Den russisk-persiske krig (1796)

Russisk-persiske krig (1796)
Del af De russisk-persiske krige
Novosjemakhanskij Gasim Khan aflægger ed som russisk borger 1796 ved det russiske ekspeditionskorps, maleri slut 1790’erne, G.S Sergeev
Novosjemakhanskij Gasim Khan aflægger ed som russisk borger 1796 ved det russiske ekspeditionskorps, maleri slut 1790’erne, G.S Sergeev
DatoApril - november 1796
StedKaukasus
Resultat
  • Taktisk russisk sejr
  • Russisk tilbagetrækning efter Katarina 2.'s død
Casus belliPersisk angreb på Georgien
Parter
Rusland Det Russiske Kejserrige Qajar-dynastiet
Ledere
Rusland Katarina den Store

Rusland Valerian Zubov

 Agha Mohammad Khan
Styrke
50.000 mand[1] (andre kilder angiver 30.000-40.000)[1]Tofangchi musketerer
Mohammad Khans kongelige regiment
Tab
Rusland 2.150 mandUkendt

Den Russisk-persiske krig i 1796 var en kortvarig krig mellem Det Russiske Kejserrige og Persien. Krigen blev udløst af stridigheder om de Georgien, der i århundreder havde været en del af den persiske interessesfære, men som i 1783 var blevet et russisk protektorat.

En russisk hær under ledelse af general Valerian Zubov rykkede hurtigt gennem Kaukasus og var nær at angribe Persien syd og øst for det Kaspiske Hav, da Katarina den Store døde, og hæren blev kaldt tilbage. Rusland beholdt kontrollen med områderne i Transkaukasien.

Baggrund

Rusland havde i århundreder ekspanderet sin grænse sydpå og havde interesser i Kaukasus, herunder i de georgiske kongedømmer Kartli og Kakheti. Området i Kaukasus havde traditionelt været under Persisk overhøjhed, og havde i en kortere periode også været undergivet osmannisk overhøjhed. Det persiske Zand-dynasti var op igennem anden halvdel af 1700-tallet løbende blevet svækket og ved Nader Shahs død i 1747 opnåede de georgiske kongedømmer en de facto uafhængighed af de persiske herskere. I 1783 lod den georgiske konge, Erekle 2. sit kongerige få status som protektorat under Det Russiske Kejserrige ved Georgievskij-traktaten. Under Peter den Store havde Rusland haft en mindre interesse i Kaukasusområdet, men Katarina den Store anså området af strategisk betydning for Ruslands interesser.[2][3] Rusland sendte i 1784 to infanteribataljoner til Tbilisi i 1784,[4] men trak dem atter ud i 1787 mod georgiske protester, da Rusland var i endnu en krig mod osmannerne på en anden front.[4]

Agha Muhammad Khan indtager Tiflis. Datidig persisk miniature, opbevaret på British Library.

Da Zanddynastiet i Persien blev styrtet af Qajardynastiet og opnåede fuld kontrol med Persien besluttede landets nye hersker Agha Mohammad Khan som en af sine første gerninger at bringe Georgien under persisk kontrol igen.[5] [4] Perserne forlangte herefter af Erekle 2., at han tilbagekaldte traktaten med Rusland og anerkendte persisk overhøjhed over Georgien.[5][6] Erekle 2. bad Katarina den Store om beskyttelse og mindst 3.000 russiske tropper,[6] men Erekles bøn om hjælp blev ignoreret i af Katarina, hvorefter georgierne blev overlagt til sig selv i kampen mod perserne.[7] Erekle 2. afviste på trods heraf ultimatummet fra Agha Mohammad Khan.[8]

I august 1795 rykkede Agha Mohammad Khans hær ind i Georgien. Det lykkedes Erekle 2. at samle 5.000 mand, der forgæves forsøgte at forsvare Tiflis mod den persiske hær. Tiflis blev indtaget, plyndret og nedbrændt.[7][9][10] Med erobringen af Tiflis opnåede perserne atter kontrol med det østlige Georgien.[11] Tusindvis af georgiere blev massakreret og 15.000 georgiere blev tilfangetaget og sendt til Persien som slaver.[12][13] Den persiske indtagelse af Tiflis i det russiske protektorat var en ydmygelse af Rusland, der dog beskyldte georgierne for at have forårsaget ulykken.[14] For at genskabe autoritet i Kaukasus og troværdighed erklærede Katarina den Store krig mod Persien efter opfordring fra genetal Gudovitj.[14]

Det russiske mål med krigen var at styrte den anti-russiske shah og erstatte ham med den mere moderate halvbror Morteza Qoli Khan, der havde bosat sig i Rusland for at opnå russiske beskyttelse.[15][16]

Krigens forløb

Det var forventet, at det 50.000 mand store russiske korps ville blive ledet af den erfarne general Gudovitj, men Katarina fulgte rådene fra sin elsker, Fyrst Zubov og overlod kommandoen til Zubovs unge bror, grev Valerian Zubov. De russiske tropper drog fra Kizljar i april 1796 stormede den persiske fæstning i Derbent den 10. maj. I midten af juni havde Zubovs tropper uden modstand indtaget det meste af det moderne Aserbajdsjan territorium, herunder de tre hovedbyer – Baku, Sjemakha og Gandja. I november 1796 var de stationeret ved sammenløbet af floderne Araks og Kura, klar til at angribe det centrale Persien.

I samme måned døde Katarina den Store imidlertid. Hendes efterfølger, zar Paul 1., der nærede mishag mod Zuboverne og som havde andre planer med hæren i anledning af Napoleonskrigene beordrede de russiske tropper tilbage til Rusland. Tilbagetrækningen skabte vrede og frustration hos de magtfulde Zubover og andre officerer, der deltog i felttoget; flere af dem deltog i det komplot, der fem år senere ledte til attentatet på Paul 1. og dennes død.

Referencer

  1. ^ a b Iranian-Russian Encounters: Empires and Revolutions Since 1800 p. 51
  2. ^ Mikaberidze 2011, s. 327.
  3. ^ Fisher et al. 1991, s. 327.
  4. ^ a b c Fisher et al. 1991, s. 328.
  5. ^ a b Mikaberidze 2011, s. 409.
  6. ^ a b Donald Rayfield. Edge of Empires: A History of Georgia Reaktion Books, 15 February. 2013 ISBN 1780230702 p. 255
  7. ^ a b Lang, David Marshall (1962), A Modern History of Georgia, p. 38. London: Weidenfeld and Nicolson.
  8. ^ Suny, Ronald Grigor (1994), The Making of the Georgian Nation, p. 59. Indiana University Press, ISBN 0-253-20915-3
  9. ^ P.Sykes, A history of Persia, 3rd edition, Barnes and Noble 1969, Vol. 2, p. 293
  10. ^ Malcolm, Sir John (1829), The History of Persia from the Earliest Period to the Present Time, pp. 189–191. London: John Murray.
  11. ^ Fisher, William Bayne (1991). The Cambridge History of Iran. Vol. 7. Cambridge University Press. s. 128-129. (...) Agha Muhammad Khan remained nine days in the vicinity of Tiflis. His victory proclaimed the restoration of Iranian military power in the region formerly under Safavid domination.
  12. ^ Brydges, Harford Jones (1833). Dynasty of the Kajars. London: J. Bohn.
  13. ^ Mikaberidze, Alexander (2011). Conflict and Conquest in the Islamic World: A Historical Encyclopedia (Vol. 2). Santa Barbara, California: ABC-CLIO, LLC. ISBN 9781598843378.
  14. ^ a b Fisher et al. 1991, s. 329.
  15. ^ Cronin, Stephanie. Iranian-Russian Encounters: Empires and Revolutions Since 1800 Routledge 2013. ISBN 978-0415624336 p 51.
  16. ^ Mikaberidze, Alexander. Conflict and Conquest in the Islamic World: A Historical Encyclopedia (2 volumes): A Historical Encyclopedia ABC-CLIO, 22 jul. 2011 ISBN 978-1598843378 page 763.

Litteratur

  • Gen. V.A. Potto. The Caucasian Wars of Russia from the 16th century onward. Volumes 1-5. SPb, 1885–86, reprinted in 2006. ISBN 5-9524-2107-5
  • Fisher, William Bayne; Avery, P.; Hambly, G. R. G; Melville, C. (1991). The Cambridge History of Iran. Vol. 7. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0521200950.
  • Mikaberidze, Alexander (2015). Historical Dictionary of Georgia (2 udgave). Rowman & Littlefield. ISBN 978-1442241466.

Medier brugt på denne side

Capture of Tiflis by Agha Muhammad Shah. A Qajar-era miniature. 03.png
Capture of Tiflis by Agha Muhammad Shah. A Qajar-era miniature from Fath 'Ali Khan Saba's Shahinshah Nama. The British Library.
Flag of Agha Mohammad Khan.svg
Flag of Iran during the Qajar dynasty, i.e. the flag of Agha Mohammad Khan.
Приведение к присяге на верность России Гасим хана графом Зубоввым.jpg
Приведение к присяге на подданство Новошемаханского Гасим хана среди российского корпуса под командою графа В.А. Зубова при реке Аксучай в 1796 году. Сергеев Г.С. Конец 1790-х гг.