Christoffer Dybvad

Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Det er med interne henvisninger, afsnitsinddeling o.l.. Husk også at tilføje kilder! (maj 2017) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Christoffer Dybvad
Født	1578, 1577
Død	1622
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Matematiker
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Christoffer Dybvad (o. 1578–1622) var en dansk matematiker, søn af dr. Jørgen Dybvad, var født i København 1577 eller 1578 og blev student i en meget ung alder, da han allerede 1594 og følgende år findes anført som respondens ved faderens disputatser.

Udlandsrejser

Tidlig betrådte han også forfatterbanen, og 1599 drog han udenlands, støttet af det kongelige rejsestipendium for en mediciner. På denne rejse erhvervede han omkring 1601 doktorgraden i Caen i Normandiet, ligesom han en tid lang studerede i Leiden, hvor han 1602 på dansk udgav sit første matematiske skrift, «Decarithmia»^[1] , der er mærkeligt ved de forsøg, det indeholder på at erstatte de sædvanlige græske kunstord i matematikken med tilsvarende danske ord.

Jobsøgning i Danmark

Det var hans ønske at finde ansættelse ved Københavns Universitet; men skønt han tit nok søgte derom, ville det dog aldrig lykkes, da noget af den uvilje, der næredes mod faderen, også synes at have ramt sønnen, hvis karakter heller ikke var af de tiltalende. Indtil videre blev han derfor i Holland, hvor han udgav flere for deres tid vistnok værdifulde matematiske skrifter.
Opholdet i Holland synes at have haft blivende indflydelse på hans politiske og religiøse anskuelser. Det nøje kendskab til Nederlandenes ejendommelige politiske forhold måtte åbne hans øjne for manglerne ved Danmarks udpræget aristokratiske forfatning; og i religiøs henseende blev han stærkt påvirket af arminianismen, en rationalistisk retning inden for den Reformerte kirke, der blev herskende ved universitetet i Leiden netop i de år, da han studerede her.

Efter syv års ophold i udlandet kom Dybvad hjem 1606 og søgte nu ved udgivelsen af et matematisk skrift, som han tilegnede universitetets professorer, at vinde deres gunst; men da hans forsøg på at opnå en ansættelse atter var mislykket, drog han efter faderens afsættelse på ny ud og færdedes nu igen en række år i udlandet, især i Frankrig og Italien.

Ligesom han i Holland var blevet påvirket i retninger, der stod i strid med de bestående forhold i hans fædreland, således blev også opholdet særlig i Frankrig skæbnesvangert for ham, ikke blot fordi han gjorde fortroligere bekendtskab med de løse franske sæder, men også fordi han tilegnede sig de politiske grundsætninger om den enevældige kongemagts betydning, der af den tids fremskridtsmænd betragtedes som den bedste lægedom mod de sociale brøst, fejl og mangler.

1612: Hjemme igen

Henimod slutningen af året 1612 synes Dybvad atter at være kommen hjem. Skønt rygtet om hans lærdom gik forud for ham, måtte han dog for fjerde gang forgæves ansøge om en akademisk lærerplads.

Under disse forhold groede der i hans i forvejen vistnok irritable sind en bitterhed op, der bragte ham til omkring 1615 at forfatte en række til kongen stilede «politiske Observationer», der i de stærkeste udtryk angreb den i Danmark bestående forfatning og anbefale indførelse af arvelig kongemagt og enevælde. Vi ved ikke, om dette mærkelige skriftstykke – hvori mange af de i Christian 4.'s tid trufne regeringsforanstaltninger på det skarpeste dadles, men under den form, at skylden tillægges kongens rådgivere – virkelig er kommet kongen i hænde; men endelig opnåede Dybvad 1618 at blive udnævnt til Kongelig Mathematicus, idet han som løn aflagdes med et kanonikat i Lund.

Kongelig Mathematicus og horoskopstiller

Som kongelig mathematicus havde Dybvad den opgave at stille nativiteter, horoskoper, og udføre andre derhen hørende kunster og beregninger, der for en videnskabsmand måtte have lidet tilfredsstillende ved sig, da de mere klarsynede havde begyndt at få øjnene op for, at slige beregninger og forudsigelser kun var videnskabelig humbug.
Misfornøjelse med stillingen i forbindelse med bitre erindringer om tidligere tilsidesættelser og nye stridigheder, hvori Dybvad indvikledes med kapitlet i Lund, bragte atter hans heftige sind i kog.

1619: Bergen

I november 1619 rejste han til Bergen, uvist i hvilken anledning. Her henledte han snart opmærksomheden på sig ved sine dristige ytringer om forskellige statssager.
Især gik han løs på adelen og udtalte det som sin bestemte forventning, at inden få år skulle dens magt være forbi og kongen være i besiddelse af de syv majestætsrettigheder, som den franske forfatter Jean Bodin ^[2] omtaler. Der behøvedes kun en passende åreladning – et par læster blod –, for at adelsvældet skulle være knækket. Tillige lod han antydninger falde om, at han allerede havde givet kongen ideen til, hvorledes han skulle gribe sagen an, og han pralede af at have udkastet planen til vigtige foranstaltninger, som kongen for nylig havde begyndt at sætte i værk, såsom oprettelsen af Holmens faste stok og det ostindiske kompagni. I selskaber, hvortil han som anset videnskabsmand blev indbudt, hos biskoppen i Bergen, dr. Niels Paaske, ^[3] og hos lensmanden, Knud Gyldenstjerne ^[4] , lod han sin tunge frit løb og udtalte i manges påhør sine ønsker og forventninger med hensyn til en omvæltning i den bestående statsforfatning.

1620 Undersøgelser mod Dybvad

Da disse hans ytringer kom regeringen for øre, udgik der i marts 1620 kongelige befaling til den ovennævnte lensmand om at anstille undersøgelser om «alle Haande sælsomme ord og letfærdig Tale om disse Landes Regering og Højhed», som Dybvad sagdes at have ladet falde.
Han var imidlertid selv draget ned til Danmark uden at ane nogen fare. Men da de i Bergen optagne vidnesbyrd indløb, blev han underkastet et forhør af kansler Christian Friis til Kragerup og to medlemmer af rigsrådet, hvilket førte til hans anholdelse.
Samtidig blev der lagt beslag på hans papirer, blandt hvilke der fandtes adskilligt af graverende art, særlig en del notitser, kaldet «Joci aulici», hof-vitser, der selv for et velvilligt øje måtte tage sig ud som kåd spot over den kristne religion og en uren fantasis leg med det obskøne.

Proces og dom 1620

Universitetets rektor og professorer fik nu befaling til at dømme i Dybvads sag, idet den kongelige sekretær Axel Arenfeldt optrådte som aktor imod ham. Dommen, der faldt 22. december 1620, gik ud på,

«at efterdi Dybvad befindes at have grovelig forgrebet sig imod Gud, imod den kristelige Religion og Kirkeceremonier, imod kongelig Majestæt, imod Riget, Rigens Raad, endog imod den døde (Kansler), imod menige Adelskab og andre Rigens Stænder, da bør han være berøvet alle akademiske Privilegier og Værdigheder og med Vanære udstødes af vor Orden, i det han for øvrigt overgives til kongelig Majestæts, som en kristelig Ørigheds, Naade og Unaade».

At flere af Dybvads politiske projekter i og for sig var meget vel grundede og forstandige, kom ham ikke til gode, da hele vægten blev lagt på det formentlig revolutionære i hans færd. Efter nogen tids betænkning bestemte regeringen da hans straf til livsvarigt fængsel, og 27. januar 1621 førtes Dybvad fra Blåtårn til Kalundborg Slot, hvor han indesluttedes i det bekendte tårn «Folen». Her døde han 1622 efter henved to års fangeliv.

En morgen, da fangevogteren kom ind i hans kammer, fandt han ham liggende livløs i sengen, omkommen, som man antog, ved en kulilteforgiftning, som var opstået derved, at han af uforsigtighed om aftenen, da han slukkede lyset, havde henkastet den endnu brændende tande, og at denne var faldet i en revne mellem stenfliserne og havde antændt noget trækul, som man i gamle dage havde brugt til at fylde hvælvingen under kammeret med.

Foruden flere trykte skrifter efterlod Dybvad adskillige i håndskrift, deriblandt et vistnok nu tabt værk «De mensuris et ponderibus, tam medicis quam civilibus», der ifølge dr. Thomas Bartholins dom var affattet med utrolig flid og lærdom og med en høj grad af matematisk nøjagtighed, hvorfor broderen dr. Rasmus Bartholin havde til hensigt at udgive det, noget, der dog ikke er sket. Dybvad var ugift.

Danske Magasin 4. R. II, 211 ff. V, 40 ff.

H.F. Rørdam, 1830–1906, teolog og kirkehistoriker

Noter

Se også

• Til kampen mod de sidste "kryptocalvinister" i begyndelsen af 1600-tallet se afsnittene "Sagen mod Oluf Kock" og "Oluf Kock" i artiklerne om de to biskopper Jesper Rasmussen Brochmand og Hans Poulsen Resen
• Kryptocalvinisme – Calvinisme – Jean Calvin – Lille ordliste med kort beskrivelse af tilknyttede ord, vendinger og begreber

Litteratur

• Kornerup, Bjørn (1928, 1968). Biskop Hans Poulsen Resen. Bind 1 fra 1928 (disputats), bind 2 fra 1968. København: Gad. DK5=99.4 Resen

Bind 2, afsnittet "Sagen mod Christoffer Dybvad", side 137

• Aage Heinberg, Fantaster, Skandinavisk Bogforlag, 1950.
• Morten Fink-Jensen: ”De lærde Dybvader. Bogtryk og samfundskritik i det 16. og 17. århundrede”. Fund og Forskning, bd. 44, 2005, s. 63-106.
• Morten Fink-Jensen: “Enevældens ensomme fortrop. Christoffer Dybvads systemkritik under Christian 4”. I Morten Petersen (red.): Oprørere. Skæbnefortællinger om danmarkshistoriens tolv største rebeller, København: Aschehoug 2006, s. 37-62.

Kilder

• Dybvad, Christoffer i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 4, 1890), forfattet af H.F. Rørdam
• Mindeside om Christoffer Dybvad fra Astrologisk Museum
• Christoffer Dybvad astrolog og Kgl. Mathematicus, (pdf-fil), Informationsbrev fra Astrologisk Museum , SOPHIE nr. 19 [december 2006] side 7 [9], Faghistorie ved Claus Houlberg (for visning som html-fil prøv Google)

• I et afsnit om geometriske lærebøger på en side fra Ribe Katedralskole Arkiveret 5. februar 2006 hos Wayback Machine kan man læse at Christoffer Dybvad skulle have været den første dansker der publicerede en udgave af Euklids Elementer i 1603-05