Cesare Borgia
 | Formatering Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder! |  |
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Der er for få eller ingen | Cesare Borgia | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 13. september 1475  Subiaco, Italien |
| Død | 12. marts 1507 (31 år) Viana, Spanien |
| Dødsårsag | Blødning |
| Gravsted | Viana |
| Far | Pave Alexander 6. |
| Mor | Vannozza Cattanei |
| Søskende | Lucrezia Borgia, Pedro Luis av Borja, Giovanni Borgia, Jofre Borgia, 1. Principe de Squillace |
| Ægtefælle | Charlotte d'Albret |
| Barn | Louise Borgia |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Pisa Universitet, Universitetet i Perugia |
| Elev af | Filippo Decio |
| Beskæftigelse | Klerk, katolsk præst (fra 1483), romerskkatolsk diakon (fra 1494), condottiere |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Ordre de Saint-Michel |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Cesare Borgia (født 13. september 1476, 12. marts 1507) formodes at være uægte søn af den spanske kardinal Rodrigo Borgia (senere Pave Alexander VI) og bror til Lucrezia Borgia.
Cesare blev født af Rodrigo Borgias formodede elskerinde Giovanna Vanozza Catanei, der også fødte ham Giovanni (Juan), Lucrezia og Goffredo (Jofre). Cesare læste jura og blev derefter kardinal, da han blot var 18 år. Sideløbende blev hans ældre bror Juan Borgia, der var Rodrigo Borgias yndlingssøn, generalkaptajn for pavedømmets styrker. Cesare indså, at hans liv som kardinal ville lede ham i en blindgyde; hans bror ville få alt. Han vidste præcis, hvad han måtte gøre. Juan Borgia skulle skaffes af vejen.
I 1499 var Juan død, og Cesare blev generalkaptajn. Han fik en kongelig fransk brud og sikrede sig dermed også hendes titel og en alliance med kong Ludvig 12. af Frankrig. Sammen med Kong Ludvig 12.'s styrker marcherede Cesare mod Romagna. Hans nådesløse stræben efter magt var uden fortilfælde. Da Cesare erobrede Faenza, tilbød han den højtelskede herre af byen, den galante 17-årige Astorre III Manfredi en plads i sin hær. Astorre og Cesare kom virkelig godt ud af det sammen, men Astorre udgjorde samtidigt en trussel: han var herre af Faenza på grund af sin afstamning. Så da Cesare vendte tilbage til Rom, fik han både Astorre og hans yngre bror druknet ved at beordre tunge sten bundet om deres fødder, hvorefter han lod dem tage en dukkert i Tiberen. Cesare viste også sit værd som general. Han indtog byen Urbino uden kamp ved Pavens hjælp. Planen var enkel: Paven bad om at låne artilleri fra hertugen, hans formodede allierede. I det øjeblik, hvor hertugen havde sendt artilleriet af sted, var Urbino forsvarsløs, og Cesare trængte ind i byen.
Cesare var en gåde for alle omkring ham. Isabella d'Este sendte fx 100 masker til ham for at lykønske ham med en sejr. Cesares drivkraft var uigennemskuelig for hans fjender og hans handlinger brutale. Cesare Borgia ses ofte som personliggørelsen af Machiavellis Fyrsten.
Litteratur
- G.J. Meyer: The Borgias: The Hidden History, ISBN 9780345526922 (engelsk)
Eksterne henvisninger
|
Medier brugt på denne side
"Il dipinto, a destinazione privata, era già stato considerato ritratto di Cesare Borgia, il Duca Valentino da G. Lochis in una lettera del suo epistolario (Epistolario Lochis, 1822-1859). Lochis acquistò l'opera da Carlo Francesco Longhi" [1]
"Il fiero gentiluomo, in passato identificato con Cesare Borgia, è raffigurato a mezzo busto, sullo sfondo di un paesaggio temporalesco attraversato da due misteriose figure. Seppur influenzato dalla ritrattistica di Giorgione e del giovane Tiziano, Altobello sviluppa uno stile personale, caratterizzato da un disegno nervoso, spia del suo interesse per la grafica nordica, e dall’uso di colori freddi e metallici, come le tonalità argentee del cielo, il verde oliva del paesaggio, il blu petrolio della veste." [2]Firma de César Borgia. Príncipe del Renacimiento hispano-italiano, el documento que se reproduce lleva su nombre en la parte impresa y está rematado por su curioso monograma. En esta pieza manuscrita de 1503 que incluye su firma, César Borgia (Roma, 1475-Navarra, 1507) confirma a Gianpietro de Imola en su función de vicario del castillo de Mordono. (Colección del escritor brasileño Pedro Correa, quien lo adquirió en una subasta en Alemania).