Den Europæiske Union

Cirkel med 12 guldstjerner på en blå baggrund.
Europaflaget
MottoIn varietate concordia
(latin: Forenet i mangfoldighed)[1][2][3]
Et ortografisk projektion af verden, med EU og dets medlemslande fremhævet i grønt.
EU-territorier i Europa
Politiske centreBruxelles
Luxembourg
Strasbourg
Største byerParisa
Officielle sprog
Demonymeuropæer[4]
TypeØkonomisk og politisk union
Medlemsstater
Ledere
Charles Michel
Ursula von der Leyen
David Sassoli
Lovgivende forsamlingRådet
Parlamentet
Etableret
23. juli 1952
1. januar 1958
1. november 1993
1. december 2009
Areal
• Total
4.233.262 km2 
• Vand (%)
3,08
Indbyggertal og befolkning
• Anslået 2018
512.379.225[5] (nr. 3)
• Tæthed
117,9/km2 
BNP (KKP)Anslået 2016
• Total
15.788 mia. USD[6]
• Pr. indbygger
31.548 USD[6]
BNP (nominelt)Anslået 2011
• Total
17.960 mia. USD[6]
• Pr. indbygger
35.742 USD[6]
Gini (2010)30,4[7] (medium)
HDI (2011)0,853[8] (meget høj)
Valuta
TidszoneWET (UTC)b
CET (UTC+1)
EET (UTC+2)
• Sommer (DST)
WEST (UTC+1)
CEST (UTC+2)
EEST
DatoformatDD/MM/ÅÅÅÅ
Internetdomæne.eu[9]
Telefonkode+3 og +4
Hjemmeside
europa.eu
  1. Før Storbritanniens udmeldelse var London og Paris de største byer i EU målt på befolkningstal.[10]
  2. Inkluderer ikke oversøiske lande og territor.

Den Europæiske Union (EU) er en økonomisk og politisk union mellem 27 europæiske stater med et areal på 4.233.255,3 millioner kvadratkilometer med 447 millioner indbyggere (102 indbyggere per km2),[5] i 2010 genererede de daværende EU-medlemslande, hvad der anslås at være 26% (USD 16.282 milliarder)[11] af den globale økonomi, eller 20% (USD 15.170 milliarder) når man justerer for købekraftsparitet.[12]

Som følge af den europæiske integrationsproces har unionens politiske system udviklet sig med tiden. Det er baseret på to grundlæggende traktater, Traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten) og Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (EUF-traktaten), der indeholder både overstatslige og mellemstatslige elementer. Mens medlemsstaternes regeringer er repræsenteret i Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union (Rådet), vælger medlemsstaternes borgere direkte sine repræsentanter til Europa-Parlamentet. Medlemmerne af Europa-Kommissionen og dommerne i Den Europæiske Unions Domstol repræsenterer unionens interesser.

Den Europæiske Union kan spores tilbage til 1950'erne, da seks stater oprettede tre europæiske fællesskaber for at samordne en række økonomiske formål, så fremtidige militære konflikter kunne undgås. I 1958 skabte de seks stater således Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab; og det traktatmæssige grundlag er siden blevet ændret adskillige gange i takt med, at flere stater er indtrådt i unionen. I 1993 oprettede medlemsstaterne med indgåelsen af Maastrichttraktaten Den Europæiske Union og samlede de tre ovenfornævnte fællesskaber i ét nyt fællesskab kaldet Det Europæiske Fællesskab (EF). Ændringerne i samarbejdet førte til, at man fra dette tidspunkt sagde, at unionen havde en tre-søjlet struktur. Med den seneste ændring af traktatgrundlaget blev samarbejdet grundlæggende reformeret: EF blev nedlagt og aktiviteterne overført til EU, der blev indført en mere skarp sondring imellem unionens og medlemsstaternes kompetencer, unionens overnationale beføjelser blev styrket, og unionen fik personstatus.

Et af kerneelementerne i EU-samarbejdet er et indre marked, der med en fælles handels-,[13] landbrugs-, fiskeri- og regionspolitik[14] har til formål at sikre De Fire friheder. Medlemsstaternes borgere har ret til at bosætte sig, arbejde, rejse og investere i de øvrige medlemsstater, ligesom paskontrollen og toldchecks ved de fleste interne grænser blev afskaffet med Schengen-aftalen.[15] På det monetære område har en række stater indført en fælles møntenhed, ligesom unionen varetager den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik et samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.

Historie

1945-1958

Stedet hvor Rom-traktaten blev underskrevet 25 marts 1957.

Efter Anden Verdenskrig var der politisk interesse for et øget samarbejde mellem de vesteuropæiske stater for at genopbygge Europa og forebygge ny krig mellem Frankrig og Vesttyskland. Central- og Østeuropa var på det tidspunkt hovedsageligt under sovjetisk kontrol og dermed udelukket fra et sådant samarbejde.

I 1946 talte Winston Churchill for at oprette et "Europas Forenede Stater"; dog uden britisk deltagelse. Den 9. maj 1950 præsenterede Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman et forslag udarbejdet af Jean Monnet til en fælles styring af Frankrig og Vesttysklands kul- og stålindustri. I forslaget var det bemærket, at aftalen blev set som et første skridt i retning mod en europæisk føderation.[16] Fællesskabets grundlæggende medlemmer Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland, der underskrev Paristraktaten i 1951. I 1957 underskrev repræsentanter fra de seks stater Romtraktaten, der udvidede det eksisterende samarbejde indenfor Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) og oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), hvorved der skabtes en toldunion, og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM) for at samarbejde om udviklingen af atomenergi. Traktaten trådte i kraft i 1958.

1958-1972

EF 1957 - EU 2020

De to nye fællesskaber blev skabt separat fra EKSF til trods for, at alle tre fællesskaber delte domstol og parlamentarisk forsamling. De udøvende myndigheder i de nye fællesskaber blev døbt Kommissionen: EØF blev ledet af Walter Hallstein (Hallstein-kommissionen), mens EURATOM blev ledet af Louis Armand (Armand-kommissionen) og derefter Etienne Hirsch. Det var målet, at EURATOM skulle integrere atomenergisektorerne, mens EØF skulle udvikle en toldunion mellem medlemsstaterne.

I 1960'erne opstod der spændinger i samarbejdet, og Frankrig forsøgte at begrænse de overnationale elementer af samarbejdet. I 1965 nåede medlemsstaterne til enighed om at ændre Bruxellestraktaten, og i 1967 kunne Fusionstraktaten underskrives i Bruxelles. Traktaten trådte i kraft 1. juli 1967 og ændrede den institutionelle ramme i samarbejdet og samlede de forskellig kommissioner i én. Formelt var der stadig tale om tre sideordnede fællesskaber, men normalt omtalte man blot det udvidede samarbejde som Det Europæiske Fællesskab (EF). Jean Rey var formand for den første fusionerede kommission.

1973-1993

I 1973 blev fællesskabet udvidet, da staterne Danmark (Grønland forlod samarbejdet i 1985 og fik OLT-status med associeret forhold til EF (i dag EU)), Irland og Det Forenede Kongerige. Norge havde også forhandlet med fællesskabet om at indtræde i det, men de norske vælgere afslog ved en folkeafstemning et medlemskab, og Norge står fortsat uden for. I 1979 blev det første direkte valg til Europa-Parlamentet afholdt. Grækenland indtrådte i fællesskabet i 1981 og Spanien og Portugal fulgte i 1986. I 1985 blev Schengen-samarbejdet indledt med det formål at skabe et område uden paskontrol mellem de fleste medlemsstater og nogle ikke-medlemsstater. I 1986 blev EF-pakken underskrevet og Europaflaget taget i brug.

Efter jerntæppets fald blev det tidligere DDR i 1990 en del af fællesskabet som en del af et forenet Tyskland. Ønsket om at muliggøre flere central- og østeuropæiske landes indtræden i fællesskabet førte til, at de såkaldte Københavnskriterier blev aftalt, der opridsede de betingelser en kandidatstat skulle opfylde før den kunne optages som medlem.

1993–nu

Nobel prize medal.svgNobels fredspris
2012

Den Europæiske Union blev formelt skabt, da Maastrichttraktaten trådte i kraft den 1. november 1993. I 1995 indtrådte Østrig, Sverige og Finland som medlemmer i det nydannede EU. I 2002 valgte 12 medlemsstater at skifte nationale pengesedler og mønter ud med en fælles valuta. Unionens hidtil største udvidelse skete 1. maj 2004, hvor staterne Malta, Cypern, Slovenien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn opnåede medlemskab. Den 1. januar 2007 blev Rumænien og Bulgarien medlemsstater. Island ansøgte i 2009 om medlemskab, men trak ansøgningen tilbage i 2015[17].

Den 1. december 2009 trådte Lissabontraktaten i kraft. Det medførte en række ændringer af den måde, hvorpå Unionen fungerer og arbejder. Særligt blev EU's retlige struktur ændret og EU's tre søjler blev nedlagt og samlet i én juridisk enhed med personstatus. Med traktaten blev der også indført en ny post som Formand for Det Europæiske Råd, ligesom EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik fik forøgede beføjelser.

Den 1. juli 2013 blev Kroatien optaget som det 28. medlemsland.

Den 23. juni 2016 stemte Storbritannien sig ud af EU - det såkaldte Brexit. Landet forlod formelt unionen pr. 1. februar 2020. Herefter er der 27 medlemslande i EU.

Tidslinje

Underskrevet
Ikrafttrædelse
Dokument
1948
1948
Bruxelles-traktaten
1951
1952
Paris-traktaten
1954
1955
Ændrede Bruxellestraktat
1957
1958
Rom-traktaterne
1965
1967
Fusionstraktaten
1975
-
Rådsmødekonklusioner
1985
1985
Schengen-traktaten
1986
1987
EF-pakken
1992
1993
Maastricht-traktaten
1997
1999
Amsterdam-traktaten
2001
2003
Nice-traktaten
2007
2009
Lissabon-traktaten
 
             
Den Europæiske Unions tre søjler: 
Europæiske Fællesskaber: 
Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM)  
Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF)Traktaten ophørte i 2002Den Europæiske Union (EU)
  Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF)
    Schengen-samarbejdet Det Europæiske Fællesskab (EF)
  TREVIRetlige og indre anliggender (RIA) 
 Politi- og strafferetligt samarbejde (PSS)
     Europæiske Politiske Samarbejde (EPS)Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)
Vestunionen (WU)Den Vesteuropæiske Union (WEU)  
Traktaten ophørte i 2011 
            

Geografi

Medlemslandene

Unionen har udvidet sig kraftigt siden Rom-traktaten blev underskrevet af Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg i 1957. De seks grundlæggende lande bliver ofte refereret til som de seks eller kerne-Europa.

22 andre stater har sluttet sig til unionen i de følgende seks udvidelser (medlemsstater, der tillige indgår i Euro-samarbejdet er markeret med "€"). Storbritannien udtrådte af Den Europæiske Union 31. januar 2020:

Kort over EU lande og ansøgerlande (ISO 3166-1)
  1. Belgien Belgien € (1958)
  2. Frankrig Frankrig € (1958)
  3. Tyskland Tyskland € (Vesttyskland: 1958, som successorstat Forbundsrepublikken Tyskland fra 1990)
  4. Italien Italien € (1958)
  5. Luxembourg Luxembourg € (1958)
  6. Holland Holland € (1958)
  7. Danmark Danmark (1973)
  8. Irland Irland € (1973)
  9. Grækenland Grækenland € (1981)
  10. Portugal Portugal € (1986)
  11. Spanien Spanien € (1986)
  12. Østrig Østrig € (1995)
  13. Finland Finland € (1995)
  14. Sverige Sverige (1995)
  15. Cypern Cypern € (2004)
  16. Tjekkiet Tjekkiet (2004)
  17. Estland Estland € (2004)
  18. Ungarn Ungarn (2004)
  19. Letland Letland € (2004)
  20. Litauen Litauen € (2004)
  21. Malta Malta € (2004)
  22. Polen Polen (2004)
  23. Slovakiet Slovakiet € (2004)
  24. Slovenien Slovenien € (2004)
  25. Bulgarien Bulgarien (2007)
  26. Rumænien Rumænien (2007)
  27. Kroatien Kroatien (2013)

Tidligere medlemmer:

  • Grønland (1973-1985, repræsenteret af Danmark)
  • Storbritannien Storbritannien (1973-2020)

Visse områder i medlemslandene er ikke en del af EU, f.eks. Kanaløerne, Grønland (udtrådt 1982) og Færøerne, mens andre områder er medlemmer med særstatus som Ålandsøerne (trods medlemskab ret til toldfrit salg på færger til Sverige og det finske fastland).[18]

Områder, der ligger langt fra det kontinentale Europa, kan dog være en del af EU. Eksempelvis Azorerne og Madeira der repræsenteres af Portugal i EU.

Franske oversøiske områder anses som en del af Frankrig, og derfor bruges euroen så langt væk fra Europa som Martinique og Fransk Guyana (se DOM-TOM). Man bruger dog valutaen Franc Pacifique i de franske besiddelser i Stillehavet (Fransk Polynesien, Ny Kaledonien samt Wallis og Futuna).

Kandidatlande

     Medlemslande      Kandidatlande i forhandlinger      Kandidatlande      Ansøgerlande      Potentielle kandidater

I henhold til EU-traktatens artikel 49 kan alle europæiske stater, der endnu ikke er medlem af EU, og som respekterer EU's værdier (fremgår af EU-traktatens artikel 2) og ønsker at fremme disse, ansøge om at blive medlem af unionen. Ansøgningen sendes til Rådet, som underretter både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter om, at der er indkommet en ansøgning. Endelig beslutning om optagelse træffes først af Rådet efter Kommissionen har afgivet et høringssvar, som Europa-Parlamentets flertal kan stemme for, og i så fald træffes beslutningen efter reglen om enstemmighed.

For at modtage et positivt høringssvar skal en ansøgende stat leve op til følgende kriterier:

For at opnå medlemskab skal staten:

For at medlemsstaterne kan opfylde disse betingelser, yder EU både rådgivning og finansiel støtte, ligesom EU og ansøgerlandene indgå partnerskaber, der har til formål at tilpasse ansøgerstaten til EUs standarder. EU og ansøgerlandende indgår i den forbindelse en stabiliserings- og associationsaftale. Processen afsluttes med at staten tiltræder EU, hvilket sker ved at EU's medlemsstater og den pågældende stat indgår en tiltrædelsestraktat.

I praksis opererer man med to typer af ansøgerlande: "Kandidater" og "potentielle kandidater". Der er for tiden i alt fem kandidatlande:Tyrkiet og Nordmakedonien (begge kandidater siden 2005), Montenegro (kandidat i 2010) og Serbien (kandidatland fra primo 2014). Der er ingen grænse for, hvor lang tid der kan gå, fra en stat indgiver en ansøgning og staten kan kalde sig for kandidat eller potentiel kandidat; Montenegro indgav f.eks. sin ansøgning i 2008.

Albanien ansøgte om optagelse sammen med Montenegro. De er stadig ikke kandidater, men er potentielle kandidater. Det samme er Bosnien-Herzegovina. Stabiliserings- og associeringsaftalen med Bosnien-Herzegovina er endnu ikke ratificeret af samtlige medlemsstater. Kosovo kom tættere på en status som kandidatland ved ingåelsen af en stabiliserings- og associeringsaftale med EU i 2013.

Institutioner

Den institutionelle struktur i EU har været nogenlunde konstant siden 1952 til trods for, at de enkelte institutioners beføjelser (såvel generelt som over for hinanden) er blevet justeret adskillige gange. I unionens nuværende traktatgrundlag findes reglerne om EU's institutioner i EU-traktatens afsnit III og i EUF-traktatens del 6.

På mange måder viser EU nogle af de typiske kendetegn for et føderalt system; med en Kommission som den udøvende magt og en to-delt lovgivningsmyndighed hos Europa-parlamentet, der repræsenterer borgerne, og Rådet, der repræsenterer staterne. Den vigtige rolle Rådet spiller kan sammenlignes med den udøvende føderalisme, der kerakteriserer Forbundsrepublikken Tyskland, snarere end en magtadskillelse i klassisk forstand.


EU's institutioner
som anført i Traktaten om Den Europæiske Union, Afsnit 3: Bestemmelser om institutionerne[19]
Europarl logo.svg
Europa-Parlamentet (EP)

- Lovgivende -

Det Europæiske Råd

- Giver fremdrift og retning -

Rådet for Den Europæiske Union (Rådet)

- Lovgivende -

European Commission Logo.gif
Europa-Kommissionen

- Udøvende -

Europa-Parlamentet
Medlemmer af Det Europæiske Råd i 2011
Rådets møderum
Europa-Kommissionens bygning
  • fungerer i fællesskab med Rådet som lovgiver
  • deler sammen med Rådet budgetbeføjelserne og beslutter i sidste instans om det almindelige budget for EU
  • udøver demokratisk kontrol med EU-institutionerne, herunder Europa-Kommissionen og udnævner Kommissionens medlemmer
  • hjemhørende og plenarmøder i Strasbourg, generalsekretariat i Luxembourg, holder primært møder i Bruxelles
  • er "regeringen"
  • fremsætter forslag til ny lovgivning for Parlamentet og Rådet
  • implementerer EU-politik og administrerer budgettet
  • sikrer overensstemmelse med EU-retten ("traktaternes vogter")
  • forhandler internationale traktater
  • hjemhørende i Bruxelles
No image wide.svg
Emblem of the Court of Justice of the European Union.svg
Den Europæiske Unions Domstol

- Dømmende -

CURIA RATIONUM logo.svg
Den Europæiske Revisionsret

- Uafhængig kontrol -

Logo European Central Bank.svg
Den Europæiske Centralbank (ECB)

- Monetær udøvende (centralbank) -

No image wide.svg
ECJ room
Europæiske Centralbank
  • sikre en ensartet fortolkning af EU-lovgivningen
  • har beføjelse til at afgøre juridiske tvister mellem EU-lande, EU-institutioner, virksomheder og enkeltpersoner
  • hjemhørende i Luxembourg
  • undersøger den korrekte brug af indtægter og udgifter for EU-institutionerne (se også EU's budget)
  • hjemhørende i Luxembourg

Kompetencefordeling

Som anført i AFSNIT I af FØRSTE DEL i den konsoliderede udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde[20]
Enekompetence
Delt kompetence
Støttekompetence
Unionen har enekompetence til at foretage direktiver og indgå internationale aftaler, når der er fastsat i en EU-retsakt (Artikel 3)
  • toldunionen
  • fastlæggelse af de konkurrenceregler, der er nødvendige for det indre markeds funktion
  • den monetære politik for de medlemsstater, der har euroen som valuta
  • bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik
  • fælles handelspolitik
  • indgåelse af bestemte internationale aftaler
Medlemsstaterne kan ikke udøve kompetence på områder, hvor EU har gjort det. (Artikel 4)
"(Artikel 4) (…) udøvelsen af denne kompetence kan ikke føre til, at medlemsstaterne forhindres i at udøve deres kompetence i" …
  • forskning, teknologisk udvikling og rumpolitik
  • udviklingssamarbejde og humanitær bistand
Unionen koordinerer medlemsstaternes politikker eller implementerer supplement til deres fælles politikker, der ikke er omfattet andetsteds. (Artikel 5)
  • samordning af økonomi-, social- og beskæftigelsespolitikker
  • fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikker
"(Artikel 6) Unionen har kompetence til at gennemføre tiltag for at understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes tiltag i" …
  • beskyttelse og forbedring af menneskers sundhed
  • industri
  • kultur
  • turisme
  • uddannelse, ungdom, sport og erhvervsuddannelse
  • civilbeskyttelse (katastrofeforebyggelse)
  • administrativt samarbejde

Nøglepersoner

Unionsborgerskab

Uddybende Uddybende artikel: Unionsborgerskab

Unionsborgerskab er en betegnelse for en række rettigheder, der er tildelt statsborgere i EU's medlemsstater. Unionsborgerskabet blev indført i 1992 ved vedtagelsen af Maastricht-traktaten. Enhver statsborger i en EU-stat har efter Maastricht-traktaten tillige Unionsborgerskab. Unionsborgerskabet giver en række rettigheder i form af bl.a. fri bevægelighed og ophold inden for EU, stemmeret og valgbarhed til kommunalvalg og valg til Europaparlamentet samt diverse rettigheder knyttet til diplomatisk og konsulær beskyttelse.

Unionsborgerskab komplementerer nationalstaternes statsborgerskab, men erstatter det ikke. Denne præcisering blev skrevet ind i Amsterdamtraktaten. Tanken på dette fælles borgerskab voksede frem i 1970'erne.

Traktater

Grundlæggende traktater

Den Europæiske Union er som en folkeretlig enhed etableret ved traktater indgået mellem stater. Traktaterne fastsætter unionens formål, værdier, procedurer, det institutionelle grundlag og procedurer for indtræden i og udtrædelse af unionen. Traktatgrundlaget består i dag af to traktater:

Den Europæiske Unions aktuelle traktatgrundlag
TitelOprettet vedSenest ændret ved
Traktaten om Den Europæiske UnionMaastrichttraktatenLissabontraktaten
Traktaten om Den Europæiske Unions FunktionsmådeRomtraktatenLissabontraktaten

Forfatningstraktaten

Uddybende Uddybende artikel: EU-forfatningstraktaten
Forfatningstraktaten

Konventet om fremtidens Europa, der blev ledet af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing, havde til opgave at udarbejde en skitse for et fremtidigt traktatgrundlag for det europæiske samarbejde. Efter adskillige års intense og ophedede diskussioner præsenterede konventet den 18. juni 2004 sit forfatningsforslag for Det Europæiske Råd, som på et møde den 29. oktober 2004 i Rom underskrev den ny forfatningstraktat. Forfatningstraktaten havde til formål at gennemføre væsentlige og gennemgribende reformere af Den Europæiske Unions eksisterende traktatgrundlag bl.a. ved at sammenskrive de eksisterende traktater i én tekst. Traktaten skulle efter planen træde i kraft i november 2006.

For at forfatningstraktaten kunne træde i kraft, var det en forudsætning, at den blev godkendt i samtlige medlemsstater efter en procedure, som medlemsstaterne selv fastsætter. For visse landes vedkommende betød det, at de lokale parlamenter kunne godkende forfatningstrakten, mens det i andre førte til, at der skulle afholdes folkeafstemning, om forfatningstraktaten skulle godkendes eller forkastes.

Forslaget, der ved en folkeafstemning blev vedtaget af en række stater herunder Spanien, blev forkastet ved en folkeafstemning i Frankrig den 29. maj 2005 og i Nederlandene den 1. juni 2005. En dansk folkeafstemning om spørgsmålet blev efter resultaterne i Frankrig og Nederlandene aflyst, og over hele EU blev ratificeringsprocessen sat i bero, mens EU's stats- og regeringschefer indledte sig på en såkaldt "tænkepause". Denne tænkepause blev afsluttet med vedtagelsen af Lissabontraktaten, der indeholdt mange af forfatningstraktatens ændringsforslag, men var formuleret så de ændrede indholdet af de eksisterende traktater.

Danske forbehold

Uddybende Uddybende artikel: Det Nationale Kompromis

Danmark har en række forbehold til EU, der betyder, at Danmark står enten helt eller delvist uden for nogle samarbejdsområder.

De danske EU-forbehold omfatter:[21]

  • Euroen
  • Forsvarssamarbejdet
  • Samarbejdet om retlige og indre anliggender ("retsforbeholdet")
  • Unionsborgerskabet

Euro-forbeholdet

Euro-forbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i 3. fase af EU's Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Derfor er Danmark ikke forpligtet til at indføre Euroen som valuta i stedet for den danske krone. Forbeholdet medfører også, at Danmark ikke er med i Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd, og at Danmark ikke kan pålægges økonomiske bøder.[21]

Danmark deltager dog stadig i 2. fase af ØMU, hvilket betyder, at kronens kurs følger euroen (ERM II), og at Danmarks Nationalbank reelt fører en pengepolitik, der i høj grad ligner den Den Europæiske Centralbanks.[21]

Den 28. september 2000 blev der stemt om at ophæve forbeholdet og indføre euroen. Her stemte 53,2% nej, mens 46,8% stemte ja. Stemmeprocenten lå på 87,6%.[21]

Forsvars-forbeholdet

Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i de dele af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, der omfatter forsvarsområdet. Således deltager Danmark ikke i EU's militære operationer. Dermed skal Danmark ikke stille med soldater, militært udstyr eller medvirke til at finansiere operationerne - dog deltager Danmark stadig i civile operationer. Danmark har derfor ikke stemmeret i Ministerrådet, når der diskuteres forsvarspolitik, men kan dog stadigvæk deltage i generelle diskussioner om den europæiske forsvarspolitik.[21]

Rets-forbeholdet

Retsforbeholdet betyder, at Danmark står uden for EU's samarbejde om grænsekontrol, udlændingepolitik, civilret, strafferet og politi. Da samarbejdet var mellemstatsligt deltog Danmark, men da Lissabontraktaten d. 1. december 2009 gjorde samarbejdet overstatsligt stoppede Danmarks deltagelse i ny EU-lovgivning på området. Derfor er de regler, der blev vedtaget før Lissabontraktaten, stadig gældende indtil de afløses af ny overstatslig lovgivning - som Danmark ikke er med i. Med Lissabontraktaten fik Danmark muligheden for at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning, hvor man fra sag til sag kunne vælge, om man ville deltage i samarbejdet eller ej. Dette afviste Danmark d. 3. december 2015 ved en folkeafstemning, hvor 53,1% stemte nej, og 46,9% stemte ja. Her var stemmeprocenten på 72%. Folkeafstemningen var en reaktion på, at Europol overgik til overstatsligt samarbejde, hvilket Danmark ikke ville kunne deltage i pga. retsforbeholdet. Efter folkeafstemningens nej til tilvalgsordningen, har Danmark fået en aftale med Europol, hvor Danmark har adgang til søgninger i Europols database gennem ansatte i Europol.[21]

De eneste undtagelser fra retssamarbejdet er visumregler og Schengensamarbejdet.

Forbeholdet om unionsborgerskabet

Det danske forbehold om unionsborgerskab blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke skulle træde i stedet for det nationale borgerskab. Garantien om at unionsborgerskabet er et suplement til det nationale borgerskab er siden skrevet ind i lovteksten, så den gælder for alle lande. Derfor har Danmarks forbehold i dag ingen betydning.[21]

Historisk baggrund for forbeholdene

Et af Den Europæiske Unions bærende principper er forbuddet mod diskrimination på grundlag af nationalitet. EUF-traktatens artikel 18, der mest præcist bør beskrives som en generalklausul, indeholder således følgende bestemmelse: "Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt."

Allerede ved Danmarks indtræden i De Europæiske Fællesskaber i 1972 eksisterede der en regel, der nationalitetsdiskriminerede og således begrænsede ikke-statsborgeres mulighed for at erhverve ferieboliger i Danmark. Eftersom en sådan regel var i strid med forbuddet mod diskrimination, var det nødvendigt, at den danske stat sikrede sig en garanti for, at de danske regler ikke ville blive kendt ulovlige ved EF-Domstolen. Medlemsstaterne nåede til enighed om, at Danmark kunne bibeholde sin bestemmelse og i 1992 blev denne beslutning indføjet i traktaten som Protokol om ejendomserhvervelse i Danmark.[22]

Ved en folkeafstemning om Maastrichttraktaten i 1992 blev traktaten forkastet, og den danske stat indledte derpå forhandlinger med de øvrige medlemsstater om etableringen af fire forbehold, for så vidt angår rækkevidden af samarbejdet. I henhold til Protokol om Danmarks stilling omfatter den danske stats medlemskab af EU ikke:[21] Unionsborgerskab, Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (Euroen), Afgørelser og aktioner på forsvarsområdet, Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender.

Økonomi

Med mere end 500 millioner indbyggere[5] i 2010 genererer EU hvad der anslås at være 26% (USD 16.282 milliarder)[11] af den globale økonomi, eller 20% (USD 15.170 milliarder) når man justerer for købekraftsparitet.[12]

Medlemskabet af EU koster netto Danmark 7 mia. kr. om året, hvis der ses på, hvor mange penge Danmark indbetaler til EU, og hvor mange penge Danmark får udbetalt igen i støtte penge fra EU.[23] Det skyldes iflg. professor i statskundskabKøbenhavns Universitet Peter Nedergaard primært to forhold: Dels at Danmark er for dårlig til at forhandle bl.a. landbrugsstøtte, dels at andre lande som Storbritannien og Sverige får rabat på deres kontingent til EU [23].

Effekt på BNP

Flere forskningsartikler peger på, at EU har haft en overvejende positiv effekt på de europæiske landes økonomier, og EU landenes BNP er i gennemsnit vokset 12 procent som følge af deres medlemskab i EU. Det eneste land i EU, hvor der ikke kan vises en positiv effekt på BNP er i øjeblikket Grækenland. Dette er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at Grækenland ikke har haft gavn af at være medlem af EU men bare et tegn på, at Grækenlands økonomi blev ramt af nogle uforudsigelige økonomiske effekter.[24]

Sprog

Uddybende Uddybende artikel: EU's officielle sprog

EU's officielle sprog er bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk. Som arbejdssprog internt i EU's institutioner bruges dog især engelsk, fransk og i mindre omfang tysk. Visse af EU's institutioner bruger færre sprog internt. Fx bruger EF-Domstolen kun fransk, og ECB (Den Europæiske Centralbank) benytter engelsk.

Kultur

Europæisk kulturhovedstad (tidl. Europæisk kulturby) er et initiativ lanceret af EU's ministeråd i 1985, som har til formål at "bidrage til at bringe EU's befolkninger nærmere hinanden". Den europæiske kulturhovedstad udpeges hvert år af Rådet på grundlag af en henstilling fra Europa-Kommissionen.

Symboler

Uddybende Uddybende artikel: Europæiske symboler

EU's fem symboler er ifølge artikel I-8 i udkastet til “En forfatning for Europa”:

  • et Europaflag, der indeholder en cirkel bestående af tolv gyldne stjerner på blå baggrund.
  • en hymne, der er hentet fra 4. sats af Ludwig van Beethovens 9. symfoni.
  • et motto “Forenet i mangfoldighed”. (På latin: In varietate concordia).
  • en møntfod, der hedder euroen.
  • en Europa-dag, der fejres den 9. maj overalt i Unionen.

Se også

Noter

  1. ^ Barnard, Catherine (august 2007). The Substantive Law of the EU: The four freedoms (engelsk) (2 udgave). Oxford University Press. s. 447. ISBN 978-0-19-929035-2. 
  2. ^ "United in diversity". Europa (webportal) (engelsk). Europa-Kommissionen. Arkiveret fra originalen 17. februar 2011. Hentet 20. januar 2010. 'United in diversity' is the motto of the European Union. The motto means that, via the EU, Europeans are united in working together for peace and prosperity, and that the many different cultures, traditions and languages in Europe are a positive asset for the continent. 
  3. ^ "European Parliament: The Legislative Observatory". Europa (webportal) (engelsk). Europa-Kommissionen. Arkiveret fra originalen 7. januar 2019. Hentet 20. januar 2010. the motto 'United in diversity' shall be reproduced on Parliament's official documents; 
  4. ^ 'The New Oxford American Dictionary, 2. udgave, Erin McKean (redaktør), 2051 sider, maj 2005, Oxford University Press, ISBN 0-19-517077-6.
  5. ^ a b c "Eurostat  – Population on 1st January by age, sex, and type of projection". European Commission. Arkiveret fra originalen 17. juli 2019. Hentet 19. september 2018. 
  6. ^ a b c d "IMF World Economic Outlook Database, September 2011" (engelsk). Internationale Valutafond. Arkiveret fra originalen 20. oktober 2012. Hentet 28. januar 2012. 
  7. ^ "Distribution of family income – Gini index". The World Factbook (engelsk). CIA. Arkiveret fra originalen 16. september 2012. Hentet 28. januar 2012. 
  8. ^ Ikke udregnet af UNDP. Hvis EU var set som et land ville det ligge på en 14. plads mellem andre lande.
  9. ^ .eu er repræsentativt for hele EU, medlemstaterne har også deres egne internetdomæner.
  10. ^ UN DESA 2015 urban population: London: 10,313,307; Paris: 10,843,285.
  11. ^ a b "World Economic Outlook Database, April 2010" (engelsk). IMF. Arkiveret fra originalen 30. april 2011. Hentet 2011-05-06. 
  12. ^ a b "World Economic Outlook Database, April 2010" (engelsk). IMF. Arkiveret fra originalen 30. april 2011. Hentet 2011-05-06. 
  13. ^ Activities of the European Union Internal Market Arkiveret 25. juni 2007 hos Wayback Machine – EUROPA.eu
  14. ^ Five Years of China WTO Membership. EU and US Perspectives about China's Compliance with Transparency Commitments and the Transitional Review Mechanism Arkiveret 31. oktober 2015 hos Wayback Machine – SSRN, af Paolo Farah
  15. ^ Abolition of internal borders and creation of a single EU external frontier Arkiveret 13. januar 2008 hos Wayback Machine – EUROPA.eu
  16. ^ Erklæringen af 9. maj 1950 Arkiveret 8. december 2008 hos Wayback Machine – EUROPA.eu
  17. ^ Island trækker sin EU-ansøgning tilbage Arkiveret 1. februar 2016 hos Wayback Machine, Politiken.dk, 12.03.2015. Besøgt d. 26/1-2016
  18. ^ "Fakta om Åland — Nordisk samarbejde". Arkiveret fra originalen 7. maj 2014. Hentet 6. maj 2014. 
  19. ^ EUR-Lex (2012). "Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Union". Europæiske Union. Hentet 11. februar 2016. 
  20. ^ EUR-Lex (2012). "Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde". Europæiske Union. Hentet 11. februar 2016. 
  21. ^ a b c d e f g h "De danske EU-forbehold". Arkiveret fra originalen 4. november 2018. Hentet 4. november 2018. 
  22. ^ "Kan tyskere og andre EU-borgere købe sommerhus i Danmark?". Arkiveret fra originalen 15. december 2010. Hentet 8. januar 2011. 
  23. ^ a b Danmark taber 7 mia. på EU Arkiveret 28. januar 2011 hos Wayback Machine, Politiken 25. januar 2011
  24. ^ "Arkiveret kopi" (PDF). Arkiveret (PDF) fra originalen 17. oktober 2019. Hentet 19. september 2019. 

Eksterne henvisninger

Organisationer for EU:

Organisationer mod EU:

Koordinater: 50°06′N 9°12′Ø / 50.1°N 9.2°Ø / 50.1; 9.2

Medier brugt på denne side

Flag of Finland.svg
Finlands flag
Flag of Portugal.svg
Flag of Portugal, created by Columbano Bordalo Pinheiro (1857-1929), officially adopted by Portuguese government in June 30th 1911 (in use since about November 1910). Color shades matching the RGB values officially reccomended here. (PMS values should be used for direct ink or textile; CMYK for 4-color offset printing on paper; this is an image for screen display, RGB should be used.)
Flag of Slovenia.svg
The flag of Slovenia.
"The construction sheet for the coat of arms and flag of the Republic of Slovenia
is issued in the Official Gazette Uradni list Republike Slovenije #67, 27 October 1994
as the addendum to the Law on the coat of arms and flag."
Flag of Austria.svg
Flag of Austria with the red in the Austrian national colours which was official ordered within the Austrian Armed Forces (Bundesheer) in the characteristic “Pantone 032 C” (since May 2018 the Red is ordered in the characteristic “Pantone 186 C”.)
Nobel prize medal.svg
Forfatter/Opretter: User:Gusme (it:Utente:Gusme), Licens: CC-BY-SA-3.0
Vector image of the Nobel prize medal
Flag of Canada (Pantone).svg
Flag of Canada introduced in 1965, using Pantone colors. This design replaced the Canadian Red Ensign design.
Lagarde.jpg
Forfatter/Opretter: MEDEF, Licens: CC BY-SA 2.0
Christine Lagarde (cropped)
David Sassoli 2019 (cropped).jpg
Forfatter/Opretter: Olaf Kosinsky , Licens: CC BY-SA 3.0 de
David Sassoli, President European Parliament
Europäischer Rechnungshof.jpg
(c) Euseson, CC-BY-SA-3.0
European Court of Auditors
Familiefoto europese raad 2011.jpg
Forfatter/Opretter: Minister-president van Nederland / Prime Minister of the Netherlands, Licens: CC BY 2.0
European Council
Josep Borrell (49468484246).jpg
Forfatter/Opretter: Unión Europea en Perú from Lima, Perú, Licens: CC BY 2.0
Josep Borrell
EU Roma Musei Capitolini close-up.jpg
Forfatter/Opretter: Hadi, Licens: CC-BY-SA-3.0
Hall in the Musei Capitolini (Capitoline Museums) in Rome, where the European Constitution was signed on 29 October 2004 and where the European Economic Community had formally been founded in 1957 with the Treaty of Rome (close-up of statue and table)
Flag of Estonia.svg
Flag of Estonia 7:11, blue PANTONE 285C.
European constitution versions.jpg
Versions of the Treaty establishing a Constitution for Europe in the English language, published by the European Union for the general public. From left to right: the draft by the European Convention; the full Intergovernmental Conference version (signed by plenipotentiaries, to be ratified) with the protocols and annexes; the abridged version with the European Parliament's resolution of endorsement, but without the protocols and annexes, for visitors to the European Parliament. Versions in other European languages were also published.
Emblem of the Court of Justice of the European Union.svg
The emblem of the Court of Justice of the European Union.
(Ursula von der Leyen) 2019.07.16. Ursula von der Leyen presents her vision to MEPs 2 (cropped).jpg
© European Union 2019 – Source: EP, CC BY 4.0
In a debate with MEPs, Ursula von der Leyen outlined her vision as Commission President.
EU Council Room.jpg
Forfatter/Opretter: JLogan, Licens: CC-BY-SA-3.0
Former main meeting room of the Council of the European Union and European Council prior to 2017, (Justus Lipsius building, Brussels). Taken on EU open day 2007.
European stars.svg
The twelve golden European Union stars.
Banderas europeas en la Comisión Europea.jpg
Forfatter/Opretter: Amio Cajander, Licens: CC BY-SA 2.0
EU-Flaggen vor dem Berlaymont-Gebäude, Sitz der Europäischen Kommission.
Flag of Croatia.svg
Det er let at give dette billede en kant
European Central Bank 041107.jpg
Forfatter/Opretter: https://www.flickr.com/photos/maveric2003/ - Eric Chan, Licens: CC BY 2.0
The European Central Bank. Notice a sculpture of the euro sign.
Flag of Europe.svg
The Flag of Europe is the flag and emblem of the European Union (EU) and Council of Europe (CoE). It consists of a circle of 12 golden (yellow) stars on a blue background. It was created in 1955 by the CoE and adopted by the EU, then the European Communities, in the 1980s.

The CoE and EU are distinct in membership and nature. The CoE is a 47-member international organisation dealing with human rights and rule of law, while the EU is a quasi-federal union of 27 states focused on economic integration and political cooperation. Today, the flag is mostly associated with the latter.

It was the intention of the CoE that the flag should come to represent Europe as a whole, and since its adoption the membership of the CoE covers nearly the entire continent. This is why the EU adopted the same flag. The flag has been used to represent Europe in sporting events and as a pro-democracy banner outside the Union.
Further European Union Enlargement.png
Forfatter/Opretter: JLogan, Licens: CC BY-SA 3.0
Future EU enlargement. Blue: EU. Dark green: Negotiation candidates. Light green: new candidates. Orange: applied. Yellow: potential candidates.
Europarl logo.svg
European Parliament logo
Anthem of Europe (US Navy instrumental short version).ogg
The Anthem of Europe, based on the final movement ("Ode to Joy") of Beethoven's 9th Symphony composed in 1823. Performed by the United States Navy Band. This is the short version without introduction.
Global European Union.svg
Forfatter/Opretter: S. Solberg J., Licens: CC BY 3.0
Locator map of the European Union member states
Charles Michel (49467991288).jpg
Forfatter/Opretter: Unión Europea en Perú from Lima, Perú, Licens: CC BY 2.0
Charles Michel
Sitzungssaal EuGH.jpg
Forfatter/Opretter: Stefan64, Licens: CC BY-SA 3.0
Medium courtroom in the Ancien Palais building of the Court of Justice of the European Union.
EU Member states and Candidate countries map.svg
Forfatter/Opretter: Alexrk2, Licens: CC BY-SA 3.0
Member states of the EU (plus candidate countries)