Delingen af Cypern

Delingen af Cypern (græsk: Διχοτόμηση της Κύπρου, tyrkisk: taksim, fransk: la partition de Chypre) også kaldet Cypern-konflikten og Cypern-spørgsmålet, vedrører de facto-delingen af øen i tre særskilte enheder - geografisk, kulturelt og politisk.

Siden sommeren 1974 har en demarkationslinje adskilt:

• EU-medlemmet Republikken Cypern - hvor flertallet af indbyggerne tilhører den etnolingvistisk gruppe, græsk-cyprioter, hvoraf næsten 790.000 indbyggere i 2006 var fordelt på 5.510 kvadratkilometer. De taler sproget græsk-cypriotisk.
• Den Tyrkiske Republik Nordcypern, ofte kaldet Nordcypern, der kun er anerkendt af et land: Tyrkiet. Nordcyperns befolkning består hovedsagelig af tyrkere og tyrkisk-cyprioter (ca. 265.000 indbyggere i 2006 fordelt over 3.355 kvadratkilometer), der taler tyrkisk og tyrkisk-cypriotisk.

Øen havde gennemgået en periode med osmannisk politisk og kulturel dominans, hvor et betydeligt antal tyrkere immigrerede. Så tidligt som i 1931, udbrød der oprør - Oktovriana (græsk: Οκτωβριανά) - mod Storbritanniens overherredømme. I 1950 blev den første folkeafstemning afholdt, om at knyttes til Grækenland, men resultatet blev ikke taget til følge af Storbritannien.

Trods øens selvstændighed i 1960, og forsøg på at danne en bi-communautaire-regering, nåede spændinger mellem de to etniske grupper højdepunktet, ved kupforsøget i 1974 og den tyrkiske indgriben deraf.

Forskellige aspekter af delingen af øen

Med etableringen af de to stater og en etablering af "Den grønne linje", er de to samfund fysisk adskilt.

Demografisk og geografisk fordeling

Siden 1975 dækker Republikken Cypern et område på den sydlige del af øen, dvs. to tredjedele af det samlede areal. Denne del af landet har 885.600 indbyggere, 94,9 procent af dem er af græsk-ortodoks oprindelse, 0,3 procent af tyrkisk oprindelse og 4,8 procent af arabisk, maronitisk, armensk eller europæisk oprindelse. De største byer er Nicosia-Syd (166.000 indbyggere, på Republikken Cyperns side), Limassol, Larnaca og Paphos.

Nordcypern dækker den nordlige del af øen, altså en tredjedel af det samlede areal. Denne del af landet har 286.000 indbyggere (2011 folketælling), 97,7% af dem er af tyrkisk og muslimsk oprindelse, 2,1% af græsk oprindelse og 0,2% af maronitisk eller armensk, arabisk oprindelse.^[1]

De største byer er Nicosia-Nord (50.000 indbyggere på Nordcyperns side), Famagusta, Lefke og Kyrenia.

Antallet af tyrkiske bosættere er (pr. 2003) 115.000.^[2] I stor grad kommer bosætterne fra Anatolien, en af Tyrkiets fattigste regioner.^[2]

Antallet af tyrkisk-cyprioter er reduceret fra 118.000 i 1974 til 87.600 i 2001, ifølge en rapport fra Europarådet.^[3]

Byen Nicosia (græsk Nicosia (Λευκωσία) og tyrkisk Lefkoşa, efter navnet på dets grundlægger Lefkon) er den eneste europæiske hovedstad som er de jure hovedstad for to stater, og som er opdelt militært af en fredsfremtvingende styrke. Styrken, UNFICYP, opererer (pr. 2017) som en fredsbevarende styrke, og er placeret i bufferzonen.^[4] (FN har de jure kontrol over 3 % af øen.)

Fordrivelse fra hjemsted

Antallet som blev fordrevet [fra sit hjemsted] mellem 1954 og 1974, på grund af etniske sammenstød er: Mellem 150.000 og 200.000 græsk-cyprioter og mellem 35.000 og 60.000 tyrkisk-cyprioter. Det svarer til 30% og 40% af det græsk-cypriotiske samfund på øen, og mellem 30 og 50% af det tyrkisk-cypriotiske samfund på øen i 1974.^[5]

I tillæg til disse forskydninger af befolkningsgrupper på øen, har der været en væsentlig indvandring af tyrkere siden 1975, der fundamentalt har ændret den kulturelle identitet af den nordlige del af øen; og der har været en cypriotiske emigration, hovedsagelig til Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien, af kulturelle og historiske årsager, og emigration til Nordamerika, Australien, Afrika og (andre) europæiske lande.^[6].

Kulturel og etnolingvistisk mangfoldighed

Den etniske, kulturelle, sproglige og religiøse mangfoldigheden på Cypern har længe været formet af den flerkulturelle sammenblanding, i løbet af forskellige perioder med invasion, udveksling og besættelse af øen.^[7] Under den osmanniske æra (1571-1878), boede alle øens samfund sammen uden en kollektiv identitet tilhørende alle de oprindelige befolkningsgrupper.^[8] Under den britiske besættelsesperiode (1878-1960), blev spændingerne mellem forskellige etniske grupper forværret af kolonimagtens anstrengelser for at bevare sin suverænitet over øen;^[2] etniske spændinger deraf eksisterer stadig.^[8]

På øens sydlige del - Republikken Cypern - er tyrkisk stadig et officielt sprog (i lighed med engelsk og græsk) jævnfør grundloven (fra 1960).^[9] I statsforvaltningen (i syd) er tyrkisk ikke længere i anvendelse på grund af fraværet af tyrkisk-cyprioter i statsapparatet.^[10] Det samme gælder indenfor uddannelse, hvor kun få skoler tilbyder kurser i andre sprog end græsk, engelsk, fransk eller tysk.^[11] Minoriteter kan frit bruge deres sprog i private kredse; i offentligheden bliver græsk anvendt.

Indbyggerne på den sydlige del af øen, hører i stor grad til den græsk-ortodokse konfession;^[12] indbyggerne er i stor grad medlemmer af Den ortodokse kirke på Kypern. Grundloven garanterer religionsfrihed - det er grunden til at moskeer og synagoger er blevet bygget på denne side af grænsen.^[13]

I Den Tyrkiske Republik Nordcypern findes kun et officielt sprog - tyrkisk.^[10] Ligeledes er uddannelse, retsvæsen og medier hovedsageligt tyrkisk. Den tyrkisk-cypriotiske regerings politik har i løbet af de sidste tredive år været at re-konvertere eller ødelægge spor af hellenistiske civilisationer,^[14] og at assimilere minoriteter, nogle gange med magt, for at få et ensproget og monokulturelt territorium.^[1]

Den nordlige del af øen er overvejende sunnimuslimsk^[12] og består hovedsagelig af tyrkisk-cyprioter og tyrkiske bosættere fra Anatolien efter 1974, samt nogle græsk-cyprioter der forblev (i den nordlige del af øen). I 2001 blev anslået et antal: 87.600 tyrkisk-cypriotere og 115.000 tyrkere.^[15] ( Senere mandtal på bosættere, er mellem 30.000 og 115.000 ifølge pressen og cypriotiske, tyrkiske og (andre) europæiske statslige organer.)

Mange tyrkisk-cyprioter kan tale, eller forstå græsk, men statistiske data mangler. På den anden side, taler et stort antal græsk-cyprioter tyrkisk.

Fredsforhandlinger siden 2014

Fredssamtaler startede igen i 2014.^[16] Den 26. maj 2017 skrev medierne, at FNs spesialudsending Espen Barth Eide havde opgivet at arrangere et topmøde mellem lederne Mustafa Akinci og Nicos Anastasiades.^[17] Den 4. juni 2017 mødtes de to ledere med Antonio Guterres;^[18] De to (kypriotiske) ledere planlagde at mødes til forhandlinger d. 28. juni, i Crans-Montana i Svejts.^[19][20]

Referencer

Bibliografi og anden litteratur

Bibliografi

• Emel Akcali, Chypre : un enjeu géopolitique actuel, L'Harmattan, coll. « Histoire et Perspectives Méditerranéennes », novembre 2009, 358 p. (ISBN 978-2-296-10128-9). (fransk)
• Pierre Blanc, La déchirure chypriote : géopolitique d'une île divisée, L'Harmattan, coll. « Histoire et Perspectives Méditerranéennes », 2000 (ISBN 978-2-7384-9354-5). (fransk)
• Pierre-Yves Péchoux et Bernard Kayser, « L'émigration des Chypriotes », Tiers-Monde, t. 18, no 69, 1977 ("online dokument". Dokument brugt for redigering af artiklen.) (fransk)

Delingen af Cypern

• Alexandra Novosseloff og Franck Neisse, « La ligne verte à Chypre, une division en Europe », La Documentation française, 2007
• Collectif, « Rapport de Chypre sur les pacificateurs d'Attila : 20 juillet - 1 octobre 1974 », Bureau de l'Information Publique, Nicosie, 1974
• Tarik Oguzlu, « Turkey and the Cyprus dispute : pitfalls and opportunities », Policy Brief, no 36, 1er décembre 2009 (engelsk)
• Jean-François Drevet, « Chypre entre partition et réunification », Politique étrangère, I.F.R.I., no 4, décembre 2010, p. 767-781 (ISBN 978-2-86592-795-1)
• Collectif, « Reunifying Cyprus : the best chance yet », Crisis Group Europe Report, 23 juin 2008 Document utilisé pour la rédaction de l’article (engelsk)
• Collectif, « Cyprus : reversing the drift to partition », Crisis Group Europe Report, 10 janvier 2008 (engelsk)
• Sanguin A.-L., « Chypre, les dimensions ethniques d'une partition et l'avenir d'un pays », Cahiers de Géographie du Québec, Département de géographie de l'Université Laval, no 104, 1994 (ISSN 0007-9766)
• André-Louis Sanguin, « Nettoyage ethnique, partition et réunification à Chypre », Revue Géographique de l'Est, vol. 45, 2005 (lire en ligne [archive]) Document utilisé pour la rédaction de l’article
• Sevki Akdag, « Les aspects juridiques de la question chypriote », Actualité et Droit International, août 2001 (lire en ligne [archive])
• Dimitri Analis, Chypre : Opération Attila, Economica, coll. « Histoire et Société », 21 juin 1999, 205 p. (ISBN 978-2-7157-0319-3)
• Oliver P. Richmond, Mediating in Cyprus : The Cypriot communities and the United Nations, Psychology Press, coll. « Peacekeeping Series », 1998, 282 p. (ISBN 978-0-7146-4877-4).
• Menter Şahinler, La Politique de la Turquie dans le conflit de Chypre en 1974, Presses du Palais-Royal, 1976, 86 p.
• Hocknell P., Boundaries of Cooperation : Cyprus de facto partition and the delimitation of transboundary ressource management, New York, Aspen Publishers, 2001 (ISBN 978-90-411-9809-9) (engelsk)
• Necati Munir Ertekun, The Cyprus dispute and the birth of the Turkish Republic of Northern Cyprus, K. Rustem, 1984, 507 p. (ISBN 978-0-7043-2436-7) (engelsk)
• Φανούλα Αργυρού, Διζωνική εκτέλεση της Κυπριακής Δημοκρατίας 1955-2011 : 1955-2011, Αδράστεια, 2011 (græsk)
• Ioannis D. Stefanidis, Isle of discord : nationalism, imperialism and the making of the Cyprus problem, New York University Press, coll. « Harvard Historical Studies », 1999, 288 p. (ISBN 978-0-8147-8118-0) (engelsk)
• A. Suat Bilge, Le conflit chypriote, vu de Turquie, Centre d'Études de Politique étrangère, coll. « Politique Étrangère », 1964, 344 p. (lire en ligne [archive])
• S. Calogeropoulos-Stratis, Le problème de Chypre, vol. 31, Paris, Politique Étrangère, 1966, 361 p. (lire en ligne [archive]).
• Lars Trautmann, Der Zypernkonflikt, GRIN Verlag, 2009, 40 p. (ISBN 978-3-640-48990-9) (tysk)
• Richmond Oliver et James Ker-Lindsay, The work of the UN in Cyprus : Promoting peace and development, Palgrave Macmillan, 2001, 280 p. (ISBN 978-0-333-91271-3). (engelsk)
• Michális Stavrou Michael, Resolving the Cyprus conflict : Negotiating history, Palgrave Macmillan, 2011, 346 p. (ISBN 978-0-230-11674-0). (engelsk)

Cyperns historie

• « Classe politique et société chypriote face au conflit », La Documentation française, 2010
• « Nicosie, dernière capitale divisée en Europe », La Documentation française, avril 2009
• Alain Blondy, « Chypre », Presses Universitaires de France, Paris, janvier 1998 (ISBN 978-2-13-048605-3) Document utilisé pour la rédaction de l’article
• Étienne Copeaux et Claire Mauss-Copeaux, « La Ligne verte, frontière de l'Union européenne ? », EchoGéo, 5 décembre 2011 (lire en ligne [archive]) Document utilisé pour la rédaction de l’article
• Pierre-Yves Péchoux, « Les populations de Chypre à la fin de 1994 », Méditerranée, t. 81, no 69, février 1995 (lire en ligne [archive]) Document utilisé pour la rédaction de l’article
• Magali Gruel-Dieudé, Chypre et l'Union européenne : mutations diplomatiques et politiques, Paris, L'Harmattan, septembre 2007, 250 p. (ISBN 978-2-296-03490-7).
• William Mallinson et Bill Mallinson, Britain and Cyprus : Key Themes and Documents Since World War II, vol. 31, Tauris Academic Studies, coll. « International Library of Twentieth Century History », 2011, 214 p. (ISBN 978-1-84885-456-7) (engelsk)
• Stavros Panteli, History of modern Cyprus, Interworld Publications, mai 2005, 352 p. (ISBN 978-0-948853-32-6) (engelsk)
• William Mallinson, Cyprus : a modern history, I.B.Tauris, 9 décembre 2008, 256 p. (ISBN 978-1-84511-867-9) (engelsk)
• Robert Holland, Britain and the revolt in Cyprus, 1954-1959, Oxford University Press, 1998, 359 p. (ISBN 978-0-19-820538-8) (engelsk)
• Dwight E. Lee, Great Britain and the Cyprus convention policy of 1878, Harvard University Press, 1934 (ISBN 978-0-674-36100-3) (engelsk)
• Ryan Stephen, Cyprus, a place of arms power politics and ethnic conflict in the Eastern Mediterranean, New York, F. A. Praeger, 1966, 138 p. (engelsk)
• (tr) İbrahim Artuç, Kıbrıs'ta Savaş ve Barış, Istanbul, Kastaş Yayınları, 1989, 318 p. (ISBN 978-975-7639-16-9)
• Emel Akcali, Chypre : un enjeu géopolitique actuel, L'Harmattan, coll. « Histoire et Perspectives Méditerranéennes », novembre 2009, 358 p. (ISBN 978-2-296-10128-9).
• Jean-François Drevet, Chypre en Europe, L'Harmattan, coll. « Histoire et Perspectives Méditerranéennes », 2000, 327 p. (ISBN 978-2-7384-9718-5).
• Vincent Coussirat-Coustère, La crise chypriote de l'été 1974 et les Nations Unies, vol. 20, Annuaire français de droit international, 1974, 455 p. (lire en ligne [archive]).
• Nancy Crawshaw, The Cyprus revolt : an account of the struggle for Union with Greece, Londres, Unwin Hyman, juin 1978, 447 p. (ISBN 978-0-04-940053-5, lire en ligne [archive]) (engelsk)
• Panagiōtēs Papadēmētrēs, Hē Palmerokratia, coll. « Historikē enkyklopaideia tēs Kypru, Panagiōtēs Papadēmētrēs 1878 - 1978 », 1979, 384 p. (græsk)
• Dimitris Michalopoulos, Constantin Caramanlis et l'affaire de Chypre : le nœud gordien à résoudre, Presa Universitară, coll. « A Festschrift in Honor of Professor Tasin Gemil on the occasion of his 70th birthday », 2013 (ISBN 978-973-595-622-6), p. 549-559

Regionale kontekst

• Christophe Chiclet, « Chypre : les enjeux européens d'un conflit gréco-turc », La Documentation française, avril 2005
• Collectif, « La Méditerranée : un avenir en question », La Documentation française, avril 2009
• Thomas Barnett, « Turkey's long game in the Cyprus gas dispute », World Politics Review, 9 octobre 2011 (ISBN 978-88-98042-86-9) (engelsk)
• Diamantopoulos Thanassis, « La Grèce post-dictatoriale : forces politiques et opinion publique », Pôle Sud, Université Panteion d'Athènes, vol. 18, 2003 (lire en ligne [archive]) Document utilisé pour la rédaction de l’article
• Semin Suvarierol, « La question de l'adhésion de Chypre à l'Union européenne et le problème de la République turque de Chypre du Nord », Cahiers d'études sur la Méditerranée orientale et le monde turco-iranien, Centre d'études et de recherches internationales, septembre 2001 (lire en ligne [archive]) Document utilisé pour la rédaction de l’article
• V. Coufoudakis, « U.S. foreign policy and the Cyprus question : an interpretation », Millennium, no 3, 1976 (ISBN 978-0-313-31435-3) (engelsk)
• Fabrizio Frigerio, « Enosis et Taksim : culture et identité nationale à Chypre », Relations internationales, Paris, vol. 24, 1980, p. 415-423
• Fabrizio Frigerio, « Nations et État à Chypre », Cadmos, Genève, vol. 25, 1984, p. 39-58
• Etienne Copeaux (dir.), « Quelle fédération pour Chypre ? », Monde arabe contemporain, Lyon, vol. 9, 2001, p. 9-19
• Stanley Mayes, Makarios : a biography, Macmillan Publishers Limited, 1981, 303 p. (ISBN 978-0-333-28127-7). (engelsk)
• Gilles Bertrand, Le conflit helléno-turc : la confrontation des deux nationalismes à l'aube du xxie siècle, Maisonneuve & Larose, 2004 (ISBN 978-2-7068-1727-4)
• Joseph Maïla, Pierre Beckpivhe et Abdelwahab Meddeb, Europe and the Mediterranean, coll. « Penser l'Europe », 2008, 176 p. (ISBN 978-1-74179-677-3) (engelsk)
• Joël Kotek, L'Europe et ses villes-frontières, Éditions Complexe, 1996, 329 p. (ISBN 978-2-87027-663-1)
• Schoffield C., Newman D., Drysdale A., Brown J., The Razor's edge : international boundaries and political geography, New York, Aspen Publishers, 2002 (ISBN 978-90-411-9874-7) (engelsk)
• Charalambos Petinos, Chypre - Turquie, L'Harmattan, mai 2011, 212 p. (ISBN 978-2-296-54716-2)
• Diane Masson, L'indispensable des conflits du xxe siècle, L'Harmattan, 2002, 350 p. (ISBN 978-2-7475-3154-2)
• Sophie Chautard, Les conflits du xxe siècle, vol. 622, Studyrama, coll. « Studyrama perspectives », 2005, 228 p. (ISBN 978-2-84472-725-1).
• Stanford Jay Shaw et Ezel Kural Shaw, History of the Ottoman Empire and modern Turkey : Reform, revolution and republic. The rise of modern Turkey, 1808-1975, vol. II, Cambridge University Press, 1977 (ISBN 978-975-16-1882-5) (engelsk)
• Alexander-Michael Hadjilyra, The Armenians of Cyprus, Kalaydjian Foundation, mai 2009, 35 p. (engelsk)
• Christopher Montague Woodhouse, Modern Greece a short history, Faber & Faber, 1998 (ISBN 978-0-571-19794-1) (engelsk)
• Kiymet Ant, L'adhésion de la Turquie à l'Union européenne : une conditionnalité hors du commun, L'Harmattan, coll. « Librairie des humanités », 2010, 432 p. (ISBN 978-2-296-11879-9).
• Ümit Yazıcıoğlu, Erwartungen und Probleme hinsichtlich der Integrationsfrage der Türkei in die Europäische Union, Tenea Verlag, 2005, 475 p. (ISBN 978-3-86504-129-6) (tysk)
• Marcela Patrascu, Julie Brusq, Suzy Canivenc et Damien Le Gal, Corpus et méthodes : Épistémologies critiques et appropriations multidisciplinaires, L'Harmattan, 2011, 206 p. (ISBN 978-2-296-54243-3)