Cellekerne

Tegning af cellekernen og det endoplasmatiske reticulum.
(1) Cellemembranen (2) Ribosomer (3) Kerneporer (4) Kromosomerne (5) Kromatintråde (6) Cellekernen (7) Endoplasmatisk reticulum (8) Nukleoplasma
Hele strukturen er omgivet af cellens cytoplasma.
Skematisk tegning af en typisk dyrecelle og dens organeller:
1. Nukleolus
2. Cellekernen
3. Ribosomer (små prikker)
4. Vesikel
5. Granulært (ru) endoplasmatisk reticulum
6. Golgiapparattet
7. Cytoskelet
8. Glat endoplasmatisk reticulum
9. Mitokondrier
10. Vakuole
11. Cytosol
12. Lysosom
13. Centrioler

Cellekernen (eller nukleus) er i cellebiologi et membranbeklædt organel, der findes i eukaryote celler. I de fleste pattedyrceller måler den mellem 5 og 10 mikrometer (μm) i diameter.[1]

Cellekernen indeholder det meste af cellens arvemateriale. Arvematerialet er ordnet som lange kæder af DNA-molekyler, der er snoet omkring histon-proteiner som kromatin. Generne i arvematerialet udgør cellens nukleære genom. Cellekernens funktion er at udtrykke og beskytte arvematerialet og kontrollere cellens aktivitet ved at regulere proteinbiosyntesen, også kaldet genekspressionen. Cellekernen udgør derfor cellens kontrolcenter. Cellekernen afgrænses fra cellens cytoplasma af kernemembranen (nukleolemma), en dobbeltmembran, der omslutter hele organellet. Kernemembranens indre overflade er dækket af den nukleære lamina, som udgør et afstivende, filamentøst gitter.[2] Genekspression og vedligeholdelse af kromatinet kræver transport af store molekyler, bl.a. proteiner og RNA, gennem porer i cellemembranen. Disse porer krydser begge lag og udgør en kanal, gennem hvilken store molekyler kan passere ind og ud ved aktiv transport. Ioner og små molekyler kan frit passere kanalerne ved diffusion.

Cellekernens indre kaldes nukleoplasma og rummer forskellige strukturer, der består af proteiner, RNA og kromatindele. Den mest kendte af disse strukturer er kernelegemet (nukleolus), der er involveret i dannelsen af ribosomer. Efter at være dannet i kernelegemet eksporteres ribosomerne til cytoplasmaet, hvor de translaterer mRNA til proteiner.

Referencer

  1. ^ Geneser, Finn, et al. Genesers histologi, 1. udgave, p. 113. København: Munksgaard, 2012, ISBN 978-87-628-0396-1.
  2. ^ Geneser, Finn, et al. Genesers histologi, 1. udgave, p. 114. København: Munksgaard, 2012, ISBN 978-87-628-0396-1.

Eksterne henvisninger

Se også

NaturvidenskabSpire
Denne naturvidenskabsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

Medier brugt på denne side

Science-template.svg
Forfatter/Opretter: , Licens: CC BY-SA 3.0
Science stub icon.
Biological cell.svg
Forfatter/Opretter: MesserWoland og Szczepan1990, Licens: CC-BY-SA-3.0
Skematisk tegning af en typisk dyrecelle og dens organeller:
  1. Nukleolus
  2. Nukleus
  3. Ribosomer (små prikker)
  4. Vesikel
  5. Endoplasmatisk reticulum
  6. Golgiapparattet
  7. Cytoskelet
  8. Granulært (ru) Glat endoplasmatisk reticulum
  9. Mitokondrier
  10. Vakuol
  11. Cytosol
  12. Lysosom
  13. Centrioler
Nucleus ER.png
Tegning af cellekernen og det endoplasmiske reticulum.