Carl Snoilsky

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Carl Johan August Snoilsky (født 8. september 1841, død 19. maj 1903) var en svensk digter.

Snoilsky blev student i Upsala i 1860 og tog fire år senere en finere eksamen. Da han var adelig, lå den diplomatiske Vej åben for ham. Han ansattes straks i Udenrigsdepartementet og blev i 1865 ansat i Paris. I 1878 gjorde han tjeneste som kabinetssekretær. Sorg i hans Familie bevirkede, at han helt trak sig tilbage fra den diplomatiske virksomhed. Han forlod Sverige og opholdt sig i Firenze og Dresden. Hans ophold i hjemlandet var indskrænket til korte besøg, indtil han i 1890 fik ansættelse som overbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek i Stockholm. Det var en stilling, han havde frem til sin død.

Som ung student kom Snoilsky til Upsala i en tid, hvor næsten al litterær produktion lå i dvale. I 1861 debuterede han under pseudonymet Sven Trøst med Små dikter og vakte allerede næste år fornyet Opmærksomhed ved en Digtsamling Orchidéer. I 1865 udgav han Italienska bilder. Da han i 1869 samlede sine tidligere digte med en sonetkreds España i et Bind Dikter, blev hans navn kendt.

Snoilsky udnyttede sine idéer på en fuldendt kunstnerisk måde; i glødende vers besynger han sit lands skønhed. Det var den sprudlende friskhed i hans digte som »Indledningssången« eller den trodsige frihedshymne »Neros gyllene hus«, der særlig gav anledning til at tro, at hans følgende digtning skulle blive dithyrambisk, men digtet »Jultankar i Rom«, adskillige digte i »España« samt de harmfulde digte om kampen mod overmagten, fx »På Polens grav« og »Storken«, antyder, at der nærmer sig en krise.

»Sonetter« fra 1871 viser forandringen tydeligt. Sønderrevethed og verdenstræthed udtaler sig næsten i hver sonet. Snoilsky sammenligner sin kunst med galionsfiguren, som kastes op på land, og han ironiserer i »Gammelt porslin« alle tings forgængelighed. De rigtstrømmende udtryk for øjeblikkets begejstring har givet plads for refleksion og tvivl, som forråder synet på tidsforhold og begivenheder. Dette skift skyldes de personlige oplevelser og indtryk, han fik som diplomat.

Han studerede derfor sine gamle bøger og mønter. Han udgav i »Ett svenskt myntkabinett« fra 1873 en beskrivelse af sin samling og oversatte en del digte, af hvilke han i 1876 udgav »Goethes ballader« som selvstændig bog, men hans digtning flød sparsomt. Samme år valgtes han ind i Svenska Akademien.

Da han i 1881 udgav »Nya dikter«, var krisen endt, og disse digte opfyldte alle tidligere givne løfter. De tidligere genrebilleder er dog blevet fortællende digte, hvori en dyb refleksion eller et symbol er skjult. I enkelte digte fornemmer man hans kærlighed til hjemlandet eller roen i den genvundne fred efter sorgerne, som drev ham udenlands.

Til sidst udgaves »Svenska bilder« (Godtkøbsudgave 1886, Illustrationsudgave ved Albert Edelfelt 1894).

Digtsamlinger, han senere udgav, er:

• »Dikter, tredje samlingen« (1883)
• »Dikter, fjärde samlingen« (1887)
• »Dikter, femte samlingen« (1897)

I 1893 blev Snoilsky udnævnt til dr. phil. ved Upsala Universitet, og samme år afsluttede han udgivelsen af Elias Sehlstedts »Sånger och visor i urval«. Han påbegyndte herefter det store Værk »Svenska historiska plancher«, der omfattede tiden fra 1499 til 1718.

Eksterne henvisninger

• Carl Snoilsky på gravsted.dk