Den russisk-tyrkiske krig (1686-1700)

Russisk-tyrkiske krig (1686-1700)
Del af Den store tyrkiske krig og De russisk-tyrkiske krige
Den russiske zar, Peter den Store indtager Azov
Dato 1686–1700 Sted Krim, Azov Resultat Russisk sejr Konstantinopeltraktaten Rusland får Azov og fæstningerne i Taganrog, Pavlovsk og ved floden Mius[1]
Parter
Zar-Rusland Habsburg-monarkiet Den polsk-litauiske realunion Kossakhetmanatet	Det Osmanniske Rige Krim-khanatet
Ledere
Pete den Store VasilijVasilevitj Golitsyn	Elmas Mehmed Pasha Amcazade Köprülü Hüseyin Pasha Selim I Giray

Den russisk-tyrkiske krig 1686–1700 var en del af en fælles europæisk militær indsats mod Det Osmanniske Rige, kaldet Den store tyrkiske krig.

Den russisk-tyrkiske krig blev indledt, da Zar-Rusland i 1686 tilsluttede sig Den Hellige Liga, der var blevet dannet i 1684 efter Slaget om Wien året inden som en anti-osmannisk alliance indgået mellem Habsburg-monarkiet, Den polsk-litauiske realunion og Republikken Venedig. Rusland tiltrådte ligaen, da Polen-Litauen ved Den evige fred i 1686 accepterede at overdrage Kijev og det vestlige Ukraine til Rusland.^[2]

Krigen

Under krigen iværksatte Rusland to felttog mod Krim, der dog begge endte med russiske nederlag.^[3] På trods af nederlagene i de to felttog havde de stor betydning i forholdet til osmannerne. Det var første gang siden 1569, at Rusland forsøgte at angribe Krim-khanatet, der var allieret med osmannerne. Angrebene kom som en overraskelse for osmannerne, der blev nødt til at sende større troppeenheder fra det centrale Europa mod Krim, hvilket svækkede osmannerne i de øvrige kampe mod Den Hellige Ligas medlemmer.^[4]

Udover de to felttog mod Krim iværksatte Rusland to felttog mod Azov, som blev belejret i 1695^[5] og som i 1696 blev indtaget fra osmannerne.^[6] Indtagelsen af Azov var en vigtig strategisk sejr for Rusland, da Azov med sin beliggenhed til ved Azovhavet gav Rusland adgang til Sortehavet.

Fredstraktat

Den store tyrkiske krig blev afsluttet ved Karlowitztraktaten i 1699, der blev afslutningen på den osmanniske kontrol over store dele af Centraleuropa.^[7] En separat fredsaftale mellem Rusland og Det Osmanniske Rige, Konstantinopeltraktaten, blev indgået i 1700, hvorved den russisk-osmanniske krig blev endeligt afsluttet. Ved traktaten overdrog osmannerne Azov til Rusland, der ligeledes overtog fæstningerne i Taganrog, Pavlovsk og ved floden Mius. Herudover fik Rusland en ambassadør i Konstantinopel, ligesom alle russiske krigsfanger blev frigivet.^[1] Zaren påtog sig at sikre, at sine vasaller, kosakkerne ikke ville angribe osmannerne, og osmannerne påtog sig, at deres vasal, Krim-khanatet, ikke ville angribe Rusland

Referencer

Litteratur og kilder

• Bideleux, Robert; Jeffries, Ian (1998). A History of Eastern Europe: Crisis and Change. Routledge.
• Davies, Brian (2007). Warfare, State and Society on the Black Sea Steppe, 1500–1700. Routledge.
• Fuller, William C. (1992). Strategy and Power in Russia 1600-1914. MacMillan Inc.
• Hughes, Lindsey (1990). Sophia, Regent of Russia: 1657 - 1704. Yale University Press.
• Mikaberidze, Alexander (2011). "Treaty of Constantinople (1700)". I Mikaberidze, Alexander (red.). Conflict and Conquest in the Islamic World: A Historical Encyclopedia. Vol. Vol. 1. ABC-CLIO. {{cite encyclopedia}}: |volume= har ekstra tekst (hjælp)
• Shapira, Dan D.Y. (2011). "The Crimean Tatars and the Austro-Ottoman Wars". I Ingrao, Charles W.; Samardžić, Nikola; Pesalj, Jovan (red.). The Peace of Passarowitz, 1718. Purdue University Press.