Clavering ø

Clavering ø
Kort over Clavering Ø fra 1930'erne
Geografi
Clavering ø
Koordinater	74°16′N 21°00′V / 74.267°N 21.000°V / 74.267; -21.000Koordinater: 74°16′N 21°00′V / 74.267°N 21.000°V / 74.267; -21.000
Areal	1.535 km²
Højeste punkt	1650 m
Administration
Ejer(e)	Grønlands Selvstyre
Land	Rigsfællesskabet
Grønland	Grønlands Nationalpark
Demografi
Folketal	0
v d r

Clavering ø er en 1535 km² stor ø i Nordøstgrønland beliggende ud mod Gael Hamkes Bugt. Øen blev navngivet "Clavering Insel" af Karl Koldeweys ekspedition i 1869–70 efter kaptajn Douglas Charles Clavering (1794–1827), der i sin tid havde besejlet området.^[1] På øens sydspids, Eskimonæs, lå en videnskabelig, vejr- og radiostation i perioden 1931-1943. Området er i dag en del af Grønlands Nationalpark.

Historie

Clavering foretog sin sin rejse til området med skibet Griper i 1823. Formålet med rejsen var at sejle Edward Sabine så højt mod nord, for at han kunne gennemføre målinger der skulle foretages målinger af et såkaldt sekundpenduls længde. Sabine havde tidligere foretaget målinger i Afrika. Rejsen gik over Hammerfest i Norge via Svalbard videre til Nordøstgrønland, hvor Sabine blev sat i land for at foretage sine målinger på øen de kaldte "Pendulum Island" (Lille Pendulum). Mens målinger pågik sejlede Clavering på opgalese sydpå langs kysten , hvor de kom i kontakt med den indfødte befolkning på på det område^[2], som senere i 1869 af Karl Koldewey blev navngivet Clavering ø i forbindelse med den anden tyske nordpolsekspedition.^[1]

Dødemandsbugten

Dødemandsbugten er beliggende på øens sydside her findes resterne af en boplads for den oprindelige inuitbefolkning. Det har været her, at kaptajn Clavering blev inviteret indenfor i de inuiternes sælskindstelte.^[2] På området er der foretaget forskellige arkæologiske udgravninger og man har bl.a. fundet bopladser fra Thule-kulturen tilbage fra 1400-tallet.^{[3] [4]}

Hytter

Rundt om på Clavering ø's kystlinje, er der gennem tiden opført en række fangst- og overvintringshytter. Mange af hytterne er gennem tiden gået i forfald, men den frivillige organisation "Nordøstgrønlands Kompagni Nanok" har gennem en årrække registreret mange hytter, herunder adskillige hytter på Clavering ø, som organisationen også har restaureret.^[5]

Eskimonæs

Den sydlige pynt "Eskimonæs" blev af Den danske Treårsekspedition til Østgrønland 1931-34 udpeget som et af de steder, hvor der blev oprettet en videnskabelig overvintringsstation med radiostation. Stationen blev opført i 1931 og blev under 2. verdenskrig benyttet som hovedkvarter for Nordøstgrønlands slædepatrulje, der indgik som Bluie East Five, i det amerikanske netværk af militære baser og installationer. Stationen blev i 1943 sat i flammer af en tysk patrulje og senere bombet af det amerikanske luftvåben. Stationen var også genstand for en "slagmark arkæologisk undersøgelse" i 2008.^[6]

Referencer

Noter

Litteratur og henvisninger

• Clavering, Douglas Charles (1830). "A Journal of a Voyage to Spitzbergen and the East Coast of Greenland, in his Majesty's Ship Griper". The Edinburgh New Philosophical Journal (engelsk). Edinburgh: Adam Black. 9 (Apr-Okt 1830): 1-30. Hentet 21. februar 2021.

• Higgins, Anthony K. (2010). "Exploration history and place names of northern East Greenland". GEUS Bulletin (engelsk). GEUS (Geological Survey of Denmark and Greenland) (udgivet 21. december 2010). 21. Arkiveret fra originalen 14. januar 2021. Hentet 14. januar 2021.

• NANOK (2020). "Nordøstgrønlands Kompagni Nanok". Xsirius. Arkiveret fra originalen 27. november 2020. Hentet 13. februar 2021.

• Sommer, Karsten (2009). "Ingen midler til at redde fortidsminder". KNR (udgivet 13. oktober 2009). Arkiveret fra originalen 25. februar 2021. Hentet 25. februar 2021.

• Stoltenberg, Morten (2009). "På sporet af Nordøstgrønlands bosættere". Videnskab.dk (udgivet 26. januar 2009). Arkiveret fra originalen 13. august 2014. Hentet 25. februar 2021.

• Jensen, Jens Fog; Krause, Tilo (2009). "Slagmarksarkæologi i Nordøstgrønland". Feltrapport. Sila - Arktisk Center ved Etnografisk Samling - Nationalmuseet (udgivet oktober 2009). 30. Hentet 21. februar 2021.