Den australasiatiske antarktisekspedition

Den australasiatiske antarktisekspedition var en australasiatisk forskningsekspedition til Antarktis, som blev gennemført fra 1911 til 1914. Den blev ledet af den australske geolog Douglas Mawson, som blev adlet for sin indsats. I 1910 startede han planlægningen af en ekspedition, som skulle kortlægge den 3.200 kilometer lange kystlinje af det antarktiske kontinent, som ligger syd for Australien. Australian Association for the Advancement of Science godkendte hans planer og bidrog med betydelig finansiering af ekspeditionen. Den resterende finansiering blev skaffet til veje gennem offentlig indsamling og andre donationer.

Forberedelser

Mandskabet til ekspeditionen kom hovedsagelig fra universiteter i Australien og New Zealand. Blandt dem, som deltog i landekspeditionen, var der 22 australiere, fire newzealændere, tre briter og én schweizer. Tre af lederne (Mawson, Wild og Davis) havde erfaring fra tidligere antarktisekspeditioner.

Sælfangstskuden "Aurora" fra Newfoundland blev udrustet som ekspeditionsskib. Hun havde en længde på 165 fod (50 m) med en tonnage på 380 ton, og var udstyret med en dampmaskine med en ydelse på 98 hk. Kaptajn var John King Davis.

Skuden afsejlede den 2. december 1911 for Macquarieøen, beliggende halvvejs mellem Australien og Antarktis, og ankom ni dage senere efter en stormfuld krydsning. Et hjælpeskib, "Toroa", fulgte efter med forsyninger og passagerer. Efter afrejse fra Macquarieøen den 23. december startede "Aurora" udforskning af kyststrækningen og opdagede og navngav King George V Land og Queen Mary Land.

Blandt ekspeditionsmedlemmerne deltog Frank Hurley som officiel fotograf, Frank Wild som leder for den vestlige lejr, Charles Hoadley som geolog og Cecil Madigan som meteorolog.

Lejre

Ekspeditionen etablerede sin hovedlejr ved Cape Denison i Commonwealth Bay. Lejren var vinterkvarter for atten mænd gennem vinteren 1912, vinteren efter for syv. Hytterne findes endnu – to intakte og to i ruiner. De opførte også to feltstationer: en støtte- og relæstation på Macquarieøen og en vestlig lejr på Shackleton Ice Shelf.

Placeringen Mawson valgte for hovedlejren viste sig at være en af de mest forblæste steder på kloden. Den lokale geomorfologi, med den stejle gradient mellem polarplateauet og Sydishavet, skaber forhold som giver næsten kontinuerlige karabatiske vinde.

Mandskaberne ved de tre stationer gennemførte rutinemæssige videnskabelige og meteorologiske observationer, som blev detaljeret nedskrevne i de omfattende ekspeditionsrapporterne, som ikke blev publiceret før 1922–1942. De overvandt også måneder med udstyrsproblemer, da de omsider fik etableret den første trådløse radioforbindelse fra det antarktiske kontinent, koblet til Hobart via Macquarieøen.

Slædeture

Slædeture langs kysten og i indlandet bragte deltagerne til hidtil ukendt land. I det sidste halvår af 1912 var der fem længere ture fra hovedlejren og to fra den vestlige lejr.

Mawson selv deltog i et tremands slædehold med Xavier Mertz og løjtnant B. E. S. Ninnis som satte kursen øst over den 10. november 1912 for at undersøge King George V Land. Efter tre uger med ypperlig fremdrift krydsede de en isbræ, da Ninnis faldt gennem en snedækket issprække. Seks hundr, størstedelen af madrationerne, teltet og andet uundværligt udstyr forsvandt i dybet, 480 km fra basen på Cape Denison. Mertz og Mawson observerede én død og én skadet hund på en afsats 150 meter nede, men det var ingen tegn fra Ninnis.^[1]

Mawson og Mertz vidste, at skibet ville drage fra basen på en fastsat dato, og at de med få forsyninger og hunde ville have problemer med at nå afrejsen. De vendte tilbage med det samme, og deres knappe forsyninger tvang dem til at spise de få tilbageværende hunde. Mertz var ude af stand til at gå videre, og i et forsøg på at få ham til hægterne igen, fodrede Mawson ham med hundelever. Han var uvidende om, at det høje Vitamin A-indhold i hundelever kan være meget sundhedsskadeligt og føre til hypervitaminose A, og Mertz døde kort tid efter. Mawson fortsatte alene med én af slæderne, som han havde delt i to. Med slæden lastet med geologiprøver og minimalt med mad, gik han de 160 sidste kilometer tilbage til Cape Denison. Under denne rejse faldt han i en sprække, men blev reddet af at slæden blev hængende igen på overfladen. Da Mawson endelig ankom til Cape Denison 8. februar 1913, udtalte den første som mødte ham: "Gode Gud, hvem af dem er du?"^[2]

Det var imidlertid kun timer efter, at "Aurora", som skulle hente ekspeditionsdeltagerne, var afsejlet fra Cape Denison. Skibet blev tilbagekaldt over trådløs forbindelse, men kom ud for uvejr. som forhindrede hende i at gå tilbage. Mawson og seks andre mænd, som var blevet tilbage for at vente på Mawsons slædehold blev derfor nødt til at overvintre en sæson til, frem til december 1913.

To af bræerne, som blev krydset af Mawsons slædehold, Ninnisbræen og Mertzbræen, er blevet navngivet efter de to omkomne deltagere.

Geologi

Efter som ekspeditionens leder selv var geolog, var undersøgelser af isfrie sten- og bjergformationer i Wilkes Land en af hovedaktiviteterne for ekspeditionen.

Ekspeditionen var den første, som opdagede en meteorit, en kondrit, i Antarktis. I det påfølgende århundrede har der været gjort en række meteoritfund i denne region af Antarktis.

Efterspil

Der har senere været spekuleret om grunden til, at Mawson overlevede var, at han spiste liget efter Mertz for at få næring, Mawson benægtede naturligt nok dette. I november 2007 sendte Channel 4 et program, When Hell Freezes, hvor man genskabte forholdene, som Mawson og Mertz oplevede. Resultaterne kunne tyde på, at Mawson kunne overleve uden at han måtte have tyet til kannibalisme.

Noter

Litteratur

• Mawson, Douglas (1969). The Home of the Blizzard, the Story of the Australasian Antarctic Expedition, 1911-1914.

Eksterne henvisninger

• Mawson's Huts Historic Site Management Plan 2007-2012 (Australian Antarctic Division) Arkiveret 30. september 2009 hos Wayback Machine
• Antarctic Explorers: Douglas Mawson Arkiveret 6. marts 2018 hos Wayback Machine
• The Home of the Blizzard, frit tilgængelig på Project Gutenberg
• Mawson and Mertz: a re-evaluation of their ill-fated mapping journey during the 1911–1914 Australasian Antarctic Expedition Arkiveret 5. februar 2012 hos Wayback Machine – undersøgelse af hypervitaminose A-hypotesen

v d r Polarekspeditioner Grønlandsekspeditioner Graahs ekspedition 1828-31 Konebåds-ekspeditionen 1883-85 Pearys ekspedition til Grønland 1891-1892 Den østgrønlandske ekspedition 1891-92 Amdrupekspeditionen 1898-1900 Den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 Danmark-ekspeditionen Alabama-ekspeditionen 1909-12 1. Thule-ekspedition 1912 2. Thule-ekspedition 1916-18 3. Thule-ekspedition 1919-20 4. Thule-ekspedition 1919 5. Thule-ekspedition 1921-24 6. Thule-ekspedition 1931 7. Thule-ekspedition 1932-33 Den danske Treårsekspedition til Østgrønland 1931-34 British Arctic Air Route Expedition Nordvestpassagen Frobishers ekspeditioner 1576-1578 Davis ekspeditioner 1585-1587 Halls ekspeditioner 1605-1607 Hudsons ekspedition 1610 Jens Munks ekspedition 1619-1620 Coppermine-ekspeditionen 1819–1822 Franklin-ekspeditionen 1845 Rae–Richardsons arktiske ekspedition 1848 McClures arktiske ekspedition 1850 Lady Franklin Bay ekspeditionen 1881-1884 Fram-ekspeditionen 1898-1902 Gjøa-ekspeditionen 1903-1906 Den kanadiske polarekspedition 1913—1918 HMS Terror (1813) Nordøstpassagen Chancellors ekspedition 1553 Stephen og William Boroughs ekspedition 1556 Pets og Jackmanns ekspedition 1580 Barents' 1. ekspedition 1594 Barents' 2. ekspedition 1595 Barents' 3. ekspedition 1596 1. Kamtjatka-ekspedition 2. Kamtjatka-ekspedition Vega-ekspeditionen Maud Nordpolsekspeditioner Tyske Nordpolsekspedition 1869 Polaris-ekspeditionen 1871 Østrig-Ungarnske Nordpolsekspedition 1872–74 Jeannette-ekspeditionen 1879–81 Amundsens nordpolsekspedition Britiske Arktisekspedition 1875-1876 Den norske Nordhavsekspedition 1876-1878 Dijmphna-Ekspeditionen 1882—83 Fram-ekspeditionen 1893-96 (Fram) Jackson-Harmsworth-ekspeditionen 1894-97 Andrées polarekspedition 1896–1897 Zieglers nordpolsekspedition Sydpolsekspeditioner Første russiske antarktisekspedition 1819-21 Challenger-ekspeditionen 1872-76 Dundee-ekspeditionen 1892–93 Antarctic-ekspeditionen 1894-1895 Belgica-ekspeditionen 1897-1899 Valdiva-ekspeditionen 1898-1899 Southern Cross-ekspeditionen 1898-1900 Den svenske antarktisekspedition 1901–03 Gauss-ekspeditionen 1901-1903 Discovery-ekspeditionen 1901-1904 Scotia-ekspeditionen 1902-1903 Charcots første ekspedition 1903–05 Nimrod-ekspeditionen 1907–09 Charcots anden ekspedition 1908–10 Den japanske antarktisekspedition 1910–12 Den australasiatiske antarktisekspedition 1911-14 Fram-ekspeditionen 1910-1912 Terra Nova-ekspeditionen 1910-1913 Den tyske antarktisekspedition 1911–13 Endurance-ekspeditionen 1914-1917 Norvegia-ekspeditionerne 1927-1931 Thorshavn-ekspeditionerne 1931-1937 Byrds 1. ekspedition 1928-1930 Byrds 2. ekspedition 1933-1935 Tyske antarktisekspedition 1938–1939 Danske polarforskere Georg Carl Amdrup Vitus Bering Kaj Birket-Smith Jacob Christian Demant Bloch Jørgen Brønlund Willi Dansgaard Knud Ellitsgaard-Rasmussen Bent Fredskild Peter Freuchen Achton Friis Børge Fristrup Paul Gelting W.A. Graah Preben Gudmandsen Niels Steen Gundestrup Niels Peter Høeg Hagen Godfred Hansen Bent Hasholt Gudmund Hatt Gustav Holm A.P. Hovgaard J.A.D. Jensen Jens Gundahl Knudsen Eigil Knuth Johan Peter Koch Lauge Koch A.N. Kornerup Johannes Krüger Helge Larsen Therkel Mathiassen Jørgen Meldgaard Ejnar Mikkelsen Harald Moltke Ludvig Mylius-Erichsen Jørgen Münter Carl Petersen Didrich Pinning Christian Pingel Alf Erling Porsild Morten P. Porsild Hans Pothorst Knud Rasmussen Hinrich Rink Jens Rosing Hans Peder Steensby K.J.V. Steenstrup Lars Stemmerik William Thalbitzer Jens Vahl A.H. Vedel Theodor Zeilau Norske polarforskere Roald Amundsen Eivind Astrup Andreas Beck Olav Bjaaland Carsten Borchgrevink Lars Christensen Tryggve Gran Helmer Hanssen Sverre Hassel Hjalmar Johansen Erling Kagge Carl Anton Larsen Fridtjof Nansen Børge Ousland Kristian Prestrud Peder Ristvedt Johannes Skolp Jørgen Stubberud Otto Sverdrup Oscar Wisting Gunnar Østrem Amerikanske polarforskere Richard E. Byrd Frederick Cook George W. DeLong Elisha Kane Robert Peary Paul Siple Britiske polarforskere Pelham Aldrich Horatio Thomas Austin George Back William Baffin Frederick William Beechey Edward Belcher Stephen Borough William Borough David Buchan Thomas Button Robert Bylot Richard Chancellor Richard Collinson Samuel Gurney Cresswell Francis Crozier John Cunningham John Davis Luke Foxe John Franklin Martin Frobisher Vivian Fuchs James Hall Henry Parkyns Hoppner Henry Hudson Edward Augustus Inglefield Frederick George Jackson Thomas James Henry Kellett Skeffington Lutwidge George Francis Lyon Albert Hastings Markham Francis Leopold McClintock Robert McClure George Mecham Arthur Fleming Morrell George Nares Erasmus Ommanney Sherard Osborn William Edward Parry Constantine Phipps, 2. baron Mulgrave James Clark Ross John Ross Edward Sabine Robert Falcon Scott Ernest Shackleton Henry Frederick Stephenson H.G. Watkins Hugh Willoughby Svenske polarforskere Hans W:son Ahlmann Alfred Gabriel Nathorst Adolf Erik Nordenskiöld Otto Nordenskjöld Louis Palander Islandske polarforskere Pálmi Hannesson Canadiske polarforskere Trevor Lloyd Vilhjálmur Stefánsson Franske polarforskere Jean-Baptiste Charcot Joseph Paul Gaimard Paul-Émile Victor New Zealandske polarforskere Edmund Hillary Italienske polarforskere Umberto Nobile Russiske polarforskere Fabian Gottlieb von Bellingshausen Mikhail Petrovitj Lazarev Vasilij Vasilevitj Prontjisjtjev Maria Prontjisjtjeva Semjon Ivanovitsj Tsjeljuskin Ferdinand von Wrangel Tyske polarforskere Carl Koldewey Alfred Wegener Nederlandske polarforskere Willem Barents Joris Carpolus Jacob van Heemskerk Jan Huygen van Linschoten Cornelis Corneliszoon Nay Anthur Pet Jan Corneliszoon Rijp Brand Ijsbrantszoon Tetgales Portugisiske polarforskere João Vaz Corte-Real Se også: Inuit