Danmarks rigeste personer

Danmarks rigeste personer er en liste over de rigeste danskere. Flere forskellige medier offentliggør jævnligt lister, der kan bruges til sådan en rangordning. Den mest kendte rent danske liste beregnes og offentliggøres hvert år af det økonomiske netmedie Økonomisk Ugebrev og omfatter de 100 rigeste danskere. Derudover offentliggør blandt andet det amerikanske erhvervsmedie Forbes lister over alle verdens milliardærer, hvorfra også de danske optrædende på listen kan aflæses.

Opgørelsesmetoderne bygger på forskellige skøn foretaget af de medier, der offentliggør rangordningerne, og er derfor ikke nødvendigvis ensartede. Således er der forskel på, om formuerne regnes for hele familier samlet eller fordeles ud på enkeltpersoner i familierne, hvis f.eks. flere søskende i fællesskab ejer en formue i form af aktier i en stor erhvervsvirksomhed.

Økonomisk Ugebrevs liste

Magasinet Økonomisk Ugebrevs top-100-liste over de rigeste danskere offentliggøres hvert år i november. De 10 øverste på listen i 2024 var:[1]

Nr.NavnFormue (mia. kr.)Kilde til rigdom
1.Familien Kirk Kristiansen368,8Lego og Kirkbi
2.Familien Holch Povlsen85,9Heartland A/S (Bestseller A/S)
3.Familien Clausen84,7Danfoss
4.Familien Louis-Hansen74,7Coloplast
5.Familien efter Lars Larsen43,6JYSK
6.Torben Østergaard-Nielsen43,6Selfinvest ApS (United Shipping & Trading Company)
7.Hanni Merete Toosbuy Kasprzak24,3Ecco Holding
8.Niels Aage Kjær18,0Aage V. Kjærs Maskinfabrik
9.Knud Erik Andersen17KEA Holding 1 (European Energy)
10.Ane Uggla og familie16,4Mærsk

Beregning

Økonomisk Ugebrevs årlige beregning er foretaget af ugebrevet med journalist Ejlif Thomasen i spidsen. Den bygger på et skøn af personernes formue ud fra offentligt tilgængelige oplysninger. Formueskønnet er foretaget ud fra ejerforhold og regnskabstal for de selskaber, som personerne ejer, samt værdien af deres ejendomme. For selskaber, der ikke er noteret på børsen, er deres værdi beregnet ud fra selskabernes resultater fra 2023 eller 2023/2024 og en omregningsfaktor baseret på sammenlignelige resultater fra børsnoterede selskaber. Når ejerskabet er fordelt på flere familiemedlemmer, er det familiens samlede formue, der er berettet. Oplysninger om privat gæld er ikke offentligt tilgængelige og indgår derfor generelt ikke. Ligeledes indgår værdien af biler, eventuelle kunstgenstande og andre personlige besiddelser ikke, ligesom værdien af udenlandske selskaber kun indgår i det omfang, de er kendt af redaktionen bag listen. Værdien af fonde, herunder familiefonde, er ikke medtaget.[1]

Forbes' liste

Det amerikanske erhvervsmedie Forbes offentliggør løbende lister over alle verden milliardærer, regnet i amerikanske dollar. Den årlige liste offentliggøres i april. I foråret 2024 var der i alt 2.781 dollarmilliardærer. 14 af dem ejede mere end USD 100 mia.[2] Ud af de knap 2.800 milliardærer var der 9 danskere:[3]

VerdensrangNavnStatsborgerskabNettoformue (USD)Kilde til rigdom
159Anders Holch Povlsen Danmark12,5 mia.Modetøj
358Niels Peter Louis-Hansen Danmark7,4 mia.Medicinalbranchen
424Sofie Kirk Kristiansen Danmark6,5 mia.Lego
424Thomas Kirk Kristiansen Danmark6,5 mia.Lego
424Agnete Kirk Thinggaard Danmark6,5 mia.Lego
486Kjeld Kirk Kristiansen Danmark6 mia.Lego
1380Bent Jensen og familie Danmark2,4 mia.Elektriske systemer
2287Benedicte Find Danmark1,3 mia.Medicinaludstyr
2287Martin Møller Nielsen Danmark1,3 mia.Leasing af fly

Se også

Referencer

Medier brugt på denne side