Kommunalvalget i Danmark afholdes hvert fjerde år om medlemmer af Danmarkskommunalbestyrelser. Kommunalbestyrelser benævnes også i nogle kommunerbyråd, og Københavns kommune vælger medlemmer af Borgerrepræsentationen. Afstemningen ved valgene er frie og hemmelige.
Kommunalvalg falder altid samtidig med valg til regionsrådene, og de afholdes fast hvert fjerde år den tredje tirsdag i november.
Det er ikke muligt at udskrive kommunalvalg i utide, i modsætning til folketingsvalg. En kommunalbestyrelses valgperiode begynder den førstkommende 1. januar efter valget således, at den afgående kommunalbestyrelse fortsætter til den 31. december samme år, som kommunalvalget blev afholdt.[1] Frem til 1978 blev valget afholdt i marts, og valgperioden løb fra 1. april.[2]
Tidligere blev betegnelsen kommunalvalg også anvendt om valg til amtsrådene, fordi amtskommunerne var en del af den kommunale inddeling (officielt primærkommuner og amtskommuner).
Valg til regionsråd er formelt set ikke kommunalvalg, idet regionerne ikke har ret til at udskrive skatter. Mere symbolsk er det, at de ikke har ret til at føre våbenskjold.
I den enkelte kommune har samtlige myndige borgere med folkeregisteradresse i kommunen valgret. De, der ikke har dansk indfødsret, har dog valgret, hvis de har boet i Danmark i 4 år forud for valget. Dog har alle EU-borgere, samt islandske og norske statsborgere valgret på lige fod med personer, der har dansk indfødsret. På samme måde er alle valgbare. Eneste undtagelse er, hvis man er straffet for en handling, der i almenheden gør en uværdig til at være medlem af en kommunalbestyrelse.[1]
Hvis et kommunalbestyrelsesmedlem mister sin valgbarhed, bortfalder vedkommendes mandat, og hvis et kommunalbestyrelsesmedlem bliver straffet, skal kommunalbestyrelsen indberette det til valgbarhedsnævnet, der afgør hvorvidt vedkommende fortsat er valgbar.[1]
Opstilling og mandatfordeling
Medlemmer af politiske partier, lokallister samt enkeltpersoner, der har valgret kan opstille til valgene. Enkeltpersoner (løsgængere) skal aflevere 25 (i Aarhus, Odense og Aalborg Kommune er mindsteantallet dog 50, og i Københavns Kommune er mindsteantallet 150) underskrifter fra stemmeberettigede i deres hjemkommune/region for at opnå valgbarhed.[3] Det er muligt at indgå valgforbund, hvilket mange partier gør brug af for at minimere stemmespild.[4]D'Hondts metode anvendes, når de opnåede stemmer skal omsættes til mandater.[3]
1909: Venstre Reformparti fik 337 mandater, Moderate Venstre 89 mandater, og "Venstre" 425 mandater.
Da Sønderjylland blev dansk, afholdt man først kommunalvalg i 1922, mod 1921 i resten af landet. Her valgtes 878 byrødder, til de 9872 der var valgt i resten af Danmark.
Fra 1933 er Grundtvigianere opgjort sammen med "kirkelige lister".
Fra 1943 er Indre Mission opgjort sammen med "kirkelige lister".
I 1966 er husmænd og landbrugslister opgjort som een liste under "landbrugere".
