Columbia (rumfærge)

Den første amerikanske rumfærge Columbia letter (april 1981). Bemærk at tanken er malet hvid.
Columbia lander på Edwards Air Force Base efter sin første mission.
Columbias sidste hold.
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Columbia. (Se også artikler, som begynder med Columbia)

Columbia var den første af USA's fem rumfærger. Columbia blev opsendt første gang den 12. april 1981 på 20-årsdagen for Gagarins rumflyvning.

Ved afslutningen af NASA's rumfærgeflyvning STS-107, der var Columbias 28. tur i rummet, desintegrerede den under sin genindtræden i Jordens atmosfære den 1. februar 2003 over Texas, hvorved hele besætningen på syv astronauter omkom.

Man har opkaldt bjergene Columbia HillsMars efter rumfærgen, og givet de enkelte bjerge navne efter astronauterne som Husband Hill efter Rick D. Husband.

Konstruktion

Uden last var Columbia cirka 3600 kg tungere end de senere rumfærger. Fx var Endeavour udformet lidt anderledes og drog nytte af senere fremskridt indenfor materialeteknologi. Columbia havde blandt andet tungere vinger og en intern luftsluse, som ikke var installeret på de andre rumfærger. Til trods for senere udbygninger af andre rumfærger var Columbia stadig den tungeste rumfærge. Den næstældste rumfærge, Challenger, var også relativt tung i forhold til de andre men var alligevel et ton lettere end Columbia.

Indvendigt var Columbia oprindeligt udstyret med katapultsæder fra Lockheed Martin – identiske med dem som findes på SR-71 Blackbird. Disse sæder var aktive på de første testflyvninger men blev deaktiveret efter STS-4 og fjernet helt efter STS-9. I stedet fik Columbia et head-up display, der var en gennemsigtig skærm, som præsenterede data uden at piloten behøvede at flytte sit synsfelt. Columbia var den eneste rumfærge, som ikke var leveret med sådant udstyr fra starten.

Sidste mission og destruktionen

På sin sidste mission medbragte Columbia et hold bestående af syv astronauter: Rick Husband (kaptajn), William McCool (pilot), Michael Anderson, Laurel Clark, David Brown, den israelske astronaut Ilan Ramon, og Kalpana Chawla.

Om morgenen den 1. februar 2003 gennembrød Columbia igen Jordens atmosfære efter en 16 dage lang videnskabelig mission. NASA mistede radiokontakten til fartøjet omkring klokken 09:00 EST kun minutter før den forventede landing klokken 09:16 på Kennedy Space Center i Florida. Videooptagelser viser, at rumfærgen brød i flammer over Texas cirka 63 kilometer over jorden og ved en fart på omtrent 5,6 kilometer i sekundet.

Til undersøgelse af ulykken etableredes en særlig undersøgelseskommission Columbia Accident Investigation Board (CAIB). Konklusionen var, at et stykke isoleringsmateriale fra hoved-brændstoftanken havde revet sig løs under opsendelsen og havde beskadiget varmeskjoldet på bagbord vingeforkant. Derved havde dette stykke af vingen ikke været beskyttet mod de ekstremt høje temperaturer, pga. varme dannet af kompression af luften, da rumfærgen genindtrådte i Jordens atmosfære. Vragstumper blev fundet spredt ud over det meste af staten Texas.

For at forhindre en gentagelse af ulykken ændrede man bl.a. rumfærgens robotarm, så besætningen efter opsendelsen var i stand til at inspicere kaklerne på undersiden med brug af et kamera monteret på armen. I tilfælde af beskadigede kakler var besætningen også i stand til at udføre mindre reparationer i rummet ved at udføre en rumvandring.

De indsamlede rester af Columbia opbevares i dag på 16. etage i Vehicle Assembly BuildingKennedy Space Center.

Flyvninger

Columbia var tungere end sine yngre søstre og kunne ikke nå rumstationerne Mir og ISS i deres 51°-baner med en brugbar nyttelast. Den kunne heller ikke nå op til Hubble-teleskopets 600 km høje bane, før man udviklede superletvægtstanke. Columbia anvendtes derfor primært til Spacelab-missioner.

Rumfærgerne var grounded 1986-89 pga. Challenger-ulykken.

#DatoMissionKort beskrivelse af missionen.
11981 12. aprilSTS-1Jomfruflyvning.
21981 12. novemberSTS-2Testflyvning.
31982 22. martsSTS-3Testflyvning.
41982 27. juniSTS-4Cirrus militærsatellit.
51982 11. novemberSTS-5SBS 3 og Anik C3 kommunikationssatellitter.
61983 28. novemberSTS-9Spacelab 1.
71986 12. januarSTS-61CSatcom K1 kommunikationssatellit.
81989 8. augustSTS-28Militær satellit i Molnijakredsløb.
91990 9. januarSTS-32Indsamlede LDEF.
101990 2. decemberSTS-35Astro-1.
111991 5. juniSTS-40SLS-1.
121992 25. juniSTS-50.
131992 22. oktoberSTS-52.
141993 26. aprilSTS-55Spacelab D2.
151993 18. oktoberSTS-58SLS-2.
161994 4. martsSTS-62.
171994 8. juliSTS-65IML-2.
181995 20. oktoberSTS-73.
191996 22. februarSTS-75.
201996 20. juniSTS-78Spacelab.
211996 19. novemberSTS-80Wake Shield Facility.
221997 4. aprilSTS-83Afbrudt MSL.
231997 1. juliSTS-94Gentagelse af STS-83.
241997 19. novemberSTS-87.
251998 13. aprilSTS-90Spacelab.
261999 23. juliSTS-93Chandra røntgenteleskopet.
272002 1. martsSTS-109Hubble servicemission 3-B.
282003 16. januarSTS-107Spacehab vægtløs forskning, rumfærgen desintegrerede under genindtræden i atmosfæren.

Log

  • 28 flyvninger
  • 4808 kredsløb
  • 300 dage i rummet.

Se også

Eksterne henvisninger

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Medier brugt på denne side

STS-95 landing.jpg
Orbiter Discovery is riding on its main landing gear as it lowers its nose wheel after touching down on Runway 33 at the Shuttle Landing Facility. Main gear touchdown was at 12:04 p.m. EST, landing on orbit 135.

Discovery returns to Earth with its crew of seven after successfully completing mission STS-95, lasting nearly nine days and 3.6 million miles. The crew includes mission commander Curtis L. Brown, Jr.; pilot Steven W. Lindsey, mission specialists Scott E. Parazynski, Stephen K. Robinson, with the European Space Agency (ESA); payload specialist Chiaki Mukai, with the National Space Development Agency of Japan (NASDA); and payload specialist John H. Glenn, Jr., a senator from Ohio and one of the original seven Project Mercury astronauts.

The mission included research payloads such as the Spartan-201 solar-observing deployable spacecraft, the Hubble Space Telescope Orbital Systems Test Platform, the International Extreme Ultraviolet Hitchhiker, as well as a SPACEHAB single module with experiments on space flight and the aging process.
Crew of STS-107, official photo.jpg
The crew of the final ill-fated flight of the Space Shuttle Columbia, mission STS-107, in October 2001.

This is the official crew photograph from mission STS-107 on the Space Shuttle Columbia. From left to right are mission specialist David Brown, commander Rick Husband, mission specialist Laurel Clark, mission specialist Kalpana Chawla, mission specialist Michael Anderson, pilot William McCool, and Israeli payload specialist Ilan Ramon.

All were killed when the shuttle disintegrated over Texas in February 2003.
Shuttle Patch.svg
SVG version of PNG Space Shuttle Logo/Patch.
Space Shuttle Columbia launching.jpg
The April 12 launch at Pad 39A of STS-1, just seconds past 7 a.m., carries astronauts John Young and Robert Crippen into an Earth orbital mission scheduled to last for 54 hours, ending with unpowered landing at Edwards Air Force Base in California.
STS-1 Return to KSC.jpg
This scene represents the end of NASA's STS-1 mission and the beginning of STS-2 in that the orbiter Columbia is arriving at Kennedy Space Center in Florida to begin the lengthy process of preparing it for STS-2. The vehicle landed at Dryden Flight Research Center on April 14 after an historic 2 1/3 day flight in Earth orbit. It was mated to this 747 aircraft, titled NASA 905, and flown over the USA to its Florida destination. It was later removed from atop NASA 905 and moved to the orbiter processing facility for the beginning of refurbishment.
Columbia landing on Rogers dry lake.triddle.jpg
Rumfærgen Columbia lander på Rogers Dry Lake ved Edwards Air Force Base efter STS-1, den første rumfærgemission. Rumfærgen, der gennembryder atmosfæren ved overlydshastigheder, forårsager et overlydsbrag der kan høres i hele Antelope Valley.