Bosnien-Hercegovina

Bosnien og Hercegovina Bosna i Hercegovina Босна и Херцеговина
Flag Nationalvåben
Motto: Intet
Nationalmelodi: Intermeco
Hovedstad og største by	Sarajevo 43°51′N 18°22′Ø / 43.850°N 18.367°Ø / 43.850; 18.367
Officielle sprog	Bosnisk, kroatisk, serbisk
Regeringsform	Føderal republik
• Den Høje Repræsentant	Christian Schmidt
• Formand for præsidentskabet	Denis Bećirović
• Præsidentskab	Željka Cvijanovića Denis Bećirovićb Željko Komšićc
• Premierminister	Borjana Krišto (fra 2023)
Uafhængighed
• Fra Jugoslavien	5. april 1992
Areal
• Total	51.197 km2
Befolkning
• Anslået	3.816.459 (2022)[1]
• Tæthed	74,5/km2
BNP (nominelt)	USD 23,65 mia. (2021)[2], USD 24,53 mia. (2022)[3]
Valuta	Konvertibilna mark - EUR (BAM)
Tidszone	UTC+1 (CEST)
• Sommertid	UTC+1 (CEST)
Kendings- bogstaver (bil)	BiH (Bosna i Hercegovina)
Luftfartøjs- registreringskode	T9
Internetdomæne	.ba
Telefonkode	+387
ISO 3166-kode	BA, BIH, 070
nuværende serbisk medlem af præsidentskabet nuværende bosniakisk medlem af præsidentskabet nuværende kroatisk medlem af præsidentskabet

Bosnien-Hercegovina (bosnisk, kroatisk og serbisk (latinsk alfabet): Bosna i Hercegovina, bosnisk og serbisk (kyrillisk alfabet): Боснa и Херцеговина) er et land på Balkanhalvøen, bestående af tre konstituerende folk og opdelt i to enheder: Republika Srpska og Føderationen Bosnien-Hercegovina. Landet er primært omgivet af land, bortset fra en smal kyststrækning mod Adriaterhavet i sydvest. Det grænser op til Kroatien mod nord og vest, Montenegro mod sydøst og Serbien mod øst. Bosnien-Hercegovina var tidligere en af republikkerne i den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien.

Bosnien, som udgør størstedelen af landet, har et moderat fastlandsklima, karakteriseret ved varme somre og kolde, snefyldte vintre. Landets centrale og østlige dele er overvejende bjergrige, mens de nordvestlige områder er kuperede, og den nordøstlige del er hovedsageligt flad. Hercegovina, som udgør den sydlige del af landet, har et middelhavsklima og er ligeledes bjergrigt. Sarajevo er landets hovedstad og største by, efterfulgt af Banja Luka, Tuzla, Zenica og Mostar.

Landet er hjemsted for tre primære etniske grupper, som i forfatningen omtales som "konstituerende folk". Bosniakker udgør den største gruppe, mens serbere og kroater er henholdsvis den næststørste og tredjestørste gruppe. På dansk betegnes alle personer fra Bosnien-Hercegovina som bosniere, uanset deres etniske tilhørsforhold.^[4] De primære forskelle mellem de konstituerende folk er af religiøs og kulturel karakter. Bosniakker er fortrinsvis muslimer, de bosniske serbere er overvejende tilknyttet den ortodokse kirke, og de bosniske kroater er hovedsageligt katolikker.^[5] Derudover findes flere minoriteter, som i forfatningen klassificeres som "andre". Disse omfatter blandt andre jøder, romaer, albanere, montenegrinere, ukrainere og tyrkere.

Bosnien-Hercegovina har en lovgivende forsamling bestående af to kamre samt et præsidentskab med tre medlemmer, hvoraf hvert medlem repræsenterer en af de tre store etniske grupper. Den centrale regering har dog begrænset magt, da landet er stærkt decentraliseret. Det består af to autonome enheder – Føderationen Bosnien-Hercegovina og Republika Srpska – samt Brčko-distriktet, der fungerer som en selvstyrende enhed med egen lokalregering. Føderationen, også kendt som Den Bosniakisk-kroatiske Føderation, er yderligere inddelt i 10 selvstændige kantoner.

I oldtiden var området en del af Illyrien. Fra år 9 e.Kr. fik romerne permanent kontrol over regionen, og det latinske sprog blev gradvist udbredt. Administrativt blev området opdelt mellem provinserne Dalmatien og Pannonien. I løbet af 300- og 400-tallet blev det invaderet af gotere, og kort efter år 600 kom slaverne, som gjorde hele regionen homogent slavisktalende. I perioden 600–1100 forsøgte flere magter, herunder Ungarn, Serbien, Kroatien og Det Byzantinske Rige, at sikre herredømmet over området. Ban Kulin (1163–1204), der regerede fra 1180 til 1204, grundlagde en uafhængig bosnisk stat samt en unik bosnisk kirke med bogomilsk præg. Hans regeringstid huskes som Bosniens guldalder, og han er en central figur i bosniske nationale folkeeventyr. Tvrtko 1. Kotromanić (1338–1391), en vigtig indfødt regent af middelalderens Bosnien, transformerede landet fra et selvstændigt fyrstendømme (banat) til et uafhængigt kongerige. Tvrtko 1. var en stor erobrer, og hans rige udviklede sig til et Storbosnien, som ved hans død i 1391 omfattede det nuværende Bosnien, det sydlige Dalmatien samt dele af Montenegro og Serbien.

Fra 1415 til 1878 blev Bosnien en væsentlig del af det Osmanniske Rige, som gradvist havde erobret området, i høj grad på grund af dets strategiske placering. I løbet af de over 450 år tilførte det Osmanniske Rige en del indvandrere fra andre dele af imperiet til Bosnien. Efter den tyrkiske erobring konverterede en stor del af den bosniske befolkning til islam, og mange af disse begyndte at klæde sig i tyrkisk, traditionelt tøj. De fleste konvertitter havde tilhørt den bogomilske bosniske kirke. Omvendelsen til islam omfattede en større procentdel af befolkningen i Bosnien end i andre områder på Balkan, som osmannerne havde erobret (f.eks. Bulgarien, Serbien, Epirus, Grækenland). Bosniske muslimer klarede sig godt under Osmannerriget og leverede militære ledere, storvesirer og diplomater til riget. I 1800-tallet var der flere oprør mod osmannerne, som kulminerede med kortvarig selvstændighed under Husein-kapetan Gradaščević (Dragernes fyrste af Bosnien).

Efter Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878) blev Bosnien og Hercegovina i 1878 underlagt Østrig-Ungarn. Selvom landet formelt stadig var en del af Det Osmanniske Rige, gav aftalen Østrig-Ungarn ret til at besætte og administrere området som et protektorat. Allerede før papirerne blev underskrevet i Paris, marcherede den østrig-ungarske hær ind i Bosnien og besejrede bosniakkerne (bosniske muslimer) efter en kortvarig krig. Den serbiske tredjedel af befolkningen modsatte sig senere den østrig-ungarske magt på grund af bitterhed i Serbien, hvor man havde forestillet sig, at området skulle blive serbisk, når tyrkernes herredømme på Balkan brød sammen.

Den serbiske utilfredshed med den østrig-ungarske dominans førte til, at den serbiske student Gavrilo Princip begik attentatet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand under hans officielle besøg i Sarajevo i juni 1914. Mordet på tronfølgeren og hans gravide kone udløste den diplomatiske krise, der førte til udbruddet af Første Verdenskrig. Denne krig resulterede i Østrig-Ungarns nederlag og opløsning, hvilket også medførte Bosniens forsvinden som administrativ enhed i en ny statsdannelse. Provinsgrænserne i det nye sydslaviske kongerige (fra 1929 Jugoslavien) blev trukket på tværs af de gamle grænser. Det nye sydslaviske kongerige kaldte sig frem til 1929 "Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere", og bosnierne blev herefter tvunget til selv at afgøre, om de ville identificere sig som serbere eller kroater.

Bosnien-Hercegovina var det område i Jugoslavien, som under 2. verdenskrig led mest af krigens grusomheder. Det var her, de kommunistisk ledede partisaner under Tito opbyggede deres magtbasis. Den 29. november 1943, i Jajce i Bosnien, dannedes grundlaget for en jugoslavisk forbundsrepublik baseret på ligestilling mellem nationerne. Under krigen blev næsten hele Bosnien-Hercegovina erobret af den fascistiske kroatiske stat under Ante Pavelić, som iværksatte en udryddelseskrig mod den store serbiske befolkningsgruppe i området. Derfor udviklede Anden Verdenskrig i Bosnien-Hercegovina sig til en todelt konflikt, hvor en befrielseskrig mod den udefrakommende besættelsesmagt blev kombineret med en borgerkrig mellem Jugoslaviens etniske og politiske grupper. Disse grupper omfattede den kroatiske ustasjabevægelse, den serbiske tjetnikbevægelse, tysk-bosniakkiske SS-divisioner (SS Handschar) samt de kommunistiske partisaner ledet af Tito. Til sidst sejrede Titos partisaner, og de opnåede støtte fra alle etniske grupper i Bosnien-Hercegovina. I 1945 blev Bosnien-Hercegovina en af de seks jugoslaviske republikker inden for grænserne fra før 1918 med få justeringer. Hovedsageligt af statistiske årsager blev borgernes nationale tilhørsforhold registreret.

Først i 1971 blev betegnelsen muslimani (muslimer) anerkendt som en officiel statistisk kategori. Indtil da skulle bosnierne selv vælge, om de ville identificere sig som serbere eller kroater. Muslimerne blev nu Bosnien-Hercegovinas største befolkningsgruppe, mens serberne udgjorde den næststørste. Den nye etniske kategori spillede dog ingen rolle, så længe det kommunistiske parti havde magten i Bosnien.

Bosnien spillede ikke en central rolle under de politiske og senere militære konflikter, der førte til Jugoslaviens opløsning i 1991. Krigen brød ud i forbindelse med EU-landenes anerkendelse af Bosnien-Hercegovina som en uafhængig stat den 6. april 1992. Omfattende etniske udrensninger fandt sted, og hvad der reelt var en krig mod civilbefolkningen, resulterede i nogle af de værste massakrer i Europa siden Anden Verdenskrig, blandt andet i Srebrenica og under belejringen af Sarajevo. Ved den amerikansk-mæglede Daytonaftale i november 1995 enedes den bosniske, kroatiske og serbiske præsident om at bevare et udadtil forenet Bosnien-Hercegovina, som dog blev internt opdelt i to politisk-administrative enheder.

• Bosnien – området er på 42.115 km² (stort set på størrelse med Danmark).
• Hercegovina – området er på 9.449 km² og omfatter området syd for landets største by, Sarajevo, og ud til Adriaterhavet.

• Bosnien-Hercegovinas økonomi

• Bloomberg: Bosnien er verdens næstværste sted

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Bosnien-Hercegovina
• The World Factbook om Bosnien-Hercegovina

Spire Denne artikel om Bosnien-Hercegovinas geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

44°N 18°Ø / 44°N 18°Ø / 44; 18