Cosmus Bornemann

Cosmus Bornemann (født 28. december 1637 i Haderslev, død 3. september 1692) var en dansk retslærd, professor og borgmester. Han var søn af Philip Julius Bornemann.

Efter at være undervist privat, blev han i 1652 indskrevet på Københavns Universitet, hvor han studerede i nogle år, indtil han i 1656 tog en bachelorgrad og forsatte på dannelsesrejse til Rostock[1]. Inden årets udgang blev han fortalt om hans mors dødelige sygdom, hvilket resulterede i, at han måtte rejse hjem. Karl Gustav-krigene, som udbrød snart efter, holdt ham hjemme og han deltog som korporal ved Studenterkorpset i forsvaret under Københavns belejring (1658-1660).

Da krigsfaren var overstået, genoptog han sine rejseplaner og rejste i 1660 til Danzig. Med den nederlandske legation, der havde overværet fredsslutningen i Oliva, fulgtes han derfra til Nederlandene. Han forsatte sine studier i byen Franeker, Cosmus besøgte siden Frankrig og vendte tilbage til Danmark i 1665.

Bornemann var, som sin fars søn, velanskreven hos kongen, Frederik 3., og han skulle desuden have haft en mæcen i kansler Theodor von Lente. I 1667 fik han stilling som professor juris ved Universitetet i København og året efter erhvervede han den juridiske doktorgrad for en afhandling "de hereditate peregrinorum". I 1671 overtog han funktionen som vicebibliotekar ved universitetets bibliotek. 18 år efter, i 1689, efterfulgte han Oluf Borch som førstebibliotekar. Han var rektor ved samme universitet i 1684, og igen i 1689.

Ved siden af sin akademiske virksomhed havde han også anden embedsgerning, idet han i 1684 blev borgmester i København, i 1685 også assessor i Højesteret og i 1689 kancelliråd. Bornemanns virksomhed har kun efterladt sig såre svage spor; en disputats de ostracismo, som han holdt i Franeker (1663), og en latinsk lejlighedstale udgør tillige med ovenfor nævnte dissertation hele hans forfattervirksomhed. Cosmus blev d. 7. oktober 1668 gift med Ole Worms datter Dorothea, (16441707).

Kilder

Fodnoter