Den venetianske skole

For alternative betydninger, se Den venetianske skole i maleriet.

Den venetianske skole i musikken er fællesbetegnelsen for en række komponister i 16. og 17. århundrede, der havde deres hovedvirke i Venezia, nærmere betegnet ved Markuskirken sammested (som organister, komponister og korledere).

Rækken indledes af flamlænderen Adrian Willaert (ca. 1490-1562) der arbejdede som maestro di cappella og indførte den praksis at dele kirkens korsang i dobbeltkor, dels ved at indrette den musikalske sats for sådan dobbeltkorighed, dels ved i realiteten at lade kormusikken udføre af to helt adskilte kor, der anbragtes over for hinanden i hver sin side af kirken − en praksis, hvortil Markuskirkens ejendommelige arkitektur med dens to orgelpulpiturer sikkert har givet stødet.

Dobbeltkorighed i satsen er for så vidt kendt inden Willaerts tid, idet enkelte af de tidligere nederlandske mestre ofte indrettede korsatsen i en vekselsang mellem parvis grupperede stemmer. Det udøvende kor stod i sådanne tilfælde imidlertid altid samlet på ét sted. Ved at dele korsangerne i to adskilte grupper i Markuskirken bliver dobbeltkorigheden real, og stilen svinger samtidig over i bredere anlagte dobbeltkoranordninger. Det bliver ikke blot (parvise) stemmeudsnit, der veksler med (parvise) stemmeudsnit, men hele korudsnit, der skiftevis synges af korene i kirkens ene og kirkens anden side.

Denne praksis optages af Willaerts efterfølgere ved Markuskirken, således af Cyprian de Rore (d. 1565) og Claudio Merulo (1533-1604), hvilken sidste i øvrigt har sit hovedvirke på orgelkompositionens område. Sit højdepunkt når den venitianske skole hos Andrea Gabrieli (ca. 1510-1586) og dennes nevø Giovanni Gabrieli (1557- 1612), der også ydede det ypperste på orgelkompositionens område, men hvis dobbeltkorige kompositioner samtidig må regnes til det lødigste, denne skole skabte. Især må fremhæves Giovanni Gabrielis musik, der selv om satsen udvides til monstresatser af mægtige stemme-omfang og meget stærkt bygger på de rent dobbeltkorige klangvirkninger, alligevel betegner meget betydelige værdier i musikkens historie.

Det ligger i sagens natur, at satsen i denne venetianske dobbeltkor-skole mere er anlagt på det akkordmæssige, hvis udførelse egentlig er den eneste mulige for to adskilte kor, end på det imitatoriske i de enkelte stemmers indbyrdes forhold. De nederlandske skolers og den romerske skoles fremtrædende kontrapunktik gør sig derfor netop i ringere grad gældende hos venetianerne. Den venitianske skoles stil fik efterlignere i andre Lande, således i Østrig hos Jakob Gallus, i Tyskland hos Hans Leo Hassler.

Se også

• Den romerske skole – Den nederlandske skole

Kilde

• Opslag af musikforsker, professor, dr.phil. Erik Abrahamsen i Salmonsen (Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bd. 24, s. 721)

Spire Denne musikartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.