskyttes mod skadedyr og derfor, for en sikkerheds skyld, opbevares i møllerens datters soveværelse (natten over).

Handlingens grundform er, med varierende slutning, kendt fra folkeviser fra andre europæiske lande, fx den tyske: "Es wohnt ein Müller an jenem Teich" ("der bor en møller ved hin (mølle-) dam")[1][2].

Omkvædet i den danske version i Højskolesangbogen[3] er krydret med til lejligheden opfundne sære og mystiske ord[note 3], dels for at rime, dels som virkemiddel til at trække spændingen ud. Et af disse ord har givet navn til folkedans-, -sang- og -musikforeningen Tingluti.

Noter

  1. ^ den stolte Adelus
  2. ^ rug og hvede
  3. ^ bådsmands hus, krusmusidus, tungluti (el. tingluti), lustudilei, krestomani, snurrevurrevip og ceremoni

Eksterne referencer

  1. ^ Es wohnt ein Müller an jenem Teich ⋆ Volksliederarchiv (11.000 Lieder)
  2. ^ Volkslieder der Wenden in der Ober- und Nieder-Lausitz, Joachim Leopold Haupt, J. M. Gebhardt, 1841, s341-342 (polsk-tysk sammenligning) https://books.google.dk/books?hl=da&id=zv5AAAAAcAAJ&q=341
  3. ^ Der stode tre skalke

Tekst på Wikisource

Wikisource: Der stode tre skalke og tænkte et råd