Dansk Kirke-Mission i Arabien

Dansk Kirke-Mission i Arabien (D.K.M.) var den danske missionsvirksomhed på den arabiske halvø før og efter århundredeskiftet (1900).

Baggrund

Den protestantiske mission i Arabien begyndte med Ion Keith-Falconer, en ung, skotsk adelsmand, født 5. juli 1856, der havde udmærket sig både som sportsmand og som lærd (særlig i arabisk), da han besluttede at vie sit liv til muhammedaner-missionen. I 1885 kom han til Aden for at undersøge mulighederne for et missionsarbejde i Sydarabien. Han foreslog den skotske frikirke at oprette en missionsstation i Sheikh Othman, en forstad til Aden, og tilbød, at han og hans hustru ville arbejde uden vederlag; desuden ville de betale omkostningerne ved opførelsen af et missionshus og den årlige Løn til en lægemissionær. Allerede den 11. maj 1887 døde Keith Falconer af feber, men hans arbejde blev fortsat af andre, og der var i 1915 2 skotske lægemissionærer og et missionshospital i Sheikh Othman.[1]

På østkysten af Arabien søgte den tidligere missionær og biskop i Indien, Thomas Valpy French, forgæves at vinde indgang. Den 14. maj 1891 døde han i Muscat. Samme år begyndte missionærer fra den hollandsk-reformerte kirke i Amerika (The Reformed Church) deres arbejde ved Den Persiske Bugt. Efterhånden fik de oprettet missionsstationer i Basra, Kuwait, Muscat og på Bahrain-øerne. Foruden ved prædiken virkede de ved lægemission, idet de havder erfaret, at "lægen og sygeplejersken kan komme frem overalt", og ved at udbrede bibler, der var meget efterspurgte.[1]

Dansk Kirke-Missions arbejde

Både skotternes og amerikanernes arbejde var forudsætningen for D. K. M. Dens stifter var Oluf Høyer. Han blev født i Roskilde den 29. juli 1859. I 1881 blev han ansat i København i politiets tjeneste, men i 1896 tog han sin afsked fra denne gerning, fordi han følte kald til at blive missionær blandt muhammedanerne. I 1897 rejste han sammen med sin hustru til Beirut i Syrien for at lære arabisk. I 1899 bosatte han sig i Hebron. Her var der allerede i forvejen både tyske, skotske og amerikanske missionærer, og virksomheden i Palæstina var i det hele væsentligt et evangelisationsarbejde blandt medlemmerne af de gamle kristne kirker, hvorfor Høyer længtes efter et selvstændigt og direkte arbejde blandt muhammedanerne. Da læste han i et missionstidsskrift et opråb fra den utrættelige forkæmper for den amerikanske mission i Østarabien, S. M. Zwemer, hvorved hans opmærksomhed blev henledt på byen Makalla i Sydarabien. Han rejste da derhen i 1903, efter at han først var blevet ordineret i Jerusalem af pastor Einar Prip fra "Østerlandsmissionen". Da det imidlertid viste sig umuligt for Høyer at kunne blive i Makalla, tog han til Aden, og efter et forslag af den skotske lægemissionær, dr. Young, besluttede han at blive i Sheikh Othman og optage et samarbejde med Keith Falconer-missionen i denne by. Der blev da truffet en overenskomst i 1904, ifølge hvilken Høyer skulle øve skolegerning og industrimission, det vil sige lede et snedkerværksted, for ad den vej at lære befolkningen arbejdets velsignelse. Høyer åbnede en lille arabisk drengeskole; senere begyndte hans hustru en pigeskole. I 1907 blev de første 2 familier døbt. Det vakte adskillig modstand, og en del af børnene forlod skolen, men det varede ikke længe, inden den atter fik flere elever.[1]

I 1910 overtog Høyer det britiske bibelselskabs depot i Aden, og skolen blev flyttet hertil fra Sheikh Othman. I sit arbejde ved pigeskolen og blandt de arabiske kvinder fik Fru Høyer hjælp af de senere udsendte kvindelige missionærer, der også øvede sygeplejegerning. Derimod havde D.K.M. endnu ikke fået nogen lægemissionær.[1]

Da Aden med sin altid brændende sol og sin tørre hede er et meget usundt opholdssted, ønskede Høyer - foruden dette strategisk vigtige udgangspunkt - at få en station i det indre af Arabien, i højere liggende og derfor sundere egne. I 1911 åbnede han et bibel- og bogudsalg, senere også en skole, i Hodeida ved Det Røde Hav, hvorfra han håbede at kunne nå frem til Sanaá, hovedstaden i Yemen.[1]

D.K.M. havde store vanskeligheder at kæmpe med både hjemme og ude. I Danmark var det i begyndelsen svært at vinde den fornødne tilslutning, men senere skete der dog væsentlige fremskridt, idet der blev nedsat et udvalg for at støtte denne mission. Udvalgets formand var pastor Julius Ifversen. Det årlige budget var ca. 25.000 Kr. Bidragyderne hørte aldeles overvejende til Indre Missions retning. I Arabien stødte D.K.M. foruden de sædvanlige vanskeligheder ved al muhammedaner-mission også på særlige vanskeligheder, både af klimatisk og af politisk art. Forkyndelsen af fredens evangelium blev i høj grad vanskeliggjort ved Det Osmanniske Riges krig med Italien og senere med Balkan-staterne, og endelig ved udbruddet af 1. verdenskrig, der bevirkede, at missionærerne måtte opgive deres missionsstationer og rejse hjem til Europa.[2] Efter krigens afslutning genoptog Dansk Kirke-Mission sit arbejde i Aden.

Noter

  1. ^ a b c d e Salmonsen (1915), s. 785
  2. ^ Salmonsen (1915), s. 786

Litteratur