Christine af Sachsen

"Dronning Christine" omdirigeres hertil. For andre dronninger med samme navn, se Dronning Christine.

Christine af Sachsen
Christine af Sachsen
Dronning af Danmark
Kroning	18. maj 1483
Periode	21. maj 1481 – 20. februar 1513
Forgænger	Dorothea af Brandenburg
Efterfølger	Isabella af Habsburg
Dronning af Norge Kroning: 20. juli 1483 Periode: 1483 – 20. februar 1513 Forgænger: Dorothea af Brandenburg Efterfølger: Isabella af Habsburg
Dronning af Sverige Kroning: 26. november 1497 Periode: 6. oktober 1497 – august 1501 Forgænger: Kristina Abrahamsdatter Efterfølger: Isabella af Habsburg
Ægtefælle	Hans af Danmark (g. 1478)
Børn	med Kong Hans: Hans Ernst Christian 2., konge af Danmark, Norge og Sverige Jakob[1] Elisabeth, Kurfyrstinde af Brandenburg Frans
Hus	Huset Wettin Ernestinske linje
Far	Ernst, Kurfyrste af Sachsen
Mor	Elisabeth af Bayern-München
Født	25. december 1461 Torgau, Sachsen
Død	8. december 1521 (59 år) Odense
Hvilested	Graabrødre Klosterkirke, Odense (til 1807) Sankt Knuds Kirke, Odense (fra 1807)
v d r

Christine af Sachsen (25. december 1461 i Torgau – 8. december 1521 i Odense^[2]) var en sachsisk prinsesse, der blev dronning af Danmark, Norge og Sverige.

Hun var datter af kurfyrste Ernst af Sachsen og Elisabeth af Bayern-München og blev gift med kong Hans.

Som 16-årig blev hun i 1477 trolovet med Christian 1.s søn Hans. Året efter førtes hun i et stort optog til Warnemünde, hvor hun blev hentet af et stort dansk følge.^[3] Parret blev gift på Københavns Slot 6. september 1478.^[3] Den 18. maj 1482 blev hun med sin mand kronet i Frue Kirke.

I ægteskabskontrakten blev fastlagt, at hendes underhold skulle sikre hende 4.000 gylden i årligt afkast, samt ret til at bruge nogle slotte og len med tilliggender og afgifter "doruff sie yren furstlichen stant gehalten noge". Det blev indskrevet, at kong Hans' efterfølger på tronen skulle kunne købe hende ud af hendes rettigheder mod et beløb på 40.000 gylden.^[4]

Parret fik mellem 1479 og 1485 fem børn: Hans, Ernst, Christian og Elisabeth - samt Frans, opkaldt efter Frans af Assisi, i 1497. Hans døde som spæd; Ernst og Frans i ung alder.^[5]

Da Christine blev dronning af Danmark, var landet i en politisk spændt situation. Kalmarunionen var truet af indre opløsning. Først i 1483 blev Hans anerkendt som konge i Norge, og Sverige ville først ikke anerkende ham. For at undertvinge svenskerne, besatte kong Hans i 1487 Gotland.^[5] I 1490 måtte Hans dele hertugdømmerne med sin lillebror hertug Frederik af Gottorp.^[6] Først i 1497 lykkedes det kong Hans i samarbejde med en gruppe svenske stormænd at tage magten i Sverige og blive anerkendt som konge af Sverige.^[7] I forlængelse heraf gav han dronning Christine i morgengave (livgeding) nogle len: "Ørebro slot oc Ørebro læn met alle szine rette tilliggelsse, ther till Nercke, Norddenskogh, Vermmeland oc Dall"^[a]. Det er muligt, at denne morgengave havde til formål at sikre Sveriges forbliven i Kalmarunionen.^[7] Også i Danmark fik hun len: først og fremmest Næsbyhoved len og Tranekær Len^[8], fra 1501 også byerne Ribe, Kolding og Assens.^[9] I disse tilfælde synes der dog at være tale om pantelen: det ser ud til, at dronningen havde ydet sin ægtefælle økonomiske lån til at finansiere hans kampe i Sverige, men da disse slog fejl, var kongen nødt til at give sin hustru erstatning både for den mistede morgengave og for de økonomiske lån, og her måtte de danske len så udlægges.^[9]

Det var nemlig imidlertid ikke lykkedes kong Hans at nedkæmpe modstanden mod ham i Sverige. I året 1500 og igen i januar 1501 ledsagede dronningen ham til Sverige, for at diskutere forsvaret mod de stadige russiske angreb på grænsen i Finland. Et samstemmigt svensk rigsråd leverede en flængende kritik af kong Hans' styre og den måde, hans danske fogder opførte sig på i Sverige. En uvelkommen forskrækkelse ventede det danske kongepar, da en russisk delegation fra storfyrst Ivan 3. dukkede op. På latin bad de kong Hans om at opfylde sin del af aftalen med storfyrsten, og afslørede i svenskernes påhør, at Ivan 3.s angreb på Finland netop var efter aftale - for at hjælpe kong Hans til den svenske trone.^[10]

Svenske bønder og adelsmænd rejste sig nu til oprør mod kong Hans, der stadig i Stockholm, da også Sten Sture opsagde sin troskab mod ham. To dage senere, 11. august 1501, gik kongen om bord i sit skib og forlod byen. På Stockholms Slot efterlod han dronning Christine som kommandant. Til hjælp havde hun Ture Jönsson,^[11] mens hans bror Erik Jönsson var blandt oprørerne,^[12] der 10. oktober 1501 belejrede Stockholm. 17. oktober under forhandlingerne mellem oprørerne og den danske dronning brød der brand ud i byen, og en fjerdedel af Stockholm nedbrændte. I kaosset, da indbyggerne fortvivlet forsøgte at frelse liv og ejendele, benyttede oprørerne chancen til at tage kontrol over byen. 17 af oprørslederne anklagede i et brev dronningens folk for at have anstiftet branden. Christine anklagede oprørerne for det samme, og de var jo også de eneste, der havde haft fordel af den. I hvert fald ville dronning Christine intet tjene på at antænde en by, hvor hun selv var indespærret.^[13]

Dronning Christine blev så siddende belejret på slottet, hvor hun fyldte 40 år juleaften. Svenskerne reagerede på, at kong Hans skulle have taget sin elskerinde Edele Jernskæg - dronningens hofdame - med hjem til Danmark, da han lod sin kone tilbage. De tilbød hende derfor frit lejde til at forlade Sverige sammen med alle præster og adelige, men det afslog hun. Hun havde tusind mand hos sig på slottet, mange nok til at prøve at bryde ud og generobre Stockholm, og mindst én gang forsøgte de dette, affyrede den store kanon og stormede ud af porten i vinternatten, men blev tvunget tilbage. Dette bandt store styrker til Stockholm, hvor den svenske biskop Hemming Gadh^[14] holdt 4.000 væbnede mænd, der delvis måtte underholdes af Stockholms befolkning, som allerhøjst udgjorde 7.000 mennesker, der for en stor del ikke en gang støttede oprøret. Stemningen var derfor anspændt mellem Stockholms indbyggere og Gadhs tropper, og flere gange klarede fiskerbåde at snige sig ud fra slottet og tilbage med fangst, hvorefter byens befolkning blev anklaget for at have hjulpet dem. I december gik en af borgmestrene - der var altid to - over gevind, ødelagde armen på en bonde, forbandede almuen og bad dem pakke sig hjem. Bønderne gik til rigsrådet  og truede med at tage borgmesteren på ordet og forlade Stockholm, så kunne byen forsvare sig selv mod danskerne. Hele tiden gik de med usikkerheden: Hvor mange mænd fik kong Hans samlet i Danmark? Både belejrerne og de belejrede havde kanoner, men ikke kraftige nok til at bryde slotsmurene ned. Søndag 5. december 1501 åbnede slottet ild mod en svensk stilling. Nord for Storkyrkan havde svenskerne bygget en "skærm", sandsynligvis en tømmervæg, men kanonkuglen brasede lige igennem og dræbte to mænd. Kanonilden var alligevel skræmmende nok for befolkningen. Kanonkuglerne den gang var massive; de eksploderede ikke, men når de traf nogen, blev benfragmenter fra offeret slynget i alle retninger, med kraft nok til at dræbe eller skade andre. Man blev forvandlet til en menneskelig splintbombe.^[15]

Efter et halvt år var de belejrede vistnok ikke gået tom for mad, men en sygdom bredte sig blandt dem. Dronning Christine fortalte, at mændenes tandkød hovnede op, tænderne blev løse, de kunne ikke tygge maden, fik kramper og kunne ikke gå. Hun mente, det skyldtes saltet og bedærvet mad, men årsagen var skørbug - dvs. C-vitamin-mangel. Dronningen og ledelsen klarede sig, og spiste sandsynligvis mere varieret kost.^[16]

29. april 1502 gjorde svenske styrker et sidste udfald og trængte helt frem til den inderste borgmur. Her var modstanden så hård, at parterne i stedet gik over til forhandlinger. De belejrede vidste ikke, at kong Hans var på vej, og ifølge en stockholmsk overlevering var kun 70 av de tusind i live, og kun ti af dem uskadte.^[17] Slottet overgav sig 9. maj 1502. 12. maj lagde kong Hans' flåde til lige udenfor, ved det nuværende Södra Djurgården. Efter henved 7 måneders belejring kom han tre dage for sent. Da slottet alligevel var faldet, vendte han bare om og sejlede tilbage til Danmark. Sverige var tabt.^[17]

Dronningen havde opgivet slottet mod frit lejde til Danmark for sig og sit følge. Sten Sture den ældre brød lejdet og tog hende til fange, hvad der blev anset som æreløst. Dronning Christine sad som fange i halvandet år, først i Stockholms Sortebrødrekloster, senere i Gråbrødreklosteret og til sidst i Vadstena kloster. Fangenskabet var så hårdt, at hun knapt fik spist sig mæt. Den behandling, hans mor blev udsat for, forklarer måske noget af den brutalitet hendes søn, Christian 2, senere udviste mod svenskerne. Det danske rigsråd klagede over behandlingen, Christine fik i sit fangenskab, mens svenskerne for at frigive hende, forlangte at få de slotte og fæstninger tilbageført, som kong Hans stadig holdt i Sverige. Kardinal Raymund Pérault, som drev afladshandel i Norden, fik med lübeckernes bistand sat dronningen fri. I december 1503 blev hun højtideligt modtaget af sin ældste søn og den danske adel efter tre års fravær.^[18]

Kort efter sin hjemkomst stiftede hun Sankt Clara Kloster i København for nonner af Gråbrødreordenen og senere et lignende i Odense.^[3]

I de følgende år levede de to ægtefæller ikke mere sammen. Det var en de facto separation. Dronning Christine indledte sin genvundne frihed med i 1504 at drage på besøg hos sin datter, Elisabeth, der var gift med kurfyrste Joakim af Brandenborg.^[3] Desuden besøgte hun sin søster Margrethe af Braunschweig og rejste forbi valfartsstederne Sternberg og Wilsnack. Da hun vendte tilbage til Danmark, tog hun ophold i Odense, væk fra kongen.^[19] Det påfølgende kan bedst beskrives som en regulær magtkamp mellem de to ægtefæller - i det skjulte.^[20]

Dronningen allierede sig med en række aristokrater, der kunne være hende til støtte, fra slægterne Rønnow, Gyldenstjerne, Bille og Marsvin.^[21] Desuden opretholdt hun et godt godt forhold til sin svoger, hertug Frederik af Gottorp.^[22] Dronningen ansatte både adelige og ikke-adelige til at administrere sine besiddelser og vandt derved deres støtte.^[23] Baggrunden for denne virksomhed var tidens patron-klientforhold. Dronningen var en betydelig patron, som for at administrere sine store besiddelser og fremvise sin magt, omgav sig med et stort antal klienter.^[24] Denne demonstration af patronstatus skete på flere måder: hun købte kostbart klæde, der kunne bruges til sine ansattes uniformer, hun købte luksusmadvarer og ansatte Claus Berg til at lave altertavlen i Sankt Knuds kirke, der demonstrerede både hendes fromhed^[25] og status som dronning;^[26] hun stod fadder for sine klienter og deres børn og medvirkede ved afholdelsen af flere klienters bryllupper,^[27] hun bekostede udgifter til medicin og læge for sine klienter,^[28] hun betalte udgifter ved deres begravelse (herunder udgifter til begravelsesceremonier),^[29] og for mange klienter var hun et vigtigt springbræt for deres karrierer,^[30] hvor de kunne komme i positioner, som hun senere kunne drage nytte af.

I 1504 blev Christines lensmand i Næsbyhoved len, Otto Porsfeldt, dræbt under uklare omstændigheder.^[19] Forholdet synes at være, at han under et ophold hos en borger i Odense, Hans Kræmmer, blev såret dødeligt af en Knud Kjeldsen, der var bispens køgemester. Ligeså blev rådsmand Knud Friis såret af en Steffen Tyske.^[31] Både Steffen Tyske, Knud Kjeldsen og bisp Jens Andersen Beldenak, synes at have tilhørt kredsen om kong Hans.^[21] Nogen retssag fandt i første omgang ikke sted, åbenbart beskyttede kongen sine folk mod dronningen. Til gengæld arrangerede hun som en magtdemonstration overfor biskop Beldenak, hans storstilede begravelse med et helt optog gennem Odenses gader og hest i kirken. Tre måneder senere fik hun gentaget hele forestillingen, så han fra sit vindue for anden gang kunne se sit eget begravelsesfølge drage forbi.^[32]

Længe gjorde hun gode miner til slet spil. I Gråbrødre Klosterkirke i Odense indrettede hun det endnu bevarede gravminde, hvor både hun og kong Hans er afbildet. Under hendes tilsyn skabte Claus Berg sin berømte altertavle med billeder af hele kongefamilien.^[33]

Dronningen ledsagede kong Hans på hans sidste rejse i Jylland.^[34]

Efter kong Hans' død i 1513 tog hun som enkedronning ophold på Næsbyhoved Slot ved Odense, der var hendes ejendom.^[34] I forlængelse af situationen opstod spørgsmålet om dronningen havde fået fuld erstatning for sin morgengave og sine udlæg til ægtefællens krigsførelse. Det havde hun ikke. I 1517 blev også Rugård len overdraget Christine. Overdragelsen fandt sted samtidig med, at Christian 2. forsøgte at genvinde magten i Sverige. Hvis enkedronningen skulle bekoste denne krig, måtte der nye forleninger til.^[35]

Efter ægtefællens død indledte Christine det opgør, hun så længe have udskudt. Kong Hans havde udnævnt sin yndling Jens Andersen Beldenak som biskop over Fyn efter Carl Rønnow.^[36] I 1517 indledte Christian 2., hendes søn der nu var blevet konge, et opgør med Jens Andersen. Denne og flere andre blev på herredagen anklaget for at have flere udeståender med kongen, og ifølge Skibbykrøniken "ligeledes havde han viist stor Haan mod Kongens Moder Dronning Kristine og i høj grad fortørnet hende ved Drabet på hendes Lensmand, Adelsmanden Otto Porsfeldt." Jens Andersen kom i fængsel fra 1517,^[37] og bytinget i Odense idømte bispens køgemester Knud Kjeldsen bøder. Retssagen, der fældede odensebispen, blev ført af dronning Christines søn, hendes tidligere kansler og en søn af hendes trofaste tolder i Kolding.^[38] I stedet for Jens Andersen indsattes en nederlandsk franciskaner, Vincens Kempe, som administrator af bispegodset.^[39]

Christine blev efter sin død gravsat i Gråbrødre Klosterkirke i Odense i Franciskanerordenens nonnedragt.

Da Gråbrødrekirken skulle nedrives, blev lig og mindesmærker i 1805 flyttet til Sankt Knuds Kirke.^[34]

• Danmarks historie (1397-1536)

• Dahlerup, Troels (1989). De fire stænder. 1400-1500. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Vol. bind 6. København: Gyldendal & Politikens Forlag. ISBN 87-89068-08-4.
• Heise, Arnold: Christine i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 3, 1889)
• Jespersen, Mikkel Leth (2006). "Dronning Christine og kong Hans. Len, magt og fromhed i dansk senmiddelalder" (PDF). Historisk Tidsskrift. København: Den danske historiske Forening. 106 (1): 10-32.
• Jespersen, Mikkel Leth (juni 2006). "Patron-klientforhold i dansk senmiddelalder". Fortid og Nutid: 107-126.
• Langhoff Koch, Louise (2021). Kongernes kvinder : dronninger, elskerinder, friller og maitresser i den danske kongerække fra Christian 1. til i dag. Muusmanns forlag. ISBN 9788794155564.
• Wittendorf, Alex (1989). På Guds og Herskabs nåde. 1500-1600. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Vol. bind 7. København: Gyldendal & Politikens Forlag. ISBN 87-89068-09-2.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Christine af Sachsen

• Christine af Sachsen på gravsted.dk
• Christine af Sachsen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon på Lex.dk, tidl. Kvinfo.dk